Samfundsudvikling med skyklapper: Den offentlige sektors triste deroute – #2

af i Debat/Politik & Samfund

POLITIK // KRONIK – “Vi har bevidnet omkring en snes rablende reorganiseringer, der har gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ikke-faglige, smarte reformatorer i centraladministrationen. Noget af det er kommet frem til overfladen. Mere vil følge i takt med, at det bliver mere tydeligt, at SKAT reelt ikke virker og at det er tæt på tilfældigt, hvad borgerne egentlig betaler i skat.  Den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter og gæld er potentielt katastrofal for tilliden til hele velfærdsstaten, og ingen synes at vide, hvordan evnen skal genopbygges.” Michael H. Clemmesen har med forfærdelse bevidnet udviklingen af den offentlige sektor i Danmark, siden han vendte hjem fra Baltikum, hvor han ledede forsvarsakademiet. Dagens kronik er den sidste ud af to.

I fortsættelse af første del af min kronik i POV, hvor jeg beskrev flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor – især den centrale og grundlæggende, som er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed og viden – vil jeg gå skridtet videre og se på, hvad jeg vil kalde en praksis af uvidende forenkling, som medfører  en groft skadelig indretning af budgetstyringen.

I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særbevillinger og betales, ikke afspadseres. Det problem erkendes ikke i det nye politiforlig … Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet, men burde ske ved en særbevillingspraksis

Eksempelvis skal løsningen af politiets normale opgaver ikke alene dækkes af standardresurser, men også række til den ekstraordinære indsats, som nu ved terror og massemigration.

I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særbevillinger og betales, ikke afspadseres. Det problem erkendes ikke i det nye politiforlig.

Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet. Det burde ske ved en særbevillingspraksis, der måske ville få politikerne til hvert år at overveje både de finansielle og andre omkostninger.

For de udsendte og deres familier var og er krigen ikke rutine.

Ødelæggelsen af de administrative støttestrukturer

Et fagligt kvalificeret og ansvarligt politikorps ville i øvrigt gennem deres praktiske arbejde selvfølgelig for længst ikke alene have erkendt, at der var ting, som ikke passede med de teledata, de fik stillet til rådighed. Et uprofessionelt, demotiveret og presset korps vil på opportunistisk vis overse og undertrykke en erkendelse af problemer.

Der er også problemer med forvaltningen af DNA-profiler. Det er typisk og alarmerende, at politiledelsen bakket op justitsministeriet har afvist behovet for en undersøgelse, når det er indlysende, at der er strukturelle, professionelle og motivationsmæssige problemer.

Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører og forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning

Måske bortset fra i politiet, hvor det blev for tydeligt, at man ved centraliserings-”reformen” undergravede effektiviteten ved at fjerne forvaltningsstøttede elementer, fortsætter denne udvikling overalt.

Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører og forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning.

Opgaverne kræves nu løst af de andre ansatte, hvilket på grund af mindre rutine nu sker langt mindre effektivt end tidligere. Den manglende støtte fjerner mulighederne for at løse de egentlige opgaver, er demotiverende og bidrager yderligere til at undergrave fagligheden.

Man har glemt, at civilisation leder til specialisering. Ødelæggelse er bekvemt usynlig for den forvalter, som mangler faglig fundering.

Undermineringen af voksenuddannelserne

Professionelle voksenuddannelser, der ud over umiddelbart brugbare færdigheder og viden tidligere også skulle give et professionelt fundament og en etisk holdning for den videre udvikling af faget, bliver stadig presset i tid og ramme.

Danmark er ramt af Dunning-Kruger-effekten: at formelt, teoretisk højt uddannede personer groft overvurderer deres evner og arrogant afviser alt uden for deres egen firkantede boks som irrelevant. Det skabte vejen til ødelæggelsen af SKAT og blokerer nu for en genopbygning [1]

Undergravningen er nået ned på et niveau, hvor fagene bliver rent instrumentale og ikke kan anfægte den herskende embedsmandsklasse med saglige argumenter og rådgivning, som klassens medlemmer i rammen af Dunning-Kruger-effekten ikke forstår og derfor forkaster som irrelevant.

Politikorpsets tidligere rekruttering af modne mennesker var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de umodne og halvstuderede ungdomspolitikere

De dårligere uddannede gives et ”professionsbachelor”-diplom, og henvises til videreuddannelser, hvor de kan få en fin mastergrad, der blot er en teoretisk discountuddannelse, som ikke skaber eller videreudvikler den tabte professionelle helhedsforståelse. Amatøriseringen bliver således tæt på irreversibel.

Politikorpsets tidligere rekruttering af modne mennesker var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de umodne og halvstuderede ungdomspolitikere.

Universitetsuddannelserne

De humanistiske universitetsuddannelser er blevet kastreret i tid og af gold teoretisering; lægeuddannelsen er presset ind i en kunstig tids- og standardramme og officersuddannelsen er efter henfald af den videregående del nu kastreret til et opreklameret absurdum.

New Public Managements satsning på og belønning af akademisk masseproduktion snarere end på kandidatkvalitet, gør, at der uddannes langt flere, end der er behov for.

Det betyder, at kandidaterne i mange år efter afslutningen af deres uddannelse må leve som projekt- eller korttidsansatte, der bevæger sig fra område til område og felt til felt, som den nye tids proletarer. En yderliger følge heraf er, at der er ringe sandsynlighed for, at de motiveres til at opbygge faglig loyalitet og indsigt.

Den manglende faste tilknytning og læring af et fagområde ses som gunstig og naturgiven.

Udnyttelsen af provinsen

Offentlige myndigheder, der direkte konkurrerer med private firmaer, skal, hvor det er muligt, gives sammenlignelige økonomiske vilkår.

Men det må siges at være en skadelig standardiseringsidé, der strider mod sund fornuft, at lade andre offentlige myndigheder betale andet end forbrugsafgifter til hinanden. Det medfører øget forvaltning på begge sider og frister til misbrug hos den modtagende part.

Et groft eksempel på de negative virkninger er den meget kraftige ejendomsbeskatning, som Københavns Kommune har pålagt statslige institutioner på dens arealer.

Det forhold, at en institution ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat

Nogle af disse institutioner er oven i købet givet til byen som gaver. Men de fleste museer er bygget og vedligeholdt med skat fra hele landet, og andre institutioner sponsoreres kraftigt med statsmidler.

Det forhold, at en institution ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat.

Institutioner som Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek skal betale skat til kommunen, selv om adgang var gjort gratis af en tidligere minister, men de bliver stadig presset til at indskrænke deres kernevirke.

Grund- og ejendomsbeskatningen til en anden offentlig kasse giver behov for et oppustet budget, der intet har at gøre med institutionernes aktiviteter, undergraver deres faglige fokus og binder deres handlefrihed, særlig når de derefter udsættes for krav om besparelser, rationaliseringen og reformer.

Når forvaltnings-modediller som denne rammer centraladministrationen, der går fra snøvsen, forvises den sunde fornuft åbenbart til det udkants-Danmark, som betaler.

Det er uforståeligt, at folketingspolitikere i Syd- og Vestdanmark kan få deres vælgere til at acceptere, at hovedstaden – for at dække kommunens forbrug – malker fælles institutioner for midler fra deres pressede budgetter, der for størstedelen er betalt af andre.

Det kan undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i det arrangement

Malkningen foregår på trods af, at byen kvit og frit har fået disse institutioner stillet til rådighed og har hovedparten af fordelene af deres beliggenhed. Det kan også undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i det arrangement.

LÆS FØRSTE DEL AF MICHAEL CLEMMESENS KRONIK HER:

Ansvarsløst budget-grønthøsteri har ødelæggende virkning

Det seneste element i ødelæggelsen er det generelle besparelsespres på 2 pct. årligt for at udspare penge til andre tiltag, der har været Dunning-Kruger-regnedrengenes smarte hovedmiddel i årevis.

