taxamanden

Taxamandens klumme: Frihed – lighed og ægteskab

i Liv & Mennesker/Mænd af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Rundt om Merceren (som i dag er degraderet til en Skoda). Op med døren til bagsædets højre side – og et lidt træthedsslidt ”God morgen hr. X”. Men jeg når det ikke. For det er søndag formiddag og han skal hjem til familien fra hotellet i Nordsjælland, hvor han har været på kursus. Nu! –  13 timer til mandag. Det må vist være en af de korte weekender, siger jeg lidt kækt? –  Hvad der er weekend og hvad der er arbejde er lidt sløret i mit tilfælde, siger han med et smil af overskud. Jeg er sømand.

Så taler vi om den moderne sømands tilværelse i 2020. Som sædvanlig starter Taxamanden med oplevelser fra sit eget liv. Det sætter godt gang i dialogen, når vi nu skal dele hinandens opmærksomhed i 20 minutter og begge er snaksalige af natur.

Jeg fortæller om skolekammeraten ”P”, hvis far var skibsfører og medejer af et mindre rederi. Blot 2-3 skibe, så vidt jeg husker. Når hans far var derude på verdenshavene, kunne der gå mere end et år, inden han havde orlov.

Samtalen tager en drejning og dementerer den velstøbte kliché, at mænd ikke kan tale følelser uden ironi og kærlighed uden seksuelle detaljer

Så kom han hjem til to drenge, der til hverdag levede i deres mors univers – og så pludselig trådte patriarken ind ad døren og overtog den absolutte magt i nogle få måneder, inden kaptajnen atter sejlede ud. Ud på havet – og ud af det faderlige regime på hjemmefronten.

Min kunde lever et helt andet sømandsliv. Han er ude et par måneder. Sejler for offshore-virksomhederne mellem Esbjerg og boreplatformene. Og så vender han hjem til en orlov af samme længde.

Nu er han ved at specialisere sig i sikkerhedsuddannelse og har et inspirerende arbejde med ikke mindst unge mennesker, der skal lære at handle rationelt i farlige situationer.

Men samtalen tager en drejning og dementerer den velstøbte kliché, at mænd ikke kan tale følelser uden ironi og kærlighed uden seksuelle detaljer.

– Har du børn? spørger jeg

– Jep! En på tyve og en teenager, svarer han.

– Er det ikke hårdt at være far og familiemenneske, når man er væk så længe, spørger jeg af et ærligt hjerte og tænker på de år, hvor jeg som skilsmissefar måtte nøjes med at være sammen med mine små piger på ”halv tid”.

Måske var det sømandstilværelsen, der reddede mit ægteskab

Jeg vænnede mig aldrig helt til deres fravær.

– Ja og nej. Selvfølgelig savner jeg dem. Men måske var det sømandstilværelsen, der reddede mit ægteskab, siger manden, der nu har været gift med børnenes mor i mere end en snes år.

Han fortæller, at han elsker livet på havet, men at han ikke har været sømand hele sit arbejdsliv. Det var sådan en slags 7-års-krise, der fik ham til at virkeliggøre drømmen om at arbejde på det blå hav.

Han og konen var røget ind i irritationens grå tåge, som kan tage livet af ethvert parforhold. Han trængte til at være sig selv. Hun savnede hans ordentlige tilstedeværelse. Og hvordan løser man den knude, når begge parter har ret? Nærvær og frihed – ægteskabets udfordring, når den ungdommelige, eksplosive kærlighed er blevet mere moden og tempereret.

Kunden trækker mig tilbage til mødet med min egen kone. Mit andet ægteskab. Det er snart 25 år siden, nu. Jeg var fraskilt med et civiliseret forhold til mine børns mor, som på ingen måde havde været, var eller er min fjende. Vi var nok bare ikke ”meant to be”.

Og så blev jeg et par år efter vildt forelsket. Allerførst en stille fryd over, at det kunne lade sig gøre. Men så kom eftertanken: Jeg var først i fyrrerne og havde ikke lyst til at fortsætte dette brug-og-smidt-væk-forhold til ægteskabet.

Vi rykkede tilbage til den passion, der var skyld i, at vi var sammen og havde stiftet familie

Det første ønske til fremtiden, der lagde sig på min indre harddisk var – paradoksalt, måske – FRIHED! For man giver vel netop afkald på egne rettigheder, så man flyder saligt ind i parforholdet?

– Nej nej, siger min kunde, sømanden, inden jeg går totalt botanisk til værks i mit eget parforhold. Måske var redningen netop friheden til indimellem at leve vores eget liv, der trak mig og konen ud af krisen og ind i kærligheden.

Vi rykkede tilbage til den passion, der var skyld i, at vi var sammen og havde stiftet familie.

De små og voksende irritationer med replikker som ”Hvor skal du NU hen?”, ”Det har du da ikke fortalt” eller ”Jeg synes slet ikke, du er til stede”, bliver afløst af noget meget mere ærligt og naturligt.

Når jeg er væk, arbejder jeg – men jeg har kun én arbejdsgiver. Og når jeg er hjemme, er det helt indlysende, at der er nogle pligter, jeg skal tage mig af, fordi jeg har været fraværende.

Det her er ikke sådan en teoretisk rollefordeling.

Det oser af maskulint broderskab mellem kunde og chauffør i vogn 6829, selv om jeg ret beset er tæt på at kunne være hans far.

Der er pligter, selvfølgelig, men de er så indlysende, at du selv kan se det. Mindre kritik. Og så er den der igen: Friheden, som man godt kan være bekendt. For den følges af et ansvar og et mindre ego, når det er nødvendigt. Og så selvfølgelig: Min kone har friheden til at være sig selv.

Det oser af maskulint broderskab mellem kunde og chauffør i vogn 6829, selv om jeg ret beset er tæt på at kunne være hans far. Jeg fortæller om kærligheden til en kvinde, der aldrig har været jaloux på mit behov for frihed. Om en ensomhed som nogle gange kan føles salig.

Og uden at gå helt i detaljer, siger han:

– Tænk at få en lidt fræk selfie fra konen en uge inden, man kommer hjem på orlov. Det er sgu da en stor glæde, når man har været gift i mere end 20 år. Medicin mod kedsomheden. Og begge to er vi gladere, end da vi gned os op ad hinanden dag efter dag.

Du har lært at savne din kone igen

– Du har fået en gave, siger jeg lidt faderligt til ham. Du har lært at savne din kone igen.

– Nemlig siger han, mens vi gnubber albuer til et corona-farvel – og derefter giver mig den største smiger i lang tid efter blot en halv times bekendtskab. Han smiler og siger:

– Dejlig taxitur. Jeg tror sgu, jeg har fundet den onkel, jeg ikke vidste, jeg havde.


LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker