Kan man lede en skole uden ånd? Det spørgsmål stiller uddannelsesforsker Brian Degn Mårtensson sig selv efter Skolelederforeningens netop afholdte formandsmøde. Det er helt fint at tænke og tale som en ejendomsmægler, hvis man formidler køb og salg af ejendomme, men ikke hvis man skal lede en skole.
Folkeskolereformen blev vedtaget og indført under Christine Antorini (S). Skolelederforeningen var begejstrede hele vejen igennem, men nu da reformen skal administreres af Merete Riisager (LA), hvis parti har tilsluttet sig folkeskoleforliget, vil Skolelederforeningens teknokratiske linje måske møde mere modstand.
En skole er et vigtigt sted, hvor den voksne generation videregiver værdifulde erfaringer til den opvoksende generation. Eftersom vi ikke kender det liv, samfundets børn skal leve og vil vælge, må tænkningen herom være præget af ydmyghed og formålsbevidsthed.
I et demokrati kan man ikke målstyre opdragelse og undervisning som en anden konkurrencestat, og enhver disciplin, som der skal være masser af i en skole,og enhver form for ledelse – det kan heller ikke undgås – må i stedet sigte på at beskytte børnenes frihed og tilskynde dem til at tage ansvar.
Skolefjendsk indstilling
Skolen er hverken en social- eller arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, men en skole. Glemmer vi det, kan vi ikke opretholde et civiliseret, demokratisk samliv, og derfor er det så fint, at denne tænkning stadig er flot repræsenteret i folkeskolelovens formålsparagraf, selv om resten af loven flere steder trækker i en anden retning.
En skole er et vigtigt sted, hvor den voksne generation videregiver værdifulde erfaringer til den opvoksende generation. Eftersom vi ikke kender det liv, samfundets børn skal leve og vil vælge, må tænkningen herom være præget af ydmyghed og formålsbevidsthed
I den bidende januar-kulde har Skolelederforeningen netop afholdt formandsmøde i København. Det er altid spændende at følge foreningens arbejde, da den dels repræsenterer nogle særdeles magtfulde mennesker, og dels har tradition for en helt uhæmmet teknokratisk og skolefjendsk indstilling til samfundets vigtigste kulturbærende institution.
Formand Claus Hjortdal og Skolelederforeningen som sådan bliver derfor ved med at forundre mig. Under forhenværende undervisningsminister Christine Antorini troede jeg faktisk, at Hjortdal og co. var holdningsløse nikkedukker, der ukritisk ville adlyde hvad som helst. Men heri tog jeg åbenbart fejl. De mener simpelthen bare præcis det samme som Antorini, og er i praksis egentlig blot en radikaliseret konkurrencestatslig socialdemokratisk fraktion, der på mange områder nok ikke anerkender rigets styrelse.
På foreningens egne hjemmeside omtales januar-mødet således:
”Formanden kommenterede indledningsvis på, at vi har fået ny undervisningsminister, der som bekendt har et stærk værdipolitisk afsæt. Det handler bl.a. om skoledagens længde, øget frihed til skolerne og ekstra fokus på de svagere elever, herunder den ½ mia. kroners belønningspulje.”
“Claus Hjortdal og næstformand Dorte Andreas er i god dialog med Merete Riisager. Men samarbejdet kan også have sine grænser, da foreningen mener, at reformen fortsat skal give øget læring for alle børn blandt andet i form af åben skole, og at udmøntningen af ekstra midler ikke bør ske som belønninger.”
Nødt til at følge den nye ministers anvisninger
Tonen i det offentliggjorte referat er på overfladen diplomatisk. Eksempelvis hedder det, at “samarbejdet” har “grænser”. Men det er ikke til at tage fejl af. Disse offentlige ledere, der skal udføre deres hverv på et demokratisk grundlag, er åbent uenige med landets regering, og ressortministeren i særdeleshed. Det er de selvfølgelig i deres gode ret til, og de må også gerne ytre det offentligt. Og de kan faktisk betragte mig som deres støtte og allierede på netop dette punkt: Kritik er nemlig demokratiets livsnerve! Så langt, så godt.
Formand Claus Hjortdals virke har i særlig grad været uhyre skadelig for folkeskolen. Helt fra start har han været varm tilhænger af den reformlinje, der lige nu er ved at køre skolen i sænk.
Det afgørende bliver, hvad de så gør i praksis. For uanset hvad Hjortdal og co. måtte mene, så bliver de nødt til at følge de anvisninger, Folketinget og regeringen giver dem – i hvert fald inden for Grundlovens rammer.
Skolelederne eller kommunerne er jo ikke lovgivere, og de må og skal også acceptere, at Antorini ikke er undervisningsminister for tiden. I forvejen har mange skoler og kommuner store problemer med at tage lovens formålsparagraf, der nævner ord som åndsfrihed, demokrati og ligeværd, alvorligt. Det tror jeg, at ministeren vil sætte ind over for.
