LGBTQ+ // KOMMENTAR – Lobbyindsatsen for de såkaldte Yogyakarta-principper har påvirket lovgivningen i flere lande. Tidligere handlede gruppens krav mest om beskyttelse af homoseksuelles menneskerettigheder, men der blev senere skruet kraftigt op for indsatsen i relation til transpersoner. Kravene indbefatter bl.a., at nyfødtes køn ikke skal registreres, og at det selvbestemte køn skal være mere afgørende end det biologiske, skriver journalist Dorte Toft, der også fortæller mere om, hvorledes FNs torturkonvention forsøges påvirket vedrørende transkønnede.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad siger du til dette forslag? Nyfødte børns køn skal ikke registreres på fødselsattesten. Beskeden er underforstået: barnet vil selv vide bedst efter nogle år.
Hvad siger du til, at kun forældres selvbestemte køn registreres på barnets fødselsattest, hvis det køn adskiller sig fra det biologiske – fx skal mor registreres som far, hvis den fødendes selvbestemte køn er mand.
Og hvad siger du til, at enhver, der selvidentificerer sig som andet køn, skal have ret til at få ændret egen fødselsattest og dåbsattest.
For nogle mennesker er det en selvfølgelighed, men en del vil synes, at det langt ude, og grobund for en vild kønsforvirring i love, vejledninger og statistik.
Forslagene kommer fra en magtfuld aktivistgruppe, hvis kravsliste har betegnelsen The Yogyakarta Principles.
Yogyakarta Principles er et dokument om menneskerettigheder indenfor områderne seksuel orientering og kønsidentitet, der blev offentliggjort som resultatet af et internationalt møde mellem menneskerettighedsgrupper i Yogyakarta, Indonesien, i november 2006. Principperne blev suppleret og udvidet i 2017 til at omfatte nye grundlag for kønsudtryk og kønskarakteristika og en række nye principper. Principperne er dog aldrig blevet accepteret af FN, og forsøget på at gøre kønsidentitet og seksuel orientering til nye kategorier af ikke-forskelsbehandling er gentagne gange blevet afvist af såvel FN’s generalforsamling, FN’s Menneskerettighedsråd og andre FN-organer. Principperne og tillægget indeholder et sæt forskrifter, der har til formål at anvende standarderne i international menneskerettighedslovgivning til at adressere misbrug af menneskerettigheder for lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og interseksuelle (LGBTI).
Kilde: Wikipedia.
Problemet med det krævede forbud mod såkaldt conversion therapy er, at der intetsteds konkretiseres, hvad det er, når det gælder kønsubehag, og at der ikke synes at være troværdig dokumentation for, at det finder sted.
Gruppen står i stærkt hos FN og i de store menneskerettighedsorganisationer, og den bakkes på alle fronter op af LGBT-organisationer. Tilsammen har fortalerne har haft succes med at få flere forslag udmøntet i love og reguleringer især i lande som Canada, UK og USA.
Europa-Parlamentet udvider termen “kvinde”
For nogle år tilbage pressede gruppen mest på at få lovgivet om homoseksuelles sikkerhed og ligeværdige levevilkår samt få sat en stopper for omskæring af pigebørn, men nu gælder presset i Vesten i stigende grad en mærkesag om at få fjernet det biologiske køn som afgørende i kønsspecifikke sammenhæng, og ikke mindst kvinders.
Senest er en gruppe i Europaparlamentet gået ud med et sådant forslag. I juli 2023 skal der stemmes i udvalget “Civil Liberties & Women” om et forslag til en lov om begrænsning af vold mod kvinder:
Ordet “kvinder” er imidlertid, som man kan se ovenfor, blevet til termen women in all their diversity. Begrebet forklares ikke, men kan kun reflektere pres fra aktivistside. Ifølge disse er mænd, der “skifter køn”, kvinder i enhver sammenhæng, også hvad angår krisecentre for voldsramte kvinder.
Gruppen bag The Yogyakarta Principles udgøres af FN-aktører, LGBT+lobbyister, forskere og advokater for menneskerettighedsorganisationer. De nedfældede principper gælder seksuel orientering (tiltrækning af eget eget biologiske køn – sex), kønsidentitet (gender identity – det følte – kønsrollen, der føles retvisende), kønsudtryk (gender expression – det fysiske udtryk, fx gennem påklædning og manerer) og kønskarakteristik (sex – de biologiske såsom genitalier, kromosomer m.v.).
Fremstår som en slags lovkrav
Principperne er en ønskeliste, der alligevel har fået status som en slags lovkrav for de lande, som skriver under. Listen blev i 2006 forfattet af aktivistgruppen, der havde valgt Indonesien som værtsland for arrangementet. Jævnfør en artikel om historien bag principperne og den medvind, disse har fået hos FN og NGO’er, blev der valgt et muslimsk land som vært for undgå, at de proklamerede ønsker blev set som noget fra det dekadente vest.
