FØLJETON – Jord under neglene. I femte afsnit af Jord under neglene funderer djøffer-turned-landmand Jeppe Just blandt andet over, om han nogensinde får de eftertragtede, store og trygge, ja djærve, landsmandshænder, eller om han for evig skal producere eget bacon med en hånd som en kontormus. Til gengæld bliver han gladere og gladere for at stå op, gå ud i haven og arbejde. Selv når det regner og er koldt.
Havearbejde afhænger helt af, om din entusiasme holder, indtil ryggen gør.
— Ukendt forfatter
Kroppen skal vænne sig til fysisk arbejde. Ja, bare det at stå op det meste af dagen, i stedet for at sidde ned, er nyt for min krop. Men det er jo ikke nok med det, kroppen skal også rent faktisk lave noget. Det har den protesteret lidt over, men det har faktisk ikke været så slemt, som jeg frygtede.
Min nybegynderinkompetence har også resulteret i lidt mærker på kroppen. Det er dog ikke ligefrem banesår, vi taler om. Det er indtil videre kun blevet til et fint blåt mærke på anklen, fra da øksen smuttede fra mig, og nogle rifter i ansigtet fra de mange brombærkrat, jeg har fjernet.
Jeg venter på at få de der fantastiske landmandshænder. De massive bjørnelapper, der omringer, omfavner og knuser ens hånd, når man hilser på en bonde. Hvor kommer de hænder fra? Udvikler man dem af at arbejde i landbruget, eller fødes man med dem?
Den slags skrammer bæres ikke desto mindre med en ublu stolthed. Der skal ikke så meget til, når man, som undertegnede, er en blød kontornusser.
Slid og slæb til trods ligner mine hænder dog stadig noget, der hører hjemme foran en computer. Det er lidt skuffende.
Jeg har rodet en del i jord, jeg har da også fået noget af det under neglene, men i det store hele ligner det umiskendeligt stadig kontorhænder.
Jeg venter på at få de der fantastiske landmandshænder. De massive bjørnelapper, der omringer, omfavner og knuser ens hånd, når man hilser på en bonde.
Hvor kommer de hænder fra? Udvikler man dem af at arbejde i landbruget eller fødes man med dem?
For hvis det sidste er tilfældet, er det så hænderne, der bestemmer din profession?
Er der en vejleder i folkeskolen, der undersøger barnets hænder i sjette klasse og dernæst fortæller de håbefulde forældre, at de godt kan skyde en hvid pind efter den karriere som jazzpianist, de havde tiltænkt lille Bjarne – men her er en folder fra Landbohøjskolen?
Det er den slags, man kan gå og overveje, når man lige pludselig har enormt meget tid for sig selv.
Jeg konstaterer dog, at jeg bliver gladere og gladere for at stå op, gå ud i haven og arbejde. Selv når det regner og er koldt. Det er hårdt, men bare væsentlig mere tilfredsstillende end at skrive sjælknusende bestillingsnotater til 25-årige specialkonsulenter i departementet.
Salt i såret
Den første høst fra gården skulle have været de fire kilo brombær, som jeg i august brugte et par timer på at samle fra de mange brombærkrat. De skulle omsættes til store mængder dejlig marmelade, men jeg blev syg samme dag, og udsatte derfor projektet til dagen efter. Det skulle jeg ikke have gjort, for da var bærrene til min gru og store skuffelse allerede mugne.
Ud røg de allesammen, og jeg gik slukøret tilbage til sygelejet.
Ifølge opskriften bør man kunne lave verdens bedste bacon på ti dage. Det synes jeg virker som en god deal. Kødet er blevet masseret dagligt med en blanding af salt, sukker, peber, laurbærblade og enebær
Så nu har jeg sat mig for, at den første “høst” fra gården i stedet bliver tre kilo hjemmesaltet bacon. En ganske udmærket trøstepræmie, hvis du spørger mig. Også selv om grisen ikke er egen avl. Baconen skal komme fra den halve gris, vi fik leveret fra bekendte på Bogø.
Den talte jeg lidt om i sidste uges indlæg.
Vi modtog de 48 kilo økologisk gris i to kasser med en masse poser assorteret kød. Vi havde bedt om at få grisen parteret, hvilket nok var en fejl.
Slagteriet havde nemlig ikke specificeret, hvad der var hvad, og vores viden om svineanatomi kom hurtigt til kort.
Vi kunne finde flæskestegen og hovedet, men det var også lidt det. Vi måtte derefter ty til litteraturen, hvor vi slog svineudskæringer op.
Aftenen gik med at matche billederne i bogen til vores udskæringer i kasserne – et lille spil jeg kalder ‘kød-memory’.
Vi fandt bugen, håber vi, og den skal blive til udsøgt bacon.
Ifølge opskriften bør man kunne lave verdens bedste bacon på ti dage. Det synes jeg virker som en god deal.
Kødet er blevet masseret dagligt med en blanding af salt, sukker, peber, laurbærblade og enebær.
Jeg har i den forbindelse konstateret, at havearbejde og saltning ikke går så godt sammen. Havearbejdets små rifter giver sig nemlig alle til kende, når man efter dagens dont går i køkkenet for at arbejde med saltning af kød. Det er bogstavelig talt at gnide salt i såret.
Men værre var det heller ikke, og efter fem dages massage blev den saltede bug hængt op i et par kødkroge ude i stalden.
Opskriften foreskriver, at bugen skal hænge koldt og luftigt, så den hænger nu derude og dingler.
Det er angstprovokerende at hænge råt kød udendørs. Det føles forkert.
Men Steven Lamb, forfatteren af River Cottage-bogen om saltning og rygning siger, at det skal man, så det er nu gjort.
Kødet er klar på fredag, så lørdag morgen må den vist stå på æg og bacon.
– Jeppe er ude
Alle fotos er taget af forfatteren.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her