THE BYRDS // ESSAY – Historien om The Byrds kan være omtrent lige så god som historien om The Beatles, The Rolling Stones eller The Beach Boys. Om unge mænd, lidenskaber, uenigheder, kokain, adskillelse og gensyn. Om glæde ved at skabe musik. En anledning til at fortælle om Clark, McGuinn, nyligt afdøde David Crosby, Hillman og Clarke netop nu er, at albummet Byrds udkom for 50 år siden.
Byrds var den tolvte studieindspillede plade fra den californiske gruppe med dette navn, det var en genforening af den oprindelige kvintet, som første gang havde fundet sammen i 1964, og det blev den uigenkaldeligt sidste officielle Byrds-plade. Udgivelsesdatoen var 7. marts 1973 i USA og et par uger senere i Europa.
Pladen blev ikke specielt godt modtaget, da den udkom, især ikke af anmeldere. Ikke desto mindre blev den The Byrds’ tredjebedst solgte lp – efter den første og den anden, Mr. Tambourine Man og Turn, Turn, Turn, begge fra 1965.
Under alle omstændigheder en interessant og lidt overset udgivelse og en del af nyligt afdøde David Crosbys eftermæle. Han var pladens producer.
Efter en af McGuinns og Clarks optrædener henvendte den indfødte californier David Crosby sig til dem, og det viste sig, at de tre supplerede hinanden forbløffende godt med deres ganske forskellige stemmer
Byrds var ikke, hvad der forventedes af gruppen. Pladen havde ikke den instrumentale tyngde, ikke meget af den særlige jinglejangle-guitarlyd, som man forbandt med The Byrds, ikke den form for vokalharmonier, der især kendetegnede gruppens tidligste udgivelser. Og ikke en eneste Dylan-fortolkning.
Men korsang var der. Og sprudlende akustisk guitarspil. På et par numre kunne den opmærksomme lytter godt høre Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker. Men den lå langt nede i mixet. Det samme gjorde Michael Clarkes trommer. Det var en form for moderniseret folkemusik, der beklageligvis ikke ramte sin tid. Men var tidløs. Og derfor sagtens kan høres i dag. Bare stream løs!
Gene Clark, Chris Hillman, David Crosby, Roger McGuinn og Michael Clarke nægtede at gentage sig selv. Modigt. Men der kom ingen fortsættelse.
Euforiske ud af biografen
James Roger McGuinn fra Chicago, Illinois, og Gene Clark fra Kansas City, Missouri, var i begyndelsen af 1964 en del af folkemusikmiljøet i Los Angeles, Californien, og kom hyppigt på spillestedet The Troubadour. Begge sang og spillede guitar og begyndte at optræde som duo.
Tidligere havde de været med i henholdsvis The Chad Mitchell Trio og The New Christy Minstrels – blandt meget andet. De delte en lettere skjult passion for The Beatles, som netop da – året efter Liverpool-gruppens gennembrud hjemme i England – var den store nyhed i Amerika. Sådan en passion var ikke populær hos alle folkemusikelskere.
Efter en af McGuinns og Clarks optrædener henvendte den indfødte californier David Crosby sig til dem, og det viste sig, at de tre supplerede hinanden forbløffende godt med deres ganske forskellige stemmer.
12. august 1964 gik de tre sammen i biografen og så Beatles-filmen A Hard Day’s Night. De kom euforiske ud fra mørket med en ny bevidsthed om, at sådan ville de også være. Inden året var omme, havde de fundet deres trommeslager, Michael Clarke, og en mandolinspiller, Chris Hillman, som lod sig overtale til at være bassist. Efter kortvarigt at have kaldt sig The Jet Set fandt de frem til, at de ville hedde The Byrds.
The Byrds’ succes på succes
1965 blev The Byrds’ store år. I april udsendtes deres ”Mr. Tambourine Man” på single. Et nummer af Bob Dylan fra hans lp Bringing It All Back Home, udgivet en måned tidligere.
