KULTURLISTEN – I denne udgave om danseteater på Edison Teatret, Michael Cunninghams roman opsat på Det Kongelige Teater, Fernando Aramburos roman Patria som HBO-serie, Helle Thorning-doku på DR, en fremragende udstillingsoplevelse i Rødby samt Astrid Saalbachs nye roman. I denne uge er listen bedrevet af Steen Blendstrup, Connie Bork, Niels Olsen og Mikkel Stolt.
Waiting Places på Edison
Man skal nok være danseinteresseret for at kunne forholde sig til, at Waiting Places præsenterer “verdensstjerner på Edison”. Der behøves på den anden side ikke forudsætninger for at kunne værdsætte dansernes evne til at udtrykke menneskelige følelser med deres bevægelser.
Det kræver næppe nogen forklaring, når Astrid Elbo iført højrød kjole kaster sig ud i pardans med Or Schraiber. Om det er et sundt forhold, må afhænge af vores individuelle tolkning. At det er passioneret, kan enhver se.
Er det den kærlighed, vi venter på? Det menneske, det møde? Det er det, der ligger bag titlen, Waiting Places. Det handler om alt det, vi venter på, mens vi gør noget andet. Om det nu er arbejdet eller mennesker, som i virkeligheden bare fylder ventetiden.
Et tilbagevendende motiv er kridtstregerne på væggen. Du ved – dem, som fanger sætter på fængselsvæggen. Hvis du tæller efter, er der altid fem. Måske svarende til de fem livsstadier, som Shakespeare nævner i sin “verden er en scene”-monolog.
Du kan altså lægge din egen tolkning ind over Waiting Places, men du kan næppe forblive upåvirket af den sitrende intensitet i dansen. Sine steder i øvrigt med en god portion humor, fx antallet af ekstremt højhælede sko, der hober sig op.
Livets strøm
Michael Cunningham skrev Timerne i 1998, som nu kan opleves i scenisk version på Det Kongelige Teater. Og sikke en version.
Det bliver junimorgen i romanen: “Vestibulens dør fører ud til en junimorgen så fin og renskuret, at Clarissa standser op på dørtrinnet, som hun ville gøre det på kanten af et svømmebassin (…)”
Se lige, hvordan Det Kongelige Teater kan iscenesætte en junimorgen. Hvordan lyset bliver brugt og den store drejende scene, hvor de tre kvinder færdes og har travlt med deres gøremål. Scenen skaber en samtidighed mellem de tre kvinder, selv om de lever på helt forskellige tidspunkter i det tyvende århundrede. Vi fornemmer deres passion, men der er også forskel på, hvor godt eller ikke godt de ligger i livets strøm, om de rammer midten eller flyder ud mod kanten. Det er så enkelt og sikkert set.
Timerne er en ode om livet, om smerten og samhørigheden. Men samtidig dyrker den romanen, fordi den kan rumme erfaringer og give dem videre.
Vi hører om det litterære kredsløb af forfatter, forlægger og læser. Mrs. Woolf er forfatteren – Mrs. Dalloway er forlæggeren, der lever i 1990’ernes New York, mens Mrs. Brown er læseren. De cirkler alle om romanen. Det er denne sammenhængende dybere struktur, som også bliver forløst i Skuespilhuset.
En lidelseshistorie fra Baskerlandet
Patria er en fortælling om ETA’s gerninger i tiden før og efter 2011, hvor den militante separatistgruppe officielt nedlagde sine våben. Det skete efter 40 års kamp mod den spanske stat, hvor ETA fik omtrent 800 liv, 7.000 pårørendes sorg og en hel nations frygt, smerte og kollektive fordømmelse på samvittigheden. Bortførelserne, drabene og truslerne ophørte – men idéen om et selvstændigt Baskerland med eget sprog i et lille hjørne af Europa, klemt ind mellem Spanien og Frankrig, lever angiveligt stadig.
Serien følger to lokale familiers gensidigt infiltrerede skæbner. Omdrejningspunktet er ETA’s likvidering af Txato, som driver en lokal virksomhed. Txato har gjort sig uvenner med ETA ved ikke at støtte dem og give dem nok penge – pengeafpresning var én af flere ETA-metoder.
Da ETA opgiver den væbnede kamp, beslutter Txatos enke Bittori sig for at undersøge, hvad der skete, da Txato blev skudt, hvem der trykkede på aftrækkeren, og hvordan det kunne komme så vidt.
Undersøgelsen fører os ind i en kompliceret relation til Bittoris veninde Miren, Mirens mand, børn og ikke mindst sønnen Joxe Mari, der som ung, utilpasset rebel involveres i ETA’s aktiviteter. Vi oplever demonstrationer og attentater, død og ødelæggelse, familier og venskaber, der splintres.
Den står på regn og torden, en tynget atmosfære, social eksklusion, mørk tristesse og misforstået loyalitet. Skyld, skam og håb om tilgivelse og forsoning fletter sig sammen i en fælles lidelseshistorie om, hvordan og hvorfor det frodige bjergområde mod nord i så mange år martredes fysisk, mentalt og socialt.
