
HISTORISKE FILM – Fortiden har altid givet os fantastiske muligheder for at udøve propaganda. Man skal blot indlæse fortiden i sin egen drøm. De bedste historiske film fra diktaturstater har altid formået både at kommentere – og at hæve sig over samtiden, skriver Maria Helleberg i sin sommerserie om historiske film. I dag ser hun på nazisternes forsøg, som fejlede: “dette diktatur var ude af stand til at skabe en bare nogenlunde historisk korrekt film. Alt, hvad nazismen mente om mennesker, var ‘fake news’.
Sergej Eisenstein var dybt og sort fascineret af Josef Stalin, men hans ‘Ivan Grozny’-film handler rent faktisk om zar Ivan den Grusomme, og kan ses som film om diktaturets væsen overalt og til alle tider.
Der refereres nok til Stalin, men han når videre ud. Og de er først og fremmest gode film. Utroligt at de blev til.
Findes der tilsvarende seværdige film fra Nazi-Tyskland? Kontrollen var trods alt voldsommere i Tyskland end i Sovjetunionen.
Monumentet over verdenskrigens nazistiske film må være Veit Harlans epos, ‘Kolberg‘ indspillet i slutningen af 1944, med premiere i januar 1945. En på alle måder dybt overraskende film, der havde til hensigt at forene det tyske folk til desperat, selvmorderisk modstand mod erobrerne. Den totale krig, som Josef Goebbels havde indvarslet.
I denne situation kan man altid trække på historien. Der var bare småt med fortilfælde. Men den, som søger grundigt, finder. Se et stykke af filmen med kommentarer her:
https://www.youtube.com/watch?v=tFRs0G5fO_g
Borgerne i byen Kolberg havde i 1807 forsøgt at modsætte sig fransk invasion. Det hjalp ikke, men i 1813, hvor tysk patriotisme var blevet stærk, blev Kolbergs modstand symbolsk. I 1944 blev historien støvet af og genbrugt.
Og Kolberg var det eneste emne, den nazistiske kulturbølle Joseph Goebbels kunne finde. Følgelig blev der endda frigivet soldater fra fronten til filmindspilningen.
Intet blev sparet, og ‘Kolberg’ blev den dyreste film indspillet under Hitlers regime.
I februar 1945 nåede filmen til Berlin, hvor børn og oldinge blev truet til at slås. Men Goebbels troede stadig, at nøglen til sejr lå i filmens kraft til at overbevise. Han holdt endda en tale for officerer, som han forklarede, at om flere hundrede år ville man se farvefilm af forsvaret af Berlin, de ville vel ikke risikere at kommende generationer buhede dem ud?
Ville de være helte eller skurke i fremtidens historiske film?
Man forstår egentlig, at Goebbels ønskede at forvandle krigen til en film, så kunne de skrive manus, instruere og klippe selv. Den virkelighed, som udspillede sig, kunne de ikke længere styre.
Siden magtovertagelsen i 1933 havde styret ensrettet (især) filmproduktionen. En stor del af talentmaterialet var udvandret – Josef von Sternberg, Fritz Lang, Billy Wilder, Marlene Dietrich.
De tilbageblevne forsøgte at overleve inden for reglerne. Nye stjerner opstod, som Veit Harlan og hans hustru Kristina Söderbaum, der da også står bag ‘Kolberg’, han som instruktør, hun som ”Lille Maria”.
Instruktør Harlan blev efter krigen anklaget for ”forbrydelser mod menneskeheden”, hvorved de befriende magter indirekte gav Goebbels ret i hans ideer om filmens overordnede betydning
Ikke alle de succesfulde film var utilslørede politiske opråb, men kvindesynet var eksempelvis altid i fuld overensstemmelse med nazismens ideal.
Det er en af årsagerne til, at eftertiden ikke rigtig kan bruge de upolitiske film fra tiden til ret meget. Kvindesynet var ikke alene gammeldags, det virker helt forskruet i nutiden.
Instruktør Harlan blev efter krigen anklaget for ”forbrydelser mod menneskeheden”, hvorved de befriende magter indirekte gav Goebbels ret i hans ideer om filmens overordnede betydning.
Han præsterede flere gange at blive frikendt for propaganda, der havde ført til accept af jødeudryddelsen, og fremførte at han var blevet tvunget til art deformere historien i propagandafilmen over dem alle, ‘Jud Süss“. Han fik også efterfølgende en ret mild straf og producerede – trods protester – adskillige film.
Denne film kan ses på YouTube (hvis du er i Danmark – i visse lande, f.eks. Storbritannien er den blokeret som det stykke, nazi-propaganda den er).

