SVERIGE // BOGUDDRAG – Sverige har i mange år givet den i rollen som verdens humanistiske stormagt. Det har gennem de senere år ændret sig drastisk, skriver sverigeskenderen og journalisten Johan Varning Bendtsen i ny bog. Den er netop udkommet, og det lige op til det svenske valg den 11. september, hvor ændringerne i det svenske samfund og landets forhold til resten af Europa er på dagsordenen.
»Mit Europa bygger ingen mure,« sagde statsminister Stefan Löfven i september 2015, da flygtningene bevægede sig op gennem Europa. »Vi hjælper hinanden, når nøden er stor.« Fra scenen på Medborgerpladsen i Stockholm fortsatte den socialdemokratiske leder en lang og stolt svensk tradition for solidaritet med verdens forfulgte.
Året forinden havde Löfvens forgænger, den borgerlige Fredrik Reinfeldt, opfordret svenskerne til at åbne deres hjerter, og da frivillige på banegårdene rundt om i det langstrakte land stod klar med hjælp til de nyankomne under flygtningekrisen, gik virkelighed og selvforståelse op i en højere enhed. Sverige var hele verdens humanistiske stormagt. I hvert fald lidt endnu.
I de to følgende måneder ankom 80.000 mennesker til Sverige. Og bare 11 uger senere vendte Stefan Löfvens regering 180 grader. Nu var ambitionen i stedet at begrænse antallet af flygtninge til et minimum. Vicestatsministeren fra Miljöpartiet havde tårer i øjnene på pressekonferencen, der markerede et brud med mere end 100 års udadvendt idealisme.
Vi sætter kærligheden til hele menneskeheden over kærligheden til fædrelandet, sagde August Palm, founding father for det svenske socialdemokrati, allerede i 1881. Hvad svenskerne mangler i nationalfølelse, kompenserer man for med »kærlighed til – og beundring af – alt fremmed«, tilføjede demografiforskeren Gustav Sandbärg i sit værk om den blågule nationalkarakter fra 1911.
I 1970’erne sang den folkekære Lasse Berghagen om ”at være tolk for alle verdens folk”, og nogle årtier senere opsummerede den borgerlige meningsdanner Malcom Kyeyune det svenske forhold til flygtninge således: ”På et større plan har næsten hele landet forelsket sig i drømmen om omsorg og ømhed.” Men det var dengang. Med flygtningekrisen var alting forandret.
Pendulet svinger
I 2015 søgte mere end 160.000 mennesker asyl i Sverige. Fra 2009 til 2019 blev der bevilget mellem 96.000 og 151.000 opholdstilladelser årligt. Og i 2021 var over to millioner indbyggere i Sverige født i udlandet. I 2000 udgjorde andelen af udenrigsfødte 11,3 procent. Nu var den steget til 20 procent af en befolkning på 10,4 millioner.
Sverige har historisk brystet sig af at være et indvandrerland, men de seneste årtier er udviklingen gået hurtigere end nogensinde før. Et temposkift, som også afspejles i den offentlige debat, hvor indvandring og integration typisk trumfer andre emner. ”I et årti har spørgsmålet om indvandringen domineret den indenrigspolitiske debat i Sverige og afgjort mindst to riksdagsvalg. Det har sprængt svensk blokpolitik. Det har delt vandene for en hel generation af politisk engagerede og bidraget til fremvæksten af et helt nyt medielandskab,” konkluderede forfatteren Andreas Johansson Heinö i Antegninger fra kulturkrigen fra 2021. Kampen om indvandringen er kampen om, hvordan fremtidens Sverige skal se ud.
Blandt mange svenskere er begejstring afløst af skepsis
”Skal integrationen i Sverige lykkes, må ambitionen om det multikulturelle samfund begraves,” lød det fra Liberalernas leder Nyamko Sabuni i 2019. ”Multikulturalismen betyder, at man tror, man kan stoppe en masse forskellige mennesker og kulturer sammen og blande dem til noget nyt, der skal fungere. Det tror jeg ikke på,” tilføjede Kristdemokraternas formand Ebba Busch kort efter, mens Sverigedemokraterna går skridtet videre: Frem mod valget 2022 er højrenationalisternes store slagnummer drømmen om øget återvandring – at flere mennesker, som bor i Sverige, vender tilbage til lande, hvor de er født. Lyder det bekendt? Det er næppe tilfældigt. ”Valget 2022 bliver en folkeafstemning om Danmark,” spåede Expressens politiske kommentator Viktor Barth-Kron i 2020.
