SØREN KRAGH-JACOBSEN // ANMELDELSE – Man har ikke været forelsket i 70’erne – eller senere for den sags skyld – uden at have nynnet med på den med Mona. Siden har Kragh-Jacobsen bare udsendt fire original album, herunder soundtracket til “Vil du se min smukke navle?” Nu er han for første gang i 22 år aktuel med albummet Tranedans. Mona er blevet en moden kvinde i den alder, hvor man overvejer at gå på pension, men hun er stadig inspirerende.
For 47 år siden forførte en ung Søren Kragh-Jacobsen os alle sammen med den uimodståelige sang, “Kender du det?” om den hovedløse forelskelse i den klassens nye pige, Mona.
Siden dengang er både Søren og Mona blevet voksne. Og selvom det sikkert ikke er tilsigtet, så kunne første vers i den skønne og sanselige nye sang, “Det lille mellemrum”, godt handle om den nu midaldrende Mona – ikke mindre fræk og sexet.
“Det lille mellemrum imellem hendes tænder, hendes baller, hendes lår og hendes hænder og hendes tanker, jeg aldrig rigtig kan trænge ind til…”
Ligesom dengang i 1976, hvor Mona gik i cowboytøj og ikke var særligt høj, bliver sangen vippet fremad i et forførende samba-groove. Og ligesom de resterende ti sange på det nye album er “Det lille mellemrum” iørefaldende, inspirerende, tilbagelænet og stimulerende gennemarbejdet.
Som få har solisten magt over alle de smukkeste detaljer i det danske sprog
Hele vejen igennem bakkes Søren Kragh-Jacobsen op af et hold af Skandinaviens bedste, Kristor Brødsgaard, Søren Møller, Gustaf Ljunggren, Hannah Schneider og ikke mindst den nærmest magiske mundharmonika-virtuos Jacob Venndt, der med sine gyldne toner får de små hår på armene til at rejse sig på sange som “Gyngerne ruster” og “Vals i det blå”.
Albummet er arrangeret og smukt sat i scene af Sørens gamle ven, Jacob Groth. Stilmæssigt bevæger sangene sig i området, hvor vi også møder Ralph McTell, Trille, Cornelis Vreeswijk og sågar Charles Aznavour. Og de handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi.
Kragh-Jacobsens imponerende lyrik
Siden debutalbummet, Hinkeruder på motorvejen (den med “Mona, Mona, Mona”) har Søren Kragh-Jacobsen også haft travlt med andet. Bl.a. er han i al beskedenhed blevet en af Danmarks vigtigste filmskabere med banebrydende værker som Vil du se min smukke navle, Drengene fra Skt. Petri og Mifunes sidste sang i bagagen.
I pressematerialet fortæller Kragh-Jacobsen, at mange af sangene er blevet til, mens han har arbejdet på nye film. Pludselig opstår inspiration. Og når man er Søren Kragh-Jacobsen, så er der altid en guitar i nærheden.
Detaljerne tæller. Og detaljer er der masser af på dette dejlige album, der ligesom Søren Kragh-Jacobsens film vil holde årtier frem i tiden
Melodisk hælder Kragh-Jacobsen ofte til den franske chansons brug af sentimentale og diminutive akkorder og uventede tonefølger, der varsomt griber lytteren omkring hjertet. Som få har solisten magt over alle de smukkeste detaljer i det danske sprog. Og albummets imponerende lyrik bærer tydeligt præg af Søren Kragh-Jacobsens talent som filmskaber.
Således udfolder sange som “Sådan en dag”, “Tranedans og hvide tangenter” og “Den sommer” sig hver især som små sanselige film, hvor man som lytter føler sig omgivet af billeder, toner og næsten håndgribeligt nærvær.
Hele Tranedans bevæger sig i et adstadigt tempo. Når man som Søren Kragh-Jacobsen har levet et langt liv og siden blodproppen for fem år siden har fundet ny inspiration, så er der ikke meget, der haster. Detaljerne tæller. Og detaljer er der masser af på dette dejlige album, der ligesom Søren Kragh-Jacobsens film vil holde årtier frem i tiden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