Umiddelbart set kan det synes at være sund fornuft at tvinge en organisation til at søge besparelser, men som det sker, er det igen både et resultat af ‘amatøriseringen’ og et typisk resultat af forvaltningens tunnelsyns når det gælder standardisering og tab af evne til at formidle politisk-faglig prioritering.

Konstant reorganisering under den lokkende overskrift om ”reform”- og dertil hørende sparepres sender desorganiseringen i retning af SKAT’s. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og ”Moderniseringsstyrelsen”, er 2 pct. ikke langt mere end 2 pct.

Hvis en offentlig myndighed reelt kun har frihed til at tage de to procents besparelse af ti procent af det samlede budget, og det er situationen flere steder, er besparelsen reelt 20 pct. det første år og 100 pct. det femte.

Konstant reorganisering under den lokkende overskrift om ‘reform’– og dertil hørende sparepres sender desorganiseringen i retning af SKAT’s. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og Moderniseringsstyrelsen, er 2 pct. ikke langt mere end 2 pct.

Flere af de organisationer, der grønthøstes, har meget begrænset eller ingen handlefrihed, fordi en meget stor del er bundet til faste udgifter, bl.a. på grund af Københavns Kommunes brandbeskatning.

Kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker, der allerede er under grønthøsteren, kan, hvis de ved denne runde ikke kan afhænde bygninger som Orlogsmuseet, kun skære på aktiviteter og tilknyttet akademisk personale og beregne, hvilket år, kun bygningerne står tilbage for at støtte Københavns budget.

Uddannelsesstederne kan kun reducere ved fortsat at reducere i mangfoldighed og kvalitet. Sundhedssektoren bliver stadig mere fastlåst af antiprofessionelt uigennemtænkte politiske hovsa-krav, og lever med bundne effektivitetsødelæggende lægeoverenskomster fra Per Kaalunds regime for 30 år siden.

Forsvaret er bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af en bevidst gennemtvungen manglende sammenhæng fra Finansministeriet mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar

Sektoren må reducere på alle de øvrige områder og håbe, at det går godt i fraværet af politiske prioriteringer.

Forsvaret er bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af en bevidst gennemtvungen manglende sammenhæng fra Finansministeriet mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar.

Besparelsen i forsvaret rammer derfor næsten kun de allerede små og få, dybt nødlidende, underbemandede militære enheder, deres pressede materielsituation samt den øvelsesaktivitet, der er forudsætningen for effektivitet og udvikling.

Effektivitetsundergravende reorganiseringer

De reorganiseringer i alle dele af den offentlige sektor, som alle præsenteres som effektiviseringer i tidens Newspeak, fører hastigt mod at skabe den totale desorganisering og undergravning af faglighed og moral.

Vi har bevidnet omkring en snes rablende reorganiseringer, der som allerede nævnt, har gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ikke-faglige, smarte reformatorer i centraladministrationen.

Den centrale aktivitet bliver konstante møder, der formelt følger resurseforbruget til den rent kvantitative produktion. Det er møder, der ville være helt unødvendige, hvis opgaverne var delegeret ud til de fagligt, kvalitetsmæssigt ansvarlige mennesker … Alle vogter på hinanden i interessekamp om medarbejdere og magt. Faglig innovation bliver ikke alene irrelevant, den bliver utænkelig

Noget af det er kommet frem til overfladen. Mere vil følge i takt med, at det bliver mere tydeligt, at SKAT reelt ikke virker, og at det er tæt på tilfældigt, hvad borgerne egentlig betaler i skat.

Den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter og gæld er potentielt katastrofal for tilliden til hele velfærdsstatenn, og ingen synes at vide, hvordan evnen skal genopbygges.

Det ikke-faglige møderegimente

Hver runde af reduktioner udløser en reorganiseringsrunde, og der følger en omgang ‘stoledans’ udi ansvarsforflygtigelse, hvor mulighederne for at lade processen lede af langsigtet faglighed er undergravet ved, at de fleste af stolene er besat på forhånd.

Den centrale aktivitet bliver konstante møder, der formelt følger resurseforbruget til den rent kvantitative produktion. Det er møder, der ville være helt unødvendige, hvis opgaverne var delegeret ud til de fagligt, kvalitetsmæssigt ansvarlige mennesker.

Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med søgen efter et fagligt grundlag kan innovation blive andet end endnu en gang agil reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning

Nu undergraver den stadige fagligt substansfrie, krævende konstante mødeaktivitet de resterende professionelle elementer i ledelsen. Alle vogter på hinanden i interessekamp om medarbejdere og magt. Faglig innovation bliver ikke alene irrelevant, den bliver utænkelig.

Hvad NPM har ødelagt

Til sidst er det nok nødvendigt at understrege, hvad der er tabt igennem ‘amatøriseringen’ af offentlig ledelse igennem godt tyve år. Indtil da blev beslutninger taget i en dialog mellem på den ene side de fagligt ansvarlige ledende professionelle, der kunne være fra forskellige fagområder, og på den anden side den eller de ansvarlige politikere.

De involverede embedsmænd havde først og fremmest til opgave at bidrage med juridisk støtte og vejledning. Dette betød ikke, at de økonomiske konsekvenser havde mindre vægt, men at udviklingen kunne vejledes af faglighed.

Nu synes man alene at lade fagforeninger og interessegrupper give det faglige input til beslutninger, hvilket altid vil være et partsinteressebidrag.

Hvis man i fremtiden igen involverer fagligheden, kan alle de sandsynlige konsekvenser af mulige politiske beslutninger igen blive skitseret – ikke kun deres økonomiske og juridiske konsekvenser.

Så undgås nutidens hovsa-virkninger af reformer. Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med søgen efter et fagligt grundlag kan innovation blive andet end endnu en gang agil reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning.

Vejen frem er derfor paradoksalt en søgen tilbage mod en situation, hvor man forstod og handlede efter, at offentlige aktiviteter hele vejen fra beslutning til udførelse skal være fagligt-politiske. Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste godt tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af

Uden samspillet mellem fagkundskaben og den ansvarlige politiker bliver statens handlinger reduceret til – som de blev i det hedengangne Sovjetunionen – at kaste penge efter et nyt pinligt nødlidende hjørne af en organisation, medens resten hensygner.

Uden faglighed og en klar fordeling af myndighed kan ansvar ikke pålægges, og den offentlige sektor vil fortsat rammes af forvirring og forvitring. Det er blevet resultatet af de tyve års arrogance efter fravalg af faglighed.

Det fortjente tab af folkets respekt for lederne

Det er med andre ord ikke mærkeligt, at danskerne uden for København og Aarhus med jævne mellemrum protesterer og viser despekt for de politiske ledere, som tog ansvaret for udviklingen.

Situationen nu svarer fortsat til, at man styrer fra maskinrummet uden forstyrrende interesse for, hvad der sker uden for dette og omkring skibet. At invitere de fagligt professionelle tilbage ”på broen” kunne bidrage til, at den offentlige sektor i mindre grad blev set som en ikke-fokuseret, af og til nødlidende byrde, af og til spiseforstyrret monster.

Vejen frem er derfor paradoksalt en søgen tilbage mod en situation, hvor man forstod og handlede efter, at offentlige aktiviteter hele vejen fra beslutning til udførelse skal være fagligt-politiske.

Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste godt tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.


Vil du gerne følge med i debatterne om bl.a. den offentlige sektor samt al den øvrige journalistik i POV så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend. som du kan få gratis her.


Topillustration: Marcelo Duhalde – Infographic Designer South China Morning Post.

Marcelo Duhalde joined the Post as its infographic designer in 2016, having worked previously as the deputy infographic editor at the Times of Oman. Duhalde has won more than 50 Society for News Design awards, 12 Malofiej medals, one Peter Sullivana’s best of show (2015) and four gold medals at the World Association of Newspapers and News Publishers awards. His work has been published in several books, magazines, and infographic and data visualisation websites in Europe, Asia and the Americas.

Michael Hesselholt Clemmesen er, fhv. brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer, og blev pensioneret som brigadegeneral 2004. Han er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om Forsvaret. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.