I hvor høj grad Harlan blev tvunget, er svært at bedømme. Det virker som om, både han og hustruen var ivrige opportunister, der gjorde, hvad de fik besked på, for at kunne fortsætte med at arbejde.
Den smukke, blonde Kristina Söderbaum lignede grangivelig det nazistiske kvindeideal, modsætningen til Marlene Dietrichs svale, sensuelle dobbeltkøn
Og for at kunne blive stjerner – de største var jo udvandret, og der var plads og muligheder og penge til dem, som var villige til at skabe propaganda.
Og den smukke, blonde Kristina Söderbaum lignede grangivelig det nazistiske kvindeideal, modsætningen til Marlene Dietrichs svale, sensuelle dobbeltkøn.
Hun var, som navnet antyder, født i Sverige, begyndte at filme i 1935 og giftede sig med Veit Harlan i 1939. I flere film skulle hun begå selvmord efter at have haft sex med enten en jøde eller en tjekke (!) – Rassenschande var betegnelsen for denne forbrydelse, altså at skænde sin race.
Hun fik øgenavnet Reichswasserleiche på grund af figurernes trang til at vaske sig ren i druknedøden. Men hun kunne altså spille, hvad Kolberg indimellem beviser. Hun er bare ikke særlig overbevisende. Rammerne er så rigide, at det simpelthen virker svært at spille rollerne. Filmen blev da også efterfølgende bedømt som decideret middelmådig og uinteressant som kunst, selvom den var umådelig populær hos datidens tyske hjemmepublikum.
Talentet var med andre ord ikke det største, til gengæld var lydigheden enorm.
Den nutid, som er selve årsagen til, at man indspillede det historiske epos, trænger sig hele tiden på: sjældent har samtiden været så tydeligt til stede som i ‘Kolberg’.
Hele indledningen er åbenbart dikteret eller skrevet af Goebbels, endda med citater fra mandens tale (”og nu hedder parolen: lad stormen bryder løs!”) om den totale krig; et citat fra krigen i 1813, men dengang havde ingen fundet på kz-lejre eller etnisk fordrivelse.
Der var heller ingen massedestruktionsvåben endsige flyvevåben i 1813. Selv ikke under bombardementet af København i 1807 døde tusindvis af mennesker – det er en myte, som historikerne har tilbagevist.
Folk og hær marcherer som én mand gennem byen til toner af sange, der lyder som nazipartiets.
Nok er der tale om propaganda, men man er nødt til at fortælle en historie, som fænger
Men derefter tager historien over, og filmen finder sit leje. Nok er der tale om propaganda, men man er nødt til at fortælle en historie, som fænger.
Der har åbenbart ikke været tid til at sy empire-kostumer til kvinderne, Kristina Söderbaum er konsekvent klædt i
kostumer som dem, hun var blevet berømt for at bære i bl.a. dramaet Der Goldene Stat.

Hun var storbarmet og rundkindet og understregede sin figur ved hjælp af kostumerne. Stort set hele vejen gennem filmen er hun udstyret med et rødt, hvidprikket hovedtørklæde, som det blev båret af utallige Trümmerfrauen i Berlin – og så bærer hun øjenskygge og læbestift.
De andre kvinder i ‘Kolberg’ har tilmed knækorte skørter på. Kun den preussiske dronning Luise er en empire-åbenbaring fra en anden og bedre verden, om end hendes hofdame ganske tydeligt er en guvernante fra år 1885.
Fortiden er, med andre ord, nutiden, afbrudt af noget der ligner diffus ‘dengang’. Alt hænger sammen, alt er…det samme.
Det er min påstand, at intet andet land end Tyskland ville være kommet godt om ved at præsentere dette særlige, syrede billede af et lands fortid. Dronning Luise er det svært at få ind i helheden.
I alt fald hvis man anskuer hende som ægte historiskperson. Hun var nok skrøbelig men egentlig ingen sart plante, hun søgte at opildne soldaterne med brandtaler stående i sin landauer før de store slag, og selv Napoleon beundrede hende.
Söderbaum med de store fugtige øjne synger for sit uægte barn, at hele Pommern er brændt ned – det blev området altså ikke i 1807, men det skete i 1944, under den russiske fremmarch, hvor nazi-partiet tvang befolkningen til at flygte
Napoleon anerkendte også, at hun var den eneste tilbageblevne preussiske jernhånd, og trak vejret lettere, da hun døde ung. I ‘Kolberg’ er hun med som historisk emblem. Noget med modstand i fortiden.
Söderbaum med de store fugtige øjne synger for sit uægte barn, at hele Pommern er brændt ned – det blev området altså ikke i 1807, men det skete i 1944, under den russiske fremmarch, hvor nazi-partiet tvang befolkningen til at flygte.
Oplevelsen var givetvis ekstra grusom, fordi man i årevis var blevet fyldt med fake news og fake oplysninger.
Det, som nu skete, burde ikke kunne ske.
I filmen er kristendommen stort set fraværende, den italesættes kun i en bøn fremsagt i desperation af Maria under bombardementet af byen.
Kristendommens idealer om mildhed, tilgivelse og at vende den anden kind til var dybest set uforenelige med nazismen. Folk skulle ikke bede, eller søge tilflugt i religion og sammenhold men være beredt til at ofre sig for den større sag.
Der er nok en katedral i Kolberg, men selv i julen ses folk kun feste hjemme. Og filmen håner den mand, som bemærker, at ”kapitulation er bedre end selvmord”.
Filmens kedsommelige diskussioner i Kolbergs byråd er i virkeligheden en diskussion af mulighederne nu, hvor russerne og de vestallierede var ved at lægge en jernring om Berlin. Kan vi være bekendt at overleve stormløbet?
Kaptajn, Schill, senere grundlægger og leder af de tyske Friskarer, kommer til byen, avler et barn på Maria, og drager videre. Filmen fremviser ham som et eksotisk dyr, og sådan opfører han sig i sin husar-uniform. Det er ikke hans aristokratiske modstand, filmen vil hylde.
Filmen blev et katalog over styrets ønsker til udvikling af mennesketyper. Jo flere kroppe, man kunne kaste ind mod fjenden, jo bedre. Og man kan jo kun bevise sin offervillighed ved at lade sig dræbe
I virkelighedens verden var Schills styrker langt mere slagkraftige end det hjemmeværn, han stabler på benene i Kolberg: der var tale om en videreudvikling af de elite- og guerillatropper, som i Danmark fik navnet Livjægere.
Desværre har filmen kasseret historien om den danske Elise Ahlefeldt og hendes preussiske ægtemand, Elise fulgte ham til fronten og i de store slag og blev dekoreret med Jernkorset. Men Elises handlemåde var nazismen fremmed. Især hendes brud med kvinderollen. Elise gik ikke så meget med tørklæde og forklæde.
Söderbaums søde og dumme, men modige Maria, er en kropsliggørelse af idealet. Lidende, men parat til at føde uægte børn til fædrelandet. Og altid ved sin væv, en dejlig gammeldags kvindelig sysselsætning. Nazismen ville ikke engang bringe kvinderne ind i rustningsindustrien.
Men nu, hvor fjenden stod i landet, forlangte man en ny kampberedthed hos kvinderne. Den skal Söderbaums Maria personificere.
Filmen blev et katalog over styrets ønsker til udvikling af mennesketyper. Jo flere kroppe, man kunne kaste ind mod fjenden, jo bedre. Og man kan jo kun bevise sin offervillighed ved at lade sig dræbe.
KOLBERG ødelægges faktisk, og scenerne med brændende huse etc. udpensles i en grad, så man må spørge sig selv, om nogen tyskere i februar 45 orkede at gå i biografen for at se det, de bare kunne gå ud på gaden og opleve.
Det er ikke alene kristendommen, filmen eliminerer. Kunsten må også væk.
Kunstnerne er ubrugelige. Aristokratiet har svigtet. Tro og religion er lige ubrugelige. Tilbage er kun at slås for fædrelandet, ødelægge og brænde og opofre sig selv
Marias bror Klaus, der er parat til at skåle med franskmændene og råbe ”leve kejseren”, foretrækker sin dyrebare violin frem for alt andet, og bliver logisk nok offer for krigen – uden så meget som at have grebet til våben.
Kunstnerne er ubrugelige. Aristokratiet har svigtet. Tro og religion er lige ubrugelige. Tilbage er kun at slås for fædrelandet, ødelægge og brænde og opofre sig selv. Lydighedens sidste konsekvens. Den totale offrergørelse. Eller – ekspropriation af hele folket.
Men Harlans sværeste synd var og blev ‘Jud Süss’ fra 1940, det absolutte hovedværk blandt nazistiske propagandaværker.

Hvor dokumentarfilm om jøder kontra ariere kunne afvises af omverdenen, alene fordi de overspillede virkemidlerne (jøderne formerer sig ifølge nazismen som rotter – derfor skal vi se rotter klatre oven på hinanden), var det sværere at afvise fiktionen. Især når den byggede på et alment accepteret kunstværk.
Den jødisk-tyske forfatter Leon Feuchtwanger havde med sin roman gjort historien om finansråden Joseph Süss Oppenheimer kendt, og i 1934 havde man i England lavet en filmatisering.