Blandt mange svenskere er begejstring afløst af skepsis. Og i debatten kædes indvandring stadig oftere sammen med segregering, kulturkonflikter, kriminalitet og arbejdsløshed. I efteråret 2015 mente 37 procent af svenskerne, at Sverige skulle tage imod flere flygtninge, mens 40 procent ønskede færre. I 2016 var det 24 procent, som ønskede en lempeligere flygtningepolitik, mens 52 procent var imod. ”Den i særklasse hurtigste forandring i opinionen i de 30 år, spørgsmålet er blevet undersøgt,” konkluderer journalisten Pontus Mattsson i sin bog om Sverigedemokraterna fra 2020.
At der findes udfordringer med integrationen i dagens Sverige, er de fleste enige om. Til gengæld er både årsager, ansvar og løsninger til debat. ”Hvis man er indvandrer og ikke er klar til at møde det nye med velvilje og interesse, så er man dømt til at havne i udkanten af samfundet,” skrev den græsk-svenske forfatter og migrant Theodor Kallifatides allerede for 20 år siden. ”Og hvis et samfund tager imod nye mennesker uden at være klar til at møde det nye, de kommer med, så er det dømt til at få problemer. Alt dette er selvsagt. Desværre virker det til at være nødvendigt at gentage.”
Efterår i Angered
”Forbrydelser begås i alle samfund. Men når forbrydelserne når et niveau af brutalitet og påvirkning, hvor hele kvarterer bliver trukket ind i konflikten, så er det en anden sag,” skriver Göteborgs-Postens politiske redaktør, Adam Cwejman, i august 2020, da en blodig bandekonflikt blusser op i forstaden Angered. Forældre holder deres børn hjemme fra skole, gaderne lægges øde, og både offentligt ansatte og almindelige beboere bliver kontrolleret af maskerede bandemedlemmer på vej ind i området. Dertil kommer skyderierne, de brændende biler og voldelige sammenstød.
En af verdens ældste statsmagter har gennem århundreder kunnet udøve sin magt i alle afkroge af landet, konstaterer Cwejman i avisen. Retsvæsenet har været omgærdet af respekt, statens voldsmonopol definitivt. Men alt det er nu under pres.
Vil man forstå de seneste års forskydninger i svensk politik, er der først og fremmest ét sted, man bør se hen: Sveriges 61 udsatte boligområder, hvor parallelsamfund, kulturkonflikter og dødelig bandekriminalitet kommer tydeligst til udtryk
”Gennem årtier har Sverige – som følge af indvandringen – stiftet bekendtskab med fænomener som klaner og familienetværk, der indtil for nylig hørte fortiden til. Og så længe staten og regeringen tillader, at kriminelle fortsat kan operere og udøve vold, vil mange mennesker i vores land leve med en følelse af, at de aldrig rigtigt får lov at bo i Sverige,” konstaterer den politiske redaktør. ”I stedet holdes de fanget i en, for de fleste svenskere, parallel virkelighed, hvor bander kontrollerer din bil, og hvor du kan blive truet på livet, hvis du går til politiet.”
Vil man forstå de seneste års forskydninger i svensk politik, er der først og fremmest ét sted, man bør se hen: Sveriges 61 udsatte boligområder, hvor parallelsamfund, kulturkonflikter og dødelig bandekriminalitet kommer tydeligst til udtryk. Integrationen havner i top, når svenskerne rangordner deres politiske prioriteter. Dernæst følger lov og orden. Det, Sverigedemokraterna taler om, er med andre ord det, svenskerne går op i. Og det, svenskerne går op i, findes i sin mest koncentrerede form i forstaden Angered.
Området med de små 60.000 indbyggere ligger bare en kort køretur med sporvognlinje 9 fra Göteborgs brostensbelagte centrum. Men skal man tro avisoverskrifterne, er der tale om en helt anden verden. Herude lever indbyggerne kortere, tjener mindre og oplever større utryghed end i andre dele af byen. Og på de svenske myndigheders pendant til den danske ghettoliste optræder Angereds kvarterer som perler på en snor: Hjällbo, Hammarkullen, Lövgärdet og Gårdsten.