Der blev nedfældet 29 principper, som i 2017 blev tilføjet ti ekstraprincipper. Det tiende består af en lang række af udvidelser af de oprindelige 29 principper – flere med et kraftigt præg af identitetspolitisk ideologi.
Principperne repræsenterer den gode vilje til at sikre menneskerettigheder for alle, og til at beskytte alle mod overgreb fra statens side, fra familiens side og fra andres.
Blandt de dele af principperne, der går i transpolitisk retning, kan nævnes følgende – udover hvad der indledte denne artikel:
- Alle har ret til at få samtlige identitetspapirer ændret, så disse reflekterer det aktuelle selvbestemte køn, altså gender identity.
- Der skal sikres, at information om ændret køn og/eller navn ikke gives, uden personen selv giver tilladelse, undtagen hvis krævet fra retslig side.
- Personer skal kunne deltage i sport for det køn, de selv identificerer sig som, hvis der ikke er vigtige argumenter imod (der er ingen klar definition af, hvad sådanne argumenter kan være).
- Offentlige sundhedssystemer og sygeforsikringer skal give personen, der vil ”skifte køn” den ønskede behandling, herunder pubertetstopper, krydshormoner, kirurgisk fjernelse af bryster, penis m.v. samt konstruktion af kunstig vagina og kunstig penis. Indsatte kriminelle skal også have gratis adgang til den fulde kønsskifte-behandling.
- Der kræves forbud mod såkaldt omvendelsesterapi (reparative eller conversion therapies), hvis ikke personen, om barn. ung eller voksen selv kræver det.
Terapi eller tortur?
Problemet med det krævede forbud mod conversion therapy er, at der intetsteds konkretiseres, hvad det er, når det gælder kønsubehag, og at der ikke synes at være troværdig dokumentation for, at det finder sted.
Men selv psykologisk støtte med henblik på at afdække, om det vitterligt er det biologiske køn, personen har det skidt med, ses til tider opfattet som omvendelsesterapi. Dette på trods af, at det efterhånden er en kendt sag, at især teenagere kan se kønsskifte som en slags Quick Fix af andre alvorlige problemer, såsom fx autisme, ADHD, depression, spiseforstyrrelse eller selvskade. Der kan også ligge en skam over at være tiltrukket af eget køn bag ønske om kønsskifte.
Fra Yogyakarta-holdets side arbejdes der imidlertid intenst på, at få omvendelsesterapi af transkønnede ind under FNs forbud mod tortur, ligesom for homoseksuelle.
Det har vist sig, at vidnets grupopvækkende fortælling om omvendelsesterapien ikke kan bekræftes. Sam Brinton, der i 2022 blev ansat i Joe Biden-administrationen, har siden mistet den post samt ”ambassadørposterne”
Det er velkendt, at homoseksuelle har været og stadig bliver udsat for forsøg på at ”omvende” dem til at blive hetero. Her har der gennem tiden været set grusomme forsøg, så et forbud på det område er vigtigt.
Det kniber dog som nævnt med troværdige beviser på, at det også sker på transområdet, hvilket også fremgår af den tidligere nævnte artikel om Yogyakarta-princippernes historie og indflydelse. Artiklen har overskrifterne: The plot to redefine conversion therapy – A murky history shrouds the erasure of biological sex.
Skribenten er den i Bruxelles-bosiddende journalist, Róisín Michaux, der er kendt som en såkaldt gender critical person, lige som jeg selv er – altså fortaler for, at selvbestemt køn (gender) ikke må trumfe biologisk køn (sex), hvor der ses sammenstød mellem kønsbaserede rettigheder. Artiklen er skrevet under pseudonym, så hun ikke risikerer at miste sit indtægtsgivende arbejde efter pres fra tranaktivstisk side, hvilket er sket for ligesindede.
Lobbyismen over for FN
Michaux fortæller i artiklen, at en FN-subkomité om tortur under en session i Geneve i 2014 fik forelagt et vidnesbyrd vedrørende omvendelsesterapi som led i at få torturkategoriseringen på plads. Vidnet var homoseksuel, og der var ingen vidnesbyrd fra transkønnede.
Vidnet var Sam Brinton, der nu identificerer sig som non binær, og som da optrådte også som ambassadør for to vigtige LGBT-organisationer. Han fortalte om en langvarig grusom behandling med elektrochock, nåle og meget andet.
Det har vist sig, at vidnets gruopvækkende beretning om omvendelsesterapien ikke kan bekræftes. Sam Brinton, der i 2022 blev ansat i Joe Biden-administrationen, har siden mistet posten samt ambassadørposterne efter han blev afsløret i flere gange at have stjålet kvinders kufferter.
