Sårbarhed bliver det nye sort

i Featured/Klumme/Liv & Mennesker/Sundhed af

FREDAGSKLUMMEN – “Det vigtigste jeg har lært efter mine første 5 måneder på uddannelsen til psykoterapeut er, at det, jeg ikke har prøvet før, når det gælder åbenhed om sårbare følelser, tristhed eller vrede, ofte føles uoverkommeligt svært og stort – indtil jeg åbner munden og tør. Så oplever jeg kun imødekommenhed og forståelse.”. Trine-Maria Kristensen er startet på en ny uddannelse og har set nogle gode ungdomsfilm. Og lært noget nyt: at når man tør vise sine sårbare sider frem og være åben omkring dem, bliver man faktisk både stærkere og inspirerer andre.

Det er jo faktisk ikke spor modigt at gå og holde det hele inde. At bide tænderne sammen og trykke på PYT-knappen, når nogen skriver på de sociale medier, at man er en smatso. At droppe familieudflugten i weekenden, fordi der simpelthen er for meget arbejde. Eller at lade være med at fortælle chefen, hvad man i virkeligheden mener om den nye organisationsplan.

Det er heller ikke særlig modigt ikke at sige noget, når ens bedste veninde eller ens kæreste – eller måske bare ens nye svigerinde – gør én virkelig ked af det, fordi det de siger, rammer der, hvor man er tyndhudet.

Hvad hvis sårbarheden ender med at såre os?

Det virker heller ikke overbevisende på mig, når folk selvmedicinerer med rødvin eller smøger eller adrenalin.

Så i denne klumme vil jeg gerne slå et slag for lidt mere menneskelig sårbarhed.

Sårbarhed er sådan et underligt udtryk, men det betyder i følge ordbogen “som er let at gøre ked af det eller skade psykisk eller fysisk”.

Så hvorfor i alverden skulle man ønske sig mere af det?

Fordi der også er ret store gevinster ved sårbarhed.

Brene Brown som er en amerikansk forsker der i flere år har undersøgt sårbarhed som fænomen, understreger i sine bøger igen og igen, at de mest lykkelige mennesker, dem med de bedste parforhold og de stærkeste venskaber, er dem, der tør være sårbare.

Men det er klart, at når man viser sårbarhed, bliver man også lettere at såre. Det er jo derfor, de fleste af os ikke sådan render rundt og svinger med vores følelser udenpå tøjet. For hvad nu, hvis andre synes, vi er latterlige, pinlige, for meget eller for kede af det, for urimeligt sure eller vrede?

Hvad hvis sårbarheden ender med at såre os?

Jeg kan ikke love, at du ikke bliver såret, hvis du forsøger dig, men tiden vi lever i skriger på mere autenticitet og ærlighed, og da jeg lavede research til min bog om sociale medier for et par år siden, blev det ret klart for mig, at de mennesker, der tør vise noget sårbarhed også er dem, der bliver grebet af andre mennesker, som andre spejler sig i – og som andre beundrer.

De virkelige helte, de modige er dem der tør være sårbare. Dem der tør indrømme, at de ikke er maskiner og som derfor nægter at bide tænderne sammen

For det vildeste paradoks – som Brene Brown også beskriver – er, at lige så meget vi forsøger selv at undgå at være sårbare, lige så meget omfavner vi det i andre.

Det er som om de regler, der gælder for os selv (at vi skal rette ryggen, bide tænderne sammen, lade være med at være så nærtagende eller hvad du nu siger til dig selv) ikke gælder for andre.

Når andre rækker ud, siger fra og beder om hjælp eller støtte, så synes vi, de er seje og modige. Og det er de også – for sårbarhed kræver helt klart mod og åbenhed.

Jeg synes det er ved at gå op for mig, at de virkelige helte, de modige er dem der tør være sårbare. Dem der tør indrømme, at de ikke er maskiner og som derfor nægter at bide tænderne sammen.

Dem der svarer: “det går simpelthen så skidt for tiden,” når man spørger, hvordan de har det. Dem, der indrømmer at deres nytårsforsæt er at stå op. Eller dem der går ind til chefen (eller deres veninde) og siger ”vi er altså nødt til at tale om, hvordan jeg går og har det med vores relation”. Eller dem der græder foran andre mennesker, fordi de bliver kede af noget uretfærdigt eller noget tragisk.

Hvis man er voksen skal man spise sundt (eller maden skal som minimum være pæn) og man skal være tynd og træne og ikke drikke for meget og heller ikke flyve for meget

Sårbarhed er også en skøn modvægt til alt det her med, at vi skal være så perfekte. Bo pænt, med ren hud. Hvis man er ung, skal man tilmed have høje karakterer og slukke sin mobiltelefon og gå ud og nyde det gode vejr. Man skal også have bare ankler i skoene.

Hvis man er voksen skal man spise sundt (eller maden skal som minimum være pæn) og man skal være tynd og træne og ikke drikke for meget og heller ikke flyve for meget. Man skal også have et spændende job eller vide, hvad man vil være.