Svensk politi opererer med tre kategorier – udsat område, risikoområde og særligt udsat område. Gårdsten hører til i den første kategori, hvor trusler, afpresning, vold og narkotikahandel er en del hverdagen. I de særligt udsatte områder er beboerne desuden uvillige til at deltage i retsprocesser, ”systematiske trusler og voldshandlinger mod vidner og personer, der anmelder kriminalitet” er udbredt, og det er svært eller decideret umuligt for politiet at løse sine opgaver. Desuden findes ”parallelle samfundsstrukturer”, etnisk segregation, høj koncentration af kriminelle samt ”voldsbekendende, religiøs ekstremisme”. I den kategori findes Hjällbo, Hammarkullen og Lövgärdet.
Gode hensigter
Fælles for hovedparten af Sveriges udsatte områder er, at de blev opført mellem 1965 og 1974 som led i den svenske regerings storstilede ambition om at bygge én million nye boliger på 10 år – det såkaldte millionprogram. I Sverige taler man om ”rekordårene”. Det var i de gyldne årtier efter Anden Verdenskrig, at verdens mest moderne land tog form. Godt hjulpet på vej af rigeligt socialt ingeniørskab.
Millionprogrammet var det hidtil mest radikale udtryk for de svenske socialdemokraters samfundsvision og samtidig et konkret svar på den boligmangel, som flytningen fra land til by skabte. En både lavpraktisk og ideologisk magtdemonstration, som forfatteren Lena Andersson har beskrevet i sit kærligt-kritiske folkehjemsportræt Sveas søn: ”Ragnar fandt de nye statslige byggenormer fantastiske.
De betød, at ingen længere fik lov at bo i elendige huller og rottereder,” skriver Andersson, som har opnået stor anerkendelse for sin skildring af det moderne Sveriges udvikling. Ganske vist synes bogens hovedperson, at de store boligkomplekser er noget øde, grænsende til det sterile. ”Men hensigterne var helt igennem gode, og det hastede, der var ikke ubegrænset med penge, så han bestemte sig for at kunne lide det, han så.”
I de svenske storbyers randområder skød nye bydele frem, præcis som vi i Danmark kender det fra Gellerupplanen i Aarhus, Vollsmose i Odense og Tingbjerg ved København. Her skulle pensionister, tilflyttere og middelklassens børnefamilier tilbydes lys, luft og billige kvadratmeter tæt på byernes arbejdspladser. Men reaktionerne på det svenske prestigeprojekt var delte. I avisen Dagens Nyheter blev byggeriet kaldt ”menneskeforagtende”, og i Lena Anderssons fiktion tager udviklingen da også en anden drejning, end folkehjemmets ingeniører oprindeligt havde forestillet sig.
”Lejlighederne var de mest rummelige, moderne og lyse i hele landet, men ikke desto mindre forlod indehaverne dem i en lind strøm, så snart de fik mulighed for det. De oprindelige indflyttere fra Småland, Finland og Norrland blev erstattet af politiske flygtninge fra Valparaiso og Diyarbakir og økonomiske fra Kulu og Thessaloniki. Folk kom fra juntaernes undertrykkelse til landet, hvor Svea Johansson med militærisk præcision passede sin syklub hver tirsdag.”
Kultursammenstød, fremmedgørelse og uro opstår, og for Sveas søn, som har viet sit liv til lærergerningen, bliver det stadigt sværere at gennemføre den undervisning, han ønsker for sine elever. ”Ragnars mening var klar og gennemtænkt. Store koncentrationer af udenlandske nytilkomne på samme sted havde andre følger for helheden end enkelte individer (…). Alle indvandrere kunne umuligt placeres på et og samme sted, det ville afkoble disse steder fra resten af landet. Der var allerede 30 procent indvandrere i området og tallet stadig tiltagende, større kunne andelen næppe blive uden vidtrækkende og uforudsigelige konsekvenser.”
Ragnar Johanssons bekymringer blev i samtiden affejet som fremmedfjendske. Men i eftertiden får Lena Anderssons hovedperson ret. Op gennem 1980’erne og 1990’erne vokser parallelle samfundsstrukturer frem i millionprogramsområderne, og i dag er betonforstæderne synonymt med ”det fattige, det fremmede, det faretruende, det forsømte og det frygtede”, som den danske journalist og Sverige-kender Thomas Heine har beskrevet.
Drømmen er havareret
Förorten siger svenskerne, når de taler om de udsatte områder for enden af metrolinjen. De senere år er Rosengård i Malmö, Rinkeby i Stockholm og Angered i Göteborg blevet symbolet på Sveriges samfund i samfundet. Det er her, udenlandske politikere tager hen, når de skal vise vælgerne, hvor galt det kan gå, hvis man ikke har hånd i hanke med grænsebommen.
