kakao

Slavekakao

i Forbrug/Debat af
BAGGRUND // POV BUSINESS – Fænomenet ‘slavechokolade’ er langt fra nyt, så man kan godt undre sig, når danske forhandlere og supermarkeder erklærer sig overraskede og chokerede over forholdene, skriver Henrik Bodholdt, dansk kakaobonde i Costa Rica og bogaktuel med “Chokolade er …” , der bl.a. fortæller om arbejdet med kakao og fremstillingen af chokolade. Bodholdt fortæller også om forholdene i de lande, hvor kakaoproduktionen foregår og opfordrer forbrugerne til at forholde sig kritisk til de produkter, de tager ned fra hylden. Hvis man ikke har lyst til at støtte slaveriet i Afrika, er det en god ide at læse indpakningen grundigt igennem, er hans råd.

COSTA RICA – I lyset af den seneste opmærksomhed omkring kritisable forhold i Vestafrikas kakaoproduktion må det være på sin plads at sætte emnet i perspektiv.

Mens det nok er relativt nyt at certificeringsfirmaer som Fair Trade opererer med hullede protokoller, så er fænomenet “slavechokolade” jo langt fra nyt. Man kan undre sig over erklæringer om chok og overraskelse der høres fra bl.a. Lidl, Sven Michelsen Chokolade, REMA1000 og COOP.

Elfenbenskysten står for omtrent 40% af verdens kakaoproduktion, og anvendelsen af både voksne og mindreårige underbetalte arbejdere er udbredt i hele landet

Mens vi som forbrugere ikke kan forventes at skulle researche i detaljen om hver en vare, vi samler op i butikkerne, må man vel forvente, at professionelle fagfolk, som handler med kakao og chokolade til hverdag, sætter sig bedre ind i de varer, de forhandler, deres oprindelse samt de betingelser, varerne bliver fremstillet under. Forholdene har været beskrevet og offentliggjort i verdensdækkende medier jævnligt over de seneste to årtier.

Uddrag – slaveriet er en skamplet på kakao og chokolade

Nedenstående afsnit er fra “Chokolade er…”, en bog som i skrivende stund ligger hos trykkeren, og som forventes udgivet i eftersommeren.

Lige siden europæere indtog Syd- og Centralamerika har slaveri været en skamplet på kakao og chokolade. De første der for alvor lagde sig i selen var jesuitterne i Brasilien. Jesuitordenen var af den portugisiske stat blevet tildelt et monopol, og de satte sig tungt på produktionen af sukker, tobak, bomuld – og kakao. De fik magt til at underlægge sig de oprindelige folkeslag og indskrive dem som under- eller ikke-betalte arbejdere på deres plantager. Den officielle opgave var at missionere og konvertere de vilde til kristendommen og katolicismen, men der blev grundlagt en aldeles indbringende forretning som skæppede godt i kirkebøssen.

Jesuitterne blev dog trætte af de indianske slaver, de begyndte at efterspørge stærkere afrikanere, og trådte ind i det kredsløb vi kender som trekantshandelen. Afrikanske slaver blev sendt til Brasilien, kolonialvarer – herunder kakao – blev sendt til Europa, og fra Europa sendte man forarbejdede varer til kolonierne i Afrika.

En typisk dagløn i en kakaoplantage i Elfenbenskysten kan ligge på langt under $1, men mange bliver slet ikke betalt. Deres forældre kan til gengæld få $250 per barn de giver til en menneskesmugler, hvilket kan svare til en hel årsløn

Indtil det tidlige 19. århundrede blev kakao kun dyrket i Sydamerika, Centralamerika og nogle få øer i Caribien. Indtil sent i det 18. århundrede havde spanierne og portugiserne et fast greb om de tropiske områder i Den Nye Verden, og den engelske trone kontrollerede sine kolonier i Nordamerika.