Hvis man har børn, skal de klare sig godt, og man skal læse alle beskeder på Forældreintra. Det er måske derfor, det pludselig er blevet moderne at sige, at vi skal have et opgør med perfekthedskulturen og at vi skal turde være uperfekte. Fuck idealet.

Jeg tror lidt mere sårbarhed kan hjælpe. Og hver gang jeg læser om kunstig intelligens, robotter der overtager verden, chatbots der overtager kundeservice og sundhedsplatformen, så er jeg ret sikker på, at et af de områder, hvor teknologien ikke kan vinde over os er på sårbarhed.

Vi mennesker er allesammen sårbare. Nogle af os er mere i kontakt med vores sårbarhed end andre. Og nogle har mere komplicerede og sammensatte historier om, hvad der kan gøre dem kede af det eller oprevne eller bekymrede end andre.

Men vi føler os allesammen gennem tilværelsen. Vi føler os måske stærke og kompetente og robuste og smukke og klar til at møde fremtiden på gode dage. Vi føler os forkerte, svage, uperfekte, dumme, for tykke og idiotiske på mindre gode dage.

Når jeg alligevel tror sårbarhed kan blive det nye sort, er det blandt andet fordi, jeg ser ungdomsserier

Og for nogle mennesker bliver kampen for, at ingen skal opdage, at de har mindre gode dage nærmest umenneskelig hård. De perfekte selfies på Instagram og den meget snak om personlig branding på LinkedIn gør det ikke lettere.

Når jeg alligevel tror sårbarhed kan blive det nye sort, er det blandt andet, fordi jeg ser ungdomsserier.

Jeg var helt væk i den norske serie ”Skam” og lige nu ser jeg ”Sex Education” på Netflix. Fantastisk ny serie om den lidt kiksede gymnasieelev (og jomfru) Otis, som har en mor, der er sexolog.

Otis finder sammen med en veninde på at bruge sin store viden om sex (og sin lidt mindre solide viden om terapeutiske metoder) til at åbne en uortodoks sexklinik på gymnasiet. Her hjælper han sine skolekammerater med deres sexproblemer – som skyldes alt fra præstationsangst, manglende selvværd, manglende autenticitet til problemer med ikke at vide, hvad de egentlig selv har lyst til. Og hans råd indeholder ofte et eller to af følgende elementer

  1. Prøv at finde ud af, hvad du selv har lyst til
  2. Prøv at finde modet til at sige det højt
  3. Uanset hvad, så vær ærlig

Serien er fyldt med eksempler på, at når de unge så endelig, endelig, endelig får taget sig sammen til at sige, hvordan de i virkeligheden har det, hvem de er, hvad de bokser med, at de synes, det er svært at have sex med tændt lys, fordi de ikke er glade for deres eget udseende, så bliver de yderst sjældent grinet ad.

De møder tværtimod hinanden med forståelse og gode råd og ofte også med tilsvarende åbenhed den anden vej.

SPOILER-ALERT

Jeg giver lige et eksempel, så hvis du vil se Sex education uden at vide noget som helst, så spring dette afsnit over.

Maeve er en pige på skolen, som er familiemæssigt udfordret. Hendes mor er misbruger, hendes far er stukket af og hun bor derfor alene i en trailerpark. Hun har aldrig nogen penge og hun holder sin familiesituation hemmelig. Til en middag hvor hun skal møde sin kærestes forældre for første gang, lyver hun og påstår, at hendes forældre er revisorer.

Efter løgnehistorien stikker hun af fra middagen og forsvinder. Da kæresten senere konfronterer hende med, at hun stak af, beslutter hun at tage mod til sig, at turde være sårbar og at tage ham med hjem i trailerparken og fortælle ham, at hun faktisk slet ikke har en familie.

Han bliver selvfølgelig ked af det på hendes vegne, men fordi hun åbner op, fortæller han hende, at han selv lider af angst, at han er på medicin og at det påvirker hans liv på mange måder, selv om han på skolen opfattes som en stor sportsstjerne.

Han fortæller også, at hans ellers så perfekte forældre skændes så meget, at han mener, det er sandsynligt, de ender med at blive skilt.

Hendes åbenhed inspirerer ham til åbenhed og selv om jeg ikke aner, om deres forhold kan holde (jeg er nemlig ikke færdig med serien), så er jeg sikker på, at det i hvert tilfælde bliver lettere, hvis de kan være ærlige overfor hinanden og få skabt noget nærhed ved at turde være sårbare.

View this post on Instagram

our thing is @emmatmackey 💘

A post shared by Sex Education (@sexeducation) on

SPOILER SLUT

Både SKAM og Sex Education giver det noget fejlagtige indtryk, at det med at turde åbne op og være ærlig er noget unge har særligt svært ved.

