ANNE MARIE HELGER // POVCAST – Anne Marie Helger er på sine ældre dage blevet stadig mere optaget af klimaspørgsmålet. Hun er bl.a. med i initiativet Klimapåmindelsen, der hver torsdag formiddag stiller sig op på trappen til Folketinget for at minde de folkevalgte om miljøet. Mød hende i denne episode af Hverdagens Klimahelte, der bringes i samarbejde med Det ender grønt.
Kært barn har mange navne, ikke mindst når man er født Anne Marie Helger, skuespiller, entertainer og komiker. Nogle af navnene er hun stolt af – så lad os lige starte med dem: fodfolkets dronning, klimamakrel og endnu bedre ældre førstegangsdøende klimamakrel!
Titlen kom til hende i en drøm, og hun lå og klukkede, da hun vågnede og huskede den.
Men Anne Marie Helger er også blevet kaldt en rosinrynket lorteluder og dét af en mandlig kollega i branchen under et af hans shows. Det rosinrynkede står hun bestemt ved, men sidste del holder hun ikke af, for hverdagens klimaheltinde har jo altid kun sagt ja til dét, hun kunne stå inde for.
Anne Marie Helger har altid kæmpet for de svageste i samfundet, og klima og miljø har også altid fyldt. Bevidstheden er dog vokset i takt med, at datteren Johanne Helger Lund blev mere og mere engageret i den grønne dagsorden, blandt andet gennem sit tøjfirma Ecouture, men også da der kom børnebørn til. Samtidig har Jytte Abildstrøm haft en finger med i spillet.
Anne Marie Helger og politikerne
Som klimamakrel står hun hver torsdag foran trappen op til Folketinget og råber politikerne op – på klimaets vegne. Initiativet hedder KLIMAPÅMINDELSEN, og gruppen af primært seniorer bliver bare ved og ved, også selvom rigets folketingelingelater konsekvent vender ryggen til.
Anne Marie Helger er et festfyrværkeri af mening, mod og farver, hun taler om sit medfødte tungsind, der tager alle sorger på forskud, men i mødet med hende er det lyset, der vinder.
Lyt til sprogblomster, livsvæsentlige pointer og refleksioner, egne sange og bliv forhåbentlig inspireret til at dele ud af den overflod og forstoppelse, vi hver i dag lever i og med. Forandringens vinde blæser.
Lyt til podcasten her:
I denne video diskuterer Anne Marie Helger kvindekamp med sin datter Johanne Helger Lund:
Lene Outzen Foghsgaard skriver og podcaster om mennesker i den grønne omstilling.
Hverdagens Klimahelte er hendes bud på inspiration, men også lindring i en verden, hvor vi har så meget brug for at sadle om og sammen få skabt det nye gode liv. Et liv med markant mindre forbrug og brug af fossilfri brændsler. En grøn og mere retfærdig fremtid.
Her finder du flere Hverdagens klimahelte POVcasts.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her