MEDIER // KOMMENTAR – Programændringer, lukninger og fyringer har endnu engang startet et frontalangreb på Danmarks Radio, skriver Jesper Grunwald, der selv har en baggrund som journalist og chef i Statsradiofonien i 30 år. Men er det berettiget eller ude af proportioner? Meget skyldes elendig kommunikation.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad mig slå én ting fast: Der råbes historisk set altid dommedag, når der skæres programmer og afskediges medarbejdere i DR.
For det første eksploderer solidariteten blandt medieansatte så bemærkelsesværdigt hurtigt, at proportionerne sættes på en prøve. Også jeg er oprigtigt ked af det på vegne af de berørte; flere er mine personlige venner og en væsentlig del af min egen DR-lytning. Mange af profilerne er så identiske med Danmarks Radio, at det bliver svært at finde et nyt job, når man som individ nærmest er identisk med den virksomhed, man sparkes ud af. For slet ikke at tale om ”aldersproblemet”. Mange af de fyrede er i en aldersgruppe, der ikke er attraktiv i mediebranchen.
For det andet er profilerede programmer og medarbejdere en så vigtig del af brugernes opbakning om DR, at det af seere/lyttere/brugere opleves som en slags tvungen skilsmisse.
Det er nærmest uforståeligt, at DR som folkejet virksomhed er så dårlig til at etablere og føre en dialog med brugerne om kulturvirksomhedens strategier
Det er sådan, fyringen af 47 medarbejdere – ud af ca. 2.500 – får en opmærksomhed, der ikke ville blive andre lønarbejdere i andre virksomheder til del. Heller ikke i den øvrige mediebranche, der har været hårdt ramt i de forløbne år, fra magasinpresse over tabloidpresse til landets dagblade.
Ledelsens bevæggrunde
At de er underlagt hyperopmærksomhed, ved de godt i Danmarks Radio, og det er derfor utroligt, at DR har været så dårlig til at kommunikere beslutninger og konsekvenser i fyringsrunden.
Der blev i første omgang udmeldt tre hovedgrunde til fyringerne. Tre udgiftsområder, der skal findes midler til eller dækning for i DR’s milliardbudget:
• Øget betaling til musikrettigheder
• Manglende indtægter på licensrestancer
• Penge til digital omstilling
Det er rigtigt, at DR for to år siden tabte en sag i det såkaldte “ophavsretslicensnævn”.
Rettighedsforvalteren KODA fik medhold i, at DR skal af med flere penge – ovenikøbet med tilbagevirkende kraft til 2015. Men det er altså to år siden ”dommen” faldt.
Det er rigtigt, at DR ikke har de samme ”redningspenge” i budgettet fra licensrestancer. Men det må være forudset, da licensen blev afskaffet ved lov i 2018 med virkning fra i år.
Det er selvfølgelig rigtigt, at den digitale omstilling kræver ressourcer og nogle gange andre medarbejdere end de eksisterende.
Men kommunikationen fra DR har ikke sat forståelige proportioner på omprioriteringer, omflytninger og fyringer.
Kontakten og dialogen med brugerne mangler
Det overlades til os mediebrugere og skattebetalere selv at sjusse os frem til DR’s hensigter med forandringerne. Det bidrager til en ”historie”, som virkeligt vil belaste DR i den kommende tid:
At man skærer i de medarbejdere, der skaber indholdet – at man skærer i programkvaliteten for at betale gammel gæld og ruste sig til fremtiden.
Et kig på de sociale medier lige nu viser da også, hvordan ”historien” fortolkes af den enkelte.
Men det allerværste for public service er måske, at den nuværende krise i DR viser, at mediehuset ikke har en ordentlig dialog og kontakt med brugerne som denne store kulturvirksomheds strategi for fremtiden.
For nogle år siden blev de såkaldte amtsprogramråd nedlagt. Der blev mange steder i ”huset” grinet noget af denne decentrale lytter/seerkontakt. Men den udgjorde en helt nødvendig forbindelse til kultur- og folkelivet udenfor medieparnasset.
DR har stadig en bestyrelse, men informationerne herfra – løbende og i den aktuelle situation – er totalt usynlige
Og så røg licensen. Politikerne var glade, fordi det skar noget betalingsbureaukrati ud af institutionen. Og medielicensen var jo ikke noget, man bare kunne undgå at betale, når blot man havde noget så almindeligt som en smartphone. Men DR rykkede med skattefinansiering tættere på en status som statsejet – selv om virksomheden reelt er en ”offentlig, selvejende institution”.
Det var mest kulturnørderne, der pegede på faren ved den beslutning.
DR har stadig en bestyrelse, men informationerne herfra – løbende og i den aktuelle situation – er totalt usynlige, hvad enten det skyldes manglende lyst til at deltage eller mediernes manglende interesse i at høre noget om, hvad der egentlig sker på den mediefabrik, som bestyrelsen står i spidsen for.
Det er tydeligt i den nuværende krise, at DR’s ledelse ikke tager virksomhedens ”folkeeje” så alvorligt, at det har spillet nogen væsentlig rolle for dialog om og kolporteringen af kulturinstitutionens strategi og indholdet i programvirksomheden.
Det er afsenderen – virksomheden DR – der flimrer for ledelsens øjne, sådan som det er i ”rigtige” virksomheder.
Kulturinteressenter, journalister/mediefolk og lyttere/seere, der ikke udgør det yngre publikum, som DR har svært ved at nå, stiller naturligt nok op som de hårdeste kritikere.
Sesam, sesam: Klap nu i
Og sådan saver DR-ledelsen løs i den gren, som den selv sidder på. Saver videre, burde jeg nok skrive, for udviklingen startede ikke med fyringerne her først i september 2022. Flere af de fyrede profiler er gennem de sidste år skubbet længere og længere ud på et sidespor.
Et eksempel er de folk, som blev ansat i radioen for at skabe en særlig høj ”musikfaglighed” og evnen til at formidle både tradition og nyskabelser. De passer ikke ind i de nye strategier, der i højere grad prioriterer lyttertal frem for DR’s rolle som komplementær, statsfinansieret kulturinstitution. Eller sagt mere enkelt: Public service-rollen er ikke mindst at give borgerne her i landet et alternativ til det kommercielle marked.
Ikke mindst denne erkendelse burde i langt højere grad kræve en ordentlig dialog med brugerne. Det er en kendsgerning, at medier i almindelighed kæmper for at finde vejen til de unge, som om føje tid er de toneangivende vælgere.
Lige nu er det en realitet, at de unge i højere og højere grad går udenom almindeligt radio og tv, når de udvikler deres musikalske ”dannelse”. Modsat er der stadig store grupper af voksne/modne/ældre, som nu kan se, hvordan der skæres i den radio og det tv, som de foretrækker. Netop de målgrupper som værner om nødvendigheden af public service – og måske er DR’s stærkeste støtter.
Det er derfor nærmest uforståeligt, at DR som folkejet virksomhed er så dårlig til at etablere og føre en dialog med brugerne om kulturvirksomhedens strategier, men vælger at skubbe digitaliseringen foran sig som sådan en slags ”Sesam, sesam: Klap nu i”.
Det klassiske, overordnede – og noget repressive argument – for at skære ned, lukke og fyre er: ”Vi beklager, men sådan er udviklingen!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
