Som om coronakrisen ikke er nok – #104

i Essays/Liv & Mennesker af
ESSAYSERIE – “Mailen viser sige at være præcis det, der ikke måtte ske. Dén besked, der ikke måtte komme.Fire lange sider med ord, der svitser mit mavesår, kickstarter min opkastrefleks, buldrer ind på scenen med en selvfølgelig demonstration af magt, lefler for frygt og destruktion, og efterlader mig et eller andet sted skudt langt væk fra mit rationelle jeg”. Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 16-årige datter, som lider af angst og har Aspergers, og som ikke har været i skole i 3 år. I denne uge ankommer en mail fra Københavns Kommune, der vælter familiens liv omkuld én gang til. 

Mens den ottekantede espressokande gør sig umage med at finde kogepunktet henne på komfuret, står jeg med mobilen i færd med min vanlige morgenrunde gennem sms’er, mails og sociale medier.

Midt i processen standser jeg abrupt. En sms meddeler, at der er kommet ny mail fra Københavns Kommune.

Min amygdala danser fandango, adrenalinen sprøjtes ud i stød, så mine fingre fumler over sig selv, da jeg skal taste mig ind i e-Boks for at åbne mailen

Ved hver mail fra kommunen er det, som om der står en sergent ved min side. En som intet nyder mere i verden end at ruste sine basser til at dø i kamp, og som skriger mig lige ind i hovedet – bortset fra at jeg ikke har meldt mig til nogen militærtjeneste, men hellere vil have en erklæring om, at jeg er uegnet til krig.

Men jeg har da ikke sendt dem en klage..  Har jeg? Jeg skal da ikke have udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i dag. Vi er da midt i  måneden …

Tankerne sprinter ind og ud:

Åh nej, så kan det kun være noget, jeg ikke forventede ville komme. Altså noget skidt.

Mit endnu ikke vågne sind brøles til højeste beredskab af sergenten og suser af sted med en ferraris acceleration. Min amygdala danser fandango, adrenalinen sprøjtes ud i stød, så mine fingre fumler, da jeg skal taste mig ind i min e-Boks for at åbne mailen.

Mailen viser sig at være præcis det, der ikke måtte ske. Dén besked, der ikke måtte komme.

Fire lange sider med ord, der svitser mit mavesår, kickstarter min opkastrefleks, buldrer ind på scenen med en selvfølgelig demonstration af magt, lefler for frygt og destruktion og efterlader mig et eller andet sted skudt langt væk fra mit rationelle jeg, mens jeg kæmper med et åndedræt, der blæser lungerne ud i deres yderste kapacitet.

Sætningen, der siger alt og er alt det, vi frygtede og forsøgte at lukke ned for – naivt, som om vi havde nogen magt.

’Københavns Kommune har foreløbigt vurderet, at K’s dagsbehandlingsskole ikke er det rette tilbud til hende.’ Mit blik render hen over sætningen jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange, mens chokket prøver at fortrænge betydningen af ordene

Nemlig det, Niels og jeg havde svoret overfor hinanden, aldrig ville ske og aldrig måtte ske; det, hvor vi var blevet enige om, at “lige dét gør de ikke”. Niels havde sat punktum for min uro med ’Det gør de ikke!’, fordi det gør man ikke, hvis man er et bare nogenlunde fornuftigt menneske, uanset om man tænker mest i penge eller i menneskelig værdi. ’Det gør de ikke!’, for det ville være spild af penge og spild af menneskeliv.

’Københavns Kommune har foreløbig vurderet, at K’s dagsbehandlingsskole ikke er det rette tilbud til hende.’

Mit blik render hen over sætningen jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange, mens chokket prøver at fortrænge betydningen af ordene.

Mens jeg stadig står med mobilen i hånden, brænder jeg på, bogstavelig talt samtidig med kaffen, og dens duft banker mig tilbage til køkkenet og den morgenkaffe, jeg endnu ikke har drukket.

