LIV // ESSAY – Der er sorte stjerner op ad armen. Blomster i forskellige farver på bladranker henover anklen og op ad skinnebenet. Teksten nederst på skulderen, Because I’m a lady, forsikrer mig, om at kvinden netop er det. Og så er der navnet Isabella med nogle datoer tatoveret på langs på underarmens inderside. Det fanger blikket, jeg forsøger at tyde tallene og få dem til at give mening. Hold nu den arm stille, for pokker, så jeg kan se, om Isabella er født i 2008 eller 2009.
Jeg ligger ved svømmepølen på en campingplads i Italien. Her er flere bassiner at vælge mellem. Et stort sørøverskib er placeret i midten i den store pøl.
Der lyder skrig og skrål, når de store vandkanoner med jævne mellemrum pøser vand ud over skibets tilfældige besætning af børn og voksne. Det er et paradis for vandhunde, og lige nu er det meningen med livet. Disse to uger sydpå ved Adriaterhavets spids.
Jeg betragter menneskehylstre… Dilemmaet mellem at ville ses men ikke ses for meget. Det finder jeg oftere hos kvindehylstrene end hos mandehylstrene. Der er noget knægtelse der
På et tæppe i tredje række fra bassinerne nyder jeg det også. Her er der nemlig adgang til det, der normalt gemmes væk bag et forhæng i omklædningsrummet. Bukser, strømper og sko, bluser og kjoler ligger i bunker i telte og campingvogne. Her går alle kvinder i bikini og alle mænd i badeshorts uanset deres alder og form.
Jeg betragter menneskehylstre. Standardversionerne af dem, de slanke, med jævn glat hud og måske et enkelt ar efter en knæoperation glider nemt forbi mit blik.
De aldrende kroppe, bedsteforældrene, der også er på ferie, er straks mere interessante. Særligt den kvindelige version fænger mig. Mere end mandens, for det er som om hans hylster tilpasser sig årene, det bærer, uden at mennesket indeni gør et væsen ud af det.
Om så bulen på maven er stor, og muskulaturen på overarmene er flommet, så er holdningen rank. Bag mine solbriller observerer jeg blot: ”Der går en mand, der er oppe i alderen, han kunne godt tabe et par kilo, og han har nok fået lidt for meget sol på skuldrene.”
Med den kvindelige version er det anderledes. Så glider mit blik først op til ansigtet, som ellers betyder mindre, når hele den nøgne krop er tilgængelig.
Hvordan ser øjnene ud? Jeg vil se, om de spejder. Om de udstråler en frygt for at blive set og dermed opdaget.
Nogle gange afslører de ingenting, så er det bare en ældre dame, der leger med sine børnebørn i bassinkanten.
Andre gange er der årvågenhed i blikket. Som hos kvinden skråt foran mig. Så må jeg bruge etageblikket nedefter.
Dilemmaet mellem at ville ses men ikke ses for meget. Det finder jeg oftere hos kvindehylstrene end hos mandehylstrene. Der er noget knægtelse der
Hvad er det, jeg ikke må opdage?
Der er lidt mormor-overarme, bevares. Og maveskindet hænger efter graviditeter for længe siden. Men brysterne. Det er dem. De strutter unaturligt ud i verden. Den rynkede hud i kavalergangen, som er gullig brun, blotter årene.
Dernede i dalen mellem de to kunstige bjerge er kvinden foran mig ældre, end hun tør vise frem. Jeg fandt det og nikker for mig selv på tæppet.
Dilemmaet mellem at ville ses men ikke ses for meget. Det finder jeg oftere hos kvindehylstrene end hos mandehylstrene. Der er noget knægtelse der.
Tanke prikket i huden
Endelig ligger hun stille. Kvinden med lady-tatoveringen. Isabella er født i 2009. Helt præcis 04.08.2009. Da lå hende Because I’m a lady på fødegangen og ploppede et pigebarn ud af skrævet. Isabella må snart blive ni år.
Billeder fyger henover min nethinde. Isabella og Because I’m a lady, der holder børnefødselsdag den 4. august hvert år. Hun må være enebarn, Isabella.
