FILM – I år er det 100 år siden Danmark og Island indgik en forbundsaftale, der gjorde Island til en suveræn stat. I den anledning har Cinemateket i november-december måned præsenteret syv islandske film i en serie sammensat af Nordatlantiske Filmdage/Nordatlantens Brygge, Islands Ambassade og Kulturstyrelsen. Karen Hammer skriver.
I forbindelse med filmdagene var der mulighed for at træffe Islands nyeste kvindelige filminstruktør Asa Helga Hjörleifsdottir. Hendes rørende og meget smukke The Swan er en filmatisering af den 85-årige forfatter Gudbergur Bergsons roman fra 1991.
The Swan, 2017, beretter om den sommer, hvor niårige Sol, som traditionen byder det, af sine forældre bliver sendt ud til en fjern slægtning langt ude på landet for at få en nærmere kontakt med og forståelse for landets kultur. Hun er meget lidt begejstret for situationen og synes slet ikke at se den underskønne natur med brusende floder, smukke søer og sneklædte bjerge. Her er ingen jævnaldrende at lege med, så hun knytter sig tæt til en ung mand, der fungerer som ferieafløser. Da husets smækforkælede datter vender hjem fra byen, gravid, bliver Sol viklet ind i et større følelsemæssigt drama, som utvivlsomt vil præge hende for resten af livet.
The Swan er en imponerende debut.
Islandsk films fødsel
De islandske BIODAGAR var sammensat af Nordatlantiske Filmdage/Nordatlantens Brygge, der bestyres af filmeksperten Birgir Thor Møller, der på fornem vis gav os en halv times historisk introduktion, samt af Islands Ambassade og af Kulturstyrelsen. Serien bestod imidlertid kun af syv spillefilm og en få minutter lang dokumentarfilm fra 1906, Brandøvelse i Reykjavik.
Island var meget lang tid om at komme i gang med selv at producere spillefilm og måtte have hjælp fra danske Erik Balling, der i 1957 var blevet direktør for Nordisk Film. I 1962 instruerede han det socialrealistiske kærlighedsdrama Pigen Gogo, der foregår i efterkrigstiden, hvor Reykjavik myldrede med pengestærke soldater fra de amerikanske baser. Den blev landets første islandsk-producerede film og blev en enorm succes. Henning Bahs var allerede dengang hans partner.
Jeg kunne have ønsket et større udvalg, for syv film spredt over et åremål på 47 år er ikke nok. Jeg ville gerne have set flere af Fridrik Thor Fridriksson interessante film og endnu flere fra Islands fjerne, prægtige og ukendte natur
Islands mest berømte filminstruktør Fridrik Thor Fridriksson lavede i de første år eksperimental- og dokumentarfilm, f.eks. Rock i Reykjavik, hvor lokale bands her iblandt Björk deltog. I 1990 startede han Icelandic Film Corporation. Første spillefilm, White Whales, handler om to hvalfangeres erhvervsproblemer i Reykjavik; den har i modsætning til de mange efterfølgende ikke været oppe i Danmark. Grand-biografen har gennem årene sørget for, at vi løbende er blevet informeret om Islands filmproduktion.
Movie Days (1994), som blev vist i Cinemateket, er en vidunderlig skildring af barndommens liv og glade dage med amerikanske film, danske Anders And-blade og demonstrerende kommunister. Under et sommerophold ude på landet stifter han bekendtskab med det traditionelle Island og folkets tro på spøgelser. Den meget morsomme film er baseret på Fridrikssons lykkelige barndom og er skrevet sammen med Islands store berømte forfatter Einar Mar Gudmundsson.
For et par år siden talte man begejstret om Benedikt Erlingssons fascinerende film Om Heste og Mænd, der tragikomisk gjorde grin med folkets forherligelse af de små rappe islænderheste og det ofte meget tætte bånd, der er mellem hestene og deres stolte ejere.
Det vakte berettiget jubel på Cinemateket, da den stolte, perfekt klædte storbonde, spillet af Ingvar Eggert Sigurdsson, efter et besøg hos sin tilbedte (spillet af den danske Charlotte Bøving) totalt ydmyges for alles øjne, da hendes sorte hingst bryder ud af sin indhegning og kaster sig over hans fine hvide hoppe, mens han sidder på den!
Filmen er fra 2013 og foregår i det samme traditionelle miljø som Grimur Hakonarsons Blandt Mænd og Får (2015), hvor to gamle fåreavlere – brødre der ikke har talt sammen i årtier – tvinges til sammen at bekæmpe myndighederne, der kræver, at alle deres sjældne racefår skal slås ned, mistænkt for at være smittebærere af en dødelig sygdom.