Men den kan umuligt drikkes nu, for kvalmen har sat en ny dagsorden, som jeg uden at kny må underkaste mig.

Jeg taster febrilsk Niels’ nummer; han er lige taget af sted. Ikke fordi der er så meget at lave ude i studiet, alle er hjemme, underlagt coronaens lov, så kunderne er få, men han tager derud hver dag, laver lidt og fylder resten af tiden ud med de efterslæb, der altid venter – alt det man aldrig synes at kunne nå i en hektisk hverdag.

’Niels, det er kommunen. De vil tage skolen fra K!’ afbryder jeg hans muntre ’hej!’ med. ’Nej!’ Chokket stivner i ham, det kan næsten høres. Måske er han standset midt i en bevægelse og står stille for at forstå, hvad han lige hørte

Vi har fundet et par timer her og der til at påbegynde indspilning af vores podcasts, og vi har undervejs vejret en stemning af glæde ved at arbejde sammen igen og eksperimentere med nye kreative spor.

’Niels, det er kommunen. De vil tage skolen fra K!’ afbryder jeg hans muntre ’hej!’ med.

’Nej!’ Chokket stivner i ham, det kan næsten høres. Måske er han standset midt i en bevægelse og står stille for at forstå, hvad han lige hørte.

’Hvad sker der?’ spørger han så.

’Jamen, vi har alle tre fået et brev i e-Boks. Der står, åhforhelvedealtså! der står; ’har foreløbigt vurderet, at dagbehandlingsskolen ikke er det rette tilbud til K’ læser jeg op.

Nu ryster jeg ikke kun inde i.

’Men hvad, jeg forstår ikke, hvad mener de – hvorfor det?’

’Jeg ved det heller ikke, jeg fatter i-n-g-e-n-t-i-n-g!’ – vreden kværner og drysses ud over alt omkring mig.

’Det er jo… jamen, var det ikke på faldet på plads, efter vi fik den der mail fra PPR for nogle måneder siden?’

’Præcis, det er jo også, hvad jeg troede! Men, men, men….’

Tilbage i starten af februar, inden covid-19 ankom til Danmark, modtog vi en mail fra PPR-psykologen.

Når man taler logistik, hører K til et folkeskoledistrikt, hvortil der hører en PPR-psykolog. Det gør alle elever, uanset om de går i privatskole, en specialskole eller dagbehandlingsskole, som K gør for tiden.

Og selvom psykologen aldrig har mødt K, er udtalelserne fra PPR meget vigtige, når det gælder emner som f.eks. skolegang og uddannelse. Det var netop udtalelser fra PPR-psykologen, som var med til at udvirke, at K fik en dagbehandlingsskole bevilget i sommeren 2019, og det var en proces, der kostede blod, sved og tårer, før kommunen sagde ja.

Derfor er PPR-psykologens udtalelse fortsat vigtig, når det skal vurderes, hvorvidt K skal fortsætte på dagbehandlingsskolen, og hvad der skal sættes i værk uddannelsesmæssigt efter 10. klasse.

Mailen bekræfter, at den dokumentation, kommunen (naturligvis) kræver for at opretholde en bevilling, kan kommunen ikke selv finde ud af at fremskaffe. Hvordan kan man træffe afgørelser af så indgribende karakter i en borgers liv, uden at have tilstrækkelig information om borgeren?

Mailen fra PPR-psykologen var egentlig mest et orienteringsbrev til os, og i brevet fremgik det, at PPR psykologen ikke havde modtaget de, af sagsbehandleren lovede, udtalelser vedr. K’s forløb på dagsbehandlingsskolen. Og heller ikke var blevet indkaldt til de opfølgningsmøder, som sagsbehandleren også havde lovet.

Med den rungende mangel på informationer om K’s skoleliv, måtte PPR-psykologen beklage og konstatere, at hun ikke kunne give en fagligt forsvarlig vurdering af K’s behov i forhold til dagbehandlingsskolen. Hvilket hun fandt meget bekymrende. For med PPR-psykologens faglige indsigt ville K have behov for støtte længe endnu – også efter hendes fyldte 18. år.

