Slaget om Mosul – med Tyrkiet ude i kulden • POV International

Yasmin Abdel-Hak 21.10.2016

Slaget om Mosul er i gang. Kampene mellem Islamisk Stat og koalitionsstyrkerne startede i denne uge. Men en vigtig partner i denne krig, Tyrkiet, er skudt til hjørne, og har ikke fået lov at deltage i kampen om at få Islamisk Stat væltet fra magten. Til særdeles stor irritation for Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der i den grad føler sig tilsidesat, ignoreret og overset. Særlig når man tager i betragtning, at Erdogan tydeligt har tilkendegivet, at Tyrkiet ønskede at deltage i kampen mod Islamisk Stat i Mosul.

Kort før slaget om Mosul blev officielt indledt, erklærede Iraks premierminister, Haider al-Abadi, at Tyrkiet under ingen omstændigheder kunne deltage i krigsoperationen. Den holdning har han amerikansk støtte til.

Washington har flere gange understreget, at der ikke kan være udenlandske styrker i Irak uden forudgående tilladelse fra irakisk hold. Dertil bemærkede Erdogan fornylig lettere lakonisk, at amerikanske styrker ham bekendt invaderede Irak for 14 år siden uden forudgående tilladelse. Og sådan er der så mange ting, man kan tale om i forhold til amerikansk ageren i Mellemøsten.

Spørgsmålet er, hvorfor Tyrkiet så gerne vil være med i kampen om Mosul. Og ikke mindst lige så vigtigt, hvorfor må Tyrkiet ikke være med? Der er allerede udstationeret tyrkiske tropper i Bashiqa-lejren i nærheden af Mosul. Det er ikke med Iraks gode vilje. Tværtimod betragter man fra irakisk side denne tilstedeværelse af tyrkiske tropper i lejren som en decideret besættelsesmagt.

Det langvarige forløb i kampen om Mosul medfører en risiko for skabelsen af store gnidninger mellem de mange forskellige etniske og religiøse grupperinger. Det er overlevelsesmekanismen i sin reneste form. Hvor man før var iraker og dernæst sunni, shia, muslim, kristen, Yazid, kurder, araber, vil den etniske eller religiøse markør nu blive den primære og afgørende definition fremfor den nationale identitet.

Men med vanlig amerikansk sans for dobbeltspil har man lavet en underhåndsaftale om, at de tyrkiske tropper kan blive i lejren, så længe de ikke rykker sig én meter udenfor dens område. Altså samtidig med, at man fra officielt amerikansk hold støtter Iraks nej til tyrkisk indblanding i konflikten. Hvis man som læser skulle blive blot det mindste rundtosset af dette arrangement, er det kun helt naturligt.

Så mens Tyrkiet har tropper i Bashiq-lejren, der træner kurdiske Pershmerga-tropper og andre anti-IS styrker, har de selvsamme tyrkiske tropper altså ikke adgang til at deltage i de deciderede kamphandlinger mod Islamisk Stat.

Jeg har i tidligere blogposter beskrevet vigtigheden for Tyrkiet af at være med ”hvor det sner”. Landets behov handler bare ikke primært eller specifikt om at få bekæmpet Islamisk Stat. Men om at sikre Tyrkiets interesser, heriblandt at have overblik over de mange forskellige kurdiske grupperinger i både Tyrkiet, Irak og Syrien. Fordi disse grupperinger anses for at være en trussel mod Tyrkiets sikkerhed.

Af præcis denne årsag vil Erdogan være med i slaget om Mosul for at sikre, at der ikke bliver indgået diverse aftaler mellem USA og kurdiske grupper. Aftaler, der – i tyrkisk optik – vil kunne udgøre en fare for Tyrkiets sikkerhed. Og med et historisk tilbageblik på amerikansk ageren i området, kan man næppe fortænke Tyrkiet i at have lettere nervøse trækninger over at blive holdt udenfor.

Tyrkiet i en armslængde, tak

Fra irakisk side er det imidlertid tilsvarende vigtigt at holde Tyrkiet i armslængdeafstand. Det store skrækscenarie for Irak er at ende som Syrien, den totale nedsmeltning af en nation. En nation, der nu blot er reduceret til krigsskueplads for alverdens udefrakommende aktører med hver deres dagsorden. Og det er tilsyneladende ikke udelukkende fred, der står øverst på disse dagsordner.

Det er derfor bydende nødvendigt for Irak at opretholde og fastholde et minimum af stats-suverænitet. Hvis ikke i realiteten, så i hvert fald i teorien. Med Islamisk Stats tilstedeværelse i Irak, først og fremmest i Mosul, og med koalitionsstyrker fra blandt andet USA og bistand fra Iran inde i Irak, er landet kun en hårsbredde fra at ligne Syrien. Alle ingredienserne for et sådant scenarie er som sådan til stede. Af blandt andet den grund ønsker man ikke tyrkisk tilstedeværelse i landet. For ikke at gøre endnu en fremmed statsmagt til en aktør i regionen med egen dagsorden, der i bund og grund ikke nødvendigvis vil være til fordel for Iraks fortsatte eksistens.