Ifølge Madrigal-Borloz skal børn og unge, der ønsker kønsskifte, udelukkende bekræftes og gives den ønskede kønsskiftebehandling, fordi de ved bedst selv – selv som små børn. Alt andet end bekræftelse er diskriminering
Men Brintons tale i Geneve gjorde jævnfør referater et stort indtryk i salen. Han talte umiddelbart efter FN’s “uafhængige ekspert” på området, Victor Madrigal-Borloz, der i sit FN-regi er kendt som den mest ihærdige fortaler for forbud mod conversion therapy også af børn og unge med kønsubehag.
Forkendskab til torturområdet har han. Madrigal-Borloz stod i en årrække i spidsen for IRCT (International Rehabilitation Council for Torture Victims) i København. Jobbet blev dog ikke forvaltet som en ubetinget succes, idet organisationen endte som økonomisk truet under hans regime. Jeg har tidligere skildret det i Berlingske under overskriften: “FN kalder ham uafhængig ekspert, kritikere kalder ham transaktivist”.
FN-ekspert: Børn ved bedst selv
Ifølge Madrigal-Borloz skal børn og unge, der ønsker kønsskifte, udelukkende bekræftes og gives den ønskede kønsskiftebehandling, fordi de ved bedst selv – selv som små børn. Alt andet end bekræftelse er diskriminering, mener han. I en af hans videoer i FN-sammenhæng hævder han, at børn har decideret krav på kønsskiftebehandling ud fra FN’s børnekonvention. Madrigal-Borloz er blandt medunderskriverne på de opdaterede Yogyakarta-principper.
Men den medvind, principperne hidtil har fået, bør der være stor opmærksomhed over for kravet om forbud mod conversion therapy på transområdet og kravet om tortur-klassificering hos FN.
Yogyakarta-principperne har tidligere ført til nye love gældende juridiske kønskifter, så de nu kun går på en persons følelse, altså hvor der ikke længere fordres diagnose for såkaldt kønsdysfori og en vis tids levet liv i det andet køns rolle. Principperne har også ført til lovgivning mod hadtale, men med hadtale så bredt defineret, at politianmeldelser bliver brugt som chikane mod kritikere.
Kan professionel psykologisk støtte til udredning af årsager til ønsket om kønsskifte blive anmeldt til politiet? Og hvad med torturpåstande?
De konsekvenser af principperne, der har givet mest offentlig debat, er dog adgangen for transkvinder, altså kønsskiftede mænd, til afsoning i kvindefængsler, og transkvinders deltagelse i kvindesport.
Senest er den i USA kendte svømmer Riley Gaines gået i front i kampagnen Save Women’s Sport. Gaines deltog i konkurrence mod transkvinden Lia Thomas, der har slået adskillige årsrekorder for kvinder på collegeniveau, og som også har slået unge kvindelige svømmere, der deltog i seneste OL.
Men der høres også debat om adgang til krisecentre for voldsramte kvinder, til omklædningsrum for piger og kvinder, til sovesale samt i relation til, at kønsadskilt adgang til toiletter på skoler og i kulturens verden i stigende grad ses erstattet med kønsneutrale toiletter.
Aktuelt gælder lobbyismen dog mest at få et forbud mod conversion therapy. Enhver tvivl om, hvorvidt det altid tjener børn og unge, der ønsker kønsskifte, alene at blive mødt bekræftende og sat i behandling, stemples som transfobisk.
Selv om der i fagkredse – som tidligere nævnt i POV – er uenighed om, hvorvidt behandlingen er videnskabeligt forsvarlig og nytter, og selv om der påpeges, at langt de fleste børn og unge forliger sig med deres køn efter nogle år – hvis de ikke sættes i medicinsk behandling.
Bekymrede psykologer
Der foreligger som nævnt ingen præcis definition af, hvad omvendelsesterapi er for børn og unge med kønsdysfori, og et eventuelt forbud risikerer måske at blive misbrugt ligesom love om hadtale. Kan det give problemer for en forælder til den oprørske teenager, der pludselig kræver kønsskifte? Kan professionel psykologisk støtte til udredning af årsager til ønsket om kønsskifte blive anmeldt til politiet? Og hvad med torturpåstande?
I forvejen har flere psykologer og andre behandlere ytret, at de har følt sig presset til udelukkende at bekræfte de unge i deres ønske om kønsskiftebehandling. Det var fx tilfældet på den store centrale klinik, Tavistock i England, hvilket fremgik af en ekspertrapport. Den rapport omtales også i en redegørelse fra organisationen Sex Matters om, hvorledes aktivister forsøger at få forbudt såkaldt taleterapi – den normale udforskende terapi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
