TYRKIET // REPORTAGE – Et år efter Assads fald lever utallige syrere fortsat i eksil, i permanent midlertidighed og som politiske brikker i et tiltagende ugæstfrit Tyrkiet. Nær landegrænsen til Syrien afviser fordrevne syriske familier at vende retur til usikkerhed og murbrokker. I stedet forsøger de at komme overens med livet i et land, hvor de er hjemløse i mere end én forstand.
ADANA – En pageklippet pige i signalrød sommerkjole går ind i et frakoblet køleskab. Det hvide fremmedlegeme står i vejkanten og hælder en anelse på det ujævne betonunderlag. Lågen står på klem, så den lille pige kan kaste stjålne blikke på en flok forbipasserende. Da de er blevet set an, træder hun barfodet ud og lukker lågen bag sig, som var det døren til et rigtig værelse, hun vil skærme mod træk.
I denne del af Yüreğir-distriktet nær Adana, en mellemstor sydtyrkisk by, findes der slet ikke boliger, som vi forstår det. Her bor syriske familier, side om side, i interimistiske småhuse nødtørftigt opført af træ, tråd og betonblokke.
På presenningsbeklædte tage ligger kasser med sten, ved soklerne plantesække, så det blå plastik ikke løfter sig i det vindombruste landskab. Bambushegn og brede klæder spændt ud mellem træer fungerer som både facader og tørrestativer. I nærheden leger børn i en rendesten. Nogle af dem er registreret hos myndighederne, andre eksisterer officielt ikke.
Småhusene er dog langt mindre midlertidige, end de giver udtryk for. Disse ”uformelle lejre”, som de kaldes, har ligget her i årevis, og både vand- og elforsyning er relativt pålidelig.
Jasmin, der ønsker kun at stå frem med fornavn, har boet i lejrområdet, siden hun flygtede fra Syrien i 2014. Her har hun fået to børn, der går i den lokale skole. De er nødsaget til at bo i lejren, selv om det er hårdt, fastslår hun.
”Vi har ingenting i Syrien, så det giver ikke mening at vende tilbage.” Heller ikke, indskyder hun, selv om de føler sig fremmedgjort i Tyrkiet.
Et par naboer istemmer. De har venner og familie, der håbefuldt er hjemvendt til Syrien, hvor de siden ikke har kunnet finde sig til rette i trøstesløse murbrokker og arbejdsløshed. De har fortrudt, men er ifølge tyrkisk lov ikke garanteret at kunne vende tilbage til Tyrkiet.
”Vi har ingenting i Syrien, så det giver ikke mening at vende tilbage.” Heller ikke, indskyder hun, selv om de føler sig fremmedgjort i Tyrkiet
En tidsbegrænset ordning, som gav syrere i Tyrkiet mulighed for at vurdere forholdene i hjemlandet, før de traf en beslutning om hjemrejse, udløb nemlig 1. juli. Siden er kimlik-kort, en type id-kort, der fungerer som opholdsbevis, blevet annulleret ved grænsen. Tilmed underskriver syrerne et dokument om frivillig tilbagevenden, der formelt ophæver deres beskyttelsesstatus i Tyrkiet.
En overvejende del af syrerne, der flygtede under Bashar al-Assads despoti og den 13 år lange borger- og proxykrig, kan enten ikke finde tiltro til fødelandet eller har etableret et nyt liv i Tyrkiet. For mange er idéen om Syrien som hjemland med årene blevet en abstrakt størrelse.
Ubudne gæster
Ifølge tal fra de tyrkiske myndigheder er omtrent en halv million syrere i Tyrkiet vendt hjem i løbet af de første otte måneder, siden Assad flygtede i december. Med et konservativt skøn betyder det, at omtrent tre millioner fortsat opholder sig Tyrkiet.
Da syrere i hundredetusindevis flygtede til Tyrkiet under borgerkrigen, blev de taget imod som ”brødre og søstre”, og gæstfriheden blev anset som en moralsk og religiøs forpligtelse, forklarer Gizem Metindağ. Hun er advokat og tilknyttet organisationen Mülteci Der, som arbejder med flygtninges retssikkerhed.
Ifølge en Syrians Barometer-undersøgelse ønskede 88 procent af tyrkerne i 2022, at syrerne skulle vende hjem
”Da syrerne flygtede, forsøgte Erdogan at gøre sig til ideologisk fyrtårn for et forestillet sunnimuslimsk fællesskab, som kunne redde syrerne ud af kløerne på Assad.” Det fortæller Hetav Rojan, der er adjunkt i international sikkerhed på Københavns Professionshøjskole, og som i årevis har beskæftiget sig med tyrkisk indenrigs- og udenrigspolitik.
Dengang spillede præsidenten således på ”sunnikonservative toner”. Dog finder tiltagende flere tyrkere tilgangen tonedøv.
Gæstfriheden er kølnet af, og flere tyrkere er nu indstillet på at trække syrerne til truget. Ifølge en Syrians Barometer-undersøgelse ønskede 88 procent af tyrkerne i 2022, at syrerne skulle vende hjem. En brat stigning fra blot halvdelen i 2017. Dette skal ses i lyset af flere ting, der har belastet forholdet.
