UKRAINE // REPORTAGE – Hvorfor rejser tidligere danske soldater til Ukraine for at deltage i krigen mod Rusland? Jens Alstrup har mødt ”T”, der forlod det danske forsvar efter fire år, og nu gør han tjeneste ved fronten i Ukraine.
KYIV – Det var juleaften 2025. ”T” og hans kammerat ”C” ankom til foreningens lejlighed i Kyiv. Foreningen er Frihed for Ukraine, og jeg er formand. Der var æbleskiver, konfekt, flæskesteg og det hele. På vores powerstations var der strøm nok på batterierne til at gøre hele julemenuen færdig, da elektriciteten igen faldt ud. Vinteren var hård for ukrainerne. Der var mange dage, hvor der kun var elektricitet i få timer. Lige nok til at oplade de mest moderne powerstations, hvis man havde råd til dem.
Der kom en ung dansk soldat, helt frivilligt og på privat initiativ, og trak dem ud af en ellers tiltagende modløshed
For ”T” er krig blevet en livsstil. Han begyndte lige efter gymnasiet med almindelig værnepligt som frivillig. Herfra blev han konstabel og var med på hold 1 til Letland. Her deltager det danske militær on/off med en kampbataljon, når vi har soldater nok, hvilket vi aldrig har, hvorfor vi har kompensation til at stille med en ”reduceret kampbataljon”, som vi i øvrigt heller ikke altid klarer at levere. Således får vi dispensation fra dispensationen for vores styrke til det fælles Nato-forsvar.
Som så mange andre danske soldater, var arbejdsforholdene og især lønnen sådan, at ”T” gik ud af tjeneste efter fire år. Det er over gennemsnittet i dag på to år, hvilket er katastrofalt, når vi skal opbygge vores forsvar.
Forsvaret siger selv, at gennemsnittet skal være fem år, for at man kan have en erfaren og stabil kerne af personel, der kan lære de nye rekrutter op, så de kan træde ind i rækkerne på alle niveauer fra menige over befalingsmænd til generaler.
”T” gik fra at være almindelig værnepligtig infanterist, til at være konstabel med speciale som medic og combat medic. Det var med den uddannelse bag sig, at han i december 2024, lige efter han var trådt ud af aktiv tjeneste som overkonstabel, tog til Ukraine. Her deltog han i at uddanne ukrainske soldater i Natos måder at gøre tingene på. Indgangen til rejsen var kammeraten Tristan, og også ”C” tog med. De var blevet en fast gruppe af ”best buddies” i det danske forsvar, før de drog ud på deres egen mission.
Intensive dage i Ukraine
I begyndelsen underviste de tre venner ukrainerne i Nato-metoder. De blev tilknyttet en enhed nordøst for Kharkiv. Det viste sig hurtigt, at på mange områder var det i højere grad ukrainerne, der kunne undervise de tre venner, end det var den anden vej rundt, men deres viden om førstehjælp m.m. gjorde virkelig nytte.
”T” og ”C” skulle hjem efter et par måneder. Tristan tegnede kontrakt med det ukrainske militær og blev. ”T” var i Ukraine endnu en gang for at undervise, før han vendte hjem for at tage en uddannelse som ambulancefører.
En voldsom meddelelse
Den 3. december 2025 forlød det, at en dansk soldat var dræbt i kamp. Det blev fortalt på de indre linjer, der var intet officielt. Kilden var ”T”, som var blevet kontaktet af kammeraterne fra selve fronten, hvor Tristan netop var blevet dræbt. Der var intet at være i tvivl om. Livevideo skjulte ingen detaljer for ”T”. Problemet var, at Tristan lå i en skyttegrav, som var under voldsomme russiske angreb ved sydfronten. Der var ingen mulighed for at bringe de jordiske rester tilbage til et sikkert område.
”T” besluttede sig for, at de detaljer skulle familien skånes for. Det var slemt nok i forvejen. Via Forsvaret fik han kontakt til en præst tæt på Tristans forældre og sammen besøgte de familien og videregav det frygtelige budskab. Politiet havde allerede fortalt familien, at Tristan var savnet, men her fik de vished.