Men nye tider var på vej, verden oplevede voldsomme omvæltninger under revolutionerne både i Nordamerika og i Frankrig, despoti og koloniherredømmer stod for skud. Uafhængighedsbevægelser anede morgenluft, republikker og demokratier var ikke længere blot fantasier for filosoffer og dagdrømmere.

I Sydamerika begyndte det at boble i det tidlige 19. århundrede. Simon Bolívar var fra en rig overklassefamilie i Caracas. Som det var kutyme blandt den herskende klasse blev han sendt til Spanien og Frankrig for at blive uddannet, og dér blev han opildnet af Oplysningstiden og den eufori der bredte sig i kølvandet på de store revolutioner.

kakao
Simón Bolívar, public domain, maleri af Antonio Salas fra 1825

Tilbage i Sydamerika formåede Bolívar at samle fraktionerede styrker i forskellige regioner af Gran Colombia (Venezuela, Colombia, Panama, Peru, Ecuador og Bolivia er i dag selvstændige lande) til en koordineret oprejsning mod det spanske regime, godt hjulpet af at det spanske kongerige hjemme i Europa var presset af Napoleons aggressive og ekspansionistiske manøvrer.

Det var dog ikke humanistiske hensyn der drev denne udvikling, det var et resultat af kolde og kyniske beregninger

Tumult og uro er ikke den internationale handels kop te. Stabile leverancer blev usikre. Caracas og Cartagena havde været nogle af de vigtigste udskibningshavne for kakao, men hyppige og langvarige afbrydelser af strømmen af kolonialvarer og en stærkere bevægelse imod slaveriet og trekantshandelen med Amerika fik en del af de europæiske lande til at tage deres strategier op til revision. Måske var det en idé at se om man kunne dyrke kakao andre steder?

I 1826 tog portugiserne skridtet da de plantede de allerførste kakaotræer udenfor den amerikanske geosfære. Den lille ø Saô Tomé ud for den afrikanske kyst lagde jord til de første afrikanske kakaoplantager, og senere fulgte fastlandet med.

I løbet af anden halvdel af det 19. århundrede voksede den afrikanske kakaoproduktion støt, og de europæiske importører af kakao var godt tilfredse. Transportruterne var blevet afkortet, og man var ikke længere del af den trekantshandel der havde sendt så mange afrikanske slaver til både Nord- og Sydamerika.

Det var dog ikke humanistiske hensyn der drev denne udvikling, det var et resultat af kolde og kyniske beregninger. Mellemhandlere tog sig af det praktiske med at få flere og flere til at dyrke kakao. Det var dem der aftog kakaoen direkte fra plantagerne, og det var dem som sendte til handelsstationerne i Accra og Amsterdam. Mellemhandlerne var dem, der skilte de europæiske chokoladefabrikker fra en direkte kontakt med slaveriet.

Chokoladeproducenterne i Europa og snart også USA nød godt af et effektivt system som baserede sig på lave priser – slaveriet var stadig udbredt i det tropiske Afrika, men bekvemt ude af syne og ude af sind for forbrugerne i nord.

Hvis du forholder dig kritisk til de produkter du tager ned fra hylden og ikke har lyst til at støtte slaveriet i Afrika, er det en god ide at læse indpakningen grundigt igennem

Det kommer som en overraskelse for de fleste, at situationen i dag ikke ser meget anderledes ud. Man kan godt argumentere for at det faktisk er endnu værre nu. Mens det afrikanske kontinent i dag står for mere end 70% af verdens kakaoproduktion, har arbejdsforholdene på kakaoplantagerne ikke ændret sig væsentligt.

Af de mere end 4 millioner tons kakao kloden producerer årligt, kommer der mere end 3 millioner tons fra Congo, Cameroun, Nigeria, Ghana og Elfenbenskysten. Sidstnævnte står for omtrent 40% af verdens kakaoproduktion, og anvendelsen af både voksne og mindreårige underbetalte arbejdere er udbredt i hele landet.

