Soldaten – der er et menneske derude, som har gjort mig voldsomt ondt

af i Kærlighed & sex/Liv & Mennesker

DATING – Jeg har det helt ærligt ikke godt, siger hun. Undskyld, at jeg fortæller dig det her, men det er svært for mig at holde det inde. Jeg har været igennem et helvede, jeg kæmper for at holde mit liv sammen. Der er et menneske derude, som har gjort mig voldsomt ondt, og som helt sikkert er i gang med at gøre en ny kvinde ondt, uden at hun ved det. Spinder hende ind i sit net, som han spandt mig.

Vi mødtes på et datingsite. Sådan gør man jo, jeg er ikke en af dem, som går i byen for at finde en kæreste. Og han så spændende ud. Bag ham på profilbilledet hang malerier, og jeg tænkte, at her var der en, som ikke var som de andre. Han var pæn, muskuløs. Hans profiltekst understregede, at her var der tale om en tænksom mand. Belæst, kultiveret, følsom. Et menneske med styr på sit liv og sig selv.

Vi skrev sammen. Jeg tog ud til ham en lørdag aften med en flaske vin. Jeg var nok dum, naiv, men allerede dybt forelsket. Han havde skrevet alt det rigtige. Været så interesseret, sød, åben.

Vi drak vinen. Han sad overfor mig og så på mig, som om jeg var den mest interessante kvinde i hele verden. ”Jeg er god til at observere, jeg kan se igennem de fleste”, sagde han. ”Er det lidt depression, som jeg ser der i dine øjne?” Jeg svarede ja. Jeg havde lidt af depression, engang i mine unge dage. Nu havde jeg det bedre. Han kyssede mig. Ikke hårdt, men galant. ”Vores første kys”, sagde han. Jeg havde lyst til mere.

Vi elskede voldsomt hele natten. Jeg tænkte, at han var voldsom. Han stak sin tunge ind i min mund og fyldte den, så jeg nærmest ikke kunne få vejret. Han kastede mig om på siden og befalede, at jeg skulle være stille. Det var voldsomt, men også dejligt, på en sær måde. Som om han styrede, og jeg ikke behøvede at tage ansvar for noget.

Da vi stod op næste morgen, havde han været hos bageren og købt croissanter. Han hældte kaffe op og tændte min cigaret og kiggede på mig, igen. ”Jeg føler mig så åben overfor dig,” sagde jeg. ”Så sårbar.” Han smilede. ”Selvfølgelig er du sårbar. Det er helt i orden.” ”Du er ikke som andre mænd,” sagde jeg. ”Nej,” sagde han.

De næste tre dage så vi ikke hinanden, jeg havde mine børn. Men vi skrev hele tiden til hinanden. Om morgenen, når vi stod op, om formiddagen, om eftermiddagen, om aftenen. Jeg faldt, og jeg holdt mig ikke tilbage med at falde. Hvorfor skulle jeg dog? ”Hvad ser du i mig?” spurgte han, og jeg skrev tilbage, at jeg så et menneske, som gav alt af sig selv. ”Lær mig at kende,” skrev han, ”lær min krop og min sjæl og mit sind at kende.”

Jeg faldt igen.

Vi lå ved siden af hinanden, nøgne. Vi kyssede og rørte. ”Jeg vil lære din krop at kende,” hviskede han. ”Lad mig tegne din nakke”

Han havde fødselsdag. Jeg var ikke inviteret, men det havde jeg heller ikke regnet med. Hans tre børn var hos ham. Alt var nyt. Jeg kunne ikke lade være, hvorfor skulle jeg også det, han var jo manden. Jeg sendte ham blomster. Fik et kort svar igen. Tak. Jeg undrede mig lidt over, at han ikke reagerede mere. Den første tvivl. Den første følelse af at have gjort noget forkert.