”T” og ”C” tog til Ukraine lige før jul i håb om at kunne få Tristans jordiske rester reddet ind fra fronten, så familien kunne give ham en værdig afsked. For nogle betyder de jordiske rester meget. For andre, mindre. For alle er det en skrækkelig situation, at uanset hvor sikker man er på, at ens kære er omkommet, så er juraen besværlig, så længe der ikke er et fysisk lig.
Jul i Kyiv
Nærværende skribent kontaktede ”T”. Sammen fik vi sat gang i en indsamling til at betale for omkostningerne og for at give familien en rejse til at komme sig lidt oven på det første chok. Vi fik også fundet en frivillig til at lave regnskabet for indsamlingen, så alt er som det skal være. Da det stod klart, at ”T” og ”C” ville være i Kyiv juleaften, så inviterede jeg til juleaften i Frihed for Ukraines lejlighed i Kyiv.
Julen i Kyiv blev voldsom. Den 27. december var der et meget stort russisk drone- og missilangreb på byen, og en drone slog ned, lige uden for hotellet, hvor ”T” og ”C” befandt sig. Straks tog de hen til stedet for at se, om de kunne hjælpe. Begge er medics.
En lille pige skreg af frygt og smerte. Flere var dræbt. Fordi “T” og “C” havde erfaring fra Kharkiv, frygtede de et såkaldt ”dobbelt dip”. Det er en britisk opfindelse, hvor man benytter brandbomber og eksplosive bomber og kombinerer dem med eksplosive bomber med tidsforsinkelse. Så kan ambulancefolk, brandfolk osv. nå at komme frem til stedet, før de eksploderer og tager dem med sig i døden.
I dag gøres det ved, at en ekstra drone, bombe eller missil sendes afsted mod samme mål 15-20 minutter efter det første. Redningsfolkene er målet, og tabene er meget store i deres rækker. Russerne praktiserede også den metode i Syrien. Det sker meget systematisk.
Oplevelsen var voldsom, men der var ikke noget dobbelt dip. Det er sket i Kyiv, men til dato kun ganske få gange ud af mange tusinde droner og missiler, der har ramt byen. Således tog de to kammerater hjem igen uden deres tredje buddy. Forholdene var simpelthen for vanskelige, til at soldaterne i Tristans enhed kunne bære ham ind fra selve fronten.
Den højeste pris
Den umiddelbare pris, at en ung mand ikke er her mere, er den største af dem alle. Men det koster også for venner, børn, forældre, kollegaer og mange flere. Krigen i Ukraine har sådan et omfang, at tallene er blevet ren statistik. Den dybere betydning er næsten ikke til at fatte, og ingen kan holde ud at tænke den til ende.
”T” følte sig i alarmberedskab over tabet af sin ven. ”T” følte et stærkt pres for at komme i aktiv tjeneste. Et hævnmotiv, om man vil. I Danmark glemmer vi den slags. Vi har politi og domstole osv., men det fungerer ikke i krig. Her bliver fjenden kun straffet, hvis man kan ramme ham. Det er den triste kendsgerning. ”C” ønskede ikke at komme til Ukraine i aktiv tjeneste. I hvert fald ikke til en start. ”T” var parat til at tegne kontrakt. Men var det nu en god idé? spurgte jeg.
Frihed for Ukraine er ved at opstarte nogle parallelle initiativer, som har det til fælles, at de prøver at aflaste det ukrainske militær bedst muligt inden for de rammer, vi har til rådighed. Med frivillige bidrag er vores muligheder begrænsede, men de dråber, vi kan tilføje, kan måske, gennem inspiration til andre og flere, blive til det hav, der skal stoppe russerne. Ikke at gøre noget er ikke en mulighed.
Derfor spurgte jeg ”T”, om han ville undervise den 103. brigade i førstehjælp. Det var en opgave nord for Sumy, meget tæt på den officielle russiske grænse.
”T” sagde ja, og det blev en vellykket mission. Kort, men nyttig. Det var en enorm tilfredsstillelse at føle sig nyttig i den krig, som er kommet til at betyde så meget for ham, sagde han.
