VALG // ANALYSE – Pedro Sánchez bliver i dag valgt som spansk regeringsleder for endnu en fireårig periode. Han har været vidt omkring for at hente den nødvendige opbakning, og fire baskiske og catalanske partier, som arbejder på at etablere selvstændige nationer, har sat prisen.
PAMPLONA – Nøglen til magten ligger i Bruxelles. Det måtte lederne af det spanske socialistparti, Partido Socialista Obrero Español (PSOE), i sidste måned erkende, og derfor har den belgiske hovedstad i de seneste uger været Spaniens politiske centrum. Efter det spanske parlamentsvalg i juli formede aritmetikken det således, at en fornyelse af Pedro Sánchez’ socialistiske regering ville kræve Junts per Catalunyas (JxCat) stemmer.
JxCat er politisk set PSOE’s diamentrale modsætning, og frontfiguren, Carles Puigdemont, er en af arkitekterne bag den catalanske opstand i efteråret 2017. Det spanske retsvæsen har udstedt en arrestordre på ham, hvilket forhindrer ham i at møde op til forhandlinger på spansk grund.
Han har plads i Europa-Parlamentet, men har ikke længere nogen officielle poster i sit parti. Alligevel er han fortsat den reelle leder, og fra sit eksil i Waterloo uden for Bruxelles trækker han i trådene, hvilket gjorde det nødvendigt for den socialistiske partitop at tage turen til Belgien.
Efterlyst person er kongemager
Efter godt en uges intense forhandlinger bag hermetisk lukkede døre nåede parterne sidste torsdag til enighed om en aftale, der indebærer flere kontroversielle elementer.
For det første vil en ny amnestilov slå en streg over alle de retslige mellemværender for lovovertrædelser, der er forbundet med Cataloniens kamp for løsrivelse fra 2012 og frem til i dag. JxCat har lagt pres på, og loven blev præsenteret i mandags, blot fire dage efter aftalen med PSOE.
Derudover er man blevet enige om indsættelsen af en international mægler, som vil organisere månedlige møder med henblik på at overvåge og mediere i forholdet mellem den spanske centralregering og Cataloniens regionale regering. Den forestående regeringsperiode bør ligeledes bane vejen for en politisk forhandlet folkeafstemning om Cataloniens fremtidige tilhørsforhold.
Forhandlingerne mellem PSOE og JxCat har været genstand for en heftig debat
Allerede i august – længe inden man reelt set var begyndt at forhandle – fremsatte Puigdemont et krav om en officiel anerkendelse af de regionale sprog (baskisk, catalansk og galicisk) i alle statslige og europæiske institutioner, som en betingelse for at indgå i et forhandlingsforløb.
Kravet var ikke nyt, men selv om PSOE i årevis havde modsat sig, blev forslaget i slutningen af september stemt igennem i det spanske parlament med ekspresfart.
Forhandlingerne mellem PSOE og JxCat har været genstand for en heftig debat. Kritikere har påpeget det paradoksale i, at en person, der er efterlyst af det spanske retsvæsen, og som åbent erkender, at han ikke har den fjerneste interesse i det spanske samfunds problemer, reelt set er kongemageren.
Men Pedro Sánchez har brug for Puigdemonts stemmer for at blive indsat ved dagens afstemning. Han havde utvivlsomt foretrukket at danne regering uden at have Puigdemont til at kigge ham over skulderen, men som han på stoisk vis udtalte, så må man – som situationen er – gøre en dyd af nødvendigheden.
ERC har også fået stillet en overdragelse af de regionale jernbaner i udsigt. Det er bemærkelsesværdigt
I bestræbelserne på at samle et flertal lavede PSOE i forrige uge en aftale med det andet catalanske parti, Esquerra Republicana de Catalunya (ERC), som er repræsenteret i parlamentet i Madrid. Den indebar ligesom aftalen med JxCat et løfte om en amnestilov.
Derudover blev man også enige om en nedskrivning med 20 pct. af en gældspakke fra 2012. Man slår hermed en streg over 13 milliarder euro (svarende til ca. 100 milliarder kroner).
Endelig har ERC også fået stillet en overdragelse af de regionale jernbaner i udsigt. Det er bemærkelsesværdigt, fordi den spanske forfatningsdomstol afviste et lignende udspil fra Baskerlandet i 2016, og blandt andet på det grundlag slog den spanske transportminister for et år siden kategorisk fast, at en sådan overdragelse ville være i strid med loven.
Man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Overraskende amnestilov i Spanien
Sánchez overtog regeringsmagten i 2018 på et politisk og socialt højspændt tidspunkt i Catalonien og har i den forgangne periode gradvist anlagt en stadig mere forsonlig tone i sagen. I løbet af sin regeringstid har han truffet en række beslutninger, som har været kontroversielle hos mange spaniere, men som også har formået at pille brodden af den rabiate catalanske nationalisme.