Hvorfor slaget om Mosul er afgørende

Det egentlige slag om Mosul, og fjernelsen af IS fra magten, forventes at kunne tage flere måneder måske endda frem til foråret 2017. Det er med andre ord ikke overstået på en eftermiddag. Konsekvenserne af dette langvarige krigsscenarie er ikke blot store flygtningestrømme ud af området og humanitære katastrofer på linje med det vi passivt bevidner i Syrien.

Det langvarige forløb vil tillige medføre en risiko for skabelsen af store gnidninger mellem de mange forskellige etniske og religiøse grupperinger. Gnidninger, som man ikke nødvendigvis har haft tidligere, men som genereres under krigstilstande.

Den irakiske regering skal bevise, at den har evner og agt til at forene gamle fjender, tilgive gamle synder (og dem er der mange af i dette forløb), skabe fælles fodslag og vilje til at se fremad, og danne grobund for et fælles genopbygningsarbejde, ikke kun det rent infrastrukturelle, men ligeså vel det mentale, psykologiske i et samfund, der befinder sig i en post-traumatisk tilstand.

Det er overlevelsesmekanismen i sin reneste form. Hvor man før var iraker og dernæst sunni, shia, muslim, kristen, Yazid, kurder, araber, vil den etniske eller religiøse markør nu blive den primære og afgørende definition fremfor den nationale identitet. Det er sådanne mekanismer, der skaber grobund for enhver radikalisme og borgerkrig, hvis ikke man på statsligt niveau har en egentlig plan for, hvad der skal ske med Mosul, når først IS mister kontrollen over byen.

Kunsten at løfte et samfund efter IS

Af lige netop den grund er slaget om Mosul så afgørende. Fordi det vil være et skoleeksempel på, hvad statsledelse egentlig er – og hvad stater kan. Regeringen i Bagdad vil skulle til at vise, om den kan løfte opgaven; at samle befolkningen i Mosul ovenpå et mareridt – der langt fra er slut endnu. Den skal til at bevise, at den har evner og agt til at forene gamle fjender, tilgive gamle synder (og dem er der mange af i dette forløb), skabe fælles fodslag og vilje til at se fremad, og danne grobund for et fælles genopbygningsarbejde, ikke kun det rent infrastrukturelle, men ligeså vel det mentale, psykologiske i et samfund, der befinder sig i en post-traumatisk tilstand.

Hvis man ikke formår at fjerne sekterisk uro i området og korruption, vil man blot få et nyt mareridt som erstatning for IS. Derfor er det af vital betydning, at genopbygningsarbejdet med Mosul lykkes. At bevise, at Irak ikke er et nyt Syrien. Dette er en særdeles stor opgave for den irakiske regering. Om den evner at løfte denne opgave, vil kun tiden vise.

Intet ønske om tyrkisk indblanding

Af samme årsag er tyrkisk tilstedeværelse i området absolut ikke noget, der vil tjene den irakiske regerings dagsorden og store opgave, der venter forude. Tværtimod vil Erdogans politiske ønsker i Irak blot forværre mulighederne for en succeshistorie.

I fald Tyrkiet skulle få en fod indenfor i det efterfølgende magtspil, vil Ankara med sikkerhed spille ”sunni-kortet” og forsøge at sikre den sunnimuslimske befolkning i Mosul og disses interesser. Men at spille på forskellige etniske og religiøse markører vil være direkte imod den irakiske regerings politik og arbejde, der vil være baseret på en national diskurs, ikke etnisk eller religiøs.

Af denne grund, har Bagdad gjort det meget klart, at man på ingen måde overhovedet ønsker såkaldt tyrkisk hjælp hverken i bekæmpelsen af IS eller i øvrigt på anden vis.

Hvad nu, Tyrkiet?

Det er hævet over enhver tvivl, at denne afvisning på ingen måde falder i god jord hos regeringen i Ankara. At blive holdt udenfor er ikke noget, der generelt passer præsident Erdogan.

Manden har det i det hele taget ikke nemt i disse dage. Det synes som om, at Tyrkiets eneste støtte i øjeblikket er at finde i Saudi-Arabien. Spørgsmålet er så, hvad Tyrkiet rent politisk og strategisk kan bruge den alliance til. Givetvis intet.

Saudi-Arabien har travlt med at bombe Yemen sønder og sammen i fred og ro uden verdenens store bevågenhed. Af samme grund har Saudi-Arabien hverken tid eller lyst til at fremme Tyrkiets interesse overfor deres mangeårige og trofaste samarbejdspartner, USA. Ingen grund til unødigt at henlede opmærksomheden på forhold, når man selv har en lille krig kørende i egen baghave. Tyrkiet er med andre ord helt alene i skolegården uden at kunne samle et hold legekammerater på egen side. Spørgsmålet er, hvordan præsident Erdogan herfra vil re-positionere sig selv og Tyrkiet som regional stormagt og vigtig aktør i den nye magtkamp i Irak, når først Mosul er befriet fra IS.

Topfoto:.Wikimedia commons. President of Turkey Recep Tayyip Erdoğan, participated in the ceremony held on the occasion of Victory Day, August 30, 2014

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.