Serien bygger på den spanske forfatter Fernando Aramburus roman af samme navn. Både serien og romanen kan varmt anbefales.
Feje hold: Helle mod de andre
Den såkaldte Public Service-pulje støtter kommercielle og reklamefinansierede tv-stationers eventuelle lyst til at lave produktioner, der opfylder kriterier om “originalitet, betydning og kvalitet”. Efter en periode kan disse produktioner vises på DR.
Det er tilfældet med denne dokumentar-miniserie, som består af arkivmateriale fra medierne, nyere optagelser, der følger Thorning-Schmidt privat og halvprivat samt en række interviews med vidner, familiemedlemmer og journalister.
Serien er præget af en kæk klipning af det historiske materiale, hvor sigende blikke, snigende uhyggemusik og demonstrativ grafik ikke efterlader nogen tvivl om, hvem der er helte og skurke. Jeg kan afsløre, at Thorning-Schmidt selv ikke er i den sidste kategori. Samtidig forventer serien så meget af sine seere, at man skal kunne genkende alle politikere, der går ind og ud ad døre på Christiansborg. Det sidste kan jeg egentlig godt lide.
Men serien er så godt som blottet for egentlig politisk indhold. Det hele virker lidt for overfladisk og tabloidt, hvilket må siges at modarbejde, hvad der lader til at være det egentlige formål: at kritisere den overfladiske og tabloide behandling af vores politikere, hvilket især Thorning-Schmidt ifølge serien har været ramt af.
Men kig selv med, og du vil måske opleve serien som en kønspolitisk fortælling, hvis du er dén type.
Besøg Femerns Udstillingscenter mens tid er
Hvad har Femern Bælt-forbindelsen med kultur at gøre? En hel del. Ikke alene er den tekniske etablering af verdens længste kombinerede vej- og togtunnel på 18 km i sig selv en imponerende ingeniørbedrift med anlæg af bl.a. en arbejdshavn på 500.000 kvm, et kæmpestort fabriksanlæg til produktion af tunnelelementer og etablering af nye naturarealer, der skal fremme biodiversiteten på Sydlolland. Det er en monumental opgave, som kræver enorme ressourcer, fagkundskab, koordinering, styring, kommunikation, kulturel rummelighed og husly til tusindvis af medarbejdere fra mange lande.
Men Femern Bælt bygger i overført forstand også bro til resten af Europa og vil gøre kulturoplevelser syd for den dansk-tyske grænse langt mere tilgængelige for navnlig den østdanske del af befolkningen – og tilsvarende åbne Danmark endnu mere for naboerne fra syd. Femern Bælt lægger således ikke kun op til øget hastighed (passér fx bæltet på 7 min. i tog og 10 min. i bil!) og bedre mobilitet, men også integration og fornyet nysgerrighed på “de andre” og derved det tværkulturelle mulighedsrum i Europa.
På Femern Bælt Udstillingscenter i Rødbyhavn har man samlet hele denne fortælling i et gratis og let overskueligt udstillingsformat. Via fysiske modeller, montrer, tekster, film, foredrag, rundvisninger og dygtige guides får man som publikum indsigt i et fascinerende projekt, der vil gøre en markant forskel – og ligger lige rundt om hjørnet.
Check udstillingscenteret næste gang, du alligevel skal en tur sydpå. Kig også forbi byggepladsen, i hvis udkant der er etableret et udkigstårn, som giver et fint vue ud over et infrastrukturprojekt, der får de fleste til at gispe efter vejret og om få år er i drift.
Når friheden slutter – Astrid Saalbachs roman blander effektivt satire med komedie
Astrid Saalbachs roman handler om at dø af alderdom. Det sker for patriarken Thorkil, som har været privilegeret. Thorkil har haft to koner og har to midaldrende travle døtre.
Romanen er til satire – og komedie, og det gør bogen både sjov og direkte. Den skal læses for sine replikker, de godt tænkte scener og samspillet mellem Thorkil og døtrene, der bliver til en strøm gennem værket. De travle døtre er indimellem udmattede, men de ser og hører, hvad der sker.
Da Thorkil havner på Lindely til aflastning, prøver han som noget af det første at gå en tur til enden af lindealléen for at opleve frihed. Det sker med rollator, og han kører hurtigt fast i græsset, så det kniber med friheden.
Romanen er en fortælling om den langsomme, næsten monstrøse forhindring, som alderdommen vokser til, når svækket fysik og en løbsk bruser bliver viklet ind i den samme situation. Thorkil er faldet i badeværelset og har aktiveret bruseren, hans morgenkåbe har lagt sig hen over afløbet, så han snart flyder i vand. Når han råber på hjælp, er vandets brusen højere.
Til sidst får han alligevel assistance af en ansat: “Ligger du her, Thorkil, i din egen swimmingpool?” Den afvæbnende humor midt i afmagten. Romanen virker i kraft af de godt ramte situationer, men også pga. sin sans for det uforudsigeligt menneskelige. Det gælder også for Thorkil til allersidst.
Kulturlisten i POV udkommer hver fredag. Du kan finde tidligere udgaver her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