103. brigade er bestemt ikke en eliteenhed. Dele af deres udrustning anede de ikke, hvordan de skulle bruge. Andet brugte de forkert, så det var til livsfare for dem selv. Der var mange ting, som ”T” kunne forklare. Og der var mange ting, som soldaterne kunne forklare ”T”. Situationen ved fronten er vanskelig. De ukrainske tab er store, og russerne presser hårdt på. Derfor var det ikke kun et spørgsmål om undervisning og forsyninger, men også et spørgsmål om, at der kom en ung dansk soldat, helt frivilligt og på privat initiativ, og trak dem ud af en ellers tiltagende modløshed. Det gav en enorm tilfredsstillelse at se dem live op, fortalte ”T”.
Fronten har sine groteske sider. Da ”T” kom med ud til forreste linje, kørte de derud om natten i bil med slukkede lygter med 130 km/t over små hullede veje. Vinduerne var rullet ned, uagtet at det stadig var koldt. Man skulle kunne høre eventuelle droner og ”T” fik en modificeret AK74 i hænderne, til at skyde efter dem. Chancen for at slippe godt fra sådan en konfrontation er ikke stor, men den er trods alt bedre, end hvis man slet ikke har noget våben. Der var droner på deres rute, men de kom igennem uden skader.
I yderste led, var der stadig togdrift. Lokomotivet var ramt flere gange, men havde et dronenet på. Det kunne stadig køre på trods af mange fuldtræffere. I landsbyen tættest på fronten var der sågar stadig børn. Skolerne er lukkede derude, men på en eller anden måde, får de livet til at gå videre. Ukraine har ellers forbud mod at børnefamilier må opholde sig i frontlinjebyerne, men en del hører ikke efter, hvilket desværre får tragiske følger af og til.
”T” er klar til at fortsætte sit arbejde. Nick, en anden soldat, som har været med os ude, og som jeg i skrivende stund, sidder ved siden af på vejen mod fronten, har aftaler om at undervise dansk og hollandsk militær og dansk politi. Vi har brug for den viden, og ukrainerne har brug for vores støtte. Det er vigtigt arbejde, og skal man tro danske og tyske efterretninger, så kan vi risikere, at vi skal være klar allerede i 2028, især nu, hvor Natos europæiske del ser ud til at skulle undvære USA’s støtte.
Gode og dårlige erfaringer
Der er til dato bekræftet seks dræbte danske soldater i krigen i Ukraine. Det er indlysende forsidestof, når der fortsat er så relativt få i absolutte tal. For ”T” betød det, at han straks var i orkanens øje hos medierne, da nyheden sprang, og det var netop ham selv, der frigav den. Men ”T” er ikke trænet kommunikationsmedarbejder, og derfor var det lidt af en udfordring.
De fleste medier opførte sig rigtig pænt og respekterede, at familien ønskede, at mindehøjtideligheden for Tristan i Haderslev Domkirke blev holdt privat. Der var også en god forståelse for, at ”T” ikke er professionel. Det var en svær balance, for samtidig var alle med kendskab til Tristan velkommen, for begivenheden blev lagt offentligt ud.
Hele forløbet har givet ”T” en del sygedage og det kostede ham hans job. Heldigvis er ”T” ikke så etableret med hensyn til kreditforeningslån, familie osv. Derfor har det ikke umiddelbare konsekvenser. Økonomien kan holdes flyvende med ad-hoc opgaver som vagt, underviser og andet. ”T” håber, at operationerne i Ukraine på sigt kan udløse lidt løn, så indsatsen kan blive på fuld tid.
Skribenten her håber selv på, at skulle det gå galt for ham selv, at så er der en ”T”, der også tager hånd om tingene. Det er den slags broderskaber blandt veteraner fra alle krige gennem tiderne, som jeg havde så svært ved at forstå, indtil jeg selv var midt i det. Jeg håber, med denne artikel, at læserne kan forstå bare lidt af, hvorfor veteranarbejdet er så utroligt vigtigt og værd at støtte op om!
Redaktionen er bekendt med ”T”s navn og identitet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og