SEIKATSU – japansk hverdag: Japanske kommuner mangler steder at placere deres børneinstitutioner. Og de mangler kvalificeret personale. De fleste unge pædagoger er kvinder, der mere eller mindre ufrivilligt bliver hjemmegående efter få år på jobbet.
Der er alt for få børnehaver og vuggestuer i Japan. Ventelisterne er enormt lange, og det tvinger mange unge mødre – stort set altid mødre – til at droppe jobbet og gå hjemme, selv om de egentlig helst ville have fortsat med at arbejde.
Et kæmpe pres og dilemma for de unge familier – men samtidig et kæmpe problem for Japan som samfund. Det er kolossale ressourcer, veluddannede mennesker, som går tabt for det japanske arbejdsmarked og den japanske økonomi. Det ved regeringen selvfølgelig godt, og den tager alle mulige halvhjertede initiativer for at skabe mulighed for, at flere unge kvinder kan blive på arbejdsmarkedet og nogle af dem blive ledere.
Den er oppe imod traditioner og konservatisme i såvel firmaer som familier. Den er oppe imod nogle unge, som i en blanding af kynisme og resignation helt vælger børn og familie fra. Men den er først og fremmest oppe imod de lange ventelister og de alt for få børneinstitutioner.
To ting der mangler
Det er – indrømmet – ikke helt nemt at se, hvad man på kort sigt kan stille op. For selv om man rundt omkring i kommunerne beslutter at flytte bevillingerne over på at bygge flere børneinstitutioner og støtte flere private af slagsen, så mangler man to helt essentielle ting.
Man mangler steder at placere alle de nye institutioner. Japanske storbyer er proppede. Alle matrikler langs de smalle gader er i forvejen udnyttet til det ene eller det andet.
Der er alt for få børnehaver og vuggestuer i Japan. Ventelisterne er enormt lange, og det tvinger mange unge mødre – stort set altid mødre – til at droppe jobbet og gå hjemme, selv om de egentlig helst ville have fortsat med at arbejde. Et kæmpe pres og dilemma for de unge familier – men samtidig et kæmpe problem for Japan som samfund.
Og man mangler kvalificeret personale. De fleste unge pædagoger er selv kvinder, der mere eller mindre ufrivilligt bliver hjemmegående efter relativt få år på jobbet. 800.000 har gennemgået uddannelsen til børneinstitutions-arbejder og har licens, men langt under halvdelen bruger den. Mange steder ansætter man desperat studerende og uuddannede for at få vagtplanerne til at gå op.
Øverste etage
Forrige år besøgte jeg Yokohama, som har en effektiv kvindelig borgmester, der har gjort det til et kernepunkt at få fjernet ventelisterne til byens børnehaver og vuggestuer.
Her havde man grebet til meget utraditionelle løsninger på problemet med at finde plads til nye institutioner.
En skinnende og splinterny børnehave med alt det udstyr, alle de klatrestativer og alle de faciliteter, man kunne drømme om, var skubbet ind under en hævet motorvej gennem byen.
-Man vænner sig til larmen fra bilerne. Vi hører den kun, når børnene er ude at lege, fortalte en af pædagogerne.
En anden børnehave var bygget på øverste etage af højhuset over en jernbanestation, så de fortravlede forældre nemmere kunne bringe og hente børnene på vej til og fra arbejde. Børnenes legeplads og fine små køkkenhaver var placeret på taget af bygningen.
For nylig så jeg i den japanske tv-avis, at man i Shinagawa-bydelen i Tokyo har placeret en børnehave i et barak-byggeri på en del af parkeringspladsen ved en hestevæddeløbsbane.
Gratis i børnehave
Men hvis man har fundet et sted at placere institutionen, så kommer det næste problem. Hvordan finder man personale til at bemande den?
Her har man i Chiba øst for Tokyo eksperimenteret med automatisk at placere pædagogernes og medhjælpernes egne børn allerforrest på ventelisterne, så mor hurtigere kunne få fri til at gå på arbejde – og på den måde næsten fået fjernet ventelisterne.
Regeringen er oppe imod traditioner og konservatisme i såvel firmaer som familier. Den er oppe imod nogle unge, som i en blanding af kynisme og resignation helt vælger børn og familie fra. Men den er først og fremmest oppe imod de lange ventelister og de alt for få børneinstitutioner.
I storbyen Sendai nordøst for Tokyo har man gennemført en kampagne for at få mere personale i institutionerne, hvor de ansatte har fået tilbud om at tage deres egne børn med på arbejde – gratis. I en enkelt privat institution var over halvdelen af børnene af den grund gratister, men indehaveren udtalte for nylig til den japanske tv-avis, at han tror på, at det ville kunne betale sig på længere sigt. Så vigtigt er det at have stabilt personale.
I en kommune i Saitama nord for Tokyo giver man alle nyansatte en klækkelig bonus, et engangsbeløb, bare for at lade sig ansætte.
”Hvis bare de ville give os mere i løn, så ville der også være flere, der lod sig ansætte”, sukker en ung pædagog i tv-avisen. ”Mere i løn ville signalere mere respekt”.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle Christensen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