Det er ofte kommet til udtryk gennem nogle markante kursændringer. Sánchez lovede således gentagne gange at tage alle lovens midler i brug for at få Puigdemont anholdt og stillet ham for en dommer for de forseelser, han angiveligt havde begået. Med udsigten til et amnesti bortfalder alle anklager, og Puigdemont er så småt begyndt at finde flyttekasserne i Waterloo frem.
Da de lange fængselsdomme i 2019 blev afsagt over de catalanske politikere, der stod bag løsrivelsesprojektet i 2017, gjorde Sánchez det klart, at de alle ville komme til at udstå den fulde straf. Tre år senere blev de taget til nåde og løsladt. Selv om der er talrige eksempler på politiske kovendinger, så er den ny amnestilov overraskende.
PSOE’s politiske ledere med Sánchez i spidsen har gentagne gange i løbet af de sidste par år kategorisk afvist enhver snak om et amnesti med henvisning til at det ville være i strid med den spanske grundlov. Blot to dage før valget afviste Sánchez enhver mulighed for et amnesti, blandt andet med henvisning til, at det ikke juridisk set ville være muligt.
Det mener han selvsagt ikke længere.
I modvind hos mange spaniere
PSOE har dog måttet sande, at politikken i forhold til Catalonien har kostet dyrt i resten af Spanien. En nærlæsning af valgresultatet fra juli afslører, at PSOE er det største parti i ti provinser, inklusive de fire catalanske. Til sammenligning, så opnåede det primære oppositionsparti, Partido Popular (PP), flest stemmer i 38 af landets 52 provinser.
PP noterede sig således også for 47 nye mandater efter det sidste valg, og er i dag parlamentets største parti. En væsentlig del af fremgangen kan kobles direkte til den spændte situation i Catalonien, som stadig fylder meget i den offentlige debat. Det er derfor ikke overraskende, at forhandlingerne med de catalanske separatister som udgangspunkt mødte stor folkelig modstand i store dele af Spanien.
Det forlig, som PSOE og JxCat præsenterede i sidste uge, har ikke forbedret situationen. Ifølge en række meningsmålinger er flertallet af spanierne imod et amnesti. På dagen, hvor 87 % af PSOE’s medlemmer bakkede op om en aftale med de regionale partier (uden specifikt at nævne et muligt amnesti), offentliggjorde flere af landets aviser en meningsmåling, som viste af 40 % af PSOE’s egne vælgere forkastede en amnesti-løsning.
I en anerkendelse af et behov for en opblødning i det spændte forhold til Catalonien havde mange pragmatiske spaniere en forventning om, at man med en eventuel udstedelse af et amnesti kunne forvente en undskyldning fra catalansk side og måske et løfte om at begrave løsrivelsesambitionerne. Set i det lys har det indgåede forlig blot kastet endnu mere benzin på bålet. Puigdemont har gjort det klart, at catalanerne ikke skylder nogen noget, og ambitionerne om et selvstændigt Catalonien forbliver intakte.
Et af de mest skelsættende aspekter af den indgåede aftale er PSOE’s accept af den tese, at det catalanske oprør var fremprovokeret af PP’s politiske linje over for regionen og forfatningsdomstolens kendelser. Aftalen slår endvidere fast, at Cataloniens uafhængighedsproces udelukkende er et politisk anliggende, hvor man har gjort uretmæssig brug af domstolene i bestræbelserne på at dæmme op for de catalanske separatister (lawfare).
Accepten af den præmis betyder reelt set, at det er den spanske stat, der skylder Catalonien en undskyldning for at have fremprovokeret løsrivelsesforsøget i 2017 og efterfølgende fængslet en række politiske ledere.
Kritiske røster
Aftalen er blevet kritiseret fra flere fronter. PSOE’s hovedkvarter har i over en uge været genstand på daglige protester. I søndags havde PP organiseret demonstrationer i 52 byer i hele Spanien i et omfang, som man ikke har set siden midten af 1990’erne. Utilfredsheden strækker sig langt ind i egne rækker.
Ifølge partiets nestor, Felipe González, som er den længst siddende regeringsleder (1982-1996) i Spaniens 45 år gamle demokrati, har partiet i bestræbelserne på at fastholde magten lagt sig fladt ned for Puigdemonts syv stemmer.
Den socialistiske leder i Castilla-La Mancha, Emiliano García-Page, som er en af kun tre regionale ledere med socialitisk partikort, der overlevede de socialistiske blodbad ved de regionale og lokale valg i maj, har udtalt, at han ville gå rettens vej for at få omstødt flere af de indrømmelser, som han mener underminerer den spanske grundlov. I mandags var det EU’s udenrigsminister, catalaneren og socialisten Josep Borrell, der adspurgt om sin holdning udtrykte sin dybe bekymring for den seneste politiske udvikling.
