TEATER // ANMELDELSE – Eventyr er oplagt materiale for komedien (også den musikalske). Vi kender dem alle sammen – eller vi kender i hvert fald præmissen. Men hvorfor kender vi dem? Musicalen Into the Woods giver selv svaret: Fordi vi har fået dem fortalt. Nu mere end nogensinde er der grund til at tænke over, hvad vi fortæller vores børn. Ord har betydning, skriver POV’s Steen Blendstrup.
Som en pædagog fortæller mig: Hun elsker at læse eventyr for børnene. Gamle, men også nye – fra en bog med eventyr, hvor prinsesser, tjenestepiger, skovhuggerdøtre og så videre er handlekraftige og selv ordner sagerne. Frem for at vente på ham den charmerende prins.
Into the Woods er selvfølgelig også et metaeventyr, så eventyrfigurerne er godt klar over, at fortælleren er der, og efter flere forsøg på at bryde ud af deres roller gør de åbent oprør i anden akt
Som en af en af prinserne i Into the Woods selv siger det: Jeg er ikke skabt til at blive konge, jeg er skabt til at være charmerende (på engelsk hedder eventyrprinsen jo Prince Charming).
Eventyrlogik
Figurerne i eventyrene er bundet af eventyrets logik. Den naive Jack skal lade sig narre til at bytte sin ko bort for nogle magiske bønner. Askepot skal flygte fra ballet. Rapunzel skal fire i sit lange hår ned. Rødhætte skal plukke blomster på vejen til bedstemors hus. Og for at være helt sikker på, at alle udfører deres forudbestemte roller, går Stig Rossens fortæller rundt og stopper handlingen og giver ”gode råd” undervejs.
Into the Woods er selvfølgelig også et metaeventyr, så eventyrfigurerne er godt klar over, at fortælleren er der, og efter flere forsøg på at bryde ud af deres roller gør de åbent oprør i anden akt. Ja, alt der hænder efter ”og de levede lykkeligt” …
Som musical er Into the Woods noget af et mammutværk. Inklusive pausen er spilletiden næste tre timer. Selv om vi starter klokken 19, så kan det godt blive sent, hvis man tager børnene med i teatret.
Kærlighed og komik
Det kan man nemlig sagtens tillade sig, for selv om forestillingen gør tykt nar ad eventyrene, så er det antagelig kendt materiale for børnene, der fra film og tv er opdraget til meta-lag og popkulturelle referencer, og som nok vil kunne sætte pris på humoren. De vil i dansk sammenhæng næppe tage skade af de seksuelle undertoner, og selv kæmpens hærgen er ikke særlig skræmmende.
Rødhætte i Sofie Kronborgs skikkelse virker også så moderne, at man hvert øjeblik venter, at hun skal trække mobilen frem og lave en TikTok-video om sit eventyr
Og så er det jo en musical. Med stort orkester – alle kjoleklædte (og ikke som i kjole-og-hvidt) – et fantastisk flot score af Stephen Sondheim og dygtige sangere er det også en musikalsk fornøjelse. Ikke mindst Julie Steincke stråler som heksen, men stort set alle får lov til at brillere.
Karakteristisk nok er forestillingens store kærlighedssang lagt i munden på de to charmerende prinser (med antallet af fattige tjenestepiger, nødstedte prinsesser og så videre er det nødvendigt med aflastning). De er brødre og synger duet med hinanden, så ikke et øje er tørt. Lattertårer for det meste.
Joachim Knop og Henrik Launbjerg klæder i det hele taget hinanden som forestillingens komiske indslag, også når de spiller eventyrets to ulve, der bliver lidt distraheret af, hvor mange eventyr de skal servicere, og præcis, hvilken lyst synet af en uskyldig pige vækker. Og som prinser er de som nævnt charmerende, men ellers ikke megen nytte til.
A match made in Heaven
I virkeligheden klæder eventyrets u-virkelighed musicalens u-virkelighed. Begge dele er stærkt stiliserede universer med nogle på forhånd kendte konventioner. Derfor fungerer det også perfekt at underminere eventyrlogikken og lave sjov med den, mens man samtidig nyder musikken – både smukke soloer og store ensemblenumre.
Det er ikke noget originalt koncept at blande eventyrene sammen. Det komiske potentiale har andre også udnyttet (f.eks. Terry Pratchett i Witches Abroad). Heller ikke at genfortolke eventyrene og for eksempel kigge på, hvorfor heksen er ond (Disneys Tornerose-genfortolkning Maleficent m.fl.).
Men netop i musicalsammenhæng, hvor vi til hudløshed har set og hørt de unge elskende finde hinanden efter at have overvundet utallige hindringer, er det fornøjeligt – og opbyggeligt – at få rokket ved konventionerne.
Med kvinderne Into the Woods
Bageren og hans kone, der er bindeleddet mellem de forskellige eventyr i Into the Woods i deres søgen efter 4 genstande, der kan hæve den forbandelse, der gør dem barnløse, viser allerede tidligt, at normerne skrider: Hun vil med sin mand ud på jagten efter genstandene, ikke bare sidde derhjemme og vente.
Rødhætte i Sofie Kronborgs skikkelse virker også så moderne, at man hvert øjeblik venter, at hun skal trække mobilen frem og lave en TikTok-video om sit eventyr. I det hele taget er eventyrkvinderne mere handlekraftige end i Grimms originalfortællinger – og det bliver især tydeligt i anden akt, hvor handlingen som nævnt går uden for den kendte ramme.
Hvis vi skal lægge en aktuel, politisk vinkel ind i det, så hører vi netop i disse dage en klassisk helt-/skurk-fortælling fra Ukraine
Det ender sådan set godt – det er jo et eventyr – men undervejs får vi nogle sandheder foræret. Fædre skal ikke nødvendigvis være helte. De skal først og fremmest bare være der. Mødre kan også være nogle værre hekse – ikke bare heksen, men også Jacks voldsomt dominerende og manipulerende curlingmor. Og forelskelsen varer kun til ”og de levede lykkeligt”. Derefter skal kærligheden tage over, og den varer heller ikke nødvendigvis evigt.
Ord har betydning
Det er nemmere for et moderne dansk publikum at spejle sig i den let ironiske eventyrverden, som Into the Woods skaber, end den arkaiske verden af rollemodeller, som brødrene Grimm har givet os. Selv om vi ubevidst forholder os til disse arketyper. For vi har jo alle fået fortalt eventyr.
Hvis vi skal lægge en aktuel, politisk vinkel ind i det, så hører vi netop i disse dage en klassisk helt-/skurk-fortælling fra Ukraine. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan vi fortæller – hverken eventyr eller nyheder.
Det er bestemt heller ikke ligegyldigt, hvordan vi taler til vores børn (eller hvor lang tid, vi bruger sammen med dem), for som jeg indledte: Ord har betydning.
Hvis vi vil begynde en god historie med vores egne børn, så kan vi gøre det en hel del værre end ved at tage dem med ind at se Into the Woods. Især når vi husker at snakke om den bagefter. Alle generationer kan finde noget at more sig over og blive klogere af.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
