KURDISTAN // ANALYSE – Kurderne, som udgør en af Irans største etniske minoriteter, forbereder sig på at styrke deres politiske og territoriale position i de kurdiske områder i Iran. Udsigterne er dog komplekse. Både stærke strømninger af persisk nationalisme og nabolandet Tyrkiets modstand mod kurdisk selvbestemmelse begrænser mulighederne for, at kurderne kan opnå en politisk status i ”det nye Iran”. Samtidig har Trump ifølge CNN opfordret kurdiske styrker til at indlede en offensiv.
De fem førende iransk-kurdiske militante organisationer annoncerede den 22. februar ved et fælles pressemøde, at de har dannet en koalition mod regeringen i Teheran. Organisationerne, som befinder sig i eksil i Nordirak, har etableret Koalitionen af Politiske Styrker i Irans Kurdistan.
Formålet er ”at gøre vores tilstedeværelse gældende i den nuværende politiske situation i Iran, hvor Den Islamiske Republiks regime har mistet al legitimitet, men desværre stadig er ved magten”. Koalitionens erklærede mål er at vælte regimet og sikre kurdernes ret til selvbestemmelse.
En konflikt mellem Iran og KRG kan derfor udløse interne spændinger i Irak
Erklæringen udløste store reaktioner i regionen. Den Kurdiske Regionalregering (KRG) i Irak var de første til at udtale, at de ikke vil tillade, at deres territorium bruges som base for angreb mod nabolandene.
KRG’s vanskelige position skyldes, at de kurdiske partier har baser i bjergene i Nordirak – og at KRG dermed risikerer direkte ansvar, hvis disse grupper angriber Iran. I 2022, under de store protester mod præstestyret med det kurdiske feministiske slogan Jin, Jiyan, Azadi (Kvinde, Liv, Frihed), bombede iranske styrker flere af disse baser. Efter pres fra Iran gik KRG med til delvist at afvæbne grupperne og lukke visse baser.
Samtidig har Iran-støttede shiamilitser (Hashd al-Sha’bi) styrker tæt på de kurdiske områder i Irak. En konflikt mellem Iran og KRG kan derfor udløse interne spændinger i Irak.
Den iranske presse reagerede også hårdt på den nye koalition og beskrev den som ”et imperialistisk USA-israelsk destabiliseringsprojekt” – en retorik, der ofte bruges i både Iran og Tyrkiet, når kurdiske rettighedskrav skal delegitimeres.
Den persiske nationalisme
Den mest markante reaktion kom fra Reza Pahlavi, søn af Irans sidste shah. På X erklærede han, at Irans territoriale integritet og nationale enhed ikke er til forhandling. Han ønsker et samlet Iran – et velkendt nationalt narrativ, der, ligesom i Tyrkiet og Syrien, ikke giver plads til minoriteters politiske krav.
Den sekulære iranske nationalisme, som Pahlavi repræsenterer, står stærkt blandt mange iranere. Både regimet og dele af den demokratiske opposition forbinder ofte minoriteters krav om rettigheder med vestlig indblanding og betragter dem derfor som landsforrædere.
At USA og Israel tilskrives ansvaret for angreb og mulige forandringer i Iran, gør, at de fleste iranere – trods interne uenigheder – samler sig mod det, de opfatter som interne ”forræderiske kræfter”. Erfaringerne fra borgerkrigen i Syrien viser desuden, at proxykrige ofte forstærker sekterisk og etnisk nationalisme i majoritetsbefolkningen, som reorganiserer sig på ny for at modarbejde krav om forandringer fra minoriteter og kvinder. Majoriteten insisterer på, at det ikke længere handler om interne konflikter, men om nationens overlevelse – og derfor må minoriteter vente med deres krav til ”efter omvæltningerne”.
Denne frygt har udløst debat i Ankara om, hvorvidt Tyrkiet bør forberede sig på at gribe ind for at forhindre en sådan udvikling. En intervention kan spænde fra militær tilstedeværelse til en egentlig invasion
Men igen viser erfaringerne fra Syrien, at da sunnimajoriteten senere overtog magten, gik den direkte efter alawitter, drusere og kurdere. Landets minoriteter blev tvunget ind i et nyt projekt om homogenisering – netop det scenarie, de oprindeligt frygtede.
At stjæle revolutionen
Et tydeligt eksempel på, hvordan minoriteters stemmer kan forsvinde i revolutionære processer, ses i brugen af mottoet Jin, Jiyan, Azadî. Drabet på den kurdiske kvinde Jina Amini udløste oprøret i de kurdiske regioner, hvor netop dette slogan var centralt.
Med protesternes udbredelse til resten af Iran blev mottoet gradvist erstattet af den persiske udgave Zan, Zendegi, Azadi. Kurderne blev endda kritiseret af nogle persiske demonstranter for at fastholde den kurdiske version, som blev beskyldt for at skabe splittelse.
Den kurdiske oprindelse af sloganet – og dets dybe rødder i den kurdiske kvindekamp i Tyrkiet og Syrien – blev sjældent anerkendt af de større persiske politiske grupper.
Kan Tyrkiet intervenere i Iran?
