TRO & EKSISTENS// KLUMME – Drop al den januarbashing, opfordrer Charlotte Rørth. Mørket kan være godt. Anerkender vi ikke det, smider vi medfølelsen ud.
Hvis I ser i mine øjne, kan I let få øje på det mørke, jeg bor i.
Siden vores søn Frederik døde for otte år siden, har mørket været massivt, men det har reelt været en stor del af mit liv, siden jeg var barn. Som lille pige var jeg ofte mørk i humøret og fik skældud for det. Hvad var der dog at være så ked af? Det var forkert at være mørk.
Men er det nu det?
Måske er problemet i virkeligheden, at vi lærer hinanden, at mørket er slemt, ondt, Satan selv, farligt. Måske er mørket ikke ondt?
Det synes jeg i dag ikke, det er. Slet ikke. Fordi jeg kender det.
Amerikanske Barbara Brown Taylor giver i sin bog med den sigende titel Learning to Walk in The Dark, HarperOne, en direkte opfordring: “Drop what you believe about the dark … see for yourself what is true.”
Det gør jeg.
Jeg går derind. Bliver der. Ser mig omkring.
Rationelt at elske mørket
For mig er mørket godt.
Det lærte jeg med Frederiks død. Da blev jeg tvunget til for alvor at gå derind. Måske fordi jeg altid har haft den mørke side i mig, var jeg ikke så bange for det? Det ved jeg ikke.
Men det var et bevidst valg, at jeg ville være til stede derinde, ikke løbe væk, ikke hele tiden fokusere på at finde lyset, på at finde vejen ud.
Det er ikke en beslutning, jeg har været så åben om, men det vil jeg være nu. Fordi jeg tror, andre har det ligeså. Og fordi jeg mærker, at jeg er ekskluderet fra de mest udbredte samtaler i denne måned, hvor alle sukker over mørket og glæder-sig-åh-så meget-til, at lyset endelig bryder frem, stråler, skinner, eller hvad det ellers gør.
Jeg elsker også lys, misforstå ikke med vilje og gør mig ikke sort/hvid, men jeg elsker også mørke. Mørket, som ikke kun er fravær af lys eller alt det uden om månen. Mørket som det, det er i sig selv.
Det er da ubegavet ikke at være nysgerrig på det
Man kan argumentere for, at det er en meget rationel beslutning at ville holde af mørket og undersøge det.
Vi er konkret i mørke henimod en tredjedel af vores liv. I januar især. Der er fysisk mørke i verden, og vi sover. At se så stor en del af vores liv som noget forkert, kan ikke være godt.
Men det er det, vi gør.
Vi bruger mørke som metafor for alt det, der er dårligt. Det er ikke fair over for mørket. Og det er dumt over for os selv.
Vi har brug for mørket. Vi kan ikke leve uden. Spirer ligger i jorden. Vores kroppe har brug for hvile. Det er viden, vi alle har.
Men de fleste stopper der. Som om det ikke er et godt sted, vi kan være bevidste om, udforske og tage vare på. Som om det bedste er at vende ryggen til det og gå sin vej. Det får ikke mørket til at gå væk. Det er der. Det er det, der har været her længst. Før alt andet.
Det er da ubegavet ikke at være nysgerrig på det. Både intellektuelt og emotionelt. Og ikke mindst eksistentielt.
Hold øjnene åbne
For mig er mørket meget mere end en ventesal, det gælder om at forlade hurtigst muligt.
Det er et sted, jeg eksisterer. Sådan virkelig eksisterer. Er til.
Måske kan andre få det ligeså?
Jeg tror egentlig, mange har det som jeg, men ikke vover sige det højt. Det kræver sit at stå imod den januarbashing og forårsforherligelse, der breder sig overalt.
Men mørket kan blive det sted, hvor vi ved, vi bare er til. Hvis vi taler ærligt om det. Den slags steder er der ikke mange af. De skal skattes. Styrkes.
Ligesom i mørket, kan vi være blinde i lyset
I mørket er der først og fremmest ro. Der er ingen forventninger til dig derinde. Der er det nok, at du bare er til. Der er jo ikke nogen at vise sig frem for. Derinde er vi ikke optagede af at lyse os selv eller andre frem eller af at komme videre ud i lyset, hen til de andre, til samvær, aktivitet.
Lyset er et godt sted at være, bestemt, men det er mørket også. Lyset er heller ikke altid godt. Det gør os fokuserede på det, vi kan se og vise frem. Det blænder. Ligesom i mørket, kan vi være blinde i lyset, bare fistre rundt efter det, der gør sig mest synligt.
Mørket er lige nu udstillet på Sophienholm i “Laboratorium for mørke”.
Læs også interviewet med præst Liselotte Horneman Kragh om mørke her.
Når jeg går rundt inde i mørket med åbne øjne, ser jeg, hvor stort et landskab, det er. Hvis vi står stille i mørket, lader os lamme, slukker sanserne, så lærer vi ikke det mørke at kende, der dækker så stor en del af vores liv. Vi skal åbne øjnene derinde. Se os omkring. Gå rundt.
Så er jeres medfølelse slukket
Både for vores egen skyld og for alle dem, der har det svært og har brug for at vide, at de ikke er alene derinde. Ingen kan se hinanden. Vi kan vide, at andre er der og følges ad, og det kan være den allerstørste støtte i sorgen, at andre taler højt om, hvordan de går rundt derinde.
Anerkender andre ikke, at mørket kan være et sted, man er i live, ønsker de ikke at ane noget om mig eller de mange andre, der er i live og i mørke. Orker I ikke at gå med, ja, så følges I ikke med mig. Så er jeres medfølelse slukket.
Måske sker der noget godt
Sorgen gør ondt. Men, hvis ikke jeg lever med den, kan jeg ikke leve. Det samme gælder andre former for det, vi kalder livets mørke sider. De er der. Vi kan ikke undgå dem.
Måske er det endda sådan, at hvis man vover at blive derinde, sker der noget godt.
Det gør der for mig.
Når jeg vælger at være i mørket, anerkender jeg ikke alene en stor del af mit liv, som jeg ellers er opdraget til at undgå, jeg erfarer også en nærhed og intimitet med det, der er i mig, som jeg ellers ikke når hen til. Det sted i mig, der er en del af det mørke, der var der, før alt blev skabt. Det mørke, der er evigt. Det mørke, der bare er.
Vi bærer på mørket. Vi er skabt i det. Min krop har huset mine børn inde i mit mørke. Der er vi alle blevet til.
Det er andre, der har lært mig at være i mørket. En af dem er den spanske munk og poet Johannes af Korset (1542-1591). En statue af ham står i Úbeda, hvor han døde. Ham har jeg skrevet om før og vil gøre det igen. Hans digte og bøger tegner en tilstand, jeg kender.
Når jeg sidder om natten med en kop te og ikke kan sove. Når jeg går mørketur til kirkegården. Når jeg savner drengen. Som da jeg sad og ammede ham om natten, mens de andre sov. Når jeg beder med lukkede øjne uden ord.
Da er det, at jeg ikke er andet end et menneske, der er til, bare fordi det er til. Der tager jeg ikke stilling, vurderer ikke, dømmer ikke, eksisterer bare. Det kan mørket gøre muligt. Tak for det. Tak for januar.
”O nat som ledte mig!
O nat mere kær end morgenrøden!
O nat som har forenet
Elskeren med sin elskede,
Forvandlet den elskede
til sin elskede.”
Digtet er et uddrag af ”Den Dunkle Nat”, oversat af Grethe Livbjerg: ”Johannes af Korset – Åndelig vejleder for vor tid”, Katolsk Forlag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
