Smukfest startede i 1980. Her 43 år senere viser den sig fortsat fra sin smukkeste side. Det er folkehavefest, bøgen står grøn – og musikprogrammet i år er yderst varieret og på højt niveau. Navne som Megadeth, Christina Aguilera, Imagine Dragons og David Guetta viser, at festivalen efterhånden er SÅ meget andet og mere end dansk røvballe.
Valg af campsite på Smukfest: Er man til party all night long skal man campere på Kærlig’Heden. Foretrækker man trods alt lidt nattesøvn og mere idylliske rammer er Naturlig’Heden svaret.
Jeg vælger sidstnævnte, og efter vandring fra banegården i Skanderborg på 5 kilometer og check-in i Presseteltet slår jeg mit telt op på en grøn bakke. Solen bryder frem efter byger og koksgrå himmel, og jeg skifter hurtigt til shorts og sandaler.
Tre sorte og to hvide gutter giver den op i en festlig, befriende verden, hvor rednecks & blacks er bedste venner og simpelthen bare spiller musik
Her på Naturlig’Heden er der faktisk lige så nydeligt og rent som de miljøer jeg oplevede og nød på miljøfestivalen Tomorrow i 2021. Også da jeg efter fire dage pakker mit telt sammen.
Gangstagrass og good ol’ Disneyland
Min første koncert er Peter Sommer på Bøgescenen. Han leverer i godkendt form sine melankolske, sørgmuntre sange, hvor der er plads til både lommefilosofi og hjemstavnslængsel. Mest af det første.
Efter Sommer styrer jeg mod Gangstagrass på Stjernescenen. Tre sorte og to hvide gutter giver den op i en festlig, befriende verden, hvor rednecks & blacks er bedste venner og simpelthen bare spiller musik i en legesyg, flamboyant cocktail af folk, bluegrass og hiphop. Fedt.
På Bøgescenen er det denne torsdag aften klokken 19:30 tid til en tur i Disneyland efter lukketid. Der er noget både nostalgisk, sært altmodisch og næsten Korsbæk-agtigt over at høre D-A-D endnu engang. Har hørt dem en lille håndfuld gange gennem de sidste tredive år. Gad vide, hvor mange gange de egentlig har spillet her på Smukfest?
Det er dog Jacob Binzer på leadguitar, som med sine kælne figurer og altid levende improviserede soli, gør forskellen for mig i aften
Disneyland-gutterne leverer såmænd stadig varen, men ekstranumrene “Sleeping My Day Away” og den sorgmuntre “It’s After Dark” føles lidt som tidsmaskine, man gerne vil ud af. Lidt klaustrofobisk. Jesper Binzer kan imidlertid stadig synge, med sin hæse, diskant-pichede vokal, og Laust Sonne er en både legeglad og bundsolid trommeslager.
Det er dog Jacob Binzer på leadguitar, som med sine kælne figurer og altid levende improviserede soli, gør forskellen for mig i aften. Han spiller aldrig den samme solo ens to gange, og hans sound er stadig fabelagtig, hvadenten den leveres på ren, sprød rørforstærker, via fuldtonet Big Muff pedal eller den legendariske, distinkte D-A-D-reverb, som gruppen ifølge sagnet fik specialbygget med hemmeligt blueprint, way back in the 80ies af en jysk effektpedal-ingeniør.
Det øser ned under koncerten med D-A-D. Alligevel er der fyldt helt op på plænen og det bakkeskrå amfiteater. Synet er en regulær menneskemosaik af kulørte paraplyer, regnslag og hætter, som vugger, danser og skråler med under den gråsorte aftenhimmel. Smukfest er hermed skudt i gang!
Jason Derulo kvæler Oh Land
Oh Land spiller i Teltet og starter en time inden midnat. Det er sværmerisk og lystfuld electropop, og frontkvinden Nanna Øland i neongrøn, åleglat latex-bodysuit gør hvad hun kan for at få publikum med på sit flyvende tæppe til drømmeland. Det lykkes desværre kun delvist og i momenter omkring ensemblets hits kendt fra radio og tv. Teltet er kun en fjerdedel fyldt, og det er synd for Oh Land, som egentlig fortjener en større og festligere scene.
Her i teltet med et uengageret, spredt publikum får koncerten mere karakter af en lidt forkølet havefest med et højskoleband, som gør hvad de kan, mens magien og forløsningen desværre udebliver. En afgørende faktor er dog også benhård og utaknemmelig timing, for i Oh Lands spilletid udspilles samtidig et studie i “festivalogisk massepsykose” og demagogisk folkeforførelse.
Navnet på fænomenet er Jason Derulo, som nemlig samtidig har samlet sin enorme menighed på Bøgescenen. Derula har nemlig, erfarer jeg, en massiv fanbase her på Smukfest anno 2023.
Nogle timer inden hans show taler jeg med forskellige folk, som er vilde med ham. Det bliver blandt andet fremhævet af det kvindelige publikum, at han sveder vildt meget, og at han har kvinder til “at duppe sin svedige overkrop”. På en gang en let bekymrende og befriende chauvinistisk karakteristik. Men hva’, vi er jo til festival, så bornerthed og wokisme kan passende parkeres for en stund.
Men 40.000 mennesker foran Bøgescenen kan vel ikke tage fejl? Eller kan de, og er vi simpelthen ude i anarko-hype og massesuggestion?
Hvad mere bekymrende – og ingenlunde befriende – er dog, at monsieur Derulos musikalske evner i mine ører absolut ikke imponerer. Ret beset er der tale om en DJ i tanktop, som affyrer samples af andre kunstneres hits og pumper dem op med monokromt dundrende bas, et par drej på tempo- og switch-knappen og enkelte overlays af digitale ostinater. Det sidste trods alt et lille krydderi.
Ved et par lejligheder forlader jeg festivalpladsen for at proviantere billig mad i den lokale Netto. Man bliver nemlig nemt ruineret af madboderne på festivaler. Så går et par gange af den idylliske Sølundstien, og nyder her en stund denne fredfyldte idyl af forlade festivalens high-level vibe, for så at vende tilbage til Smukfests løsslupne partyzone.
Men 40.000 mennesker foran Bøgescenen kan vel ikke tage fejl? Eller kan de, og er vi simpelthen ude i anarko-hype og massesuggestion? Ja og nej. Der er givetvis en trend og hype, som kører over øverste nagle. Som ydmygt korrektiv til mig selv må dog tilføjes, at musik og show kan antage mange former, og Jason Derulo har måske alligevel en kulturel berettigelse, om end jeg ikke fatter den.
Musik behøver ikke være virtuost, håndholdt og håndspillet. Det kan også handle om digitalbassens magi og appel for høj volumen, og genkendelsens glæde og det fællesskab, som skabes via teleporterede og emulerede hits vi alle kender. Det fællesskab kan noget – især i festivalkontekst.
Blændende koncert med fransk DJ
David Guetta runder natten til fredag effektivt af på samme scene. Hans koncept og værksted er meget lig Jason Derulas. Til gengæld er han musikalsk af en højere karat. Et mere varieret lyddesign – og plads til mørkere og mere planetare beats og lydflader, hvormed happy-monotonien udfordres og brydes i passager.
Som performer er han også mere mystisk og “in the dark zone” tilbagetrukket. En helt anden pol og udstråling end Derulas opulente machokliche.
Smukfest er også Kandis, Rocazino, Lilholt og Dodos
På vej til Stjernescenen og Gangstagrass i går passerede jeg Teltet. Der spillede Kandis, og folk dansede rundt. I dag hørte jeg 15 minutter af Lars Lilholt. Det var rigeligt. Rocazino spiller i aften på The Hood. På søndag spiller Dodo and The Dodos.
Begge ensembler har begået gode danske melodier, så udover nostalgien er der også hæderlig sangskrivning og ditto tekster på spil. De to andre artister vil jeg undlade at knytte yderligere ord til. I stedet blot konstatere, at de stadig har et trofast publikum her på Smukfest.
Nic & Jay: Når Moderlandet vender hjem
De to drenge er blevet voksne, og fuck hvor det klæder dem! Begge iklædt off white arbejdsbukser og løse hvide jakker leverer de en yderst nærværende, hjertevarm og perfekt performance. Det er tydeligt, at de elsker at være på scenen, og de omfavner de gamle hits som var de nyforelskede og i den sprøde fase, hvor sangene er skrevet og næsten første gang deles med publikum.
Et publikum som ikke bare er betalende, distancerede gæster, men en kommunion som kan krammes og kysses i metaforisk forstand. Vi er en stor familie med et kæmpe, fælles, bankende hjerte denne aften.
Vi er sammen om lejrbålet på stranden, og Nik og Jay både lytter, smiler, deler ud og synger om Ungdommens Land, det nødvendige voksenliv og kærligheden som bliver ved med at bruse
Vi vender hjem til zoner, stemninger og minder. Et levende billedekatalog, et diasshow med vibrerende motiver, sand mellem tæerne, den sidste blå Kings, et krus med rødvin i solnedgangen, en omfavnelse af vores bror, søster og kære forældre.
Vi er sammen om lejrbålet på stranden, og Nik og Jay både lytter, smiler, deler ud og synger om Ungdommens Land, det nødvendige voksenliv og kærligheden som bliver ved med at bruse. Minderne som lever videre og det NU, som er så vitalt at være til stede i. Livskraften, Moderlandet, samhørigheden og fællesskabet her på Danmarks smukkeste Smukfest.
Blue Suede shoes
Tre kvarter efter lejrbålet slukkes går Suede på Bøgescenen. Brett Anderson har tydeligvis fået guldkorn og rigeligt kaffe til morgenmad, og gad vide om han har lyttet med til kollegerne fra Nik & Jay. For han er yderst veloplagt og i topform. Hamrende sympatisk, glad og ekstrovert er han også.
Brett Andersons vokal er lige så karakteristisk som den er spontan og i zonen
Op til flere gange suser han ned til publikum, både med og uden mikrofon, giver high-fives, krammere og smelter sammen med folkemassen. Som en kær gammel ven, der simpelthen nyder møderne, gensynet og kærligheden, som strømmer fra himlen, smilene, øjnene og læberne, som synger i vilden sky i crowden.
Brett Andersons vokal er lige så karakteristisk som den er spontan og i zonen – den særlige magiske zone, hvor erfaring, følelse og teenage-naivitet mødes i en ubesværet, begejstret cocktail. Jeg overgiver mig og smider alle forbehold pånær et: Forbeholdet er mere et lille savn, når nu Brett performer så godt: De delikate og begavede guitarmotiver, som er en vigtig komponent i Suedes lyd er oprindeligt skrevet og eksekveret at Bernard Butler.
Samme Butler skiltes dog fra bandet for år tilbage, og han er svær at erstatte. Guitarerne i aften formår at spille power chords og emulere Butlers tonemønstre, men de samme guitarer mangler netop hans finesse og særlige feeling.
Trods det nævnte afsavn er koncerten med de modne britpop-løjtnanter med de melankolske og euforiske vekselmotiver dog en samlet set organisk og udsøgt fornøjelse. Tak til The Beautiful Ones.
Badetur i søen, en norsk overraskelse – og logistisk force majeure
Min lørdag morgen starter med en forfriskende svømmetur i søerne. Derefter morgenkaffe.
Sigrid er fra Ålesund i Norge, 27 år og fuldstændig uimponeret over at synge på en af Bøgescenerne, hvor Christina Aguilera om fem timer går på og viser, hvor vokalskabet skal stå.