Dylan var endnu ikke så berømt, som han skulle blive de følgende år og årtier, efter at han foretog sit dramatiske skift fra akustisk til elektrisk, og hans egen version af ”Mr. Tambourine Man” var ikke videre spektakulær. Dét blev sangen med The Byrds, som fandt de melodiske muligheder i den og forsynede den med et uimodståeligt kor på refrænet. For ikke at tale om guitarklangen, der som udgangspunkt var inspireret af George Harrison og videreudviklet.
Gene Clark udviklede flyskræk, og en dag i februar 1966 fik han nok. Han stod af flyet, der skulle bringe The Byrds fra Los Angeles til New York. Og forlod dermed gruppen
Kort fortalt blev tricket gentaget senere på året med ”Turn, Turn, Turn”, en sang skrevet af folkemusikeren Pete Seeger seks år tidligere og indsunget i relativ ubemærkethed af bl.a. Judy Collins og Joan Baez. Opmærksomheden kom med The Byrds og blev drevet frem af en heftig elguitar.
The Byrds’ to lp’er fra samme år blev opkaldt efter succes-singlerne. Ud over ”Mr. Tambourine Man” var der fire Dylan-sange på de to album. Men også sange skrevet af The Byrds selv, det vil sige … næsten kun af Gene Clark. Det førte til en del misfornøjelse blandt de øvrige fire, at han derved tjente mere på musikken, end de gjorde. Clark var også den primære forsanger undtagen i Dylan-numrene, som syntes at egne sig bedst for McGuinn.
Otte mil oppe
Gene Clark må siges at have været den mest følsomme og sårbare af de fem. Derimod savnede David Crosby ikke selvtillid. I begyndelsen var han uden instrument, men udså sig Clarks nyligt indkøbte Gretsch-guitar og hans rolle som rytmeguitarist. Clark gav efter, og på de fleste tv-optagelser fra dengang med The Byrds har han bare en tambourin i hånden.
Succesen førte til turneer, og turneerne førte til flyrejser. Gene Clark udviklede flyskræk, og en dag i februar 1966 fik han nok. Han stod af flyet, der skulle bringe The Byrds fra Los Angeles til New York. Og forlod dermed gruppen.
Det havde været svært at samle hele holdet på én gang, så optagelserne var foretaget stumpvist. Der havde været for meget stærk marihuana og for megen kokain
Ironisk nok var hans sidste bidrag til The Byrds – inden den abrupte afsked – teksten til ”Eight Miles High”, der blev skrevet i august 1965 på et fly mellem Amerika og Europa i forbindelse med bandets første Englands-tur. Melodien blev også til på flyet – i fællesskab mellem Clark, McGuinn og Crosby. Clark fastholdt til sin død, at sangen udelukkende handlede om at befinde sig højt over jordoverfladen, altså i et fly. Crosby udtalte derimod flere gange, at den naturligvis handlede om narkotiske stoffer.
På nummeret, som udkom på single i marts 1966 og tre måneder senere på gruppens tredje album, Fifth Dimension, kan man ane Clark mellem McGuinns og Crosbys stemmer i koret. Men det er de to sidstnævntes guitarspil, inspireret af John Coltrane og måske Ravi Shankar, som gør nummeret til The Byrds’ kunstneriske højdepunkt, godt støttet af Chris Hillmans aggressive og sprælske basspil.
Endnu et højdepunkt kom i begyndelsen af 1967 med singlen ”So You Want To Be A Rock ’n’ Roll Star”, skrevet af Hillman og McGuinn og arrangeret med publikumsbrus og trompet spillet af sydafrikaneren Hugh Masekela. En ironisk kommentar til The Monkees’ letkøbte succes.
Fyring efter fyring
Efter Gene Clarks exit skulle man synes, at David Crosby havde lettere spil. Men hans ego voksede, og hans ideer kom mere og mere på tværs af de øvrige Byrds. Da han ved Monterey International Pop Festival i juni 1967 lagde større engagement i en gæsteoptræden for Buffalo Springfield end i sin egen gruppes koncert, og da han i de følgende måneder ragede uklar med de øvrige om, hvilke sange der skulle indgå på albummet The Notorious Byrd Brothers, havde han skrevet sin egen fyreseddel.