Forfatteren var ved nazisternes magtovertagelse æresgæst i den tyske ambassade i Washington, og valgte at forblive i eksil, hvilket gjorde, at han slap uden om masseudryddelsen
Bogen er Feuchtwangers første historiske roman, og et forsøg på at skrive en uheroisk historie om en af 1700tallets tyske ”hofjøder”.
Den tyske film er imidlertid ikke skabt over Feuchtwangers roman. Men kan stjal titlen, fordi bogen var så kendt. Dette navnesammenfald har stort set kostet romanen livet.
Forfatteren var ved nazisternes magtovertagelse æresgæst i den tyske ambassade i Washington, og valgte at forblive i eksil, hvilket gjorde, at han slap uden om masseudryddelsen.
Harlan skabte en dybt antisemitisk film, der dog elegant nok undviger det åbne, grimme had. Det er en film for dannede racister.
Men den har ikke meget at gøre med forlægget: Süss’ datter Naomi, som hertugen efterstræber, er således udeladt af filmen, hvor Süss er stille dæmonisk, og tragter efter at ægte den hel-ariske blonde (svenske) skønhed Dorothea, altså at begå Rassenschande.
Men selve forskellen på de to fremstillinger af den samme historie er talende – hvor Süss’ datter i originalen efterstræbes af en kristen fyrste, er det i filmen Süss selv, som ønsker at ægte en arier.
Süss blev henrettet i 1738 – hængt uden for Stuttgarts mure – anklaget for underslæb, men uden at staten kunne løfte bevisbyrden.
Harlan forsynede historien med alle de stereotyper, nazismen kunne fremskaffe om jøderne: de er nærige, men grådige, liderlige men feje
Det er Harlans film, som roder race og sex ind i historien: hele ideen om, at jøder eller andre “folkeslag” kan forurene en hvid kvinde. Her handler det ikke kun om kvindens ære, men om hele menneskehedens renhed.
Harlan forsynede historien med alle de stereotyper, nazismen kunne fremskaffe om jøderne: de er nærige, men grådige, liderlige men feje.
Faktisk minder ‘Jud Süss’ en del om ‘Birth of a Nation” fra 1915s opfattelse af de befriede negerslaver fra Sydstaterne. Det er især jødens trussel over for den ariske kvinde, som Harlan fæstner sig ved. Derfor bliver Süss’ ansigt på filmplakaterne grønt, en farve som vel kun kan iagttages på lig i forrådnelse?
‘Jud Süss’ var ikke en ubemærket produktion, som styret bare promoverede, fordi den passede ind i deres ideologi. Filmen blev vist overalt, endog i det erobrede Sovjet og Polen, for at få lokalbefolkningen til at støtte deportationer og massemord.
Filmen blev synkroniseret til en række sprog, bl.a. dansk, og kom op i danske biografer i februar 1941.
Kolberg, derimod, forblev en myte blandt filminteresserede, til den dukkede op på video og i det nye årtusinde på dvd.

Dog var denne bogs forfatter nødt til at skaffe sig filmen fra en specialforretning i USA via nettet. Det er og bliver en propagandafilm, mere end kunst, men vigtig som sammenfatning af alt, hvad nazisterne formåede at gøre ved filmkunsten.
Kolberg’ er et skræmmende værk end ‘Jud Süss’ , der er så plat i sine virkemidler, at det bliver ubehageligt efter ganske kort tid. Her er tale om sorgløs, ærlig racisme i yderste konsekvens. ‘Kolberg’, derimod, forsøger at skildre et lands sammenbrud, men opnår egentlig det modsatte
Den partimæssige kontrol med film omfattede ikke alene de propagandistiske tiltag, den tog højde for skuespillernes etnicitet, afstamning, religion og opfyldelse af ”racetekniske” krav.
Der var absolut ikke plads til formmæssige eksperimenter som dem, Sergej Eisenstein anvendte i ‘Alexander Njevsky’ fra 30ernes Sovjet. Der lod det til, at myndighederne som oftest var tilfredse, hvis instruktøren havde en patriotisk synsvinkel.
I denne forfatters opfattelse er ‘Kolberg’ egentlig et mere skræmmende værk end ‘Jud Süss’ , der er så plat i sine virkemidler, at det bliver ubehageligt efter ganske kort tid.
Her er tale om sorgløs, ærlig racisme i yderste konsekvens. ‘Kolberg’, derimod, forsøger at skildre et lands sammenbrud, men opnår egentlig det modsatte – man får lyst til at klappe de hårdt prøvede tyskere på skulderen og anbefale kapitulation.
Og een ting bliver i alt fald uhyggeligt tydeligt: dette diktatur var ude af stand til at skabe en bare nogenlunde historisk korrekt film. Alt, hvad nazismen mente om mennesker, var fake news.
Topillustration: Filmplakaten til Kolberg.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her