Bono 60 år: U2’S frontman deler stadig vandene

i Kultur/Musik af
FØDSELSDAGSPORTRÆT – Rocktrubadur, folkeforfører, Messias i støvler, fornyer, skattehykler. Man kan mene meget om U2’s Bono. Men det er indiskutabelt, at han fylder 60 d. 10. maj. Her er Thomas Vilhelms personlige hyldest.

En celeber populærkulturel prædikant, der både forsøger at tage sig af verdens uretfærdige tilstande og i ord og toner hylder kristen næstekærlighed, fylder 60 år i dag. Mest kendt er manden, hvis borgerlige navn lyder Paul David Hewson, som forsanger i U2 gennem mere end 40 år.

Nogle får kynisk kvababelse, når ireren trykker pavens hånd og finder det dybt patetisk, hvorimod der blandt faste fans findes menige ‘kirkegængere’, der anser fænomenet Bono som værende en samlingsfigur af messiansk karakter. Måske ligger sandheden – som så ofte – et sted midt imellem?

U2 – The Musical: Den store genforening i Royal Arena

U2’s musik kan også nydes, reflekteres over og værdsættes uden at gribe til alt for svulstig retorik. Lad os derfor vende blikket mod enkelte musikalske nedslagspunkter fra 80’erne, hvor skribenten her var fan af den irske kvartet.

Efter gennembruddet med War, der varslede nye tider med stærkt holdningsprægede sange som Sunday Bloody Sunday, New Years Day og 40, optrådte bandet august 1983 som del af Rockpalast’ store Open Air på Loreley sammen med Joe Cocker og Steve Miller Band. Efter lidt indledede skepsis formåede U2 til sidst at overmande det tyske publikum, der lod begejstringen få frit løb.

Et stort stadionrockband var tydeligvis født og havde i Bono en frontfigur, der kørte sig selv til kanten af udmattelse for at rive folk med. Højstemte hymner velegnet til stadionrock formatet kom til at præge U2’s arbejde i studiet og deres koncerter efter War. Det gav mening for mange af os, der udlevede den turbulente teenager tid og tog hul på det vidtløftige voksenliv i et nyt årti præget af post punk, pangfarver og synth-pop.

U2: Der er fans og så er der superfans

Where The Streets Have No Name, der indleder The Joshua Tree albummet i 1987, er karakteristisk for denne udvikling. En sang der bare vokser i intensitet brusende og berusende. The Joshua Tree skabte grundlaget for en irsk triumf på udebane ved at lægge Amerika for deres fødder som dokumenteret på film- og cd-versionen af Rattle And Hum (1988).

U2 blev mit soundtrack til kartoffelkuren, kommunismens kollaps og Berlin-murens fald. I 1991 udsendte gruppen et af deres absolutte hovedværker, Achtung Baby (1991), hvorefter min entusiasme for U2 dalede langsomt, men sikkert. De havde toppet, lød konklusionen, som mange svorne fans sikkert er lodret uenig i.

Tillykke med 60 årsdagen til Bono, de fleste stadig har stærke for og imod meninger om. Jeg har nok lagt mig et sted midt imellem.


Topfoto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur