HAITI // ANALYSE – 21 milliarder dollar svarer til omkring to tredjedele af Haitis bruttonationalprodukt. Hvis gælden blev indfriet, ville det derfor have stor betydning for det fattige land. Problemet for Haiti er imidlertid, at det ikke er så lige til at inddrive gælden. Den formodede kreditor – Frankrig – anerkender den nemlig slet ikke, og sagen er et eksempel på, hvordan fortidens forhold mellem en tidligere kolonimagt og en tidligere koloni trækker spor op i nutiden.
BRASÍLIA – Haiti dukker stort set kun op i medierne, når det fattige land i Caribien er ramt af en ny krise eller katastrofe, og de optræder desværre med korte mellemrum. I de sidste 20 år har verden således været vidne til, at daværende præsident Jean-Bertrand Aristide blev afsat ved et kup i 2004 og sendt i eksil i den Centralafrikanske Republik. Aristide fik lov til at vende tilbage i 2011, men den politiske situation er fortsat kompliceret, og i juli 2021 blev daværende præsident Jovenel Moïse myrdet.
Men landet er ikke kun ramt af politiske kriser. Haiti blev i 2010 ramt af et kraftigt jordskælv, som dræbte mere end 200.000 personer og gjorde omkring 1,5 millioner hjemløse. Det blev efterfulgt af en koleraepidemi, hvor omkring 1 million blev smittet og omkring 10.000 døde af sygdommen.
Forholdene i Haiti er i det hele taget ganske komplicerede. Det afspejler sig i, at Haiti er et af verdens fattigste lande. Ifølge den seneste opgørelse fra Verdensbanken var bruttonationalproduktet pr. indbygger i 2020 på beskedne 3.095 amerikanske dollar, når det opgøres efter købekraftsparitetsmetoden. Det placerer landet som nummer 210 ud af 238 lande på Verdensbankens liste.
Haiti er imidlertid også bemærkelsesværdig efter en anden parameter. Haiti er et af de lande i verden, som har det største udestående tilgodehavende i forhold til landets samlede økonomi. Beløbet er på mindst 21 milliarder amerikanske dollar, hvilket svarer til cirka to tredjedele af Haitis bruttonationalprodukt. Der er endda økonomer, som mener, at man kan argumentere for, at gælden er helt op til 150 milliarder dollar.
Gældsspørgsmålet er selvfølgelig af stor betydning for Haiti. Problemet for Haiti er, at det er svært at inddrive gælden, for den formodede kreditor – Frankrig – anerkender den slet ikke. For at forstå den problemstilling er det nødvendigt at spole tiden tilbage til omkring år 1800, hvor Haiti gik fra at være en fransk koloni til at være en uafhængig stat. Sådan da.
Den transatlantiske slavehandel
I årene før den franske revolution i 1789 var Haiti en af kronjuvelerne i det franske kolonirige. Saint-Domingue, som Haiti hed, da det var fransk koloni, skabte enorme rigdomme til Frankrig. Økonomien var baseret på produktion af sukker og kaffe på store plantager. Det manuelle, arbejdskraftintensive og slidsomme arbejde med at producere de to luksusprodukter krævede store mængder af arbejdskraft. Det løste Frankrig ved at importere slaver i stor stil fra Afrika.
Et internationalt forskerteam har i årevis indsamlet data om den transatlantiske slavehandel, og resultaterne er offentlig tilgængelige. Indtil videre har forskerne registreret 12.331.636 afrikanske slaver, som overlevede at blive indfanget og sejlet over Atlanterhavet til Nord- og Sydamerika og Caribien. Det foregik mellem 1501 og 1866, men som man kan se af grafen, var transporterne størst mellem 1700 og 1850.
Grafen viser tydeligt, at de store aftagere var de portugisiske, britiske og franske kolonier. Brasilien var det land, som importerede flest slaver. Det skete først som portugisisk koloni indtil 1822 og herefter som uafhængigt land indtil trafikken sluttede i 1850. Forskerne har også fundet plads til Dansk Vestindien i deres statistik. De har registreret, at 129.866 slaver ankom til Dansk Vestindien mellem 1676 og 1850.
