TEATER // ANMELDELSE – Der er 850 meter fra Kongens Nytorv til Bredgade 66 i centrum af det gamle København. 850 meter mellem Det Kongelige Teater og Grønnegårds Teatret, 850 meter mellem musical og skuespil, 850 meter mellem Egypten og Illyrien. 850 meter mellem DreamWorks og William Shakespeare, 850 meter mellem amerikansk og europæisk kultur, 850 meter mellem Prinsen af Egypten og Helligtrekongersaften.
På de 850 meter står kampen om sommerens teaterpublikum i København. Vil man se musical af Fredericia Teater eller udendørsskuespil i haven bag Designmuseum Danmark?
Tager vi et øjeblik droneblikket på – det der i gamle dage hed helikopterblikket – så bliver de to forestillinger også et valg af kunst- og kulturretning. Vil vi, som samfund, stå på de gamle europæiske traditioner eller på de nye amerikanske? I en tid med ny kulturminister og få penge til kultur, så bliver de to sommerforestillinger et eksempel på, at vi måske lidt mere præcist skal formulere, hvad vi vil med dansk kultur.
Sommerens teaterduel i København er en god case på, hvad dansk kunst og kultur kan, bør, gør og skal. Den pragmatiske kulturperson vil formentlig sige, at der skal være plads til at støtte det hele, men sådan er virkeligheden ikke. Derfor må vi vælge.
Marketing eller madkurv
Siden 1748 har Det Kongelige Teater ligget på Kongens Nytorv. De fleste kender indgangspartiet. På trappen foran Det Kongelige står to skulpturer. Til venstre Adam Oehlenschlæger og til højre Ludvig Holberg. De to store statuer sidder tålmodigt, tilbagelænede i stolene og betragter publikum, der strømmer ind og ud af teatrets døre.
Holberg sidder på en stol med sin stok i den ene hånd og et af sine manuskripter i den anden. Oehlenschlæger har for et øjeblik sluppet læsningen og er henfaldet i tanker.
Går man videre ind, så følger man bygningens smukke stengulv. Men hov, sådan er det ikke over sommeren, når man kommer ind i teatrets smukke foyer, så mødes man af tre løbere. Det ligner billigt, syntetisk stof, hvorpå der blandet andet er trykt: Fredericia Teater, DreamWorks, The Prince of Egypt (ja, på engelsk) – og så en masse stjerner fra anmeldelser af forestillingen.
Som publikum får man en rutschetur fra det æstetiske teaterhus til vulgære løbere, der udspringer af marketing uden sans og respekt for arkitekturen.
Det virker som om Fredericia Teater har flere programsælgere på gulvet end, når Det Kongelige Teater selv har forestillinger. I hvert fald bliver jeg (lidt for) mange gange spurgt, om jeg vil købe et program.
Super-Size Me rimer bare ikke på Gamle Scene.
På Grønnegårds Teatret er entreen ved Designmuseum Danmark. På toppede brosten går man fra Bredgade hen til indgangen til museet, der frem til 2011 hed Kunstindustrimuseet. Rokokobygningen er fra samme tid som Det Kongelige Teater. Det var oprindeligt et hospital – Kongelige Frederiks hospital, som blev bygget fra 1752-1757. Både teatret og museet er tegnet af Nicolai Eigtved (Eigtveds Kongelige Teater-bygning blev dog revet ned i 1874.)
Man suser videre gennem forhallen i museet, hvor man kan nå at opsnuse lidt kunsthåndværk og design, som er kerneområdet. Gennem forhallen, og man ender i Designmuseum Danmarks smukke have. I kanten af haven er andre smukke bygninger, i midten en græsplæne, som har en rund krans af Lindetræer. På græsset er bænkerækker og for enden af haven er scenen.
Før forestillingen kan folk spise deres medbragte mad i haven eller købe en picnicpose med charcuteri, ost og sylt: Serrano af Duroc-gris, Salami Milano, Comté, cornischoner og syltede kapersbær, som det så fint hedder på fremmedsprog.