Ud over Iran selv er Tyrkiet det land, der mest nervøst følger udviklingen blandt de kurdiske styrker i regionen. I årtier har Tyrkiet ikke blot bekæmpet kurdiske grupper inden for egne grænser, men også ført militære operationer i både Irak og Syrien for at forhindre etableringen af kurdisk selvstyre. Denne historik præger nu Tyrkiets stigende bekymring for, hvad der kan ske, hvis det iranske regime taber krigen, og landet fragmenteres i stedet for at forblive en enhedsstat.
Kurderne udgør omkring 10 % af Irans cirka 90 millioner indbyggere. De kurdiske områder deler lange grænser med både Irak og Tyrkiet, og hele Irans grænse til Tyrkiet – omkring 534 kilometer – ligger i kurdiskdominerede områder. Det betyder, at de iranske kurdiske områder direkte støder op til Tyrkiet langs hele denne strækning.
I Tyrkiet hersker en bekymring for, at USA og Israel kunne have skjulte planer om at støtte etableringen af et kurdisk selvstyre i Iran – parallelt med udviklingen i Irak og Syrien. Denne frygt har udløst debat i Ankara om, hvorvidt Tyrkiet bør forberede sig på at gribe ind for at forhindre en sådan udvikling. En intervention kan spænde fra militær tilstedeværelse til en egentlig invasion, som Tyrkiet allerede har gennemført i både det nordlige Irak og det nordlige Syrien.
Ifølge CNN skal Trump have opfordret de kurdiske styrker til at indlede en landoffensiv mod præstestyrerne i de kurdiske områder og samtidig lovet dem luftstøtte
Tyrkiske myndigheder påpeger, at en mulig flygtningestrøm fra et kollapsende Iran vil kunne bruges som begrundelse for at rykke ind i de kurdiske områder og etablere en bufferzone. Samtidig kan Tyrkiet også blive trukket ind, hvis Iran formelt skulle invitere tyrkiske styrker til at bekæmpe kurdiske militser på iransk territorium.
Overordnet frygter Ankara, at Tyrkiet gradvist vil blive omringet af kurdiske områder med politisk status. Hvis der også opstår kurdisk selvstyre i Iran, ser man et risikoscenarie, hvor presset på Tyrkiet øges markant – især fordi landet rummer den største kurdiske befolkning i regionen.
Hvad kan kurderne gøre?
Indtil videre har de kurdiske eksilgrupper opfordret til generalstrejker i Iran og undladt større væbnede aktioner. De forbereder sig dog på en mulig konfrontation, hvis situationen eskalerer.
I deres erklæring understreger de, at de ikke ønsker konflikt med den iranske hær. De kræver tilbagetrækning af iranske styrker fra kurdiske områder, men fastholder, at de vil beskytte civilbefolkningen ved angreb.
Flere spekulerer i, at kurderne kunne angribe iranske enheder samtidig med eventuelle amerikanske eller israelske luftangreb. Men flere forhold gør disse scenarier usandsynlige: 1) USA og Israel har ingen klar plan for Irans fremtid efter et regimeskifte, 2) Kurderne udgør kun en lille del af befolkningen og kan ikke alene starte en national konflikt, 3) Erfaringer i Syrien og Irak har skabt mistillid til USA og Israel, 4) En konflikt i Iran kan få betydelige konsekvenser for de kurdiske selvstyreområder i både Irak og Syrien.
Der er nu meldinger om, at Donald Trump den 3. marts skulle have ringet til Det Demokratiske Parti i Iransk Kurdistan – til lederen og talsmanden for den kurdiske koalition, Mustafa Hijri, for at drøfte situationen i Iran. Ifølge CNN skal Trump have opfordret de kurdiske styrker til at indlede en landoffensiv mod præstestyret i de kurdiske områder og samtidig lovet dem luftstøtte.
På den anden side har præstestyret advaret KRG og iranske kurdiske aktører mod at lade sig udnytte af amerikanske interesser. Trumps opfordring kan fremstå som en desperat handling, eftersom en sådan opstand kan få alvorlige og potentielt dødelige konsekvenser for kurderne i regionen. Et samarbejde mellem USA og kurderne ville i givet fald have krævet langt mere langsigtet planlægning – ikke en hastig og risikabel beslutning.
De kurdiske grupper vil hellere implementere deres eget nye politiske koncept: ”Den tredje vej”. Det indebærer, at de hverken vil samarbejde med regimet eller lade sig udnytte af stormagterne. Men de er åbne for at forhandle med alle – herunder USA og Israel, der ”anerkender kurdernes vilje og eksistens”. Målet er, at kurdere skal opnå politisk status – selvadministration som del af et demokratisk Iran – gennem fredelige og brede sociale processer i Iran, men ikke gennem etnisk eller religiøs polarisering.
Det mest realistiske scenarie for kurderne er at samarbejde med de demokratiske kræfter i Iran, som anerkender minoriteters rettigheder. Strategien er at afvente et eventuelt regimesammenbrud og derefter overtage kontrollen i kurdiske områder med mindst muligt militært opgør – en tilgang, der lignede den kurdiske overtagelse af områder i Syrien i 2012.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og