Virgin Mountain var efter min mening Filmdagenes allerbedste. Jeg er meget spændt på, hvad Dagur Kari nu kan finde på
I 1999 afsluttede Dagur Kari sin uddannelse som filminstruktør fra Den Danske Filmskole med kortfilmen The Lost Weekend, der modtog et væld af priser. Cinemateket valgte at spille hans mesterværk Virgin Mountain (2015) med den imponerende Gunnar Jönsson i hovedrollen som den meget overvægtige 43-årige Fusi, der arbejder i lufthavnen og stadigvæk bor hjemme hos sin mor.
Hans kolleger mobber ham brutalt. Han finder sig ydmygt i næsten alt, og tør slet ikke tale med kvinder. Da hans mors elsker forærer ham et dansekursus i fødselsdagsgave sker der meget mod hans vilje noget: En glad og noget ustabil kvinde hægter sig på ham for kort efter at afvise ham. Fusi aner, at noget er galt og handler. Han bryder sin skyhed og tager ”et betydningsfuldt skridt ind i resten af sit liv”. Denne meget utraditionelle film var efter min mening Filmdagenes allerbedste. Jeg er meget spændt på, hvad han nu kan finde på.
Baltasar Korumakur debuterede i 2000 med et hverdagsdrama fra storbyen Reykjavik. Et moderne par, en stewardesse og en filmnørd, er i færd med at købe drømmehuset, da hans videobutik kommer på randen af konkurs. Hvad nu? Og hvem skal passe den 5-årige datter, når stewardessen er på arbejde? Parforholdet er ved at skride, og dog ser det ud til at de klarer den. Filmen er en kærlighedserklæring til filmklassikere, jazz og de små gader i det ældre Reykjavik. Den kan være interessant for filmnørder, der jo altid med glæde kan kaste sig ud i at genkende fortidens filmmesterværker. Korumakur, der tidligere også fungerede som skuespiller, har senere lavet filmen Havet (2003), der foregår i et afsidesliggende fiskersamfund.
Runar Runarssons fine og noget barske film Sparrows (2015) fortæller endnu engang om et barn, der sendes ud på landet. 6-årige Ari bliver sendt væk fra Reykjavik, hvor han bruger megen tid på at synge i storkirkens kor. Langt ude i en af de fjerne islandske vestfjorde bor hans fordrukne far og farmor. Han har tdligere været i bygden på sommerferier, men nu, hvor han er gået i puberteten, får han problemer. Hans tidligere bedste veninde har fået en meget jaloux kæreste. Der vanker tæv, hvis han nærmer sig hende, og hjemme har han kun sin farmor at søge råd hos. Her er der intet, der minder om hans tidligere tilværelse. Han hænger ud med sine drengevenner, men de er ikke altfor opfindsomme vedr. skæg og ballade: Hvis man som teenager skal more sig på Island, så smadrer man øjensynligt biler. Han prøver at falde til, at træde i karakter og turde nærme sig pigerne. Sparrows er en sørgmodig coming-of-age-film.
I sommeren 2018 gik den islandske film Under træet af Halfstein Gunnar Sigurdsson i Grand-biografen. Det var instruktørens anden spillefilm, og den skulle vel være en socialkomedie. Den foregår i et splittermoderne kvarter i Reykjavik blandt meget utilpassede personer og har temaer som utroskab, sorg, intolerance og nabostridigheder. På Island er store træer meget sjældne, for klimaet er ikke til meget andet end pile- og birkekrat. Derfor hæger ægteparret Inga og Baldwin om deres prægtige træ; det gør naboens soldyrkende nye yngre hustru desværre ikke.
Jeg har lidt svært ved at interessere mig for Under træet. Manuskriptet er for beregnende og utroværdigt. Situationerne er ikke morsomme, for næsten alle personerne er for dumme, og da Atlis kone tager sig sammen og vil gøre alt godt igen, er det desværre for sent. Vi havde i Danmark i 1966 en tilsvarende film: Bent Christensens Naboerne, hvor Ebbe Rode og John Price med bulldozere og traktorer smadrede et helt villakvarter. Den film var så grotesk og velspillet, at den faktisk var morsom. Men humor er jo ofte meget forskellig fra land til land.
Cinemateket har gennem årene vist adskillige islandske serier. Det er en god ide, og takket være Birgir Thor Møllers indsats får vi et ret godt indtryk af, hvad der rører sig deroppe i vores fordums koloni. Jeg kunne have ønsket et større udvalg, for syv film spredt over et åremål på 47 år er ikke nok. Jeg ville gerne have set flere af Fridrik Thor Fridriksson interessante film og endnu flere fra Islands fjerne, prægtige og ukendte natur.
Foto: Cinemateket
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her