Grafen viser også, at den franske import toppede i 1700-tallet. Det er her, at vi finder importen af slaver til Haiti, som på det tidspunkt endnu hed Saint-Dominque.
Slaveoprør og uafhængighed
Den franske revolution i 1789 sendte chokbølger igennem Europa. Det indbefattede en lang række krige og konflikter som løb frem til Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815. Men revolutionen vendte ikke kun op og ned på situationen i Europa.
Den franske revolution førte til et delvist magtvakuum i kolonien, og de haitianske slaver benyttede lejligheden til at gøre oprør mod den franske kolonimagt i 1791. Frem til 1804 bølgede konflikten frem og tilbage med oprør, international indblanding og et mislykket fransk forsøg på at generobre magten i 1802. I slutningen af 1803 var kampen imidlertid afgjort til oprørenes fordel, og den 1. januar 1804 blev Haiti udråbt som selvstændigt land.
Aftalen betød også, at Haiti blev tvunget til at sælge kaffe og sukker til Frankrig under markedsprisen. Dermed blev erstatningen endnu sværere at betale, da Haiti mistede en del af sine eksportindtægter
De europæiske magter og USA var imidlertid ikke begejstrede for det, som var sket. Idéen om at kolonier gjorde sig uafhængige af kolonimagterne og udsigten til slaveroprør var ikke en attraktiv tanke. Det gjaldt både i Europa og i USA, hvor slaverinteresserne i Sydstaterne blokerede for, at USA anerkendte Haiti som selvstændig nation. Det ændrede sig først i 1862 under den amerikanske borgerkrig.
Erstatning og gæld
Den haitianske uafhængighed betød ikke, at Frankrig opgav kampen for at få sin koloni tilbage eller i det mindste genvinde noget af det økonomiske tab. I 1825 sejlede en fransk flåde således til Haiti og truede med at starte en ny krig, hvis Haiti ikke betalte en erstatning til Frankrig for landets uafhængighed.
Haitis daværende præsident Jean-Pierre Boyer bøjede sig for det franske pres og gik med til, at Haiti skulle betale 150 millioner af datidens franc i erstatning til Frankrig. Aftalen betød også, at Haiti blev tvunget til at sælge kaffe og sukker til Frankrig under markedsprisen. Dermed blev erstatningen endnu sværere at betale, da Haiti mistede en del af sine eksportindtægter.
Det viste sig hurtigt, at Haiti ikke var i stand til at betale det første afdrag på erstatningen. Den haitianske regering så sig derfor nødsaget til at optage et lån for at kunne betale Frankrig. Det øgede gælden, da den franske bank, som formidlede lånet, tog en kommission for opgaven, og derudover løb der renter på lånet.
Haiti havde i 1838 succes med at få reduceret den oprindelige erstatning til Frankrig så den “kun” var på 90 millioner franc. Haiti kæmpede dog fortsat med økonomien, da de løbende indtægter ikke var tilstrækkelige til at dækkede tilbagebetalingen af de oprindelige lån. Den haitianske regering blev derfor nødt til at refinansiere gælden flere gange. Det betød, at det først var i det 20. århundrede, at Haiti betalte det sidste afdrag på det sidste lån, der var blevet brugt til at betale erstatningen.
Moral og økonomi
De fleste personer i det 21. århundrede ser sikkert tilbage på denne historie og spørger sig selv, om det var rimeligt, at Haiti blev tvunget til at betale en stor erstatning, fordi landet havde løsrevet sig fra kolonimagten? Var det rimeligt, at tidligere slaver og flere generationer af deres efterkommere blev tvunget til at betale kompensation til de tidligere slaveejerne for at opnå deres frihed?
Tidligere præsident Jean-Bertran Aristide havde stillet sig selv de samme spørgsmål i 2003. Han nåede frem til, at det ikke var rimeligt, at Haiti i sin tid skulle betale erstatning for landets uafhængighed og ophævelsen af slaveriet. Faktisk, sagde han, skulle Frankrig betale erstatningen tilbage til Haiti med påløbende renter for den mellemliggende periode.
Det beløb havde hans regering gjort op til præcist 21.685.135.571,48 amerikanske dollar. Men Frankrig har aldrig anerkendt gælden og har derfor heller ikke betalt pengene tilbage. Hvad angår Aristide, så blev han som nævnt afsat ved et kup i 2004. Officielt set havde det ikke noget med kravet at gøre.
