TRO & EKSISTENS // INTERVIEW & PODCAST – Fik du heller ikke brugt corona-tiden til at skrive en digtsamling, grave en køkkenhave eller gøre din krop mere fit? Fortvivl ikke. Det kan vise sig at være ganske sundt at skuffe sig selv, mener forfatter til stressbog, sognepræst Lotte Lyngby.
”Det er jo ikke sikkert, den var sendt os som et selvrealiseringsprojekt, Coronatiden,” siger Lotte Lyngby henimod slutningen af vores samtale.
Denne enkle sætning vendte for mig det meste af de seneste to år på hovedet. For hvorfor fik jeg ikke lige ordnet haven, fikset kælderen eller forsøgt mig med en digtsamling? For ikke at sige at få ringet til de venner, jeg ikke fik lov at se?
Der er da for dårligt, at jeg ikke lige fik realiseret noget mere af mig selv, nu samfundet har været lagt ned, er det ikke?
Sådan kan jeg bebrejde mig selv på trods af, at jeg som så mange andre har ligget vandret for at finde andre opgaver, da min primære indtægtskilde, foredrag, i flere omgange tørrede ud.
Vi må godt være mennesker her i verden, selvom vi skuffer fælt
“Jeg er ikke ene om at udøve selvtugt netop nu,” forsikrer Lotte Lyngby, der har skrevet en række bøger om at leve et liv i vores tid. En af dem handler om stress, og forbavsende meget er relevant for os (i hvert fald for mig) netop dette forår.
Hvordan leve med alt det, jeg ikke fik nået de forgangne to år?
”Skuf tappert,” råder Lotte Lyngby og uddyber:
”Vi må godt være mennesker her i verden, selvom vi skuffer fælt.”
Udover at være forfatter er hun erfaren sognepræst, nu i Sønderholm og Frejlev kirker, er uddannet fagjournalist, supervisor, gestaltterapeut og sjælesørger. Og har selv været sygemeldt med stress.
At skuffe tappert
Igennem flere år har hun fagligt og personligt undersøgt både skammen, uroen og den nødvendige egen-tilgivelse, når man skuffer sig selv.
”Jeg synes, der er stor befrielse i at vove at øve sig i at skuffe tappert. Vi får noget for det. Vi bevarer os selv intakte. Vi bliver ikke slidt i stykker. Det er prisen værd at være en skuffelse, hvis det er det, man får for det,” sammenfatter hun.
”Men det tog tid for mig at lære,” vedstår hun.
Jesus skuffede gang på gang
Da hun var sygemeldt med stress, tog hun bilen og kørte 50 kilometer væk for at købe ind. Hendes sognebørn skulle ikke se hende svag. Deres skuffelse orkede hun ikke at bære.
Men, da hun kom tilbage på job, oplevede hun, at flere end før ønskede samtaler med hende. Uden, at de sagde det direkte, konkluderede hun, at det var, fordi hun havde vist sin menneskelighed ved at have været uperfekt, ved at have skuffet.
Uden sammenligning i øvrigt, som hun indledningsvis siger, så lærte det hende at gøre, hvad Jesus gjorde.
”Han skuffede. Jesus viser faktisk en ret sej vej, endda i forhold til sin familie. Da hans mor kommer og siger; nu kommer du med mig hjem, nu er det nok, nu skal ikke rende rundt og gøre de her ting, så siger Jesus lige ud til dem, der er omkring ham: Det er ikke min mor. Selv overfor sine allernærmeste vover han at stå ved sig selv – og skuffe sin mor,” fortæller Lotte Lyngby, der ”godt kunne have brug for at have ordene ”skuf tappert” hængende på opslagstavlen.”
Hun tøver ikke med at kalde Jesus for sin stresscoach, selv om andre måske kan synes, at det er at tage kristendommen lige lovlig konkret.
Det er det ikke for hende.