”Arbejdsløsheden er skyhøj. Socialforvaltningen er en af de mest belastede i hele Sverige. Området er et af landets mest segregerede. Børnene har svært ved at klare skolen. Middellevetiden er kortere end andre steder i Göteborg. Fattigdommen er udbredt,” skriver journalisten Johanna Bäckström Lerneby i bestselleren Familien om Angereds underverden. Hun tilføjer: ”Siden 1990-tallet har alle, som fik muligheden, forladt bydelen. Tilbage er kun dem, der ikke har noget valg.”
Segregeringen betyder også, at man kan leve mere eller mindre adskilt fra gammelsvensk sprog og kultur
Angereds beboere er fordelt på 10 områder, som forbindes af sporvogn og busser. Halvdelen af beboerne er under 30 år, halvdelen er født i udlandet. I bydelen tales over 100 forskellige sprog. I centrum findes skole, sundhedshus, butikscenter, bank og et træningscenter med niqabklædte kvinder på motionscyklerne. I det nordøstlige Göteborg kan man leve sit liv fra vugge til grav. På sin vis i overensstemmelse med folkehjems-arkitekternes store drøm. Og så alligevel ikke.
For segregeringen betyder også, at man kan leve mere eller mindre adskilt fra gammelsvensk sprog og kultur. ”Jeg bor ikke i Sverige, jeg bor i Bergsjön,” fortæller en ældre svensk mand i Peter Esaiassons Forstaden – en samfundsvidenskabelig reportage. Statskundskabsprofessoren har interviewet over 800 indbyggere i de udsatte forstæder nordøst for Göteborg til bogen. Og billedet af et opdelt samfund går igen. ”Det her er ikke Sverige,” konstaterer en anden beboer.
Ifølge Peter Esaiasson er gammelsvenskerne fraværende i mange af beboernes liv. Og vice versa. Forstaden er ikke som det øvrige Sverige. Mellem 70 og 95 procent af beboerne er født i andre lande eller har forældre, som er det. Ofte lande, hvis kultur adskiller sig betydeligt fra den svenske. Desuden taler mange af beboerne ikke svensk. ”Det kan lyde fedt, at der bliver talt over 100 forskellige sprog i bydelen Angered, men ud fra et perspektiv om social sammenhængskraft er det et mareridt: mangfoldigheden af sprog og erfaring gør det svært at tale sammen og øger risikoen for splittelse,” skriver den erfarne demokratiforsker.
Derudover hersker en udbredt mistro mod majoritetssamfundet, konkluderer Esaiasson, der i sit omfattende kortlægningsarbejde af livet i forstæderne har talt med beboere såvel som kommunalt ansatte, politi, boligselskab og frivillige i foreningslivet. Mange er urolige for fremtiden, og samtidig svarer 30 procent, at de tilhører en gruppe, som bliver diskrimineret – primært på baggrund af religion og nationalitet.
Som det tidligere bandemedlem konstaterer: ”Middelklassedrømmen er havareret”
Ifølge forskeren er det tre gange så mange som i befolkningen som helhed: »Man er vred på systemet, vred over at være glemt af samfundet,« lyder konklusionen. I stedet vokser nye autoriteter frem. På ”Göteborgs glemte bjerg” ender man i skoven, hvis man sladrer, fortæller Ali Khalil, et tidligere højtstående bandemedlem fra området, i bogen Lille Chicago. I denne del af Sverige lever beboerne på de kriminelles nåde.
”Hvad skulle folk gøre? De lovlydige, som havde råd, forsvandt. Alle andre måtte tilpasse sig jungleloven for at klare sig. De skulle jo stadig have tag over hovedet. Og en lejlighed i et tryggere område er umulig at få, hvis du ikke har arbejde eller de rette kontakter,” forklarer Khalil. ”Vi kriminelle bestemte. Vi vidste, at vi havde magten, og vi nød at have kontrollen over beboerne i vores område. ’Enten er du med os, eller også er du imod os’.”
I rekordårene var Angered realiseringen af den svenske samfundsvision. Siden voksede de sociale problemer, og i dag er området billedet på et Sverige, de fleste helst vil glemme. Eller, som det tidligere bandemedlem konstaterer: ”Middelklassedrømmen er havareret.”
Læs mere om Sverige i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