Nutidsværdien af erstatningen
Journalister fra New York Times har i en række artikler (Red. bag betalingsmur) for nyligt gravet hele denne historie frem igen. De har også set på, om Aristide havde ret i sit regnestykke i 2003. Man kan lave opgørelsen på flere måder, og der er ikke én sandhed om, hvad det rette beløb i givet fald vil være. New York Times-journalisterne nåede imidlertid frem til, at Aristides beregning sagtens kan forsvares, og at man endda kan argumentere for, at beløbet skal være meget højere.
Journalisterne stillede først spørgsmålet om, hvad der ville være sket, hvis Haiti ikke var blevet tvunget til at betale erstatning til Frankrig, hvis Haiti derfor ikke var blevet tvunget til at optage det oprindelige lån for at betale erstatningen, og hvis de dermed sparede penge i stedet var blevet i Haiti og var vokset på samme måde som den haitianske økonomi i øvrigt? Svaret på det spørgsmål er, at i dette scenarie er nutidsværdien af lånet samt de afledte direkte og indirekte omkostninger cirka 21 milliarder dollar. Det estimat tager endda ikke højde for omkostningerne ved den efterfølgende refinansiering af det oprindelige lån.
Hvis, ræsonnerer de, Haiti ikke havde skullet betale lånene tilbage og i stedet havde investeret pengene i landet, er det muligt, at den haitianske økonomi var vokset mere end den faktisk gjorde
Nominelt set er det nogenlunde det samme beløb, som Aristide krævede i 2003, men reelt er værdien noget mindre. Aristides 21 milliarder dollar i 2003, ville i dag have en værdi på cirka 30 milliarder dollar, hvis de var vokset i takt med den haitianske økonomi i de sidste knapt 20 år.
Men, siger journalisterne fra New York Times, den haitianske økonomiske udvikling har været betydeligt lavere end den gennemsnitlige økonomiske udvikling i Latinamerika. Hvis, ræsonnerer de, Haiti ikke havde skullet betale lånene tilbage og i stedet havde investeret pengene i landet, er det muligt, at den haitianske økonomi var vokset mere end den faktisk gjorde. Det kunne for eksempel være sket, hvis pengene var investeret i infrastruktur og/eller uddannelse.
Journalisterne formulerer derfor endnu et spørgsmål. Hvad ville der være sket, hvis Haiti ikke var tvunget til at betale erstatning til Frankrig, hvis Haiti derfor ikke var blevet tvunget til at optage lånene for at betale erstatningen, hvis de dermed sparede penge var investeret internt i landet, og hvis landets økonomiske vækst derfor havde været som gennemsnittet i Latinamerika. Svaret på det spørgsmål er, at nutidsværdien af lånet samt de afledte direkte og indirekte omkostninger ville være astronomiske 150 milliarder dollar.
Til slut har journalisterne talt med 15 økonomer og økonomiske historikere, herunder den verdenskendte franske økonom Thomas Piketty. 14 ud af de 15 eksperter var enige i, at estimatet på de 21 milliarder dollar var en nedre nutidsværdi af erstatningen. Til gengæld var de ikke enige om, at Haiti kunne have opnået en økonomisk vækst svarende til resten af Latinamerika, hvis landet ikke skulle have betalt erstatning til Frankrig. Thomas Piketty mente for eksempel, at et realistisk bud ville være en nutidsværdi på cirka 42 milliarder dollar.
Kun en af økonomerne var grundlæggende uenig med journalisternes præmis og dermed også med sine fagfæller. Svenskeren Mats Lundahl mente, at korruption og den dårlige institutionelle situation i Haiti ville have ført til, at de hypotetisk sparede pengene ikke ville være blevet investeret produktivt, men formodentlig blot ville være gået tabt.
Vanskeligt at generalisere
Eksemplet fra Haiti viser, at selv hvis man mener, at en tidligere kolonimagt som Frankrig har en moralsk og ikke mindst økonomisk gæld overfor fortidens slaver og kolonier, så er det svært at finde ud af præcis, hvor stor denne gæld er. Det skyldes, at beregningerne nødvendigvis må bygge på forudsætninger, som kan diskuteres, og på kontrafaktisk historieskrivning.