Du er den, du er
Når hendes bog har titlen, “Kære Martha – ord om Gud til et liv med stress”, så er det, fordi hun mener, der er nutidshjælp at hente i Bibelen, også i foråret efter corona.
”Det blev min egen dyrekøbte erfaring i mit liv som stressramt, at hjælpen først kom, da jeg prøvede at leve det, jeg selv prædikede. Da jeg hørte efter og lod Gud sætte mig på plads og minde mig om, at vi ikke skal være Gud. Vi skal bare være mennesker. Der forlanges ikke mere af os end det, vi er skabt til. Dét, mener jeg, er kristendommens grundanliggende.”
Lotte Lyngby er præst, så man kan argumentere hende bort fra sin egen stress ved at sige, at sådan skal hun sige. At det er hendes job.
Men man kunne også respektere hendes faglighed som sjælesørger og terapeut, hendes erfaringer fra samtaler med andre og fra sit eget liv. Og man kunne også se på religionen som en samling erfaringer i at være menneske. Man kunne også bare være nysgerrig og lytte til, hvad der hjalp hende.
”Da jeg for alvor fik øje på, at du, kære menneske, du er elsket på forhånd og skal ikke gøre dig fortjent til den kærlighed, da begyndte jeg at få det bedre. Jeg fik øje på den frihed, der ligger i at vide, at jeg kun skal være den, jeg er. Og så må Gud, så at sige, stå for resten. Hvis ikke, mine kræfter rækker, så må jeg bede til, at der bliver sendt en anden, der kan tage over, hvor jeg må gå hjem.”
Du må godt melde afbud
Når Lotte Lyngby taler, høres det, at det ikke har været let. Gang på gang har hun skuffet sig selv ved ikke at leve op til hverken egne eller andres krav, men det, at hun har kunnet lægge en diskussion om sin stress et andet sted end hos sig selv, fik hende fri.
”Altså, jeg tror virkelig ikke, at Guds mening med os er, at vi skal løbe forvildede rundt i et hamsterhjul og præstere hele tiden. Vi skal også skal have den pause i livet, der gør, at vi lægger mærke til de erantis, der bryder op af jorden, og ser dem som et lille kærtegn af Guds kærlighed og lige stopper op og trækker vejret og mærker, at her er jeg, som jeg er, med min træthed og min slidthed,” opremser hun og kommer med det mest simple råd af alle: ”Vi har lov til at melde afbud og hvile os og samle kræfter.”
Hun taler ikke om, at man skal huske at bede på en særlig måde eller gå i kirke om søndagen eller kunne Bibelen udenad. Hun taler igen om at gøre, som Jesus gjorde, og trække sig tilbage.
”Jeg tror ikke så meget på at lave sådan en to-do-liste med alt, hvad man skal gøre for at få det godt. Jeg tror mere, at det handler om at give plads – gerne hver dag – til lige at sidde og være lidt i en længsel efter at være Gud nær. Det er et ydmygt sted. Ydmyghed er en meget smuk dyd, forstået på den måde, at det er alt nok, at man er lige der, hvor man er.”
Pandemi ikke et projekt
En af følgevirkningerne af stress er skam. Det er ofte den, der er mest smertefuld for den stressramte, og det vil mange måske også mærke dette forår.
”Den skam kender jeg også, for det har været en enestående tid, og hvad fik jeg så ud af det? Men samtidig tænker jeg, at vi altså har gennemlevet en pandemi,” fastslår hun, og så er det, hun bemærker: ”Det er jo ikke sikkert, den var sendt os som et selvrealiseringsprojekt, coronatiden.”
I stedet for at se ind i vores egen skam og skuffelse må vi se udad og ”være dybt taknemmelige for at være kommet levende igennem,” opfordrer hun.
Men uanset, hvorfor den opstår, er skammen et livsvilkår, som vi må få øje på og lære at leve med
”Det siger noget om vores tid, at vi faktisk får det til at blive skamfuldt ikke at have skrevet en bog eller malet sit hus eller bygget et nyt skur eller ryddet op i alle sine skabe, fordi der kom en pandemi. En pandemi,” sukker hun.