Jeg tog ud til ham dagen efter. Han var ulykkelig over, at hans børn var kommet sent til hans middag, og at de havde virket, som om de ikke gad ham. Ekskonens manipulation. Han var den bedste far. Han gjorde alt for sine børn. Jeg lyttede og bekræftede ham. Nogle kvinder brugte børnene til at få ram på deres eksmænd.

Den eftermiddag havde vi ikke sex. Vi lå ved siden af hinanden, nøgne. Vi kyssede og rørte. ”Jeg vil lære din krop at kende,” hviskede han. ”Lad mig tegne din nakke”. Jeg gav mig hen. Her var endelig en mand, som ikke bare ville bruge min krop til sex, men ville kende hver eneste centimeter af min krop, før han trængte ind i mig.

Vi stod ud af sengen. Han hentede øl fra køleskabet. Vi skulle fejre, og han var fortvivlet. Han hentede øl igen. Og igen. Jeg drak to. Bordet var fyldt af flasker, da jeg tog afsked.

Inden da viste ham mig en ting. Han gik ind i soveværelset, hentede noget, stillede sig bag mig og rakte tingen frem. Et fotografi. ”Kan du se, at det er mig?” sagde han. På billedet sad en ung mand i profil med et automatvåben.

”Jeg har været i en specialenhed i en hær i udlandet, da jeg var ung. Den sværeste, den mest krævende. Jeg kan ikke fortælle dig om det, men jeg har været på missioner overalt. Det er derfor, jeg træner med knive hver dag. Jeg holder min hjerne skarp.”

Jeg troede på ham. Jeg troede på ham, da han et par dage senere sagde til mig i telefonen, at ikke engang hans ekskæreste, som han havde kendt i flere år, havde kendt hans forhistorie. Det var så nemt at tale med mig. Vi kunne tale om alt.

Jeg skulle ud at rejse. Han skulle rejse dagen efter. Ud og vandre i bjerge med nogle af de gamle soldaterkammerater, som han havde, fortalte han mig. Vi talte sammen i lufthavnen, jeg vidste, at jeg ikke skulle høre hans stemme i en uge. ”Jeg havde svært ved at høre dig,” skrev jeg til ham. ”Hold op med at være så alvorlig,” skrev han tilbage. ”Det er svært for mig.” Skrev jeg. Og så: ”Jeg vil ikke miste dig.”

Han skrev ikke igen. Hverken den dag, eller den næste. Jeg følte, at jeg havde dummet mig. Været alt for meget. Været for åben og for alvorlig (som han sagde). Jeg var helt forkert.

Sådan havde jeg det den næste uge. Sådan havde jeg det, da jeg kom tilbage til Danmark og ringede til ham en tirsdag formiddag, fordi jeg ikke havde hørt fra ham. Så var jeg lykkelig igen. Morgenen efter lå der en sms med beskrivelsen af, hvordan han ville elske med mig næste gang. Jeg kunne ikke vente.

”Kvinderne elsker mig jo”, sagde han. ”Du kunne have været en af dem, som jeg knaldede nede foran skraldespandene i gården, men jeg respekterer dig…”

Det underlige er, hvor gradvist tingene skete. Det underlige er, hvor hurtigt de skete. Og det underligste er, at når jeg fx ser på de ting, som jeg skrev i min dagbog, mens det hele skete, så var der noget i mig, som faktisk udtrykte, at noget var riv-ravende galt. ”Den første uge var berusende” skrev jeg i min dagbog. ”Jeg har haft umådelig dårlig samvittighed overfor mig selv. Var det mig, eller var det ham, som fik mig til at føle mig så forkert?”

Hans soldaterhistorie kom til at fylde mere og mere. Missionerne, våbnene, historierne om dem som var blevet dræbt. Hvor meget det påvirkede ham. Hvad det betød for ham. Han havde aldrig været lykkeligere end i de seks år, hvor han havde været elitesoldat. Det var hans bedste tid.

