TEATER // ANMELDELSE – Det romantiske plot er i virkeligheden forudsigeligt som et HTH-køkken. Sangene er fine og appellerer til danselysten, men bringer ikke handlingen fremad. Leveringen – både af de nu klassiske oneliners og af popsangene undervejs – sidder imidlertid lige i (køkken)skabet, så man ikke kan undgå at forlade Den Eneste Ene – the Musical med et smil på læben, skriver Steen Blendstrup.
Både min ledsager og jeg sad nogle gange med en fornemmelse af at se dobbelt. Visse replikker fungerede, fordi vi på rygmarven overlagde handlingen på scenen vores erindring om Susanne Biers folkelige gennembrudsfilm fra 1999. Men det er måske ikke helt dårligt at få en biografbillet med i prisen, når man ser musicalen Den Eneste Ene.
Hvad musicaldelen angår, så får hovedkaraktererne hver deres store sang, hvor Merete Mærkedahl, Magnus Haugaard og Stanley Bakar alle tre er værd at fremhæve som Sus, Niller og Sonny. De får også fremragende opbakning af det velsyngende ensemble, der også forlener dansene med et blink i øjet.
Du kan allerede replikkerne
Uanset om der er tale om sexede håndværkere eller langbenede kosmetologer, der danser atletisk rundt på scenen, så mærker man en understrøm af 90’er-ironi. På den måde matcher sang og dans tonen i filmen Den Eneste Ene, der nok er romantisk, men også tager pis på romantikken. Du kan allerede replikkerne.
Den Eneste Ene og den eneste anden
Det er vist de færreste forundt at have mødt den eneste ene som den første og blivende partner. Det er heller ikke tilfældet for hovedpersonerne her, der begge er gift. Men da Sus og Niller møder hinanden, er hun høj på hormoner, fordi hun lige har fundet ud af at hun er gravid, mens han er glad, fordi han lige har fået at vide, at han får et adoptivbarn. Vi køber klicheen om, at der er en øjeblikkelig forbindelse.
Forhindringen for deres forbindelse elimineres, da Nillers kone, Lizzie, bliver kørt over, og Sus’ mand, Sonny, er hende utro. Det kan de naturligvis ikke se med det samme, hvilket fører til yderligere komiske forviklinger. Ikke mindst båret af deres respektive komiske bedste venner – Knud og Stella.
Den løbende vittighed i Den Eneste Ene – film såvel som musical – er naturligvis, at Niller ser verden gennem elementkøkken-metaforer
Figurerne er ikoniske i en sådan grad, at jeg kunne blive i tvivl om, hvorvidt Niclas Kølpin spiller Lars Kaalund, der spiller Knud, og Sofie Jo Kaufmanas Paprika Steen, der spiller Stella. Følelsen af et gensyn med kære og elskede figurer fungerer imidlertid. Sådan skal de bare opføre sig, og sådan skal trykket lægges.
Dette gælder selvfølgelig også Lizzies søster Mulle (eller Merete), der spilles med komisk pinagtighed af Ulla Vejlby. Mulle studerer psykologi på syvende år og bærer på en ikke særlig hemmelig forelskelse i Niller. Den eneste, der ikke kan se det, er naturligvis Niller.
Ret skal være ret, for Lise Lauenblad gør i sin ranglede figur og med sin helt egen diktion sceneversionen af Lizzie til helt sin egen.
Noget om køkkenskabe
At vi i en romantisk komedie altid ved, at det ender godt til sidst, får ekstra trumf på, fordi vi ved præcis, hvordan det ender godt. Vi sidder og venter på scenen og på replikken.
Den løbende vittighed i Den Eneste Ene – film såvel som musical – er naturligvis, at Niller ser verden gennem elementkøkken-metaforer. Det ved de fleste af os på forhånd, så vi kan værdsætte scenografien, der består af en bagvæg af køkkenlåger og køkkenskuffer, mens ”møblerne”, der bliver kørt ind og ud af scenen hovedsagelig er papkasser (med køkkenelementer).
Papkasser og sækkevogne fungerer også som effektive rekvisitter i dansenumrene. Det er i virkeligheden et stærkt stiliseret univers, hvor aktørerne kommer ind mellem musicalnumrene for at levere de scener og replikker, som vi alle sammen sidder og venter på.
Don’t Look for Love
Det er fair nok ikke at bryde sig om musicals, der lukrerer på filmsucceser, hvor man måske foretrækker originalen. Den Eneste Ene – The Musical spiller med åbne kort. Det kendte plot er komprimeret, så der er plads til mere sang og musik. Nogle gange meget elegant udført, som når Niller og Lizzies møde med ”adoptionsdamen”, samtidig med at Sus og Sonny taler med en fertilitetslæge andetsteds på scenen i en slags krydsklipning.
Det er Den Eneste Ene med karmoisinrøde låger
Det er lige så fair at have lyst til at beholde bordpladen og køkkenskabene, men kun udskifte lågerne og få et nyt komfur og en ny opvaskemaskine … men nu løber jeg måske løbsk i metaforerne.
Den Eneste Ene som musical er her i tredje opførelse lige præcis det, den giver sig ud for. Det er Den Eneste Ene med karmoisinrøde låger – altså med vægt på musikken, der bygger videre på filmens 90’er soundtrack. Handlingen med den samme skævt humoristiske optimisme i forhold til, at kærligheden vinder til sidst, er bare rammen.
I den forståelse ender vi med at forlade salen i boblende godt humør. Og måske med håbet om, at vi også selv en dag møder et menneske, hvis hængsler matcher vores egne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og