SEIKATSU – japansk hverdag: Shinto kaldes ofte for Japans årtusindgamle naturreligion, men det, der er årtusindgammelt, er troen på, at ethvert træ, ethvert dyr og de forfædre, nogen kan huske, har en “kami”, som man i nutiden skal respektere og leve i balance med.
Jo, der er mange turister ved Inari-helligdommen i Fushimi lige uden for Kyoto, hvor jeg var i går med en gruppe søde danskere. Af gode grunde. Det er et fabelagtigt sted på kloden. Mange kender det på de mange orange porte efter hinanden langs en sti op ad bjerget bag selve helligdommen.
Men der er faktisk også mange japanere. Fushimi er et af de steder, hvor det er sjovt at sidde og betragte, hvordan vore dages japanere, der umiddelbart bestemt ikke er noget religiøst folkefærd, stadig holder af nogle af de ritualer i hverdagen, som de er vokset op med, og holder dem i hævd. Mange af disse ritualer er forbundet med de tusinder af store og små shinto-helligdomme, der ligger rundt omkring i landet.
Hvor man i de fleste familier bruger ritualer fra den mere dystre buddhisme, når der er tale om død og begravelse, er shinto oftere forbundet med livets lyse stunder.
Betuttede børn
Det er ved shinto-helligdomme, at man stolt tager sine små betuttede drenge og piger hen i flotteste kimono-dress for at præsentere dem for alverden – enten på højtider eller blot på særlige mærkedage i familien – og ikke mindst fotografere dem og sprede dem til venner og familie på diverse sociale medier.
Det er ved shinto-helligdomme, at forelskede unge piger får lokket kæresten i en mande-kimono og taget ham med ud og promenere i al offentlighed. Så er man i sandhed blevet et par. Fushimi, som er en lille udflugt fra selve Kyoto, er et meget yndet sted for den slags romantiske promenader.
Og det er ved shinto-helligdomme, at store og små virksomheder ved regnskabsårets begyndelse samler alle ansatte til ceremonier under ledelse af en shinto-præst, hvor der bedes en bøn for et godt resultat i det kommende år. Inari-retningen inden for shinto, der har sit hovedsæde i Fushimi, er traditionelt tæt forbundet med risdyrkningens cyklus, men er i vore dage i stor udstrækning blevet erhvervslivets foretrukne retning inden for shinto. I mange virksomheder deltager shinto-præster den dag i dag i optimistiske åbninger af skinnende nye lokaler, rejsegilder og den slags.
Der jo også ved shinto-helligdomme, at familier eller vennegrupper mødes omkring midnat hver nytårsaften for at fejre nytåret og bede en hurtig bøn for det nye år. Jeg skrev ved sidste nytår en artikel i Kristeligt Dagblad om jævne folks nytårsritualers betydning i vore dages Japan.
Kami i naturen
Shinto har som organiseret religion sine rødder i de mange aldeles uorganiserede såkaldte “kami”-troer, som gennem årtusinder har eksisteret rundt omkring i japanske landsbyer, godt blandet op med buddhisme og al mulig overtro. Troen på, at ethvert træ, ethvert dyr og enhver forfader, som nogen kan huske, har en “kami”, en sjæl, en fysisk tilstedeværelse, som menneskenes samfund skal eksistere i balance med, og som man bør respektere i sin hverdag.
Da kristne missionærer kom til Japan, valgte de at bruge ordet “kami” for den kristne Gud, hvilket har betydet, at vi tit oversætter ordet med “guddom” og “guddommelig”. Men det er et stort spørgsmål, om den oversættelse i virkeligheden særligt præcist afspejler fortidens og nutidens japaneres hverdagsagtige relation til deres “kami”.
Shinto kaldes tit for “Japans årtusindgamle helt egne naturreligion”, men det, der er årtusindgammelt, er denne udbredte kami-tro. Shinto er som organiseret apparat med hovedsæde, præsteuddannelse, fælles skrifter og fælles forskrifter for, hvordan ritualerne bør foregå, en relativt ny opfindelse, som først for alvor fik sit gennembrud, da den blev gjort til samlende idelogi og nationalistisk statsreligion for den modernisering af Japan, som fandt sted under de såkaldte Meiji-reformer i årene efter 1860’erne.
Kamp om shintos sjæl
Denne politiserede udgave af shinto var imidlertid dybt kompromitteret efter nederlaget i Anden Verdenskrig, hvor stat og religion i efterkrigs-forfatningen blev totalt adskilt i Japan. Og i dag foregår der en kamp om shintos sjæl.
Nogle af topfolkene i det organiserede shinto-apparat er meget konservative og kunne godt tænke sig at vende tilbage til en rolle i samfundet, der mere lignede den rolle, religionen spillede før og under krigen. Det er ikke nogen hemmelighed, at denne retning har gode kontakter i toppen af den nuværende regering.
Men samtidig er der en del af shinto, som ude omkring i de lokale samfund søger tilbage til den originale naturtro og prøver at sælge sig selv og befæste sig i fremtiden som en grøn religion, der er i samklang med tidens tanker om bæredygtighed og ressourcebevidsthed.
Det er imidlertid ikke den slags tanker, som de glade, unge mennesker i kimono ved Fushimi-helligdommen gør sig, når de promenerer med kæresten. For dem er de lokale shinto-helligdomme en del af de lokale samfund, som altid har været der, og som de også er den del af – og sålænge de bliver ved med at bruge dem i nutiden, vil mange af helligdommene trods store økonomiske problemer såmænd nok også overleve til de kommende generationer.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere til mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