I 90’erne var det tribal, i 00’erne var det blomster og retro-tatoveringer. Og nu skal alt bare være sort. Kulsort
Jeg undrer mig over tatoveringen. Ligesom alle de andre gør. Er moren mon bange for at glemme sin datters fødselsdag, denne skelsættende begivenhed?
Eller er datoen og navnet et minde om, hvor satans ondt fødslen gjorde, og hvor stort øjeblikket var, da Isabella blev lagt op på Because I’m a lady’s mave? Eller er det en hoveren? ”Se lige mig. Jeg har født Isabella på denne dato. Det er mit livs største præstation. Jeg gjorde det. Jeg er mor.”
Jeg ved pludselig ikke, hvor jeg skal placere blikket.
Hvad er det med de farvekorn, der på så mange kroppe er blevet prikket ind i huden med en meget spids genstand? Hvorfor al den visuelle information, som mætter mit blik unødvendigt, når jeg lader det vandre? Så jeg pludselig ikke kan leve videre uden at vide, hvornår Isabella er født? Og så jeg må spekulere over, hvorfor Because I’m a lady absolut må fortælle mig på skrift, at hun er det?
Bag mine solbriller observerer jeg tegnene på menneskene omkring mig. På arme, ben, rygge, fødder, lænd, bryst og halse er verden rundhåndet blevet trykket todimensionel og flad. Der er hjerter, diamanter, blomster, kors, logoer, mønstre, navne og hele sætninger om, at familien er alt og husk at leve i dag, for livet er simpelt, det er bare ikke nemt.
Alt kan prikkes ind under ren bar hud. I lige præcis så stor en mængde, at den ikke selv kan udstøde farverne. Og det bliver det.
På huden har tanken mistet sine vinger, den er blevet taget til fange. Det er det, der generer mit blik. Uanset hvor jeg kigger hen, ser jeg stækkede tanker, der mod deres natur ikke længere flyver frit
Jeg ved at billederne er uforgængelige, de blegner allerhøjst i solen. Alligevel tænker jeg på dem, som vidner på det modsatte. At hylsteret, der bærer dem, er forgængeligt. At de er udtryk for en bestemt tanke, som blev født på et bestemt sted en bestemt dag i et bestemt år. I 90’erne var det tribal, i 00’erne var det blomster og retro-tatoveringer. Og nu skal alt bare være sort. Kulsort.
Tanken, der er blevet prikket ind under huden, har været flygtig. Det er dens natur. Muligvis ikke flygtig som i et sekund eller et minut, en dag eller en måned. Flygtig i forhold til sjælens evighed. På huden har tanken mistet sine vinger, den er blevet taget til fange. Det er det, der generer mit blik. Uanset hvor jeg kigger hen, ser jeg stækkede tanker, der mod deres natur ikke længere flyver frit.
Jeg lukker øjnene og forestiller mig rene hylstre. Jeg overvældes af en pludselig tristhed over det tabte. Hvor forsvandt det hen? Det, som sjælen transcenderer; det, som før strålede uimodsagt ud gennem menneskets hylster.
Godt nok er tegnene og mønstrene på huden altid personlige. Blomsterne, korset og diamanten og Carpe Diem-citatet betyder noget helt særligt for menneskene, der bærer dem. Det siger de i hvert fald. Det er billedliggørelsen af et savn, forseglingen af et løfte, eller måske præstationens pokal som datterens navn og dato på I’m a Lady.
Men hvorfor skal det stå på ydersiden af hylsteret? Hvorfor skal der være en etiket? Når jeg i håndtrykket, i øjnene, i den særlige bevægelse med skulderen, i hele hylsterets fremtoning selv kan skimte konturerne af det indre, der bærer savnet, løftet eller præstationen. Hvorfor må jeg ikke selv få lov til at løse den gåde, ethvert menneske er?
Du er et menneske
På mit tæppe sætter jeg mig nu irriteret op. Jeg kigger på min egen hud. Hvid og med lysebrune pletter, der breder sig i forskellige størrelser og former over lår og skinneben. Plamagerne dukkede op under min graviditet for 10 år siden og formerer sig fortsat. Min læge kalder dem uskyldige melaninophobninger.
