For nogle dage siden røg jeg ind i en ubehagelig debat med en jysk bøsse, som ikke kunne se formålet med Prides i al almindelighed og slet ikke med at holde en Pride i Gesten.
Han brugte samme argument, som jeg ofte hører fra især borgerlige debattører: “Man kan jo problemfrit være homo her, så hvorfor al den ballade, og hvorfor dette behov for at udstille LGBT’ere som noget særligt?”
Jeg har aldrig forstået den holdning, der går på, at så længe jeg har mit på det tørre, så fuck alle andre.
Så sent som sidste år viste en stor Epinion-undersøgelse for tre af de store fagforbund, at fire ud af ti danske homoseksuelle vælger at skjule deres seksualitet for deres kolleger. Så mens snakken går i frokoststuen eller skurvognen om børnene derhjemme og ferieplanerne for den lille kernefamilie, dukker de nakken og tier om deres egen bedre halvdel eller om, hvor svært det stadig er, at være åben homo i mange miljøer.
Man kan jo problemfrit være homo her, så hvorfor al den ballade, og hvorfor dette behov for at udstille LGBT’ere som noget særligt?
Løfter man blikket bare lidt længere end til ens egen næsetip, bliver det hurtigt tydeligt, at der i høj grad stadig er noget at kæmpe for. I en verden som stadig bliver mindre, og hvor flere rejser mere, skal man være både døv og blind for at kunne ignorere, at verdens LGBT’ere er under voldsomt pres i disse år. De store fremskridt i visse lande modsvares af enorme tilbageskridt i andre – selv i lande tæt på vores eget.
Et andet ofte hørt argument imod Prides kommer fra selvfede heteroer, som kan finde på at sige ting som: “Vi heteroseksuelle har sgu da ikke behov for at udstille vores seksualitet – hvorfor kan I så ikke gå lidt mere stille med dørene?”
Svaret på det udsagn burde være indlysende: Hver eneste dag året rundt er der Hetero Pride. Heteroseksualitet gennemsyrer medier, reklamer, tv-shows, film, bøger og afspejles i det levede liv blandt mennesker i gadebilledet i en grad, så man skal være homo for at forstå, hvor dominerende heteroseksualitet i virkeligheden er.
Og det er helt ok!
Du hører intet medlem af LGBT-familien kræve, at heteroseksuelle skal prøve at dæmpe sig lidt eller holde op med at holde i hånd eller kysse i det offentlige rum. I modsætning til, hvad visse mennesker lader til at tro, er begreber som ligeret og værdighed jo ikke værdier, som kun findes i afmålte mængder. Der går ingen rettigheder fra heteroseksuelle ved at homoseksuelles rettigheder anerkendes. Derfor er vi regnbuefolk heller ikke ude på at tage noget fra nogen. Derfor oplever du ingen Prides bestående af frådende demonstranter med bannere, som kræver død over de heteroseksuelle.
Du hører intet medlem af LGBT-familien kræve, at heteroseksuelle skal prøve at dæmpe sig lidt eller holde op med at holde i hånd eller kysse i det offentlige rum
Vi vil bare leve på lige fod med alle andre.
Man skulle tro, at det var en ret simpel opgave at sælge det budskab. Desværre er det ingenlunde tilfældet.
Så længe der findes uvidenhed, så længe der findes kulturelle barrierer, så længe religiøse og politiske ledere kan slå sig op på at udstille os som fjender og slå plat på at forfølge os og diskriminere imod os, så længe vil der være behov for Prides. Så længe vil det kræve alt fra en meget dyb indånding til et uhørt mod at stå frem som LGBT-person.
Heldigvis kommer belønningen for modet ofte i form af øjeblikkelig inklusion i et fællesskab, som rækker langt udover by- og landegrænser. Har man sine øjne bare lidt åbne, ser man straks, at der eksisterer et skæbnefællesskab mellem LGBT-personer, som er enestående i sin ofte uformelle, men altid stærke og slagkraftige solidaritet. Og det bedste er, at det fællesskab understøttes af millioner af sympatisører i form af heteroseksuelle med overskud til at rumme mennesker, der på et enkelt område eller to måske adskiller sig lidt fra dem selv.
Mange forveksler ordene kamp og krig. Ja, Pride og homo-aktivisme er en daglig og helt nødvendig kamp. Men vi er ikke i krig mod nogen. Heller ikke mod Anni Grimm eller Putin eller Trump eller islamister eller nationalkonservative eller Søren Krarup. Vi kæmper bare for at få dem til at til at forstå, at der er ingen – absolut ingen – rationelle grunde til at føle sig truet af bøsser, lesbiske og transpersoner.
Vi kæmper for at gøre dem det forståeligt, at det kun er sølle eksistenser, som definerer sig selv negativt ud fra, hvem de ikke synes om.
En Pride er som et forårstegn. Som når de første vintergækker titter frem, giver den håb om lysere tider
Videoen herunder er et tragisk vidnesbyrd om, hvor lang vej, vi har igen.
Det underliggende budskab i enhver Pride er åbenhed, tolerance, solidaritet, sammenhold og kærlighed. Håbet er, at budskabet både rammer indad og får flere til at stå ved, hvem de er og udad, så flere fatter værdien af mangfoldighed.
Har du et problem med det budskab, har du et problem med dig selv. Og hvad værre er: den sikre taber i dit eget spil bliver dig selv.
En Pride er som et forårstegn. Som når de første vintergækker titter frem, giver den håb om lysere tider.
Vintergækker træder man ikke på, og Prides er noget, enhver bør fejre. Er der noget, vi mennesker har brug for, er det håb.
https://www.facebook.com/Channel4News/videos/10155084685396939/
Foto: Copenhagen Pride.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