Også for mange voksne fylder det her med at turde eller ikke turde tale autentisk om, hvad man har lyst til og vil, meget

Og jeg er med på, at fordi identiteten formes, og mange unge bokser med, hvem de er, hvem de skal være venner med og hvordan man giver et godt blowjob, så fylder sårbarheden uendeligt meget mere i de unge år. Den er alt for nogle af karaktererne i de to serier, og det er troværdigt.

Men også for mange voksne fylder det her med at turde eller ikke turde tale autentisk om, hvad man har lyst til og vil, meget.

Jeg kender det fra mig selv. Jeg er for nylig startet på en uddannelse til psykoterapeut, og jeg har først i den forbindelse opdaget, at det at turde indrømme sårbare følelser overfor mennesker omkring mig, faktisk virker befriende og styrker mine relationer. Det virker også med mennesker, jeg egentlig allerede troede, jeg kendte (og som jeg nok lidt havde på fornemmelsen var perfekte).

Jeg var for eksempel til et middagsselskab, der er en årlig tilbagevendende begivenhed, som jeg har været med til i over 10 år. Jeg kan lide alle, der er med og føler mig tryg, men da jeg i år åbnede op for, at jeg bokser med min gamle mobbehistorie og at jeg ofte føler mig forkert, og derfor synes jeg skal være ekstra klog og smart og vide alting, skete der det meget skønne, at andre i selskabet åbnede op og indrømmede, at alt heller ikke er let for dem – og jeg lærte dem meget bedre at kende.

Nu kan jeg så endnu bedre lide dem, end inden jeg tog springet og turde være uperfekt.

Prøv at tænke over det – er du venner med dine venner, fordi de er perfekte?

Har de valgt dig som bedste veninde eller bedste kammerat, fordi du er uden fejl?

Sandsynligheden for, at I har valgt hinanden på trods af et par småskavanker, er ret stor. Dem, du har kendt i lang tid er formodentlig dem, hvor du også ved, at de er dårlige tabere, at de skælder deres børn for meget ud, at de har dårlig samvittighed overfor deres mor, eller at de har for lavt selvværd, fordi deres skoletid var fuld af ydmygelser.

Det, at I kender hinandens udfordringer og historier og drømme, gør, at I lettere kan tage små hensyn og hjælpe hinanden, hvor det giver mening. Du tilgiver mere, når dine venner viser dig den store tillid at være ærlige.

Jeg er sikker på, at det hele faktisk bliver mere robust og effektivt på arbejdspladser, hvor man kender hinandens styrker og kan tale åbent om svaghederne – også om det man er bange for eller har svært ved

Nu er arbejdslivet jo ikke det samme som parforholdet. Selvfølgelig skal man ikke bare krænge sin sjæl ud på arbejdet og fortælle om alle sine problemer med svigerfamilien eller sine inderste tanker og længsler, når det gælder sex.

Men når det er sagt, så er jeg sikker på, at det hele faktisk bliver mere robust og effektivt på arbejdspladser, hvor man kender hinandens styrker og kan tale åbent om svaghederne – også om det man er bange for eller har svært ved.

Vi ved fra studier, at hvis der er etableret tillid mellem mennesker, arbejder de mere effektivt sammen.

Vi ved også, at kreativitet omvendt kan have det ret svært, hvis perfektion er et krav. Hvis vi skal finde på noget nyt, hvis vi skal turde gøre noget på en radikalt anden måde, end vi plejer, skal kulturen omkring os være åben for fejlskud.

For det, vi ikke har trænet før og det, vi ikke har gjort før, skal vi nu gøre for allerførste gang og måske endda med publikum på og tilmed måske et sted, vi ikke kender. Det bliver ret sikkert ubehageligt, og derfor kræver det tillid og tiltro til, at kollegerne (og chefen) som minimum ikke eksploderer i raseri, hvis vi ikke rammer rent i første hug.

Pippi Langstrømpe citeres ofte for at sige ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert” og det er skønt og optimistisk barnligt at tro, at alt nyt bare er spændende og rart, og at man nok skal klare det.

Men det vigtigste jeg har lært efter mine første 5 måneder på uddannelsen til psykoterapeut er, at det, jeg ikke har prøvet før, når det gælder åbenhed om sårbare følelser, tristhed eller vrede, ofte føles uoverkommeligt svært og stort – indtil jeg åbner munden og tør. Så oplever jeg kun imødekommenhed og forståelse.

Og så føles det virkelig som om sårbarhed bliver det nye sort.


Topillustration: Netflix.

Trine-Maria Kristensen er cand.scient.soc (PR) og har siden 2005 rådgivet virksomheder om digital kommunikation og sociale medier. I dag arbejder hun derudover med anvendelse af droner og data fra droner på blandt andet byggepladser. Hun er også begyndt at læse til psykoterapeut.

Trine-Maria holder også foredrag og er forfattter til bogen "Få mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier". Bogen handler blandt andet om, hvordan det at være autentisk - herunder også at turde vise sårbarhed og dele sine fejl og mangler - kan gøre oplevelsen med sociale medier bedre.

Og det er også det Trine-Maria skriver om her på POV.

Seneste artikler om Featured