For hvor længe kan Folketinget blive ved med at se på den formålsfjendtlige ensretning, der hersker på flere af landets folkeskoler? Her bliver det så spændende at se, hvordan skolelederne vil reagere. Vil mange – trods ministerielle præciseringer af lovens ord – fortsat ignorere Folketingets gældende beslutning om skolens formål, eller vil de rette ind?
Iltfattigt sprog
Der er, foreningens hidtidige praksis taget i betragtning, al mulig grund til at være skeptisk. Her er altså en organisation, der har spillet – og spiller – en meget uheldig rolle for vores lille land. Dette er sket i alle mulige råd, nævn og udvalg, i pressen, og på deres møder, hvorfra offentlige bulletiner bliver udsendt til deres medlemmer.
Nogle af de centrale spørgsmål, deres nyligt afholdte møde kredsede om, var: “Kampen om kunderne”, “Hvad er agendaen?”, “Hvem er vores partnere?”, “Hvordan mobiliserer vi budskabet?”. Sproget er helt og aldeles åndløst og iltfattigt, og man gyser, når man læser referaterne. Kan man virkelig tale sådan om en skole – altså samfundets kulturelle åndedræt?
I et demokrati kan man ikke målstyre opdragelse og undervisning som en anden konkurrencestat, og enhver disciplin, som der skal være masser af i en skole,og enhver form for ledelse – det kan heller ikke undgås – må i stedet sigte på at beskytte børnenes frihed og tilskynde dem til at tage ansvar.
Formand Claus Hjortdals virke har i særlig grad været uhyre skadelig for folkeskolen. Helt fra start har han været varm tilhænger af den reformlinje, der lige nu er ved at køre skolen i sænk. Dette kunne man blandt andet læse om i en kronik, som han skrev sammen med Stefan Hermann og Mikkel Haarder, bragt i Politiken den 12. august 2015. Her skriver de begejstret om reformens målsætninger:
”Det vil tage tid at få reformen ført igennem, og reformens målsætninger vil længe være en fast dagsorden på landets skoler. Der er brug for at vende spørgsmålet om, hvad reformen gør ved skolen, og i stedet, med den amerikanske uddannelsesforsker Larry Cuban, spørge, hvad skolen gør og skal gøre ved og med reformen. Reformen skal ud og arbejde i hverdagen, i skolerne og kommunerne.”
Mere af det samme hjælper ikke
Hjortdal og hans medforfattere foreslår derefter i kronikken et øget fokus på dataledelse og oplevelse af medejerskab til reformens konkurrencestatsdagsorden som løftestænger til at få reformen i mål. I samme periode kom Hjortdal også med en række meldinger om, at lærerne nu måtte rette ind, og stoppe al den negative snak. Den samme linje har Hjortdal fulgt i alle sine senere udmeldinger, og har på intet tidspunkt taget den massive reformkritik seriøst.
Han bekymrer sig naturligvis om lærer- og elevflugten fra folkeskolen, men forstiller sig tilsyneladende, at mere af det samme vil afhjælpe problemet. Det er ret katastrofalt, for den linje, Hjortdal støtter, har bevirket, at skolen ophører med at være skole, og i stedet bliver til en læringsfabrik, hvor staten producerer sig nogle medarbejderborgere. Derfor er er foreningens sprogbrug også som det er.
Det er altid spændende at følge Skolelederforeningens arbejde, da den dels repræsenterer nogle særdeles magtfulde mennesker, og dels har tradition for en helt uhæmmet teknokratisk og skolefjendsk indstilling til samfundets vigtigste kulturbærende institution.
Flere og flere politikere – herunder den siddende undervisningsminister – har for længst indset dette, og forsøger derfor at trække skolen i en mere human retning. Åbenbart agter Skolelederforeningen at kæmpe imod dette, når det kommer til stykket. I hvert fald har Hjortdal annonceret, at ”samarbejdet” har ”grænser”.
Hvis nogen skulle være i tvivl, findes der heldigvis en masse gode skoleledere i Danmark, men ingen af dem gør et væsen af sig i Skolelederforeningen, der vist kører sit helt eget løb. Hjortdal blev genvalgt uden afstemning for noget tid siden, og det vides ikke, hvor mange der reelt støtter ham.
Foreningen har helt tabt forbindelsen til vores skoletradition, og har akut brug for hjælp, men desværre synes ledelsen helt uden for rækkevidde. Det er så trist, og det går ud over både børn, lærere og samfundet som sådan.
Hvordan får vi vores skoleledere til at holde op med at tale og tænke som en flok ejendomsmæglere? De gør det vist ikke af sig selv, hvis man skal dømme efter deres arrangementer.
Topfoto: Alegri. CCA licensed via Wikimedia
Referencer:
Skolelederforeningens januar-møde (om foreningens nye tiltag)
Skolelederforeningens januar-møde (om Riisager)
Skolelederforeningen om lydighed og motivation
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