Børn fra Mali og Burkina Faso bliver transporteret over grænsen til Elfenbenskysten i en lind strøm, på flugt fra et liv i nogle af verdens fattigste lande. De håber på et lønnet job på en kakaofarm, men ofte ender de i et arbejdsliv der starter ved solopgang og slutter ud på aftenen. De får ingen uddannelse og arbejder med skarpe macheter og tunge kakaosække dagen lang.

En typisk dagløn i en kakaoplantage i Elfenbenskysten kan ligge på langt under $1, men mange bliver slet ikke betalt. Deres forældre kan til gengæld få $250 per barn de giver til en menneskesmugler, hvilket kan svare til en hel årsløn.

Foto: Toh Gouttenoire

Mens disse forhold har eksisteret i mere end et århundrede var det først omkring årtusindskiftet der blev seriøs politisk bevågenhed omkring dem.

Undersøgelser viste at så godt som alle kakaoplantager i Vestafrika benyttede sig af mindreårige og underbetalte arbejdere, og et dokumentarprogram produceret af BBC under titlen “The Bitter Taste of Slavery” skabte opsigt og debat.

I stedet for en “eliminering” af slave- og børnearbejde, er formuleringen nu ændret til en “reduktion på 70%”

I USA tog politikerne Eliot Engel og Tom Harkin initiativ til en lov for at regulere og etikettere chokoladeprodukter, men lovforslaget fandt ikke tilstrækkelig med støtte, og det endte med “Harkin-Engel-protokollen”, en frivillig aftale underskrevet af de største firmaer på verdensmarkedet, blandt andre Hershey’s, Mars og Nestlé, samt regeringsrepræsentanter fra Ghana og Elfenbenskysten.

Protokollen havde ambitioner om at eliminere “de værste former for børnearbejde” og slaveri blandt voksne inden 2005, men da dagen oprandt var fremskridtene svære at få øje på.

Nye deadlines blev sat først til 2008, derpå til 2010, 2015 og igen til 2020, som beskrevet i en anden artikel i POV i dag:

Black Lives Matter hos de skinhellige – om slaveri og udnyttelse af børn i fødevareindustrien

‘Kravene til  chokoladeindustriens spillere og de kakaoproducerende lande er også blevet ændret løbende. I stedet for en “eliminering” af slave- og børnearbejde, er formuleringen nu ændret til en “reduktion på 70%”. Data viser at der i 2011 var anslåede 1,8 millioner børn på Vestafrikas kakaoplantager, i 2016 var tallet steget til 2,1 millioner.

En del af problemet er måske at protokollen er frivillig og ikke indeholder nogen konsekvenser i fald målene ikke opnås, det være sig juridiske eller økonomiske.

Man kan diskutere om de midler der blev allokeret af industrien til at forfølge protokollens mål har været nok. Chokoladeindustrien har en årlig omsætning på mere end 100 milliarder dollars, men de relativt få midler der er blevet brugt på undersøgelser, dataindsamling og rapporter har primært givet næring til konsulenter og eksperter, og ikke fyldt maverne på ofrene for dette misbrug. I Elfenbenskysten opererede politiet i begyndelsen med en særlig task force der skulle monitorere problemet, deres årlige budget var $5,000.

Nestlé har stolt erklæret at de har oprettet 41 skoler, nok til at give et indtryk af proaktive tiltag, men langt fra nok til at gøre en reel forskel.

De få plantageejere der bliver tjekket har rigeligt med tid til at genne børnene og slaverne væk fra ejendommen indtil inspektøren er taget af sted igen

Certificeringsfirmaer har også været involveret med alle de rette intentioner. Mærker som Fair Trade, UTZ og Rainforest Alliance har alle bidraget til mere fokus på problemet, men det er svært at tage certificeringen alvorligt, når man hører at reglerne for certificering indebærer at inspektørerne skal melde deres ankomst på forhånd, og at det er tilstrækkeligt at kontrollere blot 10 procent af plantagerne for at udstede et certifikat.

De få plantageejere der bliver tjekket har rigeligt med tid til at genne børnene og slaverne væk fra ejendommen indtil inspektøren er taget af sted igen.

