
TEATER // ANMELDELSE – Skønheden og Udyret, Løvernes konge, Den lille Havfrue. Disney har med succes overført deres familiefilm til musicals. Frost er endnu en sådan musical med familieappeal, og den leverer varen i Falkonersalen med Maria Lucia og Kristine Yde i spidsen, skriver teateranmelder Steen Blendstrup.
Det er lidt af et scoop, at Frost som musical kan præsentere de samme skuespillere, der leverede de danske stemmer til tegnefilmen, i hovedrollerne som Elsa og Anna. De har også på scenen deres Disney-akkreditiver i orden, idet Maria Lucia var den oprindelige Belle i Skønheden og Udyret på Det Ny Teater, mens Kristine Yde har spillet Ariel i Den lille Havfrue på Fredericia Teater og Det Kongelige Teater.
Også herhjemme har Frost et stort publikum. Min 14-årige ledsager har kendt filmen og lyttet til ”Lad det ske” og de andre hits hele sit liv – så vidt hun husker. At dømme efter mængden af små Elsa’er i publikum er filmen stadig et hit på børneværelset.
Når Maria Lucia endelig når frem til ”Lad det ske”, så folder hun hele sin stemmepragt ud, så begrebet ”arie” næsten melder sig på banen
At markedsføre Frost som musical som egnet fra tre år er på den anden side at stramme begrebet egnethed en smule. Dels kan visse elementer godt virke mere skræmmende med levende skuespillere på scenen end med tegnede figurer på skærmen, dels er meget af den sjove og spændende del af handlingen konverteret til sange.
Dobbelt op på sangene
Min medbragte ekspert kunne udpege originale og nye sange i Frost på et sekund. Det er nogenlunde 50/50. Så fanpublikummet skal derfor helst kunne kapere, at musicalen fortæller historien på en anden måde end filmen. Hvis det er din egen Elsas første musical, er det nok værd at forklare lidt om det på forhånd.

Som musical leverer Frost imidlertid varen. Når Maria Lucia endelig når frem til ”Lad det ske”, så folder hun hele sin stemmepragt ud, så begrebet ”arie” næsten melder sig på banen. Men hvis Elsa har den bedste sang, så er det til gengæld Annas historie. Både på film og scene er Anna den virkelige helt i Frost.
Anna er en moderne Disney-prinsesse
Frost er om ikke baseret på, så i hvert fald inspireret af H.C. Andersens Snedronningen. Elsa har sin magi, får verden til at fryse, bor i et slot af is (længe før Superman) og ve den, der får en issplint i hjertet. Anna har det rene hjerte og drager ud for at redde ikke sin legekammerat, men sin søster.
Den handlekraftige heltinde i Frost
Anna er en moderne Disney-prinsesse. Hun er handlekraftig, modig og ikke bange for at få mudder på kjolen. Hun er måske også mere impulsiv end godt er, så hun forelsker sig først i prins Hans, inden hun tager på eventyr med den gæve Kristoffer som hjælper.
De er hinandens modsætninger til start, men lærer hinanden bedre at kende gennem deres fælles strabadser. Og så ved vi godt, hvad klokken er slået. Både i romantiske eventyr og i musicals. Anna er splittet mellem at følge sit hjerte eller sit ord. Men først gælder det altså Elsa, og her dukker snemanden Olaf op som hjælper.

Det giver ingen mening, at vi tror på en snemandsdukke, der bliver styret af en hvidklædt Diluckshan Jeyaratnam. Men det virker forbløffende godt på scenen. Ikke mindst fordi Diluckshan både styrer dukken og ”spiller” Olaf med sin egen mimik og egne bevægelser. Så meget, at han faktisk bliver i rollen selv under fremkaldelserne efter tæppefald.
I filmen er Olaf en klassisk, komisk sidefigur. Det fungerer også på scenen, hvor hans vision om en fremtid med sol og sommer bliver et gakket shownummer med dansende snemænd på en strand. Det er fjollet, men det fungerer.
Det er dansk, det er hygge
Det samme kan man sige om nummeret ”Hygge, hygge, hygge”, der gør tykt grin med dette unikke danske begreb eller måske snarere med den store verdens optagethed af det. Kombineret med lidt finsk saunastemning. Humoren vil nok flyve over hovedet på de yngste. Så må de voksne ledsagere lige komme med en forklarende note.

Men tilbage til historien. Kristine Yde er charmerende som Anna, der kaster sig hovedkulds ud i hvad som helst for at redde sin søster. Scenen giver ikke helt de samme muligheder for at spille actionheltinde som filmlærredet, men en bjergbestigning i flyvende rebstiger på en tom scene er en effektiv scenografisk løsning.
I øvrigt også hatten af for Mads Panik Wilfred Steen, der gestalter rensdyret Sven. Figuren er for central i historien til at blive skrevet ud. Men frem for en skuespiller med et gevir på hovedet forvandler han sig faktisk til rensdyr, endda så Anna kan ride på ryggen af ham. Børnene vil elske ham.
Maria Lucia er naturligvis pragtfuld i isglitrende kjole og rammer showets store sang lige i øjet, men det er Anna (Kristine Yde), der løber med de bedste/sjoveste scener
Men først og fremmest er Frost en musical om kærlighedens forløsende kraft. Det romantiske plot er måske ikke den store overraskelse (og de fleste har jo set filmen), men når det bliver serveret med fængende musik og akrobatiske dansenumre, så fungerer det.
Prinsessedrømme
Allerede i forbindelse med premieren på filmen Frost blev det bemærket, at det var Elsa-kjolerne, der blev det store hit for små piger med prinsessedrømme (også min medbragte ekspert). Ikke Anna-kjolerne, selv om hun da også synger, er smuk og dertil er helten i hele historien.
Maria Lucia er naturligvis pragtfuld i isglitrende kjole og rammer showets store sang lige i øjet (det har jeg måske nævnt), men det er Anna (Kristine Yde), der løber med de bedste og sjoveste scener. Så må vi som forældre bagefter tage en snak med vores børn (prinsesser eller ej) om roller og drømme. Om at være offer for sin skæbne eller tage skæbnen i egen hånd.

Som musical for det voksne publikum er Frost trods prægtig sang og sjove shownumre måske lidt tyndbenet. Det er et eventyr. For børn. Som fælles oplevelse og med børn – både dem, der nu synes, de er lidt for gamle til den slags, men elskede filmen som yngre, og dem, der lige har stiftet bekendtskab med Frost-universet – er det en perfekt musical.
Og mens vi bander over varmeregningen, kigger skeptisk op mod truende istapper og koncentrerer os om ikke at glide på isglatte fortove, så minder Frost også om at se magien i den frosne, snedækkede verden. Det bliver lunt og sommerligt, inden turneen til Århus og Odense er slut.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og