KOMMENTAR – Som indvandrerforsker med hang til det historiske er det ikke sjældent, at jeg kommer på sporet af både morsomme, tragiske og ikke mindst påfaldende historier om indvandring i Danmarks fortid. For nyligt faldt jeg over nogle avisartikler fra 1903, hvori en sag om en fattig kineser, som efter sigende skulle være bragt til Ladegården, som var Københavns fattiggård.
Hvad der var påfaldende ved historien var for det første, at kineseren viste sig slet ikke at have eksisteret, for det andet, at Ladegårdens inspektør var blevet kimet ned af bekymrede borgere som ville vide, hvordan det gik med ham. 23 firmaer fra provinsen spurgte endog (ifølge SlagelsePosten) om de kunne bruge kineseren til reklame.
Samtidigt med, at historien er både lidt sjov og naiv, så har den også sit alvor. Hvorfor var det, at de 23 firmaer mente, at de kunne bruge kineseren til reklame? Hvad ville de få ud af det? Her er det selvfølgelig nærliggende at se denne iver i sammenhæng med, at en gruppe kinesere året inden (den ikke eksisterende kineser blev beskrevet som tilhørende denne ’koloni) var blevet udstillet i Tivoli. Kinesere var eksotiske, anderledes.
I Tivoli kunne danskerne se på kineserne, studere dem, og de kunne gå igen og lægge anderledesheden bag sig. Det fremmede var kontrolleret
Kineserne blev holdt i ’kolonien’ i Tivoli. I samme periode talte man også om den ’jødiske koloni’ eller ’ghetto’ – bestående af russiske jøder fra Rusland – i Københavns centrum. Hvad der kendetegnede begge betegnelser var deres markering af en afgrænsning, en begrænsning. I Tivoli kunne danskerne se på kineserne, studere dem, og de kunne gå igen og lægge anderledesheden bag sig. Det fremmede var kontrolleret.
Mennesker udstilles stadig
Og historien gentager jo sig selv, indtil vi beslutter os for, at vi vil fortælle en anden. Det kan vel være, at vi ikke længere udstiller mennesker i Tivoli og Zoologisk Have, men mennesker udstilles på en anden måde. Mere diffus, men de udstilles. Vi ser ikke længere på dem igennem et hegn eller på særlige tidspunkter af dagen. Vi kan se på dem hver eneste dag, når det passer os, overalt, bare ved at åbne vores computer eller papiravis eller fjernsyn.
Og jeg kunne skrive om nutidens fokus på ’ghettoer’ og ’parallelsamfund’ og ikke mindst burkaer, som både rummer dobbelttydigheden af at udstille og regulere, undertvinge og udstøde. Jeg kunne skrive endnu mere om, hvad ekskluderingens konsekvenser er. Man fjerner ikke menneskers brændemærke ved at brændemærke dem. Og de kan ikke fjerne mærket selv.
Totalitarismen går først og fremmest bare efter at udgrænse og udstille en gruppe af mennesker som et problem og anderledes i sådan en grad, at man var bedst foruden
Hvad der – også – bekymrer mig er, hvad udstillingen af grupper i vores samfund gør ved vores samfund. Når dét at bære en bestemt klædedragt fra den ene dag til den anden gøres strafbart.
For, som Hannah Arendt skrev i Eichmann i Jerusalem, om hvad der skete i nazisternes Tyskland og hvorfor, så var det egentligt en isnende tilfældighed, at jøderne blev totalitarismens ofre. For totalitarismen går først og fremmest bare efter at udgrænse og udstille en gruppe af mennesker som et problem og anderledes i sådan en grad, at man var bedst foruden. Alle kan vi, i og for sig, være en del af den gruppe. Alle kan vi blive det.
Nødvendighedspolitik kan ramme alle
Og nogen vil måske sige, at det er unfair af mig at tale om totalitarisme i en dansk sammenhæng, at burkaer er vanvittigt kvindeundertrykkende, og at det er en akademikers nyttesløse legen med ord at hævde noget andet.
Det er, når ekstreme stemmer får tale- og definitionsmagt i mainstream-partier, at vi skal være påpasselige
Til dem vil jeg sige, at selvom burkaer er problematiske, så kommer debatten herom til at overskygge andre debatter, som er akutte. Det er på tide virkeligt at tale om, hvor vores land er på vej hen – uden nødvendigvis at have fokus på ”de udstillede”. Hvad betyder demokrati i Danmark? Hvad vi kan gøre ved den polarisering, som synes blot at blive dybere og dybere mellem forskellige positioner i den offentlige debat, på de sociale medier? Hvad gør vi ved, at positioner og udsagn, også indenfor det politiske spektrum som vi kalder ’mainstream’, bliver mere og mere ekstreme?
I en tid hvor samfundets sammenhængskraft uafladeligt beskrives som truet, er det påfaldende, at truslen stort set altid tilskrives dem, som stort set ingen magt har, men ikke dem, som har.
Og, som det understreges af Steven Levitsky og Daniel Ziblatt i bogen How Democracies Die (udgivet i år), så kommer den største fare mod demokratiet ikke fra yderfløjene. Det er, når ekstreme stemmer får tale- og definitionsmagt i mainstream-partier, at vi skal være påpasselige.
Hvordan minoriteter behandles og udstilles peger altid tilbage på majoriteten. Når der fx lovgives mod ghettoer og burkaer fordi det er ’nødvendigt’, og dermed markerer en fravigelse af almindelige normer og praksis, åbnes der samtidigt en dør for, at ’nødvendighedspolitik’ kan ramme os alle.
Den risiko må vi tale om. Den er langt vigtigere end burkaer.
Hovedillustration: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her