”Men uanset, hvorfor den opstår, er skammen et livsvilkår, som vi må få øje på og lære at leve med,” siger hun og forklarer, hvordan hun også selv blev skamfuld over ikke at være kreativ og opfindsom som præst under nedlukningerne, ligesom hun konstant var i konflikt mellem at være på job og være bedstemor med hjemmeboende børn og børnebørn.
Sten, saks, papir
En ”kæmpegave” kalder hun det at have dem tæt på i månedsvis, men hun blev også udmattet af at fare rundt og ”slå sten, saks og papir om, hvem der skulle passe børn hvornår”.
Var hun nu nok til stede det ene, andet og tredje sted?
En særlig scene i Bibelen hjalp hende med netop dét.
Det er en fortælling, de fleste kender. Da Jesus en dag kommer på besøg hos de to søstre, Martha og Maria, går Martha straks i gang med at lave mad, mens Maria sætter sig ned som elev ved Jesus´ fødder og lytter til, hvad han har at sige.
Han kunne lige så godt have sagt; Lotte, Lotte, du er urolig
Martha bliver irriteret på søsteren, og da taler Jesus om, at Maria har taget den gode del.
”Og så siger han: Martha, Martha, du er urolig og gør dig bekymringer. Han kunne lige så godt have sagt; Lotte, Lotte, du er urolig,” siger Lotte Lyngby og uddyber:
”Da bliver der talt lige ind i det skamfulde sted – i hvert fald i mig. Jeg bliver set med al min uro, men uden, at der bliver løftet en pegefinger. Jeg bliver rummet. Og samtidig er der en autoritet, der bryder ind og sætter mig på stop, så jeg kan få lov at mærke mig selv, lov til at sidde stille.”
Om alt går vel
De to søstre kan læses som sider af os selv. Når de begge anerkendes, kan man også selv begynde at gøre det, foreslår præsten.
”Jeg har kan desværre ikke komme med et quick fix til at komme af med vores skam, men jeg synes godt, vi må forestille os, at det også er os, der sidder lige der i det blik, hvor man bliver rummet med sin skam. For man skal heller ikke skamme sig over at skamme sig. Så bliver det dobbelt op,” siger Lotte Lyngby og minder om, at det ikke kun gælder kvinder, selv om netop denne historie har dem som eksempler.
”Det at være menneske er at have både Martha og Maria i sig. De to skal i balance. Det kan måske kaldes visdom at nå dertil, hvor vi kan balancere mellem at være virksomme og roligt modtagende.”
Pandemiens virkninger er ikke ovre, men måske er der en overraskende eftervirkning, påpeger Lotte Lyngby.
Måske har vi lært, ”at vi ikke har så meget magt, som vi egentlig går og tror,” og det kan måske gøre os mere ydmyge og dermed mindske uroen.
”Vi er blevet mindet om, at der findes noget, der er større end os, som vi ikke kan gøre noget ved og er nødt til at rette os ind efter. Vi har bildt os ind, at vi kan styre livet og tiden, men det har pandemien slået en stor streg hen over,” konkluderer Lotte Lyngby og foreslår, at vi for at afstresse os selv tager en talemåde op fra hendes bedstemor.
”Når vi lavede aftaler om at ses, sagde hun altid: Om alt går vel. Det kan vi passende sige til hinanden igen.”
LOTTE LYNGBY, FØDT 1968
Sognepræst, Sønderholm og Frejlev kirker.
Uddannet teolog, fagjournalist, supervisor, gestaltterapeut og sjælesørger.
Forfatter til blandt andet “En af den slags morgener”, “Den mor jeg var” og “Kære Martha – ord om Gud til et liv med stress”, www.eksistensen.dk
Mor til to, bedstemor til tre, gift med Bo Øster Mortensen, far til fire.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og