
SORG // PSYKOLOGI – Sorg indeholder et stort forandringspotentiale og kan være en væsentlig kilde til selvudvikling. Det forudsætter dog, at man tør gå ind i de tanker og følelser, sorgen byder på, at man giver dem lov til at være der, og at man til fulde gennemlever smerten, der følger med. Kun på den måde kan sorgen udvikle sig og bane vej for forandring, skriver Louise Winther, der mistede noget inde i sig, da hendes elskede mormor døde. Men ved hjælp af terapi og sorgens forvandlende kraft blev hendes mormors død et afgørende vendepunkt.
Da jeg som 29-årig mistede min mormor og blev ramt af dyb sorg, var jeg ikke i stand til at forestille mig, at der kunne komme noget som helst godt ud af det.
Men det gjorde der, for takket være sorgens forvandlende kraft blev min mormors død et afgørende vendepunkt. Det er trist, at der skal ”lig på bordet”, før vi mennesker for alvor rykker, men heldigvis kan jeg også sige det på en anden måde: Jeg har meget at takke min mormor for – både i livet og i døden.
Noget inde i mig døde
Jeg havde troet, at den første tid efter min mormors død ville være den værste; at der var tale om en opadstigende kurve, og at jeg lidt efter lidt ville få det bedre. Men det blev kun værre, som tiden gik. Efter et halvt år nåede jeg et absolut lavpunkt, hvor fraværet af min mormor rungede, og hvor tomheden og meningsløsheden var monumental. I 29 år havde min mormors kærlighed lyst på mig. Nu var lyset slukket. For evigt.
Jeg fornemmede, at folk omkring mig syntes, jeg burde se at komme over det. Herregud, at tude over en gammel mormor. Tør øjnene og kom videre. Men noget inde i mig døde med min mormor.
Stærk udenpå, skrøbelig indeni
Jeg voksede op i provinsen i 1970’erne i det, der udefra set var en pæn kernefamilie, jeg var kun lige fyldt 23, da jeg blev kandidat fra universitetet, siden studerede jeg i udlandet og vendte hjem til et velbetalt job og en lækker lejlighed i hovedstaden. Kort efter min mormors død fik jeg tilbudt et eftertragtet lederjob.
Udefra set var mit liv succesfuldt, og andre oplevede mig som stærk, kompetent og selvstændig. Sådan så det også ud på overfladen, for siden barndommen var det lykkedes mig at udvikle en beskyttende skal omkring mit indre.
i adskillige år prioriterede jeg terapi frem for nyt tøj, biografture og ferierejser
For mit indre var skrøbeligt. Der var noget, der ikke fungerede i min pæne familie. Jeg døjede med eftervirkninger af mobning i skoleårene, af min søsters psykiske vanskeligheder og af den spiseforstyrrelse, jeg havde udviklet i kølvandet på problemerne med min søster.
Hverken som ung eller voksen var jeg i stand til at indgå i nære relationer – rækken af mislykkede kæresteforhold var lang. Samtidig med, at endnu et forhold forliste, døde min mormor, det menneske, jeg altid havde været mest knyttet til. Og så begyndte min beskyttende skal at krakelere.
Ind i mørket
Et par måneder efter bisættelsen tilbød min daværende chef mig at deltage i et individuelt lederudviklingsforløb hos en erhvervspsykolog. Jeg tøvede ikke et sekund med at takke ja.
Erhvervspsykologen så mig lige ind i øjnene – noget, jeg ikke var vant til hjemmefra – og hun spottede straks, at jeg var i både sorg og krise. Hun stillede spørgsmål, og hun lyttede; ikke kun til hvad jeg sagde, men også til alt det mellem linjerne. Sammen med hende fik jeg modet til at gå helt ind i sorgen og mørket, og for første gang i mit liv turde jeg mærke mig selv.
Som et skolebarn, der måtte lære alfabetet, før hun kunne begynde at læse og skrive, måtte jeg lære at mærke og genkende og bruge alle de følelser, der rumsterede i mig
Hvis ikke jeg havde mødt hende, havde jeg formentlig gjort, hvad jeg havde lært derhjemme: Lagt låg på, ladet være med at tale om det og for enhver pris undladt at rippe op i det, som det hed.
Terapien gjorde ondt
Jeg græd mig i søvn hver aften en hel sommer. Mere end én gang overvejede jeg at stoppe i terapien, fordi det var så smertefuldt, og fordi jeg følte mig så uendeligt alene og magtesløs. Samtidig var en del af mig helt på det rene med, at jeg hverken burde, kunne eller ville stoppe.