Samtidig kan forholdene i ét land ikke nødvendigvis overføres til andre lande, da der fra land til land er store forskelle på, hvordan slaveriet blev bragt til ophør. Det ser man for eksempel, hvis man sammenligner forholdene i Haiti, USA og Brasilien.
Vi så, at de haitianske slaver befriede sig selv via deres oprør mod den franske kolonimagt, men de og deres efterkommere blev tvunget til at betale for dette til ind i det 20. århundrede. I USA stoppede slaveriet først med nordstaternes sejr i den amerikanske borgerkrig i 1865, og her fik hverken slaver eller slaveejere kompensation. Slaveejerne fik ikke kompensation for tabet af den kapital, som slaverne udgjorde, og slaverne fik ikke kompensation for den arbejdsindsats, de havde ydet uden løn, tabet af frihed og den vold de havde været udsat for.
Systemet var baseret på at – især – afro-amerikanere blev dømt store bøder for fiktive ”forbrydelser”, og når de ikke kunne betale, blev de sat til at arbejde bøderne af i offentlige eller private arbejdslejre
Men ikke alene det. Som analyseret af historikeren Douglas A. Blackmon i bogen Slavery by another name landede mange tidligere slaver og deres efterkommere i et gældsslaveri. Det kunne det være endog meget svært at komme ud af, og konstruktionen eksisterede langt op i det 20. århundrede. Systemet var baseret på at – især – afro-amerikanere blev dømt store bøder for fiktive ”forbrydelser”, og når de ikke kunne betale, blev de sat til at arbejde bøderne af i offentlige eller private arbejdslejre.
Situationen i Brasilien var en tredje variant. Det var både det land i Amerika, som importerede flest slaver, og hvor slaveriet blev ophævet sidst. Det skete først i 1888, men der gik hverken en borgerkrig eller et slaveoprør forud.
Slaveriet mistede gradvist økonomisk betydning i Brasilien, efter importen af slaver stoppede omkring 1850. Det skyldtes, at antallet af slaver begyndte at falde i anden halvdel af 1800-tallet, da de brasilianske slaver aldrig var i stand til at reproducere sig selv. Samtidig spredte kaffedyrkningen sig kraftigt, og det førte til et voksende behov for arbejdskraft.
Det placerede Brasilien i et politisk og økonomisk dilemma. Hvis man ville tiltrække europæiske immigranter, blev man nødt til at afskaffe slaveriet, men hvis man afskaffede slaveriet, skulle staten så kompensere slaveejerne og/eller slaverne? Resultatet blev et kompromis, hvor hverken slaveejerne eller slaverne fik nogen kompensation, da slaveriet blev afskaffet ved lov i 1888.
Svær politisk og moralsk beslutning
Man kan selvfølgelig ikke rulle historien tilbage. Vi får derfor aldrig at vide, hvad der ville være sket, hvis Frankrig ikke havde tvunget Haiti til at betale erstatning for landets uafhængighed. Det er derfor også klart, at svaret på, hvordan man skal håndtere det haitianske ønske om tilbagebetaling, i sidste ende er politisk og moralsk.
Hvis Haiti skal have kompensation fra Frankrig, hvad så med de andre tidligere kolonier?
Det spørgsmål er kompliceret nok i sig selv. Dertil kommer, at der er en nutidig parallel til situationen i 1800-tallet, hvor europæiske stormagter og USA frygtede at et uafhængigt og slavefrit Haiti ville sætte et uønsket eksempel for andre lande til efterfølgelse. I dag er situationen delvist den samme.
Hvis Haiti skal have kompensation fra Frankrig, hvad så med de andre tidligere kolonier? Hvis Frankrig skylder Haiti et sted mellem 20 og 150 milliarder dollar, hvad skylder Frankrig så de øvrige forhenværende kolonier i Afrika og Asien? Og hvad er situationen for de tidligere britiske, hollandske og – selvom målestokken er meget mindre – danske kolonier?
Læs også Slaver, undskyldninger og et ønske om at gøre en rigtig forskel • POV af Asser Amdisen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
