Droner: Det er ikke udemokratisk, når du er kritisk over for den folkevalgte klasses magtpolitik eller pressemøder

Claus Ankersen Forfatter 02.10.2025

Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Det er udemokratisk af et politisk system ikke at turde lytte og reformere indefra. Så er der nemlig kun en mulighed tilbage for det parlamentariske, og det er at lukke sig om sig selv i en autokratisk bevægelse, hvor borgeren langsomt bliver modstanderen.

Mediemøllens vinger havde ikke drejet mange gange, før opvakte stemmer satte ord på oplevelsen af den politiske cirkusforestilling under og efter mystiske droner fik Naviair til at lukke Kastrup lufthavn. Det mindede måbende mistænkeligt om noget, vi har set før, nemlig under corona.

Kejseren uden tøj på. De samme alvorstunge miner, den samme pølsesnak, de samme forblommede embedspersoner og funktionærer hevet frem, støvet af og placeret i rampelyset foran pressekorpset som paralyserede rådyr i skarpe billygteskær.

Well. Pølsesnakken er ikke det værste. Det er vi – nogenlunde – vant til, pølsesnak er nemlig folkestyrets specialkonsulentstyrede og øjensynligt foretrukne tilgang til vælgerne, når der ikke er valg.

Vi ved jo alligevel alle sammen udmærket, at det er russerne, som står bag, hvis ikke det er ukrainerne, amerikanerne, eller nogle helt andre kapable aktører – vakse sølvpapirshatte har naturligvis allerede foreslået, at det kunne være regeringen selv, som står bag droneflyvningerne. Og vist er det i al fald, at Mette Frederiksen vakst og klogt kapitaliserer på krisen, ligesom hun gjorde under pandemien.

Apropos udtrykket kapable aktører og det mærkelige skudsmål, at der her skulle være tale om ”københavnerbullshitbingo”, så minder jeg i al østdansk blufærdighed om, at den langt overvejende del af de talende ministre er … jyder. Med tydelig undtagelse af Hummelgaard, hvis tjilhørsforhold der ikke kan være tjo meninger om.

Kritik udskammes

Pølsesnakken er ikke det værste, den jyske bullshitbingo er ikke det værste, selvom det er en mådelig og vedblivende hån mod befolkningens evne til kritisk tænkning.

Det værste er splittelsen, og den kommer ikke fra russerne, den kommer fra selve den magtpolitiske udøvelse. Det er her, årsagen til den mærkværdige følelse af deja-vu ligger begravet, lige ved siden af ølhunden i det kollektive ubevidste.

Ligesom under pandemien udskammes enhver kritik. Vi får at vide, at systemkritik ikke er velkommen, heller ikke selvom det er den eneste, sunde reaktion på det mismask af uformåenhed og lallende amatørisme, vi ser udfoldet, og den stadige ansvarsforflygtigelse ved hvert ministerskift og regeringsrokade.

Kritikken af politikken er udemokratisk, nærmest landsskadelig, forstår vi – og bliver straks hinandens værste fjender, fuldkommen ligesom under corona

Kritikken af politikken er udemokratisk, nærmest landsskadelig, forstår vi – og bliver straks hinandens værste fjender, fuldkommen ligesom under corona, hvor vi vogtede hinandens adfærd med nidkær selvgodhed. Nu kan vi så stå i Harald Nyborg og hamstre batterier og vanddunke, ligesom vi stod i kø til vaccinecentrene og forsikrede hinanden om et mønsterborgerskab, vi var blevet påduttet fra øverste sted.

Nå, der er ingen grund til at koge mere suppe på det søm. Vi er i hybridkrig, og det kommer nemlig til at vare længe, har regeringen ladet os vide. Vi er trådt ind i en ny æra, lidt ligesom i ”krigen mod tjerror” og må indstille os på hvad som helst, helt afkoblet fra, hvad der ellers sker af spændende ting bag kulissen, som fx AI-kapløb, udvikling af nationalbankskabte digitale valutaer og den digitalisering af vores identitet, handlemulighed og – i sidste instans – frihed, som følger med. Helt konkret, samme Hummelgaards forslag om at lade PET totalovervåge befolkningen med Peter Thiels dejlige Palantir-teknologi.

Det er alt sammen nødvendigt, må vi forstå. Det er alt sammen ansvarligt, må vi forstå. Der er ikke andet at stille op, må vi forstå.

Helt ligesom med klimaaftrykket, som oprindeligt blev opfundet af reklamebureauet Ogilvy & Mather på foranledning af oliegiganten BP med det formål at flytte fokus og ansvar fra virksomhed til borger. Det lykkedes så godt, at det er gledet ind i sprog og bevidsthed som en uadskillelig del af diskursen om klodens tilstand.

Uanset. Det er stadig løgn og reklame. Stadig pølsesnak. Det handler ikke om, hvorvidt du sorterer dit skrald eller går på arbejde i stedet for at flyve. Forskellen er illusorisk. Et selvbedrag. Det handler om vækstøkonomi og fordelingspolitik. Her kunne der gøres forskel for alvor.

Fuldkommen ligesom det ikke er udemokratisk, når du er kritisk over for den folkevalgte klasses magtpolitik eller pressemøder. Tværtimod er det udemokratisk af et politisk system ikke at turde lytte og reformere indefra. Så er der nemlig kun en mulighed tilbage for det parlamentariske, og det er at lukke sig om sig selv i en autokratisk bevægelse, hvor borgeren langsomt bliver modstanderen.

Og sådan, kære læser, kunne man blive ved. Oven i det hele er Jørgen Leth død, ligesom Allan Anarchos, som engang var Jakob Ludvigsens protegé og den yngste skribent på Hovedbladet. Hver dag dør en ny gammel stjerne. Æret være deres minde.

Til alt held er himlen stadig blå over dronerne, og der er stadig tid til at drible en tur i Harald Nyborg efter nødradio og vanddunk. Mens du handler, kan du tjænke på, at de eneste i verden, som IKKE langtjidsplanlægger længere end til næste weekend eller næste ferie, det er os, det store menneskehav af stjerner som hele molevitten af institutioner er til for – og til i kraft af.

Og savner du blik for, at du egentlig går rundt i paradisets have, så tag telefonen med udenfor og gør, som Superman siger det i sin sidste nye film om sig selv: Se alt, hvad du ser, som om det er første gang, du ser det. Se op mod himlen og spot den drone, den ufo, det fly, den sol eller den Superman for allerførste gang.

Claus Ankersen er forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og arbejder desuden med forskellige tværkunstneriske udtryk. Han har været fast tilknyttet POV siden november 2016. Claus Ankersen er forperson for Danske Skønlitterære Forfattere og bestyrelsesmedlem i European Writers' Council. Han er forfatter til 19 bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurt, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam, makedonsk, græsk, tyrkisk, portugisisk og kinesisk.