Vores værste frygt er blevet bekræftet igen: at sagsbehandleren ikke har styr på sit eget fag. Manden er simpelthen inkompetent, og det er hele tiden gået ud over K, og os som familie.

Men nu er der så for første gang en mail fra en af kommunens egne ansatte, der bekræfter det, vi har oplevet.

Indtil da har det været fagfolk udenfor kommunen, der har rystet på hovedet af sagsbehandlingen; en rasende skoleleder, der måtte pege på elefanten i rummet, da sagsbehandleren ikke ville tage ansvar, en psykiater, som kaldte forløbet for ’sagsbehandling af værste skuffe’, en praktiserende læge, der hovedrystende konstaterede, at han blev ignoreret i opringninger og beskeder.

Mailen bekræfter, at den dokumentation, kommunen (naturligvis) kræver for at opretholde en bevilling, kan kommunen ikke selv finde ud af at fremskaffe. Hvordan kan man træffe afgørelser af så indgribende karakter i en borgers liv uden at have tilstrækkelig information om borgeren?

’Tilliden til jer er stort set slidt væk, fordi vores datter ikke får den hjælp, hun behøver! Alle handicappede borgere har ret til at få den støtte, de behøver, for at de kan leve et liv så tæt på det normale som muligt, mindede jeg ham og hans chef om

Mailen ankommer blot en måneds tid efter, at Niels og jeg var til møde med sagsbehandleren og dennes leder, fordi vi havde klaget til rette borgmester i Københavns Kommune over den ekstremt ringe kommunikation fra forvaltningens side.

Mødet handlede derfor udelukkende om kommunikationen, bl.a. det faktum at sagsbehandleren har det med at sige et og gøre noget andet. Og det er just det, vi nu får bekræftet også sker i forhold til PPR.

Sagsbehandleren kunne ikke rumme at blive stillet til ansvar for sine fejl, han mistede besindelsen, da jeg heglede ham igennem med blodskudte øjne.

’Jeg er borger her, og du er på arbejde! Mens jeg stirrede ham ind øjnene, pressede jeg min pegefinger så hårdt ned i bordet, at den blev lige så hvidglødende som min vrede.

Jeg skal ikke være professionel, men kan tillade mig at vise alle de frustrationer, jeg har! Det var lige før, jeg rejste mig op for bedre at kunne komme af med al vreden, der bungy-jumpede i min krop.

’Tilliden til jer er stort set slidt væk, fordi vores datter ikke får den hjælp, hun behøver! Alle handicappede borgere har ret til at få den støtte, de behøver, for at de kan leve et liv så tæt på det normale som muligt”, mindede jeg ham og hans chef om.

Sagsbehandleren så på mig med et blik, der mest af alt lignede forurettelse. Han havde fået nok, og begyndte at råbe ad mig. Hans leder havde åndsnærværelse nok til at standse ham.

På mødet fik vi et par små indrømmelser.

’Det er sindssygt!’ Niels stemme emmer af frygt gennem telefonen. ’Ja’, bekræfter jeg. Jeg er nødt til at tænke. Skal tænke klart, finde ud af, hvad helvede vi skal gøre

Lederen syntes at vågne op, da sagsbehandleren ikke kunne huske, at vi gennem 9 måneder adskillige gange både mundtligt og skriftligt, havde peget på, at få VISO ind i vor sag. Sluttelig foreslog lederen, at det fremover ville være os, der kommunikerede sammen.

’Hvad fanden har de gang i?!’

’Det er sindssygt!’ Niels stemme emmer af frygt gennem telefonen.

’Ja’ bekræfter jeg. ’Jeg er nødt til at tænke. Skal tænke klart, finde ud af, hvad helvede vi skal gøre.’

Fortsættes fredag d. 22. maj….


LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Essays