PERFEKTHED & SOCIALE MEDIER // KRONIK – De unges dårlige mentale sundhed var et vigtigt emne i valgkampen, men diskussionen om hvad der skal gøres ved problemet, er ikke afsluttet. Birgitte Prytz Clausen, nu pensioneret gymnasielærer, har gennem årene iagttaget, hvordan den stigende mistrivsel især hos unge kvinder kommer til udtryk i skolen. Hun opfordrer til, at man politisk – og i uddannelsessystemet – styrker selvhjælpende fællesskaber. “For der er en særlig glædelig empowerment forbundet med at kunne hjælpe sig selv, samtidig med at man hjælper andre.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Veltrænede, smart klædt på og med perfekt makeup på deres unge glatte hud. Med store ambitioner om at være dygtige i skolen. Alle fire deltagere i De perfekte piger (DR3-serie fra 2018, der kan streames fra DR her) var smukke, flittige, ihærdige og med store ønsker for livet. Men indeni – skjult for andre – havde de det skidt.
Selv over for deres kærester og forældre pressede de sig selv til at spille et uægte perfekthedsspil ved at virke glade og sprudlende og være sjove at være sammen med. Serien bragte de fire unge kvinder i alderen 19-22 år sammen, for at de i fællesskab kunne forholde sig til skismaet mellem deres udefra set perfekte liv og den utilfredshed, de bar på indeni.
De unge kvinder fortalte gruppen – og DR’s kameraer – om de spejle, de undgik at se sig selv i, og om deres følelser af ensomhed og utilstrækkelighed. Hver uge satte de sig – med gruppen som vidne – et mål, som de fandt grænseoverskridende, og som de tænkte, kunne hjælpe dem. De ville gerne turde mere – fx vinterbade, optræde ved en danseworkshop eller kun bruge det af læreren fastlagte antal elevtimer til en skriftlig opgave. Eller de ville lade være at købe nyt tøj i en uge, slette deres Instagram-app eller fortælle deres forældre om, hvordan de egentlig havde det.
De unge i dag sammenligner sig ikke med den flotteste pige i skolegården eller byen, men med de mest photoshoppede kroppe i hele verden. Og føler sig utilstrækkelige, når de foretager denne sammenligning.
Som gymnasielærer har jeg undertiden tegnet en et spejlæg på tavlen for at vise mine elever, hvordan man lærer bedst. Psykologen Vygotsky taler om, at læring foregår i den nærmeste udviklingszone. Det nytter ikke at blive inde i “blommen” og fx holde sig til sit stensikre ordforråd på 1000 engelske ord. Man må konstant vove sig ud i “hviden” – den nærmeste udviklingszone – for at øve sig i noget, man endnu ikke er sikker i. Fx at bruge nye faglige begreber i sin argumentation.
Bange for at sige noget forkert
Jeg tror, det for alvor blev sværere for mine elever at være fagligt modige midt i 00’erne. Måske kan det relateres til, at Facebook blev introduceret i 2005. Eller at 7-trins karakterskalaen kom i 2006. Det blev sværere at opmuntre elever til at tro på værdien af en ekstra indsats midt på skalaen, fordi der ikke mere var et 8- eller 9-tal at lokke med.
Mange elever blev efterhånden mere tavse i timerne. Og kravet om det perfekte var klart defineret som kriterium: 12-tallet handlede om “udtømmende” at opfylde alle de faglige mål. Ordet “selvstændig”, som indgik i betegnelsen for det gamle 11- og 13-tal, var væk. Det perfekte – og forudsigeligt kedelige – var nu det ypperste mål.
I vores fortrolige basisgrupperum var vi – nogenlunde – ærlige over for hinanden om de smerter, vi oplevede ved ikke at være de stærke rødstrømper, som vi aspirerede til at blive
Og i 2010 kom Instagram – det drug, som de unge kvinder i tv-serien slet ikke kan holde sig fra – hvor unge glatte kroppe og ansigter fremstår i skøn farvekoordineret æstetik. De unge i dag sammenligner sig ikke med den flotteste pige i skolegården eller byen, men med de mest photoshoppede kroppe i hele verden. Og føler sig utilstrækkelige, når de foretager denne sammenligning.
I takt med denne udvikling blev jeg som lærer nødt til at ændre min undervisning. Jeg kunne ikke længere få (ret mange af) mine elever til at sige noget på klassen, hverken i samfundsfag eller engelsk. De få dygtige lukkede munden på de andre, som ikke kunne rumme ubehaget ved at være mindre perfekte og i gang med en udvikling.
Vi udviklede digital undervisning – bl.a. mundtlige oplæg, som kunne sendes til læreren, når eleven nu ikke sagde noget på klassen. Eller jeg besøgte som lærer på skift elevernes samtaler i deres gruppearbejde, hvor de i en lukket kreds bedre turde tage ordet. Den grundtvigianske samtale, den interessante pingpong, ikke mindst i samfundsfag, som jeg altid har holdt meget af, blev der gradvist mindre af i mine timer. Alt for mange elever var bange for at sige noget forkert.
Kvindegrupper
Mange ungdomsgenerationer har afspejlet deres tids ånd, siden jeg selv var ung i 1970’erne. Unge kvinder skriver hyppigt i debatindlæg, at vi meget ældre slet ikke forstår dem. Men det er nu ikke helt rigtigt.
Da jeg var 21 år, kom jeg med i en kvindegruppe, der kan minde om ”de perfekte pigers” i tv-serien. Vi mødtes til et introduktionsmøde i kvindehuset i Nørregade 6 i Aarhus d. 3. marts 1975. Vi talte i runder om vigtige emner som vores familiebaggrund, vores kærester, vores studier og vores håb for livet.
Vores kroppe, som vi ofte klædte i blå arbejderoveralls, var vi ikke helt så optagede af, som unge fanget i sociale medier i dag nok er. Det betød ikke, at vi ikke tænkte over, at nogle af os var mere smarte, slanke og attraktive end andre.
Men det var ikke den slags usikkerhed, vi snakkede om. Vi snakkede om kønsroller, der begrænsede os på studiet og i parforhold. Vi snakkede fx om, hvad en gruppe kvinder sammen i byen siger til en mand, der på et værtshus udbryder: ”Sidder I her helt alene?”, og som bad os smile i stedet for at se sure ud.
Halvdelen af de unge kvinder i en årgang bør ikke have en henvisning til psykolog som eneste løsning
Vi udvekslede erfaringer om, hvordan vi kunne manøvrere og forsøge at blive så stærke og autonome, som vi gerne ville – selv om det også var svært for os. I vores fortrolige basisgrupperum var vi – nogenlunde – ærlige over for hinanden om de smerter, vi oplevede ved ikke at være de stærke rødstrømper, som vi aspirerede til at blive.
Men vi følte os også seje. Vi var politisk aktive – hængte plakater op på lyskasserne i Aarhus, selv om det var forbudt, delte løbesedler ud foran fabriksporte (vi prøvede også at være gode socialister), og vi holdt foredrag i ungdomsklubber og gymnasier. Og på kvindeølejr sammen på Femø i 1977 opdagede vi euforien ved en uge uden et spejl at se sig i.
Men gruppen gik i opløsning efter to år. Vi ville meget, men vi havde svært ved at håndtere uenigheder og uoverensstemmelser. Vi var ikke lige fortrolige med hinanden. Og med blødende hjerte nedlagde vi til sidst gruppen. De fleste af os fandt andre basisgrupper og opgaver i rødstrømpebevægelsen, og nogle af os forblev veninder for livet. Vores erfaring med at et kvindefællesskab kan give en mod til at prøve noget nyt og svært, levede videre i os.
Ikke mindst på den baggrund begræd jeg den udvikling, jeg så hos mine kvindelige elever, når de virkede mere og mere forkrampede og selvundertrykkende. Var det virkelig den vej, det gik for unge kvinder?
Fællesskab som modgift
I mit sidste år som gymnasielærer, inden jeg gik på pension, gik jeg på morgensamling på Risskov Gymnasium. Med en PowerPoint med fotos fra De Perfekte piger-serien og af mig selv som ung rødstrømpe inviterede jeg unge kvinder til at afprøve basisgruppemetoden. En del elever – også en gruppe unge mænd – dukkede til min store glæde efterfølgende op til et spisefrikvartersmøde, hvor jeg fortalte lidt om den bevægelse, hvis generation jeg har været så heldig at høre til.
Det er skræmmende tal, som viser, hvor frygteligt mange unge kvinder har det
Min opfordring til eleverne var, at de, når de startede basisgrupper, selv skulle styre processen og tale i runder og sørge for, at alle kom til orde, bruge siden-sidst-runder og evaluere til sidst i en kritik/selvkritik-runde. Alt sammen lettere sagt end gjort. Men hvis man er dedikeret – som gruppen i tv-serien var – rummer metoden et stort potentiale.
De unge elever var tændte på ideen og ville gerne. Men der var så meget andet i deres liv – skriftlige afleveringer, fritidsjob, familie, kærester. Så i deres kalendere var der alligevel ikke plads til det fællesskab, som jeg inderligt kunne have ønsket for dem, og som jeg tror, kunne have været en god modgift til livet på den perfekte overflade, som mange godt kan se, de havde bedre af at slippe.
Den Nationale Sundhedsprofil fra 2021 viser, at den negative udvikling i unge kvinders mentale helbred i Instagrams levetid har været dramatisk. 15 % i alderen 16 til 24 år havde lav score på den mentale helbredsskala i 2010, mens hele 34 % havde det i 2021. Over halvdelen af de unge kvinder følte sig stressede i 2021. Op mod halvdelen af dem har gået til psykolog.
Det er skræmmende tal, som viser, hvor frygteligt mange unge kvinder har det. Men tallene vidner også om skræmmende store udgifter for samfundet til behandling og manglende skatteindtægter fra de sygemeldte.
De unges manglende mentale velfærd var et vigtigt emne i valgkampen. Jeg er enig med formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen, som i en samtale med Mette Frederiksen i august 2022 i podcasten “Statsministeren spørger” siger, at en halv milliard til flere psykologtimer ikke løser problemet. Halvdelen af de unge kvinder i en årgang bør ikke have en henvisning til psykolog som eneste løsning.
I mit eget liv har jeg ganske vist selv i krisesituationer haft glæde af en psykologs gode råd. Men selvhjælpsgrupper og veninder er alligevel dem, jeg har trukket mest på. Og jeg kunne ønske, at man politisk – og i uddannelsessystemet – kunne styrke selvhjælpende fællesskaber. For der er en særlig glædelig empowerment forbundet med at kunne hjælpe sig selv, samtidig med at man hjælper andre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