I efteråret 1967 forlod Michael Clarke af egen drift bandet, men kom tilbage – blot for sidst på året også at blive fyret.
Chris Hillman holdt ud til sommeren 1968 og nåede inden da både at skrive adskillige sange og at synge for på dem. Men han var træt af at spille bas, og efter økonomiske uenigheder med bandleder Roger McGuinn havde han fået nok. Inden årets udgang var han med til at danne countryrockgruppen The Flying Burrito Brothers.
The Byrds fortsatte frem til januar 1973 med McGuinn som det eneste oprindelige medlem. Den eksperimenterende blanding af folkemusik og rock blev til countryrock og derefter til mere ordinær rock med lange guitarsoloer. Gejsten var borte. Allerede i sidste halvdel af 1972 var Roger McGuinn i gang med at samle de fire musikere fra det oprindelige band.
Fra band til band
Det kan være vanskeligt at over- og gennemskue alt, der hændte i de år. Hvem gik ind i og ud af bands? Og hvem spillede sammen med hvem og hvornår i de forskellige grupper?
David Crosby fandt i 1968 sammen med Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra den engelske gruppe The Hollies. Året efter kom Neil Young fra Buffalo Springfield også med. Denne supergruppe hed Crosby, Stills, Nash & Young og holdt pause efter 1971. Stephen Stills dannede Manassas, som Chris Hillman kom med i, efter at The Flying Burrito Brothers var gået i opløsning.
Gene Clark udsendte i årene 1967-1971 to soloplader og et par lp’er som del af bandet Dillard & Clark. David Crosby udgav i 1971 soloalbummet If I Could Only Remember My Name og i 1972 Graham Nash David Crosby sammen med Graham Nash. Roger McGuinn var også ved at spore sig ind på soloudgivelser. Og der var intet gammelt fjendskab mellem de oprindelige Byrds, men en livlig trafik i studierne af gæstemedvirkende på hinandens solo-lp’er og skiftende band-projekter.
Hørt nu, et halvt århundrede senere, er det alt sammen strålende. Jeg griber mig i at ønske, at der udkom mere af den slags musik – og at kvintetten havde formået at fortsætte. Der var så mange gode ressourcer samlet
De genforenede oprindelige Byrds – nu 26-31 år gamle – indspillede i Wally Heider’s Studio 4 i Hollywood 16. oktober-15. november 1972. Crosby havde fået tildelt rollen som producer efter sin vellykkede periode med Stills, Nash og Young, hvor han havde bevist, at han havde sans for især vokalarrangementer.
Både Chris Hillman og Roger McGuinn forsvandt i og omkring weekenderne, fordi de havde koncertforpligtelser med de fortsat turnerende Manassas og Byrds.
McGuinn opererede med to udgaver af The Byrds, en oprindelig/pladeindspillende version og en nyere/koncertspillende version. Tanken syntes at være, at de fem oprindelige Byrds fremover skulle have begge roller. I hvert fald var det efter januar 1973 slut med koncerter for den Byrds-udgave, der havde eksisteret siden 1969.
Glimrende genforening
Numrene på Byrds afspejler en tilstræbt demokratisk (og dermed økonomisk) fordeling. Gruppens fire sangskrivere fik to numre hver. De sidste tre af de i alt elleve sange blev fordelt med to af Neil Young og en af Joni Mitchell.
Som nævnt var anmelderbegejstringen behersket. De involverede gav derefter fortabt, og den påtænkte efterfølgende turné og eventuelle flere pladeudgivelser blev ikke til noget.
Der blev undskyldt og forklaret. Det havde været svært at samle hele holdet på én gang, så optagelserne var foretaget stumpvist. Der havde været for meget stærk marihuana og for megen kokain.
