SPANIEN OG VENEZUELA // ANALYSE – Den spanske regering gav i sidste måned politisk asyl til den venezuelanske præsidentkandidat og oppositionsleder, Edmundo González. Hans exit efterlader en svækket opposition, og mens det venezuelanske regime hilser beslutningen velkommen, så stiller kritikere spørgsmåltegn ved Spaniens interesse i at engagere sig i den venezuelanske konflikt.
PAMPLONA – I sidste uge tildelte Europaparlamentet den prestigefyldte Sakharov-pris til den venezuelanske oppositionsduo María Corina Machado og Edmundo González i anerkendelse af deres kamp for genoprettelsen af frihed og demokrati i Venezuela. Prisen er endnu en international anerkendelse til en opposition, som stadig flere udenlandske og uafhængige iagttagere mener på overbevisende vis vandt valget i slutningen af juli.
Siden valget har Venezuela været plaget af social uro, og i de efterfølgende uger er flere blevet dræbt og mere end 2.000 personer fængslet som følge af gadeoptøjer og demonstrationer.
Godt en måned efter valget dukkede Edmundo González pludselig op i Madrid. González er en pensioneret karrierediplomat, der blev skrevet på stemmesedlerne i sidste øjeblik, da Maduros regime forbød Machado at stille op. Han havde stort set ikke vist sig offentligt efter valget, og den siddende regering havde udstedt en arrestordre, da han nægtede at møde op og skrive under på det, regeringen betragtede som det officielle valgresultat.
Det viste sig efterfølgende, at Holland havde givet ham husly og indlogeret ham i ambassadørens embedsbolig. Situationen var fastlåst, indtil naboen – den spanske ambassadør – tilbød sin hjælp. Med den tidligere spanske regeringsleder, José Luis Rodríguez Zapatero, som mellemmand, lykkedes det at forhandle en aftale på plads, som sikrede oppositionslederen et løbepas til friheden i Spanien.
Den spanske regering har tøvet med at anerkende González som vinder
Eksilløsningen er imidlertid ikke en ubetinget fordel for den venezuelanske opposition. Tværtimod. González (og hans familie) slipper på det personlige plan ganske vist ud af regimets jerngreb, og umiddelbart efter González’ fremtoning i Madrid udtalte Maduro sig usædvanligt forsonende i forhold til González’ beslutning om at flytte sit domicil til Madrid. Ifølge Maduro havde González (omsider) handlet i landets interesse.
González har betalt en betydelig politisk pris, hvilket forklarer Maduros pæne ord. Efter ankomsten til Spanien modtog pressen en række billeder fra den spanske ambassadørs embedsbolig. På billederne kan man se González stående ved et bord sammen med Jorge Rodríguez, præsidenten for det venezuelanske parlament, og Delcy Rodríguez, som er landets vicepræsident. De to ledere er søskende. Han studerer nogle dokumenter, som angiveligt er den erklæring, hvor han afstår fra at blande sig i politiske anliggender og endvidere anerkender det valgresultat, som regeringen har fremlagt.
Venezuelas næste præsident tages i ed den 10. januar, og indtil da kan oppositionen stadig forsøge at omstøde regimets resultat. González har derfor bedyret, at han vil kæmpe videre fra sit eksil. Ikke desto mindre er oppositionen splittet og svækket, efter at González er skibet afsted over Atlanten, hvilket unægteligt gør det endnu sværere at få anerkendt valgresultatet.
Den spanske regering nøler
I Spanien har situationen rejst spørgsmålet om den spanske interesse i det venezuelanske valgresultat. Det stod hurtigt klart for Edmundo González, at der i Spanien var delte meninger om eksil-løsningen og det spanske engagement i venezuelanske anliggender. Spaniens forhenværende socialistiske regeringsleder José Luis Rodríguez Zapatero har anerkendt sin rolle i forhandlingsforløbet, men han har været særdeles fåmælt omkring sin konkrete rolle.
Den spanske regering har tøvet med at anerkende González som vinder og henviste oprindeligt til, at EU ikke havde formuleret et fælles europæisk standpunkt i forhold til valget.
Den spanske opposition påpegede, at den manglende europæiske konsensus ikke havde spillet nogen rolle, da den spanske regering i maj egenrådigt (sammen med Irland og Norge) anerkendte Palæstina som en selvstændig nation, og medmindre González’ asyl udelukkende skulle tolkes som en hjælpende hånd til Maduros regime, så ville det være hensigtsmæssigt at vise sin støtte til underliggende retsstatsprincipper som demokrati og menneskerettigheder.
Den spanske regerings nølen i forhold til, hvad de fleste iagttagere betragter som magtmisbrug, manipulation og brud på demokratiske principper, har imidlertid givet anledning til spekulationer
Oppositionen beklagede sig, og regeringen vendte det døve øre til. Oppositionen fremlagde sit forslag, og den 11. september anerkendte det spanske parlament – uden regeringens stemmer – Edmundo González som vinder.
