HYKLERI // DEBATINDLÆG – Demonstrationer mod racisme er skyllet ind over den vestlige verden og ‘Black Lives Matter’-bevægelsen har fået massiv medvind efter mordet på den sorte amerikaner, George Floyd, i Minneapolis i maj. En række førende virksomheder har istemt koret af protester, og det kan være en kærkommen støtte til mange almindelige menneskers kamp mod racisme, skriver filmmand og journalist Miki Mistrati og Terry Collingsworth, der er Executive Director i ‘International Rights Advocates’. Men hvad hvis støtten kommer fra et firma, der benytter børn i slaveri til produktionen af kakao?
Dette debatindlæg er udtryk for skribenternes holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende POV din mening her.
Uanset at slaveri på papiret er et fortidigt fænomen, har Black Lives Matter-bevægelsen for alvor fået fodfæste hos helt almindelige mennesker i samfundet efter drabet på den afrikansk-amerikanske mand, George Floyd en almindelig dag i maj i Minneapolis.
Og det er, selvom han langt fra er det første offer i USA for brutal politivold med døden og racistiske undertoner til følge.
Cargill er en af verdens største leverandører af kakao til den internationale chokoladeindustri – altså kakao, der ender i vores chokolade. Og kakaoindustrien inkluderer to millioner afrikanske børn, der arbejder som slaver eller i slavelignende forhold
Men forskellen er bare nu, at helt almindelige mennesker tilsyneladende køber ideen om systematisk racisme i det amerikanske samfund. Så meget at bølgen er skyllet ind i en lang række multinationale selskaber, der også står i kø for at råbe op. Mon det er en reel støtte eller er det bare hjælp til selvhjælp?
I USA har multinationale selskaber som fx Nike, Citibank og Walmart erklæret kamp mod racisme i det offentlige rum ovenpå mordet på George Floyd. Selv danske Lego er med på vognen. Der er tale om milliard-forretninger, som uden tvivl vil kunne gøre en forskel alene på grund af deres pengetank og dermed deres magt.
Det er naturligvis en kærkommen gave til bekæmpelsen af problemet, når kapitalismens kræfter går hånd i hånd med almindelige menneskers kamp mod racisme i samfundet.
Men er der tale om en rå cost-benefit-analyse, hvor selskabernes CSR-folk, direktører og bestyrelsesfolk har konkluderet, at ’Black Lives Matter-sagen’ nu er blevet så mainstream, at det er godt for erhvervslivet at komme med i det kritiske kor sammen med forbrugerne?
Det er nok umuligt at konkludere entydigt, selvom en række selskaber er kommet rigtigt skidt fra start.
Især ét multinationalt selskab står som et klart eksempel i vores øjne: Cargill Inc. Firmaet har hjemsted i netop Minneapolis, hvor George Floyd blev slået ihjel. Men det er også USA’s største privatejede fødevareselskab, som de fleste mennesker aldrig har hørt om, selvom de har 166.000 ansatte i 66 lande og omsatte for 113 milliarder dollars (745 milliarder danske kroner) sidste år.
Cargill griber chancen og støtter kampen mod racisme, mod afrikansk amerikanske medborgere med udgangspunkt i bysbarnet George Floyd. Alt ser fint og godt ud i offentligheden
Virksomheden er en slags fødevareindustriens svar på Keyser Söze, selvom Cargill burde være The Usual Suspect, som Mighty Earth for nylig udpegede som det værste selskab i verden for dets massive miljø- og menneskerettigheds-krænkelser.
Måske var det derfor, at Cargill’s administrerende direktør, Dave MacLennan følte sig kaldet til at sende følgende budskab ud på deres Twitter og Facebook i juni, mens det kogte af raseri og demonstrationer mod racisme i gaderne i USA og flere steder i Europa:
https://www.facebook.com/Cargill/photos/a.1373904112740987/1910010679130325/?type=3
Og her begynder hykleriet for alvor. Cargill griber chancen og støtter kampen mod racisme, mod afrikansk amerikanske medborgere med udgangspunkt i bysbarnet George Floyd. Alt ser fint og godt ud i offentligheden.
Problemet er bare, at Cargill er en af verdens største leverandører af kakao til den internationale chokoladeindustri – altså kakao, der ender i vores chokolade.
Vi har med vores egne øjne selv oplevet og filmet gennem flere år, hvordan Cargill og andre producenters kakao bliver produceret af børn ned til 12-årsalderen, der har været udsat for trafficking
Kakaoindustrien inkluderer to millioner afrikanske børn, der arbejder som slaver eller i slavelignende forhold. Og det er oven i købet friske tal fra en undersøgelse finansieret af det amerikanske Arbejdsministerium (U.S. Department of Labor) og udarbejdet af University of Chicagos NORC.
