BALLET // ANMELDELSE – Danske Johan Kobborg og hans hustru Alina Cocojarus fælles balletproduktion La Strada (Landevejen) – efter Fellinis berømte film med samme titel – fortjener at blive set af mange og på flere scener. En danset skæbnefortælling, der både er poetisk i sit naturel og udtryk og samtidig rummer en grum historie.
London – Federico Fellinis berømte og nu 70-år gamle film La Strada (Landevejen) fra 1954 om den purunge og uskyldsrene Gelsomina står stadig tilbage som et af hans tidlige mesterværker.
Hovedpersonen bliver heri solgt til et omrejsende cirkus, hvor hun holdes i et jerngreb af den brutale artist Zampanò, men senere indleder et åndeligt forhold til den nyankomne og indtagende linedanser Il Matto. Han må lade livet som resultat af Zampanòs jalousi og Gelsomina, der nu står alene tilbage i verden, vælger at holde fast i sin brutale hersker gennem sin naive og uskyldsrene tilgivelse.
Vi har alle i tilværelsen mødt kvindeskikkelser af hendes naturel, om end måske ikke helt så udtalt i vor egen tids feministiske epoke, hvor kvinder bider fra sig overfor enhver form for overgreb. Men de rene opofrende sjæle som Gelsomina findes stadig – også i vor verden.
Fellinis skildring af denne kvindesjæl ligger på en mærkelig måde lige præcist i brændpunktet mellem den drømmende verden og brutale virkelighed, som Gelsomina selv gennemlever i sit livs mareridt.
Kritikere af Fellini har ofte fremhævet, at han som kunstner var lidt af en røgsælger, da det primært er blandingen af stemninger og det uforløste og ikke-konkluderende, der karakteriserer hans kunst.
i sin grundholdning kommer balletten til mere end blot at strejfe det samme brændpunkt af stemningsmættede drømmevisioner og den rå cirkusverdens realiteter
Den i London netop uropførte ballet med samme titel som Fellinis film har helt bevidst ikke blot fremstillet en ballet-version af Fellinis værk og heller ikke kun villet gengive kvindefiguren i en danset udgave.
Men alligevel kommer balletten i sin grundholdning til mere end blot at strejfe det samme brændpunkt af stemningsmættede drømmevisioner og den rå cirkusverdens realiteter, som kolliderer gennem de diametralt modsatte mennesketyper, der befolker den.
Et virkeligt mareridt
I et flydende trinsprog, der oftest udfolder sig med et glidende isdansagtigt flow i slowmotion, føres vi af Gelsomina gennem hendes drømmende opfattelse af den cirkusverden, hun uforvarende er blevet kastet ind i, men som er alt andet end en drøm, ja snarere et virkeligt mareridt.
I den første pas de deux mellem Gelsomina og linedanseren løsnes alle spændinger op
Med sig har Alina Cocojaru i hovedpartiet sine to skytsengle (fremragende udført af Marc Jubete og David Rodrigues), der hver beskytter og tager vare på hende, men som ikke kan forhindre spillets skæbnegang.
Efter hun først møder manegens maskuline stærke mand, Zampanò, bliver hun snart hans støtte og slave på én og samme tid. Ballettens fortrin bliver her, at den ikke skildrer ham som en entydig ond figur, men snarere som en emotionel og uforløst menneskeskæbne, der kun kan ty til vold, når verden går ham imod.
Først med linedanseren Il Matto’s indtog i cirkusensemblet – stærkt danset af danske Johan Kobborg – finder Gelsomina nu endelig sin egentlige sjælsven. Men Il Matto tirrer bevidst hendes mage, der opildnet af en stadigt voksende jalousi til sidst smadrer linedanserens hoved i et raserianfald.
En danset skæbnefortælling
Her ender ballettens egentlige narrativ. Men da forestillingen i alt spiller henimod næsten 2 ½ time, får vi efter tragediens fuldbyrdelse en række drømmende dansescener, udført af såvel det tilhørende korps af seks cirkusartister som en række længere soli udført af hovedpersonerne, der kommer til syne som en slags flashbacks af deres tidligere indbyrdes relationer.
Dette både uddyber, men til tider også fortynder balletten dramatisk, eftersom disse scener dramaturgisk ikke rigtigt leder os tilbage til selve hovedfortællingen.
Tilbage står derfor et sympatisk indtryk af en danset skæbnefortælling, der både er poetisk i sit naturel og udtryk og samtidig rummer en grum historie fra cirkusverdenens barske realiteter. Alt sammen sat til et lydspor baseret på Nino Rotas effektfulde musik, og hentet ikke blot fra Fellinis La Strada, men fra flere andre af Rotas berømte filmpartiturer, ikke mindst fra Visconti-filmen Il Gattopardo.
Tilsammen står det udprægede collage-musikværk i båndafspilning lidt flagrende tilbage, om end det på visse steder også rammer i plet overfor forestillingens koreografiske udtryk.
Hvad selve trinene angår kunne man måske nok ønske sig mere varierede udtryksformer, eftersom dansen forbliver lidt repetitiv, men dog også har meget intense øjeblikke, især i den første pas de deux mellem Gelsomina og linedanseren.
Her løsnes alle spændinger op som ved et trylleslag. Det samme sker i den senere pas de trois mellem Gelsomina og hendes to skytsengle, der koreografisk står flot og meget stærkt tilbage i erindringen.
Det er en interessant fortolkning af en ægte og selvskabt version af et filmisk forlæg, vi oplevede ved den udsolgte verdenspremiere på Sadler’s Wells Theatre i London. Johan Kobborg og hans hustru Alina Cocojarus fælles balletproduktion fortjener at blive set af mange og på flere scener.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