Omtrent en uge efter udsendte Europaparlamentet en pressemeddelelse, hvori man klart fordømte de åbenlyse uregelmæssigheder og svindel i forbindelse med valget i Venezuela og samtidig anerkendte Edmundo Gónzalez som Venezuelas næste præsident.
Den spanske regering rokkede sig ikke, indtil 30 lande anført af USA forud for FN’s generalforsamling i slutningen af september udstedte en fælles deklaration, hvori man anerkendte González som den kandidat, der fik flest stemmer.
En møgsag
Historien har fostret nære økonomiske, politiske og kulturelle bånd mellem Spanien og Venezuela, og det kan måske derfor synes naturligt, at den spanske regering involverer sig aktivt i den venezuelanske krise. Den spanske regerings nølen i forhold til, hvad de fleste iagttagere betragter som magtmisbrug, manipulation og brud på demokratiske principper, har imidlertid givet anledning til spekulationer.
Sideløbende med situationen i Venezuela har spanierne i de sidste måneder været vidende om optrevlingen af en mulig korruptionsskandale, der trækker tråde til Venezuela og involverer højtprofilerede politikere og forretningsfolk.
I 2021 hævdede spanske medier, at han havde anpart i en guldmine i Venezuela – en påstand, som Zapatero selv karakteriserer som ”surrealistisk”
Sagen er omfattende, og myndighederne arbejder stadig på at afdække det fulde omfang. En af de centrale figurer er det regerende socialistpartis tidligere partisekretær og minister for offentlige anliggender, José Luis Ábalos. Han var partiets indpisker og nummer tre i det interne hierarki, indtil han til alles overraskelse blev frataget alle partihverv og sit ministerium ved en ministerrokade i sommeren 2021.
En af de sager, der undersøges, er en uofficiel lynvisit, som den venezuelanske vicepræsident Delcy Rodríguez aflagde i ly af natten den 20. januar i 2020. Det er for nylig kommet frem, at Ábalos orienterede sin chef, regeringslederen Pedro Sánchez, fire dage inden, hvor han gjorde det klart, at der var tale om et diskret anliggende.
Sagen er polemisk, blandt andet fordi Delcy Rodríguez dengang figurerede på EU’s liste over 25 venezuelanere, som på grund af hendes lemfældige omgang med menneskerettighederne havde forbud mod at sætte fod i Schengen-landene – en situation, som den spanske regering var bevidst om. Motiverne – og hvad der reelt foregik – har ingen af de involverede parter villet røbe.
Ud over Ábalos og hans personlige rådgiver deltog også en erhvervsleder, som i dag sidder varetægtsfængslet. Ministerens personlige rådgiver har under en afhøring afsløret, at tolv kufferter blev læsset af flyveren. Derudover har han lovet aldrig at løfte sløret for, hvad der foregik under det korte møde.
Historiske forbindelser
De nære relationer mellem det venezuelanske regime og særligt den venstreorienterede del af den spanske politiske elite har dybe rødder.
Lederne af Podemos, en protestbevægelse, der konstituerede sig som politisk parti i 2014 og mellem 2020 og 2023 udgjorde en del af en koalitionsregering, har i de sidste 15 år arbejdet som rådgivere for den venezuelanske regering.
Juan Carlos Monedero er en af stifterne af Podemos og blandt de politiske og intellektuelle ledere, der fastholder de nære forbindelser til Maduros regime. Således deltog han i slutningen af august i en radioudsendelse fra Venezuela, hvor han blandt andet ønskede Maduro tillykke med den venezuelanske højesterets anerkendelse af et valgresultat, som giver det siddende regime valgsejren.
Zapatero har, siden han trak sig fra frontlinjen i spansk politik, knyttet stadig tættere bånd til Maduros regering, og han har siden 2015 jævnligt været valgobservatør og fungeret som mægler i konflikter mellem Venezuela og andre lande og internationale organisationer. I 2021 hævdede spanske medier, at han havde anpart i en guldmine i Venezuela – en påstand, som Zapatero selv karakteriserer som ”surrealistisk”.
Den spanske presse spekulerer livligt – omend på et til tider løst grundlag – og spørger, hvem det spanske engagement i Venezuela reelt set har til hensigt at hjælpe. I Venezuela er fronterne trukket skarpt op, og umiddelbart synes det umuligt at tilgodese begge parter. Og det er svært at se, hvordan nære personlige forbindelser og afdækningen af lyssky forhandlinger kan bidrage til en konstruktiv løsning af den låste situation i Venezuela.
Læs også Mogens Pedersens analyse fra Nicaragua: “Centralamerikansk præsidentpar finder nye måder at stramme deres greb om landet”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og