Jeg trækker på et tidspunkt mit pressekort og får lov at gå via en madbods baglokaler ind til løjerne
Hun ligner og har udstråling som en glad og frygtløs teenager på 17 eller 19 år. Attitude, styr på stemmen, afslappede og dog stilfulde bevægelser på scene gulvet. Stilen er rendyrket pop, niveauet af sangskrivning imponerer ikke denne skribent, men anerkender Sigrids vokale sikkerhed og selvsikre, smittende glade udstråling.
Minds of 99 er en logistisk force majeure. Folk er massivt til stede, hovedindgangene spærret af grundet folketryk, og vi som ankommer tyve minutter efter kickoff henvises til alternativ indgang bagom festivalpladsen. Jeg trækker på et tidspunkt mit pressekort og får lov at gå via en madbods baglokaler ind til løjerne.
Gutterne fra Frederiksberg leverer et gedigent show. Dog er mine høje forventninger lidt en hæmsko, og oplever at magien udebliver. Anerkender samtidig at folk omkring mig er tændte og all-in på musikken.
Således får vi to tredjedele inde i koncerten et ubesværet, begavet og monumentalt potpourri af “Another Brick in the Wall”, Eurythmics “Sweet Dreams” og Coldplay “Clocks”
Søndag morgen pakker en del campister i mit område ned og drager hjem. Flere af dem har været her på Smukfest en uge nu, så naturlovens mørhed afgør sagen. Selv går jeg til den officielle pressesamling i medielandsbyen. Den efterfølges af lækker tapasbuffet fra en af restauranterne i skoven.
Taler med en kollega, som modsat undertegnede fik hørt Christina Aguilera. Hun nævner, at Aguileras forårskoncert i Berlin var bedre, og Christinas notoriske stemmeinstrument virkede lidt slidt i går. Den stemme er ellers af ypperste karat, men det er forståeligt, at en offday kan ske.
Et brag af en søndag på Smukfest
Magtens Korridorer spiller en smuk og potent koncert på Bøgescenen. Johan Olsens vokal er suveræn. Præcis, kraftfuld og med den både hæse og varme intonation, også i den høje ende af registret. Han leverer desuden veloplagte anekdoter og jokes mellem numrene, og det er tydeligt, at han nyder både at drille og omfavne publikum med varme og kærlighed.
Ude Af Kontrol affyrer et par timer senere en veritabel fest. Drengene fra den københavnske vestegn er drøncharmerende, også når de mellem numrene joker internt og leverer forbudte gloser i sangene om coke, kaviar og kællinger, mens den digitale bas og stortromme tonser insisterende derudad og går direkte i både mellemgulv og dansefødder.
Carpark North lukker Smukfest af med format på The Hood. Deres lyd, attitude, og sammenspil er tight så det basker. De er blevet fire modne herrer, men er heldigvis stadig nogle legebørn, og ganske ferme af slagsen. Således får vi to tredjedele inde i koncerten et ubesværet, begavet og monumentalt potpourri af “Another Brick in the Wall”, Eurythmics “Sweet Dreams” og Coldplay “Clocks”. Forrygende.
Regndråber på teltdug – og tak!
Mandag morgen vågner jeg til lyden af insisterende regndråber på teltdugen. Sover et par timer mere. Pakker telt og bagage sammen kl 10, hvor regnen heldigvis er gået på pause. Med bus til banegården og derfra med toget hjem.
Tak, Smukfest! Tak for stadig at være bøgeskovssmuk, idyllisk og delikat – og tak for et usædvanligt rigt og varieret musikprogram i år. Rock on!
Denne sommer har jeg oplevet tre festivaler med hver deres charme og præmis: Legendariske Roskilde Festival. Den skærgårdscharmerende Visfestivalen Västervik. Og nu Smukfest 2023, som rent musikalsk bød på det mest varierede program og musikalsk set højeste niveau af de tre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her