Måske er de i virkeligheden farverester fra den tatovering, der mærkede min sjæl, da jeg fik en datter? Den tatovering, der vokser og skrumper og skifter udtryk i takt med min indre slentren, og vinduet jeg sætter på klem ud mod verden
Det må han gerne kalde dem. For mig hedder de ”Almapletter”, opkaldt efter min datter. De er min fortælling, og de skifter farvelød og størrelse, som jeg lever. Måske er de i virkeligheden farverester fra den tatovering, der mærkede min sjæl, da jeg fik en datter? Den tatovering, der vokser og skrumper og skifter udtryk i takt med min indre slentren, og vinduet jeg sætter på klem ud mod verden.
Manden på tæppet ved siden af sætter sig også op. Jeg drejer hovedet og kigger på ham. Han ser sød ud. Hans arme er dækkede fra skuldrene og ned over albuerne med mønstre, der fletter sig ind i hinanden. Jeg har set dekorationerne før. På andre mænd. De må have købt det i den samme butik.
Jeg mærker hans blik i min retning og lader øjnene glide fra hans arme til ansigtet og øjnene. Men han har allerede vendt sig ud mod bassinerne igen, sønnen vinker fra piratskibet.
Ærgerligt.
Jeg var for optaget af farverne på hans hud, ville ellers gerne have kigget længere i de øjne. For at greje det mulige, blufærdigheden som mønstrene forsøger at skjule. Igen registrerer jeg tabet. Jeg lægger mig ned og kigger op på det rene blå lærred, hvor himlen bor.
Tænk at han aldrig mere i sit liv kan stille sig foran et spejl og være fuldstændig nøgen. Tænk at han aldrig længere kan kigge undersøgende på den store uafklarethed, han rummer. Om hvem han er. Hvad han er. Pyt med at hans tatoveringer står i vejen for mit blik, der kunne have mødt hans.
Men det er tungt at mønstrene på huden hæmmer mødet mellem det, han ser i spejlet og det, han altid er på ny indeni. Spejlbilledet spejler ikke sjælens levende arena, men en ydre forestilling, der altid er den samme. Han kan ikke kigge ind bagved. Han må ty til ydersiden. Og langsomt vinder den indpas.
Forskydningen mellem det indre og det ydre kan ikke kaldes tilbage. Og langsomt udhungres den indre fortælling. Spejlet stjæler den. Kan man dø indefra?
”Du er menneske”, hvisker historierne til mig, når jeg mærker dem boble op til mit hylsters kant i et tic, der sætter sig ved øjet, eller min hånd, der pludselig aer min kind
Der er kommet tynde hvide skyer på himlen, de bevæger sig langsomt hen over det uendelige lyseblå og lader sollyset changere på min hud.
Jeg fornemmer skyerne som kølige ophold, der destillerer mine tanker. Jeg ser omfanget. Alt det den tatoverede har mistet. I dag og i morgen og når han eller hun er tættere på døden.
At se sig selv med øjne, der uhindret vandrer hen over helt nøgen hud, og lader erindringer hvirvle og en verden pible frem ved synet af blindtarmsarret man fik, da man gik i 4. klasse, det venstre brysts nye asymmetri, skuldrenes runding, der dagligt forandrer sig, skønhedspletten, der ikke var der i går.
Klarheden i blikket i de sidste timer. Alt det levede liv som kun kan befries på denne ensomme arena. Alle de historier, der ikke kan berettes entydigt i ord eller billeder, men som evigt fortæller sig selv i huden, der ånder, i arret der blusser, i skuldrene der strækker sig, i øjnene der slukker eller byder indenfor.
”Du er menneske”, hvisker historierne til mig, når jeg mærker dem boble op til mit hylsters kant i et tic, der sætter sig ved øjet, eller min hånd, der pludselig aer min kind. Jeg skutter mig. Ikke at have denne stille hvisken. Hvad er så det menneskelige?
Skyerne bliver tungere. Jeg fryser. Det kommer indefra. Tatoveringer. En subkultur, som blev til ens ligusterhække på en forudsigelig og fremviselig villavej.
Det er ikke her tvivlen og livet bor. Jeg må væk fra matriklen og rejser mig fra tæppet og pakker solbriller, vand og bog i min stofpose. Jeg folder tæppet sammen og kalder på min datter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