Kunst eller merchandise
Så langt, så godt i sommerens teaterduel i København, og vi er ikke engang kommet til selve scenekunsten endnu.
Hvorfor så alt det skriveri om bygninger, årstal, arkitektur, programmer o.s.v. Jo, såmen fordi der snart ikke er den danske kulturinstitution, som kun er kunst og kultur. Langt de fleste kulturinstitutioner brander sig på, at publikum skal have en helhedsoplevelse: Restauranten, cafeen, kiosken med souvenirs, merchandise, legetøj produceret i Kina, plakater og meget mere bliver betragtet og drevet som var det selve kulturoplevelsen.
Prinsen af Egypten – og den amerikanske drøm
I bouillonterningreferat så låner Prinsen af Egypten elementer fra den bibelske historien om Moses. Han vokser op som hittebarn som bror til Ramses. Fordi Ramses er ældst bliver han Farao af Egypten. Moses er blevet prins, men bliver landforvist og lever med sit oprindelige folk i ørkenen. Han vender tilbage til Ramses og Egypten og ender med at føre sit folk ud af slaveriet og mod det forjættede land Kanaan.
Det er historien om relationerne mellem brødre, om kærlighed og magt, der bliver vanskeliggjort af omgivelserne.
Musicalen Prinsen af Egypten bygger på DreamWorks første tegnefilm fra 1998. Det var i perioden med uenighed i Disney, hvor de kreative kræfter i Hollywood rykkede rundt mellem selskaberne, og nye filmselskaber blev etableret.
Det Kongelige Teater har udlejet Gamle Scene til Fredericia Teater, som tilfældet også var for et par år siden med Klokkeren Fra Notre Dame.
Gennem mange år har Fredericia Teater efterhånden produceret musicals, der sidder i lige skabet. Teatret har forfinet genren og især deres brug af led-bagskærme har vakt opsigt, når kulisser og filmiske virkemidler smelter sammen, så publikum nærmest får fornemmelsen af at være deltagende. Og på scenen popper det ene musicaltalent frem efter det andet frem.
Et svagt led gør kæde svag – Citat fra forestillingen
I denne forestilling er det Diluckshan Jeyaratnam som Moses, der brager igennem sekunderet af et i øvrigt stærkt syngende hold af medspillere. I denne Københavner-udgave af Prinsen af Egypten er der tilføjet seks dansere i forhold til forestillingen i Fredericia. Det giver dynamik og energi.
Men alligevel er det, som om der mangler noget. Der er på nogle måder gået inflation i Fredericia Teaters produktioner. De er flotte, og de er stilsikkert leveret, men de er også lidt kedelige og forudsigelige – gående mod at være musicalbranchens McDonald.
Prinsen af Egypten er eksemplet på en forestilling, som har rod i et amerikansk produkt uden egentlig anden vision end at tjene penge. Den fremstår som en musical uden højdepunkter, med et persongalleri hvor karaktererne ikke udvikler sig og med kompositionerne, der virker som mekanisk musicalmusik. Men værst er hele er plottet: Hvis bar du tør og tror på det, så kan du.
Større gestus kan den amerikanske drøm ikke få – og så på Danmarks nationalscene.
Helligtrekongersaften – nu med kønsdebat
Den korte historie i William Shakespeares komedie Helligtrekongersaften er forviklingsdramaet, der opstår, da tvillingeparret Viola og Sebastian forliser med et skib. Viola redder sig i land i Illyrien, men ved ikke, om broren også er reddet. Hun klæder sig ud som mand, tager navnet Cesario og tager tjeneste hos hertug Orsino. Hertugen er forelsket i grevinden Olivia, som ikke elsker ham, men hertugen bruger Cesario som sendebud for at bejle til Olivia.
Denne forelsker sig i stedet i Cesario, som på sin side (som Viola) har forelsket sig i Orsino. Så kører det kendte Shakespeare-drama.