Og netop de retslige aspekter spiller også en vigtig rolle i den indgåede aftale. I sidste uge sendte EU’s kommissær for retslige anliggender, Didier Reynders, et brev stilet til to af PSOE’s fungerende ministre, hvori han udtrykte sin bekymring og endvidere spurgte til det konkrete indhold af en eventuel amnestilov.
Baskiske alliancer
Selv om det primære fokus i den offenlige debat har været rettet på aftalerne med JxCat og ERC, så er deres stemmer alene ikke tilstrækkelige til at sikre Sánchez en ny regeringsperiode.
I slipstrømmen på den turbulens, som forliget med JxCat skabte, underskrev PSOE og det konservative parti Partido Nacionalista Vasco (PNV) fra Baskerlandet en aftale i fredags. PNV har jævnligt lagt stemmer til skiftende regeringer i Madrid og har aldrig lagt skjul på, at deres stemmer i Madrid er til salg til højestbydende. Denne gang har man fået overdragelsen af sygekasserne og en formel anerkendelse af Baskerlandet som nation stillet i udsigt i bytte for deres fem stemmer ved regeringsindsættelsen.
Den sidste markante regionale støtte har Sánchez fundet i EH Bildus syv mandater. Bildu er en sammenlægning af en række mindre fraktioner af nationalistiske partier på venstrefløjen, som har godt fat i de baskiske vælgere og meget vel kan blive regionens største parti efter det næste regionale valg til foråret.
Lederen, Arnaldo Otegi, var tidligere en ledende figur i terrororganisationen ETA, og partiet bliver ofte mindet om, at det reelt set udgør det politiske levn af terrorbevægelsen. ETA’s sidste attentat fandt imidlertid sted for over ti år siden, og referencerne til en dyster fortid har ikke længere nogen nævneværdig effekt på vælgerne.
Regeringen har givetvis en forventning om, at deres støttepartier lægger stemmer til regeringens politiske tiltag, men stiller derudover ikke nogen krav
EH Bildu står til at få ca. en tredjedel af stemmerne ved forårets valg og har for første gang en reel chance for at vinde. Otegi har udtalt, at deres stemmer går til Sánchez, hvilket ikke er nogen overraskelse. PSOE og Bildu har ikke lavet en skriftlig aftale, men i et scenarie, hvor PSOE med al sandsynglighed bliver tungen på vægtskålen i spillet om magten i Baskerlandet, ville en “noget-for-noget aftale” give mening. Det vil sige, Bildus stemmer til Sánchez’ regering i Madrid forventes gengældt, når baskerne har været ved urnerne i foråret.
De spanske regeringer bliver normalt stemt igennem med støtte fra en række regionale partier, og som regel er støtten baseret på et program med gensidige forpligtelser. De indgåede aftaler, som PSOE har lavet, er stort set alle formuleret som regionale krav og betingelser, som en ny centralregering bør efterleve. Regeringen har givetvis en forventning om, at deres støttepartier lægger stemmer til regeringens politiske tiltag, men stiller derudover ikke nogen krav.
Udfordringer i sigte
Efter et kompliceret og kontroversielt forløb er det lykkedes PSOE at samle opbakning fra en bred vifte af partier, der spænder fra det regional-nationalistiske højre til den yderste venstrefløj. Det til trods, så står Pedro Sánchez foran en udfordrende regeringsperiode. Med 179 mandater – fire mere end krævet – hævder han at have samlet et “klart flertal”.
Det er et parlamentarisk grundlag, hvor partierne i mange generelle politiske, økonomiske og sociale spørgsmål ofte vil stå langt fra hinanden. Hvert enkelt af de fire støttepartier (fem, hvis Podemos vælger at gå enegang), har stemmer nok til at trække tæppet væk under regeringen, så selv om det er Sánchez, der sidder for bordenden, er det ikke givet, at det også er ham, der bestemmer.
Den første prøve bliver godkendelsen af den nye amnestilov. PSOE mener at have strikket et udkast sammen, som er juridisk holdbart og dermed fritager catalanerne for straf. PP har lovet tage alle gængse midler i brug for at blokere loven, og det forventes på forhånd, at forfatningsdomstolen bliver inddraget. Hvis sagen trækkes i langdrag eller støder på store forhindringer, kan Sánchez stå foran et kort mandat.
Det ligner den perfekte storm, hvor alle parter jagter en gylden mulighed for at udnytte den parlamentariske situation maksimalt. Pedro Sánchez har før vist, at han magter at navigere i rørte vande, men de kommende måneder tegner til at blive den ultimative politiske udfordring.
Læs også artiklen Spanien: Ballade hos de borgerlige – et drama med baroner og spioner
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