Da de firmabetalte samtaler var opbrugt, valgte jeg selv at betale for flere, og i adskillige år prioriterede jeg terapi frem for nyt tøj, biografture og ferierejser. For der var også noget andet, der drev mig: Tænk nu, hvis jeg blev mor en dag. Jeg ville under ingen omstændigheder sende mine uhensigtsmæssige mønstre videre til næste generation.
I løbet af terapien måtte jeg erkende, at min opvækst havde været dysfunktionel, og at jeg var følelsesmæssigt underernæret. Som et skolebarn, der måtte lære alfabetet, før hun kunne begynde at læse og skrive, måtte jeg lære at mærke og genkende og bruge alle de følelser, der rumsterede i mig. Det blev livsomvæltende – når jeg i dag ser tilbage, ville jeg aldrig have undværet den markante udvikling, der blev en følge af min mormors død.
Sorgens forvandlende kraft
Det er langtfra kun mig, der har oplevet sorgens forvandlende kraft, og der findes også adskillige variationer af det gamle mundheld om, at uden kriser går mennesket psykisk i stå.
Desværre er sorg som grobund for menneskelig udvikling ikke en eksplicit del af de gængse teorimodeller om sorg, og mig bekendt er der ikke forsket nævneværdigt i emnet.
Omvendt betyder det, at hvis man ikke vil, kan eller tør tage imod sorgens udfordringer, så går man glip af en gylden chance for at udvikle og forandre sig selv og sit liv
Men som det fremgår af min fortælling, indeholder sorg et stort forandringspotentiale og kan altså være en væsentlig kilde til selvudvikling. Det forudsætter dog, at man tør gå ind i samtlige de tanker og følelser, sorgen byder på, at man giver dem lov til at være der, og at man til fulde gennemlever smerten, der følger med. Kun på den måde kan sorgen udvikle sig og bane vej for forandring.
Omvendt betyder det, at hvis man ikke vil, kan eller tør tage imod sorgens udfordringer, så går man glip af en gylden chance for at udvikle og forandre sig selv og sit liv. “Man skal turde miste dem, man elsker, og den verden, man kender, ellers mister man sig selv,” som professor John M. Schneider har formuleret det.
I langt de fleste tilfælde er sorg en fuldstændig normal psykisk sårhelingsproces, og det de er færreste sorgramte, der har brug for professionel hjælp. Jeg var en undtagelse, fordi jeg ud over sorgen havde alt mit tunge gods fra fortiden at forholde mig til.
Posttraumatisk vækst
Der er som sagt ikke forsket meget i sorgens forvandlende kraft, men ifølge psykolog Mai-Britt Guldin er der til gengæld forsket inden for det område, det kaldes for posttraumatisk vækst. 50-80% af deltagerne i disse undersøgelser beretter om positive forandringer efter tab og traumer, når de bliver spurgt nogle år efter hændelsen.
Forandringerne kan inddeles i tre kategorier: Vækst i egen person, udvikling i synet på sig selv og livet, samt styrkelse af de nære relationer.
Det er helt i tråd med mine egne erfaringer. Ja, det var overvældende smertefuldt at gennemleve sorgen. Men der kom så utrolig meget godt ud af det; større selvværd, langt bedre kendskab til mig selv, et klogt og kærligt ægteskab, som snart har varet i 25 år, en velfungerende datter, åbenhjertige venskaber og et arbejdsliv, jeg trives med.
Jeg voksede, jeg fik fodfæste, og jeg fandt et nyt ståsted.

Man kan selvfølgelig spørge, om jeg ikke kunne have undergået den samme udvikling – bare uden en død mormor på sidelinjen. Jeg tøver ikke med at svare nej. For der er så meget energi i fortvivlelsen og sorgen, og det er i livets største smertepunkter, at man for alvor forholder sig til sin eksistens og oplever at være tvunget til at lave ændringer i sit liv.
Forfatter Charlotte Bork Høvsgaard har udtrykt det så smukt: “Verden, som vi kendte den, gik i opløsning, men vi blev ved med at gå, og så længe vi går, mærker vi en forandrende kraft så stærk, at jeg må løfte blikket.”
Louise Winther er født i 1963 og er forfatter og foredragsholder. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har desuden en baggrund som cand. jur. og Master of Laws. Tidligere har hun været frivillig på Diakonissestiftelsens Hospice og leder af flere sorggrupper. Louise Winther har udgivet digtsamlingerne ‘Lysets hvisken’ og ‘Jeg bærer mine døde’ og står bag citatbøgerne ‘Sagt om sorg’ og ‘Sagt om sorg II’. I januar 2021 udkom hendes autofiktive roman ‘Men så døde mormor‘. Louise Winther og hendes mand bor på Frederiksberg, og sammen har de en voksen datter.
Topfoto: Louise Winther med mormor.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.