Intriger forstærkes, løgne findes på, og begær opstår ved hjælp af tjenestepigen Maria sammen med de komiske personer Tobias Hikke, Andreas Blegnæb og narren Feste, der især lader deres drillerier gå ud over den pligtopfyldende hushovmester. Da det viser sig, at Sebastian er reddet, bliver forvirringen komplet.
Kærligheden, i alle sine afskygninger, er hovedtemaet i Helligtrekongersaften.
Instruktøren Christoffer Berdal har i denne sommer 2019-udgave valgt at lege med køn. For eksempel er hushovmesteren Malvolio, blevet til Malvolia, og spilles af en kvinde. Der kysses, flirtes og søges efter kærlighed uden kønnets begrænsning.
Både mand og kvinde kan og vil forføres. Med sin nye fortolkning vil Christoffer Berdal føre Shakespeares tekst ind i tidens debat om kønsidentitet, kønsforståelse og MeToo.
Åh, elskovs ånd, hvor er du stærk og grådig. Du favner alt og sluger alt, som havet. Alt hvad der er vidunderligt og kostbart bliver ynkeligt og billigt i dets dyb på et minut. Så mange drømmesyner har kærligheden, at den i sig selv er lunefuld – citat fra forestillingen
Som de fleste af William Shakespeares tekster, så er det en fryd bare at sidde og lytte til skøre, pudsige, kloge og eftertænksomme sætninger. Den 500 år gamle englænder er ordets mester, der virker selv i nye fortolkninger og nyoversættelser.
På scenen er samlet en godt blanding af erfarne og forholdsvis nyuddannede skuespillere. Det helt rigtige samspil er måske ikke 100 procent på plads endnu, men det vil formentlig komme. På premiereaftenen strålede Ann Eleonora Jørgensen i den ”nye” kvinderolle som Malvolia, grevinde Olivias hushovmester. Ann Eleonora Jørgensen ejer scenen, både når hun spiller den stramtantede, bestemmende husbestyrer, og når hun, udsat for de andres løgnagtigheder, møder op foran Olivia i skriggult kostume.
Julie Agnete Vang spiller en sikker Grevinde Olivia, der i kærlighedens kyniske navn både er den forhippede forelskede og den kolde afviser.
Anton Hjejle spiller Andreas Blegnæb med et vidunderligt komisk talent. Hans samspil med Asbjørn Krogh Nissen, som den drikfældige Tobias Hikke, er tæt på at sidde i skabet.
Et par af de ældre skuespillere kører lidt for meget på autopilot, så Troels Lybys Orsino og Niels Ellegaards Feste – næsten bliver mere Troels Lyby og Niels Ellegaard end rollerne. Lidt ekstra personinstruktion her, som til Katrine Greis-Rosenthal, som Viola, og Henrik Lund, som Sebastian, ville have hævet det samlede ensembleindtryk.
Shakespeares tekst er vidunderlig, så aftenen er fyldt med morsomme højdepunkter og pudsige indfald om kærlighedens finurlige væsen. Det hele samlet i Peter Schultz’ scenografi med skuespillere i Nicholas Nybro farvestrålende og morsomme kostumer.
Jeg grinte, jeg var underholdt, jeg fik lidt med til eftertænksomheden.
850 meters afstand
Turen på 850 meter fra Kongens Nytorv ned ad Bredgade til nummer 66 er symbol på mange ting. Forskellen på hvilket valg man tager i denne sommers to store teatertilbud i København – Prinsen af Egypten eller Helligtrekongersaften – er til at få øje på. Det er to forskellige kunstopfattelser, to forskellige oplevelser og to forskellige tankegange.
Valget er som at vælge mellem at gå ind i en slikbutik eller i en grønthandler. Valget er, om man vil have vingummier eller gulerødder. Kalorier eller vitaminer. I den kontekst får man med William Shakespeare en vej brobelagt af europæisk dannelse, mens man med DreamWorks får amerikansk underholdning.
Valget er som bekendt publikums.
Fotos: Bjarne Stæhr, Grønnegårdsteatret og Fredericia Teater.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her