Den sidste dag vi sås, var han ikke i godt humør. Han sad overfor mig, undersøgende som altid, talen var hans. Han startede med at fortælle om den benhårde udvælgelsesproces, som han havde været igennem for at blive optaget som elitesoldat. Han begyndte at skælde ud på homoseksuelle. Han savnede sine børn. Og så var der jo mig.

”Kvinderne elsker mig jo”, sagde han. ”Du kunne have været en af dem, som jeg knaldede nede foran skraldespandene i gården, men jeg respekterer dig. Der er så mange kedelige kvinder, virkelig. Der var hende lægen, som jeg datede, og som inviterede mig på middag. Åh, det var så kedeligt. Rigmandskvinden, som kom rejsende, og som jeg knaldede et par gange. Hun var så vild med mig. Hun skrev efterfølgende til mig og bebrejdede mig, at jeg ikke forstod kvinder. Ha. Du kan ikke forvente noget. Måske det kommer.” Jeg gav mig til at græde. Han skældte mig ud. Kaldte mig dum.

Vi gik ud i entreen. Mens jeg tog støvler på, trak han en kniv ud fra boghylden over mig. ”Næ”, sagde han, og grinede. ”Der var søreme en kniv. Jeg har huset fuld af dem…”

Selv blev jeg nedbrudt på fem uger. Så dygtig var han

Uger senere begyndte jeg at ryste over hele kroppen, når jeg tænkte på den oplevelse. I dagene efter tænkte jeg kun på, at jeg ville have ham. Han ringede og fortalte mig, at jeg havde smukke bryster. Han var fuld. Han ringede og talte time efter time om sin tid i elitekorpset. Hans bedste tid. Hans bedste venner.

Jeg tog ham i en lille løgn. Han havde to profiler på det datingsite, hvor vi havde mødt hinanden, og de var begge tydeligvis meget aktive. Jeg konfronterede ham. Han gled af. Jeg begyndte at undersøge den fortid, som han havde fortalt om, og som havde fyldt alt. Intet passede.

Han havde aldrig været elitesoldat. Jeg kom til at huske, at han gentagne gange havde fortalt mig om sit ødelagte knæ. Han havde ikke været ude at gå i bjerge, sådan som han fortalte mig. Jeg brød kontakten, da jeg endelig – endelig – begyndte at ryste over kniven.

Jeg rystede i min seng i nogle nætter. Jeg har haft det i nogle uger, som var jeg på afvænning fra den stærkeste narko. Jeg vidste med min hjerne, at dette var dårligt, ødelæggende for mig, hvis jeg vendte tilbage. Mennesker som ham ødelægger mennesker. Men hele min krop længtes.

Følelsen af den første uge. Følelsen af at være attrået, båret på hænder og fødder, forstået, som aldrig nogensinde før.

For så at føle mig helt, helt forkert.

Det ville undre mig, hvis en anden kvinde ikke er i mine sko nu. Snotforelsket. Måske hun får lov til at svæve et par uger eller måneder længere end jeg. Måske hun bliver hos ham i flere år. For så at blive kasseret. Kedelig

Jeg så ham i fem uger. Der kommer til at gå måneder, før jeg er mig selv igen. Jeg har kontaktet datingsitet og advaret dem mod ham, men de vil ikke gøre noget. Så længe han opfører sig ordentligt på sin profil, så er alt i orden.

Det ville undre mig, hvis en anden kvinde ikke er i mine sko nu. Snotforelsket. Måske hun får lov til at svæve et par uger eller måneder længere end jeg. Måske hun bliver hos ham i flere år. For så at blive kasseret. Kedelig.

Selv blev jeg nedbrudt på fem uger. Så dygtig var han. ”Du skal elske din fjende, ingen kender dig bedre”, sagde han til mig på et tidspunkt med henvisning til sin ”fortid” som elitesoldat. At dette var, hvad jeg gjorde, forstår jeg nu.


Redaktionen er bekendt med skribentens identitet.


Foto:Pxhere.

Tags:

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Kærlighed & sex