Skrantende økonomi
I 2018 gik Tyrkiet i økonomisk recession, hvilket fortsat kaster skygger. Inflationen nåede dette efterår 33 procent, mens arbejdsløshedsprocenten ligger på 8,6. Ydermere lever knap 12 ud af landets 85 millioner indbyggere i ekstrem fattigdom. Udviklingen har ført til, vurderer Gizem Metindağ, at flere tyrkere ”er blevet intolerante” over for ”fremmede” bosat i Tyrkiet.
Og i og med at dårligdom sjældent kan være ansigtsløs, er det primært syrerne, der får skylden for arbejdsløsheden. Særligt den økonomiske underklasse i Tyrkiet føler sig overset, mener almuen, og det har skabt furore.
Det skønnes, at omkring en million syrere arbejder illegalt og uforsikret i Tyrkiet
Mens ubemidlede tyrkere knap kan klare sig til dagen og vejen, opnåede syrere under den behjertede velkomst en gunstig adgang til arbejdsmarkedet og sundheds- og uddannelsessystemet.
Det skønnes, at omkring en million syrere arbejder illegalt og uforsikret i Tyrkiet. Navnlig inden for byggeri, landbrug og tekstilindustrien. Det har medført, at begge nationaliteter kommer i klemme. Tyrkerne løndumpes, og syrerne underbetales og udnyttes.
Ifølge Gizem Metindağ er det ikke kun voksne syreres arbejdskraft, der udnyttes. Eftersom familier med kun én forsørger går til i fattigdom, er også børn at finde på arbejdsmarkedet.
Må se tiden an
De mange syreres årelange ophold har rykket mere end et par kommaer i Tyrkiet. I provinsbyen Kilis, hvorfra man kan se Syrien fra tagene, er hver fjerde af byens omtrent 200.000 indbyggere syrere. Ifølge det tyrkiske migrationstilsyn er Kilis den tyrkiske by med størst koncentration af syrere, og det genkendes i et bybillede, der ellers er tæt besmykket med tyrkiske nationalflag og Kemal Atatürks, det moderne Tyrkiets grundlægger, kontrafej.
På gader og stræder sælger syrere i overmål frugt og grønt til en slik. En grønthandler fortæller, at han afventer at tage tilbage til de sølle rester af et hus, han ved, venter ham i Aleppo. Tiden er ikke til forhastede beslutninger, lader han forstå.
Et stykke fra byens basarer og befærdede veje sidder Yusuf Jumah i sin formfuldendte, men prunkløse stue. I 2015 flygtede han med sin familie og har siden ”følt sig fremmed” i Tyrkiet, hvor syrere og tyrkere ”lever adskilt”, mener han.
Den 63-årige pensionerede revisor fornemmer, at flere tyrkere siden Assads fald ønsker, at han og hans folk skal rejse hjem. Yusuf Jumah og hans kone og datter, han bor med, har dog ikke midler til at genopbygge deres hus i det land, han ubetinget bekender sig til.
Permanent under ”midlertidig beskyttelse”
Langt størstedelen af syrerne i Tyrkiet lever under det, der hedder ”midlertidig beskyttelse”. Ifølge det tyrkiske migrationstilsyn gjaldt det i oktober for 2,4 millioner syrere. En mindre gruppe på 240.000 har fået vekslet denne status til tyrkisk statsborgerskab.
Fordelingen af de to statusser er der indlysende årsager til, siger Gizem Metindağ.
Under hele Syrienskrigen var landets skæbne svær at spå om, fortæller hun. At et kvart århundrede langt Bashar al-Assad-autokrati pludseligt skulle ophøre en decemberdag sidste år, havde få set komme. Forinden var diktatoren endda inviteret tilbage til Den Arabiske Liga og havde genvundet diplomatiske forbindelser i Vesten. Syrien kunne blive en dreng og en pige.
Offentligt har Erdogan opfordret til syrerne til at rejse hjem. Dette blandt andet fordi han presses af ultrakonservative og nationalistiske partier
Denne uforudsigelighed er en del af årsagen til, at der aldrig har eksisteret en reel integrationspolitik for syrere i Tyrkiet. Integration er sket gennem naboskab, skolegang og NGO-projekter snarere end statslige tiltag, fortæller Gizem Metindağ.
Med i ligningen hører, at en egentlig formuleret integrationspolitik ville blive opfattet som en endegyldig accept af permanent syrisk tilstedeværelse i et Tyrkiet, hvis civilbefolkning ikke ønsker dem.
Derfor har Erdogan fastholdt, at Tyrkiet i udgangspunktet kun tilbyder midlertidig beskyttelse. Dette skyldes, uddyber Gizem Metindağ, at Tyrkiet opretholder en geografisk begrænsning i Genèvekonventionen fra 1951, så kun europæiske flygtninge kan opnå status som konventionsflygtninge.
Hetav Rojan forestiller sig ikke, at dette ændrer sig. Regeringen kommer til at fastholde dem i permanent midlertidighed uden fulde borgerrettigheder, såsom stemme- og ejendomsret, samtidig med at den gennem incitamenter vil anspore flere syrere til at rejse frivilligt hjem.