Der følges jævnligt op på udviklingen, journalister og dokumentarister har været gode til at holde synderne i ørerne, men med skuffende effekt.

Danske Miki Mistrati producerede i 2010 filmen “The Dark Side of Chocolate” som endnu en gang dokumenterede problemets omfang, og jævnligt dukker artikler op i internationale medier, men vi mangler endnu at se reelle forbedringer af forholdene i Afrika.

Så længe markedskræfterne ser en interesse i lave priser og der ikke er politisk vilje til at lovgive og straffe misbrugerne er det svært at se hvor forbedringerne skal komme fra.

Det er særligt nedslående når man ser på værdikæden i en typisk kommerciel chokoladeplade og det bliver tydeligt at kostprisen på selve kakaoen faktisk udgør en forsvindende lille andel af den samlede pris.

At kakaodyrkernes andel af pengestrømmen er blevet mindre og mindre med årene og i takt med en øget priskonkurrence gør kun ondt værre. Mens kakaoprisen i 1980erne udgjorde op til 16% af den samlede pris, er denne andel 40 år efter faldt til mellem 3% og 5%.

Hvis du ikke kan se, hvor kakaoen er kommet fra, kan du som udgangspunkt regne med, at det er slavekakao, chokoladen er lavet af

Man skulle tro der ville være plads til at betale kakaodyrkerne en anstændig hyre uden at det gik ud over forbrugeren som typisk er bosiddende i den industrialiserede verden og ikke skal tumle med at leve fra hånden og i munden.

Hvis vi ikke kan få politikerne til at gøre noget ved problemet, kan vi altid stemme med pengepungen. Hvis du forholder dig kritisk til de produkter du tager ned fra hylden, og ikke har lyst til at støtte slaveriet i Afrika, er det en god ide at læse indpakningen grundigt igennem.

Hvis du ikke kan se, hvor kakaoen er kommet fra, kan du som udgangspunkt regne med, at det er slavekakao, chokoladen er lavet af.

Typisk vil ophavslande udenfor det afrikanske kontinent ikke være beskæmmet af samme misbrug, og hvis du finder chokolade lavet af kakao fra eksempelvis Latinamerika eller Madagaskar er du på mere sikker grund, i hvert fald når det gælder Fair Trade problematikken.

View this post on Instagram

"You have a moral obligation, a mission, and a mandate to do your part. You must play a role, help to redeem the soul of America, help create a beloved America, a beloved world where no one is left out or left behind because of their race or their class. In the final analysis, we are one people. We are one family." – John Lewis⁣ ⁣ Today we want to take the opportunity to honor the life and career of #JohnLewis, a giant in the fight for justice and civil rights. As members of the #FairTrade movement, we understand our obligation to ensure that no one is left behind because of who they are and where they were born. We dream about and work for the kind of world men and women like Congressman John Lewis have put their lives on the line for time and time again. When a freedom fighter passes, we feel it in our bones. ⁣ ⁣ Let's honor those we've lost by continuing to hold ourselves to higher standards. To push beyond our comfort zones. To ask ourselves the most difficult questions. To get comfortable with the uncomfortable. Let's continue on our pursuit of equality and justice for all! Let's #BeFair ✌🏽💚⁣ ⁣ 🎨 by @doyrivative @johnlewisdoc via @ambervalletta

A post shared by Fair Trade Certified (@fairtradecertified) on


Topfoto: Toh Gouttenoire. 

Man kan  købe Henrik Bodholdts bog, “Chokolade er …” her.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Henrik Bodholdt (f. 1965) er vokset op på Københavns Vestegn, men har siden år 2000 boet i Costa Rica, hvor han arbejder som kakaobonde og chokolademager.

Henrik har grundlagt det prisvindende Maleku Chocolate, som også har en dansk afdeling. Sammen med sin søn Sebastian, bor han i den lille strandby Playa Potrero på Costa Ricas Stillehavskyst.

Seneste artikler om Forbrug