Roger McGuinn og Chris Hillman har begge indrømmet, at de holdt deres bedste sangskriverier tilbage med henblik på senere soloplader. McGuinn kom f.eks. med ”Born To Rock ’n’ Roll”. Det havde han gjort tidligere og skulle komme til at gøre igen. Den mindst ringe version af nummeret findes på hans tredje soloalbum, Roger McGuinn And Band fra 1975. David Crosby genbrugte nummeret ”Laughing” fra sin dengang to år gamle soloplade.
Hørt nu, et halvt århundrede senere, er det alt sammen strålende. Jeg griber mig i at ønske, at der udkom mere af den slags musik – og at kvintetten havde formået at fortsætte. Der var så mange gode ressourcer samlet.
Men det var fortryllende let for Gene Clark at overstråle de andre og fremstå som den, der virkelig gjorde noget for projektet. Han havde indspillet indledningssangen ”Full Circle” tidligere, men ikke så kontant og koncentreret som her – og i øvrigt havde den kun været udgivet i Holland (!). Og så blev det ham, der kom til at synge for på begge Neil Young-numre, mest rørende på ”See The Sky About To Rain”, som i denne version udkom over et år, inden Young selv udgav den på On The Beach.
En mulighed er, at erfaringerne fra tidligere fik McGuinn og Crosby til at holde skarpt øje med hinanden, så ingen af dem fik for megen magt over projektet – og at Clark derved kunne se sit snit til at glimre. Uenighederne kom ikke frem som syv-otte år tidligere. Men måske heller ikke den samme dynamik.
Det er almindeligt anerkendt, at Gene Clark var den, der lagde mest energi i genforeningsprojektet, og den, som kom mest inspireret ud af det. Hans soloalbum fra 1974, No Other, og fra 1977, Two Sides To Every Story, er veritable mesterværker.
Roger McGuinn var længere tid om at finde en farbar vej uden for The Byrds. Men hans fjerde soloplade, Cardiff Rose fra 1976, er dramatisk og storslået. Anbefales hermed. Det samme kan siges om David Crosbys genoptagne samarbejde med Graham Nash, især udtrykt på lp’erne Wind On The Water fra 1975 og Whistling Down The Wire fra 1976.
Hyldest og bortgang
Kommercielt var der meget, som ikke lykkedes for ”The Magnificent Five” eks-Byrds. Det var vel derfor, at tre af dem, McGuinn, Clarke og Hillman, i 1977-1978 begyndte at optræde sammen igen – med sange dels fra solopladerne, dels fra den gyldne periode i 1965-1967. De følgende par år kom der tre plader med nye numre, en som McGuinn, Clark & Hillman, en som McGuinn & Hillman featuring Clark og en som McGuinn/Hillman. Bevidst moderne og poppede. Uden at passe ind i tiden.
I 1980 var Gene Clark for hårdt ramt af livet som rockstjerne og af et overforbrug af både narko og alkohol. Der kom ikke flere genialiter fra ham. David Crosby, den mest kendte fra The Byrds, måtte midt i 1980’erne tre år i fængsel, inden han blev fri af sin narkoafhængighed. Roger McGuinn havde et overforbrug i 1970’erne, men kom mere stilfærdigt ud af det og har været ganske produktiv de seneste godt 30 år. Han og Chris Hillman er fortsat i live og aktive, nu 80 og 78 år gamle.
I 1991 blev The Byrds, de oprindelige fem, optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, en hyldest, som Gene Clark akkurat nåede at opleve, to måneder inden hans krop gav efter for årtiers misbrug. To år efter gik Michael Clarke bort, da hans lever ikke kunne mere. 18. januar i år fik David Crosby en nogenlunde naturlig død, 81 år gammel.
Det nærmeste, Danmark har været en Byrds-optræden, var en koncert med McGuinn, Clark & Hillman 10. februar 1979. Det betyder, at jeg har oplevet ”Mr. Tambourine Man” live. Som på Byrds fra 1973 var det med Gene Clark som den mest fokuserede.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her