Hvad nu Ibrahim?

af i Danmark/Liv & Mennesker/Rejse

TAXAMANDENS KLUMME  – “Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens sameksistens. Eller rettere om viljen til at gennemføre den”, skriver taxamand Jesper Grunwald.  Selvom påsken har været varm og solrig, har den også været kold af had og vrede.

Da min kone og jeg vendte hjem fra ferien i Marrakech, var det kulden, jeg frygtede mest. Og jeg fik ret, selvom solen skinnede og april blomstrede mere lunt end i mange år, synes jeg.

Der var iskoldt i København.

Godt nok varme fra bål i gaden. Men koldt af had efter den excentriske advokats koran-afbrændinger lige midt i et af de områder, hvor han med sikkerhed ved, at mennesker uden selvkontrol vil reagere dumt og ugennemtænkt.

Kalkuleret narcissisme.

Pøbel-reaktioner.

Angreb på ytringsfriheden og omvendt. En kriblende dyrkelse af retten til at pisse på andres følelser. Og igen og igen: Det store kor i sociale medier fra hvad-sagde-vi-bevægelsen. Det måtte jo ske. Det minder mig absurd meget om stemningen ved en skilsmisse, når der endelig går hul på bylden: Det gør ondt, men det er også en lettelse at få bekræftet, at frygten bliver en realitet.

Og så det mest grusomme: Endnu en terroraktion med religiøse undertoner. Modbydelighederne i Sri Lanka, som også har krævet danske dødsofre.

Her er koldt. Pisse-koldt!

Pernille Skipper skal kraftstejleme ikke komme her og prædike harmoni, når man kan se med egne tv-øjne, at Nørrebro brænder

Mit taxiunivers fik nye farver i Marrakesh. Ni timer med berberen, den troende muslim Ibrahim på vejen til Atlasbjergene. Og ja! Tæt på det område i Atlasbjergene, hvor en norsk og en dansk ung kvinde valgte at vandre uden guide – og blev ofre for religionsfascismen.

Ibrahim!

Vores taxichauffør – med navnet fra den muslimske profet, som vi i den kristne og jødiske tro kalder Abraham. Hans første søn blev ifølge Islam forfader til araberne. Den anden – Isak – pålagde den jødiske og kristne gud at brændofre. Men gud stoppede det absurde krav i sidste sekund, da Abraham havde dokumenteret sin absolutte gudstro.

Vi hænger sammen – de tre verdensreligioner i vore myter og rædsler.

I nutiden hænger vi sammen i vreden.

”I dag skrev jeg en klumme, hvori jeg påstod, at (Pernille, red) Skipper er de voldelige indvandreres berøringsangste beskytter”.

Rene ord for pengene fra radioværten og debattøren Nima Zamani.

Skipper havde tilladt sig at lægge et fredsommeligt billede af sig selv og en andemor og en andrik op på Facebook som modvægt til historierne om vold og ødelæggelse.

Hun skal kraftstejleme ikke komme her og prædike harmoni, når man kan se med egne tv-øjne, at Nørrebro brænder. I år er det 18. maj 26 år siden at Nørrebro stod i flammer efter den EU-aftale, der med vore fire forbehold fik rettet op på nejet til Maastricht-aftalen. Jeg boede midt i krigszonen. Der blev åbnet ild med skarpladte våben af politiet. Og intet handlede om muslimer og religion. Men det har vi for længst glemt i dag, hvor vi har brug for helt andre fjendebilleder.

Jeg kommer ikke til at glemme taxituren med Ibrahim. Mange timer, hvor jeg fik genopfrisket mit franske, mens vi havde denne følelse at hengivenhed på tværs af kulturer og religioner. Og fællesskab. Vi er stort set lige gamle, ham og jeg. Er fædre og bedstefædre. Elsker vores afkom og konen. Og kvinder! Med hjælp fra min hustrus ægte varme blev alle diskussioner om håndtryk og fysisk adskillelse af mænd og kvinder glemt. Vi krammede til farvel – mænd og kvinder, muslim, kristen og kulturkristen.

Det var i virkeligheden mig, der skulle håndtere blufærdigheden, da han tildelte mig et varmt kys på først den ene og så den anden kind. Arabisk og fransk tradition, så det vil noget.

Vi hænger sammen – de tre verdensreligioner i vore myter og rædsler. I nutiden hænger vi sammen i vreden

Han fortalte om at blive gift for mange år siden, da hans kone var blot 16 år. Sådan var traditionen dengang, men den går selvfølgelig ikke mere. Man skal være 18 i dag.

”Godt nok”, siger jeg. ”Ingen af mine tre døtre ville få lov til at gifte sig med selv den smukkeste marokkaner, før de var helt voksne”.

Så griner vi. Vi griner i det hele taget meget på denne tur. Men taler også om religion. Han er dybt troende og stolt over at have besøgt Mekka to gange og gået de sædvanlige syv omgange rundt om Ka’baen. Konen og søsteren var med på den første tur. Og den ældste af hans fire børn har allerede været på sin første pilgrimrejse til Islams centrum. Set Ka’baen, som ifølge Islam blev bygget af – netop Abraham. Ibrahim.

Han kører os en ekstra omvej helt ud på landet, hvor der gror korn trods tørken og takket være den smeltede sne fra Atlasbjergene. Men der er godt nok langt mellem aksene af byg og havre.

Jeg fortæller ham om det intensive, danske landbrug, som jeg selv er vokset op med.

”Mon père etait un éleveur de porc…”

Den måtte han lige tygge på – altså sætningen. Min far var svineavler – og det er som bekendt urent i den muslimske kulturkreds. Så griner vi igen til hinanden, som vi har gjort det på hele turen.

Men hva’ nu Ibrahim? Var den tur bare en taxi-flirt?

Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens sameksistens. Eller rettere om viljen til at gennemføre den.

Men jeg kan ikke slippe ham, den marokkanske Taxamand. Service for penge, ja. Et arbejde, der skal gøres, ja

Men også et umiskendeligt strejf af kærlighed.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Fotos af skribenten. 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark