
BARNDOM // KUNST – Ene Esgaard er ved at lave et kunstprojekt med tegninger, der beskriver børns oplevelse af at vokse op i et hjem med for meget alkohol. Derfor søger hun fotos, der kan inspirere og være oplæg til tegninger. Hun leder ikke kun efter fotos af borde fulde af ølflasker eller fest, men også stemninger og hverdagssituationer, hvor barnet føler sig ensomt og udsat. Kan du hjælpe?
Ene Esgaard er selvstændig grafisk designer og tegner, og så lever hun med en grundlæggende ensomhed, som er typisk for børn, der er vokset op i et hjem med for meget alkohol.
I lang tid har hun arbejdet på, hvordan man kan vise den slags barndom og ensomhed, uden at det kommer til at handle om hende selv.
Ene mangler fotos til inspiration til endnu flere tegninger. Kan du hjælpe?
Projektet skal handle om problemet, give spejling for dem, der kommer fra lignende baggrund, og indsigt for dem, der ikke kender til at vokse op med alkohol.
Derfor har hun valgt at lave fortællekunst via tegninger, som er tegnet med udgangspunkt i fotos fra en barndom med for meget alkohol i hjemmet.
Du kan se nogle af Enes tegninger om emnet her i artiklen. Men Ene mangler fotos til inspiration til endnu flere tegninger. Kan du hjælpe?
Målet er at få fotos fra så mange forskellige hjem som muligt. Det er ikke afgørende, om du er ung eller gammel, og det behøver ikke være fotos med borde fulde af flasker eller vilde fester.
Det kan også være fotos, du har taget, fordi du følte dig ensom, utryg eller udenfor. Eller fotos andre har taget af dig.
Det kan være, at Ene kun tegner et udsnit af et foto, som du har sendt. Det kan også være, at hun føjer noget til. Under alle omstændigheder vil ingen kunne genkende personer eller steder, og du får selv lov til at godkende, hvis Ene er i tvivl, om tegningen er anonymiseret nok.
Ene har søgt Kulturministeries Pulje til kunstneriske sommeraktiviteter i forbindelse med to udstillinger i Aarhus i slutningen af september. Hun arbejder også på at få tegningerne udstillet andre steder. Ønskescenariet er en vandreudstilling og en kunstbog.
“Målet med det hele er at bryde tabuet om den ensomhed, man kan opleve ved ikke at blive set og ”mødt” som barn, der vokser op i en misbrugsfamilie, og som gør, at man kan føle sig gennemsigtig, ligegyldig og forkert langt ind i voksenlivet,” forklarer Ene Esgaard.
Du kan sende dine fotos til Ene her: ene@ene-es.dk. Du behøver ikke skrive noget. Bare send fotos
Alle tegninger er lavet af Ene som led i serien om at vokse op med omsorgspersoner, der drikker for meget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.