De tal kender Cargill også.
Vi har med vores egne øjne selv oplevet og filmet gennem flere år, hvordan Cargill og andre producenters kakao bliver produceret af børn ned til 12-årsalderen, der har været udsat for trafficking – handlet fra nabolandene Burkina Faso, Mali, Niger eller Togo, som vist i de to film The Dark Side of Chocolate:
samt Shady Chocolate produceret af Miki Mistrati i 2009 og 2012:
Børnene lever og arbejder som moderne slaver, udfører farligt arbejde, herunder brug af skarpe macheter til at høste og åbne kakaobælg og arbejder med sprøjtegifte som pesticider og herbicider uden nogen beskyttelse.
FN’s internationale konvention nr. 182 klassificerer det arbejde, der udføres på kakaoplantager, som værende blandt den værste form for børnearbejde.
Hvad med de to millioner afrikanske slavebørn? Betyder deres liv intet? Hvor skinhellig har man lov at være?
Hvordan kan Cargill være det bekendt?
Og hvad værre er, Cargill og hele chokoladeindustrien har i årevis kendt til brugen af vestafrikanske børn i deres produktion af kakao.
I 2001, da dokumentation af børneslaveri i kakaosektoren var overvældende, og fakta ikke længere kunne bestrides, vedtog den amerikanske kongres en lov med en bred margin for at forbyde importen af kakao produceret af ulovligt børnearbejde.
Cargill, Nestle, Mars, Hershey og andre store virksomheder ville stoppe loven. En hær af højtbetalte lobbyister sværmede om det amerikanske senat og fremkom med et kompromis.
Virksomhederne blev enige om “frivilligt” at udfase deres tilladte brug af børnearbejde til produktion af kakao.
Dette blev kendt som “Harkin-Engel-protokollen”, et “frivilligt” initiativ, der gav de deltagende virksomheder indtil 2005 til at “udfase” brugen af børnearbejde.
I 2005 indrømmede Cargill, Nestle og andre producenter, at målene ikke ville være “fuldt ud opfyldt” inden fristen i 2005, men forsikrede den forbrugende offentlighed, at de var “forpligtet til at nå et certificeringssystem … inden for tre år.” I 2008 forlængede virksomhederne igen ensidig deres selvpålagte frist med to år.
I 2010 forsinkede virksomhederne ensidig implementeringsdatoen med et helt årti til 2020, og denne gang blev målet ændret til blot at reducere brugen af børnearbejde i kakaobranchen med 70%.
Således indrømmer Cargill, Nestle og de andre virksomheder ikke kun, at de stadig bruger børnearbejde til at producere kakao; de indrømmer også, at de ikke har nogen bæredygtig plan for at stoppe praksis, 19 år efter, at de lovede at gøre det
I juli 2018 indrømmede virksomhederne, at de ikke kunne nå 2020 eller endda et 2025-mål om at udrydde børnearbejde i kakaoforsyningskæden. Og her tager hykleriet fart.
Således indrømmer Cargill, Nestle og de andre virksomheder ikke kun, at de stadig bruger børnearbejde til at producere kakao; de indrømmer også, at de ikke har nogen bæredygtig plan for at stoppe slaveriet i praksis, 19 år efter, at de lovede at gøre det.
Og alligevel føler Cargill’s administrerende direktør sig kaldet til at sige, at Black Lives Matter.
Men hvad med de to millioner afrikanske slavebørn? Betyder deres liv i slaveri intet? Hvor skinhellig har man lov at være?
Vi lader lige selskabets BLM-support stå et øjeblik igen:
‘We stand with all who have spoken up to say Black lives matter and ‘not ever again.’
Terry Collingsworth er Executive Director, International Rights Advocates i Washington D.C. Har ført retssager mod Coca Cola, Chiquita, Dole Foods, Total i USA. Fører i øjeblikket retssag mod Cargill og Nestlé i USA om brugen af børneslaver i deres chokoladeproduktion. Og mod Apple, Alphabet (Google), Dell, Microsoft og Tesla for deres brug af kobolt, der hentes op af miner af børn i DRC Congo. Twitter: @tpcollingsworth
Miki Mistrati er filmproducent. Producerer i øjeblikket filmen The Chocolate War, der følger Terry Collingsworth’s kamp for at få Cargill og Nestlé dømt i retten i USA for brugen af børneslaver i deres chokoladeproduktion. Twitter: @MrMistrati
Topillustration: Slaveri er ikke noget fortidigt fænomen i kakaoindustrien. Ej heller er udnyttelse af børn. Foto fra dokumentarfilmen “Shady Chocolate”.
LÆS MERE OM SLAVERI I POV HER
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
