PSYKISK SYGDOM // KLUMME – For nogle af os er det en livsmission at gøre skam og isolation til et fælles og ikke en enestående, skriver Sananda Solaris. Tak til Ulven Peter, tv-kendissen Peter Birch, for at stå ærligt frem om sin stressreaktion og psykiske sammenbrud. Det er smukt.
Det her er en af mange smukke, storslåede nyheder, jeg med en dyb glæde læser tit. Jeg er så fyldt af taknemmelighed.
For der var engang, hvor det her var totalt umuligt. Det fandtes ikke at stå frem eller dele eller række ud. For endnu kun ti år siden, og i hvert fald for tyve år siden, var det fyldt af skam, tavshed og sorg. Mest fordi det var så ensomt at være menneske. Det var nemlig et kontroltab at sige, dele og bede om hjælp.
Derfor er det – uanset hvem denne unge mand er, eller hvad han har gjort – så smukt at se denne udvikling
Og så kræver det en tillid til, at de andre rent faktisk griber. Det er lige nøjagtigt det smukke. Det er et fælles løft, en – måske flere – generationer har arbejdet på.
Men min har også. Vi var nogle, der var nødt til at slå døren ned. Det hele var brunt, meget endimensioneret og stramt. Og fyldt med ubevidst smerte.
Det er også derfor, det nogle gange kan være lidt svært at forstå hinanden.
En anden tid
Min mor voksede op med en psykisk sårbar enlig mor til fire. De sultede faktisk i perioder. De kom på fattigdomsbørnehjem, hvor min mor blev smidt i det mørke skab i timevis, alene uanset skrig. Hun så en pige blive tvangsfodret med sit eget opkast.
Sådan var det dengang. København var snavset og fyldt med baggårde og meget lidt plads. Den var sodet, fyldt med røg, og Fisketorvet var blodigt.
Hun tog det vildeste ryk. Hun fik en uddannelse, faktisk fire, og bruger hele sit liv på at prøve at forstå. Jeg er vokset op med filosofi, religion, spirituelle og politiske åndsdannede bøger. Bøger, samtaler om det hele. Gerne ophedede diskussioner med os børn om det hele. Jeg kunne læse Kvinde kend din krop (tak, Karen West) og voksede op til at blive teenager med en fuldstændigt afklaret relation til mine kønsdele og min seksualitet.
Min mor var stadigvæk ramt af et samfund, hvor løsagtighed kunne have alvorlige konsekvenser. Der var for eksempel ikke fri abort, da jeg blev undfanget.
Men hun købte bøgerne, lod mig lytte til samtaler, til heksemøderne, som de kaldte det, hvor alt handlede om at kigge indad – og fortabte sig måske også i lidt retraumatisering.
Hun var lidt genert og imponeret, og måske også lidt skræmt af den vilde (det mest dækkende ord for mig, ifølge hende): Veronika. Måske lidt bange også. For som hun sagde, drømte hun om, at hendes følelser lå i dybfryseren – og jeg åbnede bare den der fucking fryser hele tiden. Havde hun skabt et monster eller en engel?
Hun skabte begge, jo. Hun viste mig på sin egen intellektuelle måde, at jeg er begge. Jeg læste Freud og Jung og alverdens andre fra hendes bogreol.
Jeg fik også tæsk
Så, støttet af den viden, tog jeg ud i verden og talte om projektioner, overføring, arketyper – og det var ikke mange på min alder, 13 år og løbende, der kunne det endnu.
Vi var ude på landet og i små byer i Jylland.
Det var også vildt. Det er rigtigt, jeg fik en masse tæsk i skolen for at have bryster før de andre og kunne sige ”at være fanget i et låst, psykisk usundt mønster af at opretholde ægteskabelige følelser af forpligtelse” i 6. klasse.
Jeg levede i en helt anden, sikker verden end hende
Derfor trak min dansklærer mig op – frøken et eller andet; det hed de: frøken eller hr. – og spurgte mig, hvor jeg vidste det fra. ”Hjemmefra,” sagde jeg.
Desværre fik jeg også tæsk, når jeg – som altid – blev sat på disken foran de andre børn og skulle læse min ugentlige stil op for de andre.
Jeg havde håbet at skrive en lidt vild historie for at komme med ud og lege i frikvarteret uden at blive sparket ned af gyngen eller få tæsket næver ind i mine nye, meget ømme, voksende ungpigebryster.
Det endte med, at Jesus og hans søster Maria (der var jo flere i Bibelen, vidste jeg) havde ugudelig sex med Satan. Og han havde to lem med iskold sæd. De udøvede skændige (anale) kys (og mere) på Djævlens numse.
Og til sidst blev jeg trukket ned af frk. lærerinde og kom aldrig derop igen.
Den slags skræmmer min mor. Men det er ok, for jeg levede i en helt anden, sikker verden end hende. Jeg var mæt og glad.
Min mor tog den kamp
Jeg var 347.000 lysår nu fra min mors opvækst, fordi min mor tog den kamp.
Men min mor tog også ud på hjem for de lidende. De sindslidende – eller de åndssvage, som det hed dengang. Hed det ikke også Åndssvageforsorgen?
Der trak de – under store protester – børn lænket til senge og med hjelm på, fordi de knaldede hovedet ind i muren.
Det fik de bare orden på. Ungerne og de ældre kunne nu lege og spise sammen med de voksne og personalet. Det forandrede alt. Det opstod overalt i min mors generation. Det er dér, min feminisme kom fra.
Det var jo fyldt med mænd i kjoler og homoseksuelle og sårbare og stærke, visionære ledere, der alle sammen byggede den nye humanistiske virkelighed.
Traumerne kigger frem ud af skyggesiden
Og så kom jeg.
Jeg skulle selvfølgelig vitterligt råbe dem lidt ned fra de der paradisiske tåger, de indimellem væltede rundt i. For arbejdet var bare lige begyndt.
Og det er selvfølgelig skuffende, når nu man troede, det hele var så godt.
Men traumerne arves ikke bare i kultur og samspil. Det nedarves og kigger frem ud af skyggesiden og gør stadigvæk ondt.
Det eneste, der healer den slags, er at turde vove at være i at dele denne smerte med alle andre og vide: Der er ingen dom
Og det eneste, der healer den slags, er at turde vove at være i at dele denne smerte med alle andre og vide: Der er ingen dom.
Vi kan simpelthen ikke gøre for, at vi har DNA, der husker sult og får panikreaktioner, når der ikke er mad, og dysfunktioner i relationer og i os selv gemmer både kultur og kemiske sammenhænge.
Det er alt for meget – og sætter du dette menneske i isolation, som er den værste form for død, du kan give et menneske, så tilintetgør du dette menneske.
Og ensomhed er en voldsomt stigende problematik.
Derfor er det – uanset hvem denne unge mand er, eller hvad han har gjort – så smukt at se denne udvikling, og for nogle af os en livsmission at gøre skam og isolation til et fælles og ikke en enestående.
Men det samme. Vi er det samme. Og se den tillid til sin omverden – ikke avisen, men sine venner og bekendte – er fantastisk. Stærkt. Vildt. Smukt.
Jeg var bange for, jeg ikke måtte nå til det i min levetid. Derfor er jeg så taknemmelig.
Du er sej, Peter. Fortsæt det gode arbejde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og