Politiske brikker
På vej ud til en lejr quizzer chaufføren i, hvor Erdogans årelange velvilje over for syrerne stammer fra. Bagsædets bud om tilførte EU-midler, instrumentalisering af flygtninge for at opnå politiske indrømmelser fra Bruxelles – eller sågar altruisme – er inden for skiven. Men det er ikke fuldtræffere.
Det handler derimod om indenrigspolitiske agendaer, lyder lægmandsudlægningen bag rattet. Udlægningen, mener Hetav Rojan, rummer en del af forklaringen i et mangefacetteret anliggende,
Med tårnhøj inflation er fleksibel, ufaglært og lavtlønnet arbejdskraft til eksportrettede nøgleindustrier afgørende, fortæller han og tilføjer:
”Man har brug for syrerne til at holde økonomien kunstigt i live. Samtidig har Erdogan brug for nationalistiske mandater i sin koalitionsregering. Dem kan han kun holde tæt på sig ved at signalere handling over for syrere i Tyrkiet.”
Og udsigten til færre mandater er ikke noget, der luner hos Erdogan og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), for hvem meningsmålingerne er kedelig læsning.
Offentligt har Erdogan opfordret til syrerne til at rejse hjem. Dette blandt andet fordi han presses af ultrakonservative og nationalistiske partier, der vinder mandater på deres hårde linje mod flygtningene.
Imidlertid er det, siger Hetav Rojan, ”svært at sige til sine islamistiske vælgere, kernevælgerne, at man sender syrerne tilbage. Samtidig er det umuligt at fortælle de nationalistiske vælgere, at syrerne skal blive”.
Således har ingen større interesse end Tyrkiet i oprettelsen af en syrisk regering i Damaskus. Står den stærkt, kan flere syrere flytte dertil eller administrativt sendes dertil, fortæller adjunkten og tilføjer, at den symbolske magt forbundet med asylansøgere har ændret sig de seneste ti år.
Det er blevet ”en politisk varm kartoffel, som Erdogan skal af med, hvis han skal kunne vinde lokalvalg og lykkes med forfatningsændringer de kommende år”. Ellers er han nødsaget til at jagte nationalistiske agendaer og markere sig som en endnu større hardliner, siger Hetav Rojan.
Af både realpolitiske og symbolske årsager bevæger Erdogan sig altså på en smal sti, hvor han med to tunger skal skabe det muliges kunst. ”Brødrene og søstrene” skal tages i forsvar, samtidig med at han skal berolige tyrkerne med tilsagn om flere hjemrejser.
Selvom de fleste hjemrejser til Syrien sker frivilligt, er der også eksempler på tvang. Hos Mülteci Der ser de flere eksempler på en selvklart ulovlig praksis, hvor syrere tvinges til at underskrive dokumenter, hvori de erklærer, at de ”frivilligt” ønsker at vende hjem til Syrien, fortæller Gizem Metindağ.
Fremtiden for krigens børn
Langt de fleste syrere kommer til at blive i Tyrkiet, vurderer Hetav Rojan.
Én af dem er Bessam Osman, der er tolk for Unicef og bor i sydtyrkiske Ceyhan. Han vil hverken retur til Syrien eller mod EU. Efter at være flygtet fra Syrien i 2014 er han ”færdig med nye begyndelser”, bedyrer familiefaderen, der prioriterer stabilitet for sine børn.
Dilemmaet om syriske forældres afkom, der er født i Tyrkiet, er udbredt. Migrationsekspert Murat Erdoğan udtalte i februar til AFP, at knap en million syriske børn er født i Tyrkiet de seneste 12 år.
Hvis børn, som er født og opvokset i Tyrkiet, skal genstarte tilværelsen i Syrien uden at kunne tale arabisk, opstår en ny integrationsudfordring, lyder bekymringen.
En familie, der har taget stilling til dilemmaet, inviterer indenfor i deres hus i Ceyhan, hvor de bor tre generationer under samme tag.
Fra sin stol følger samtalens omdrejningspunkt andægtigt med. Barnebarnets øjne er på stilke, og hendes bare fødder pendulerer over stuens dekorative gulvtæppe. Det er hende, der tales om.
Familiens nestor, Mohammed Kirli, viser en video af deres sønderrevne hus i Damaskus og slår fast, at det iturevne armeringsjern, de løse kabler og det hullede loft ikke bliver del af hans børnebørns liv. Deres barndom skal foregå i Tyrkiet.
Nogle syrere har i Tyrkiet fået skabt et nyt liv i egentlige murstenshuse. Andre er i uformelle lejre materielt hjemløse, lige så vel som deres sorg ad åre er blevet hjemløs i takt med, at de er blevet borgere i et ingenmandsland.
Håbet findes dog stadig. Imidlertid optræder det forbeholdent hos krigsgenerationen, hvis drømme de seneste 13 år er forvandlet til luftkasteller. I stedet drømmer de på vegne af næste generation, der gennem skolegang i Tyrkiet berettiget kan håbe på lysere tider.
Både dem, der bor i huse, og dem, der bor i ingenmandsland.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og