VIDENSKAB // SANSELIGHED – Der forskes i sanseoplevelser som aldrig før – i deres betydning for vores oplevelse af sammenhæng og mening og for den fortid, der har formet os som art. Men hvorfor denne stigende interesse for et område, der ellers har stået i skammekrogen igennem det meste af Vestens historie? Svarene skal findes i krydsfeltet mellem nye videnskabelige erkendelser og ønsket om et opgør med skyklapperne fra rationalismen. Amalie Keren Maarbjerg skriver om sanselighedens tilbagevenden i pandemiernes tid.
Knitrende servicemeddelelser på japanske togstationer, den rislende lyd fra springvand og bippene fra geigertællere, der måler radioaktive koncentrationer. Det er nogle af de ting, man kan læse om i bogen Sounding out Japan, der udkommer på det britiske forlag Routledge senere i år. Bogen er en etnografisk sanse-tour i Japan, hvor forfatterne undersøger de kulturelle betydninger af byens lyde, og hvordan de påvirker millionbyens beboere.
Det lyder måske sært og nørdet – men faktisk er bogen om Japans lyde blot én ud af en række aktuelle udgivelser om sansernes betydning for menneskeligt liv. Som øvrige eksempler kan nævnes A. S. Barwich Smellosophy, om lugtesansen, der udkom i sommer, og næste år vil alverdens foodies kunne se frem til bogen Space Taste and Affect, der undersøger, hvordan smagsoplevelser påvirkes af de sociale sammenhænge, vi oplever dem i.
Sanselighed, vejen til en anden slags viden
At sanseoplevelser påvirker os mennesker kommer selvsagt ikke som en overraskelse for nogen. Vi er alle bekendt med betydningen af sanseoplevelser for vores liv såvel som deres forskelligartethed. Nogle er forbigående – andre husker vi resten af livet.
Hun nævner fortællingen om israelitternes vandring i ørkenen i Anden og Fjerde Mosebog, og hvordan håbløsheden ved situationen kommer til udtryk i en længsel efter de fødevarer, der trods alt var tilgængelig i det Egypten, folket var flygtet fra
Synet af de sammenstyrtende tvillingetårne den 11. september 2001 står den dag i dag prentet ind på nethinden hos alle, der var vidne til den. Lugten på en slagmark vil for altid huskes af de soldater, der mistede deres kammerater på den. Og langt op i alderdommen husker vi følelsen af de hænder, der kærtegnede os som børn. Bemærkelsesværdig er til gengæld den stigende interesse for at undersøge sanseoplevelser antropologisk og historisk.
En af de danske forskere, der arbejder med sanserne er ph.d. i teologi Anne Katrine Gudme. Gudme er professor i Det Gamle Testamente ved det teologiske fakultet i Oslo og undersøger beskrivelser af mad, smag og duft i den hebraiske bibel og andre religiøse oldtidstekster. For hende handler det om muligheden for at få adgang til viden, der ikke kan opnås ved traditionel bibelfortolkning.
Sanselighed i ørkenvandringen
”Sanser giver os et mere ’helt’ indtryk af den verden, vi lever i. Det er takket være vores sanser, at vi kan se og smage og lugte og føle. På en måde fungerer det ligesådan, når man læser oldtidstekster med fokus på det sensoriske. Teksterne folder sig ud, de bliver bredere og dybere, når vi ser på, hvordan forfatterne benytter sig af det taktile (dvs. oplevelser med følesansen), det velduftende eller af stank, når de skal formidle deres budskaber”, forklarer Gudme.
Som eksempel på den sanselighed nævner hun fortællingen om israelitternes vandring i ørkenen i Anden og Fjerde Mosebog, og hvordan håbløsheden ved situationen kommer til udtryk i en længsel efter de fødevarer, der trods alt var tilgængelig i det Egypten, folket var flygtet fra.
”Israelitterne går i ørkenen og fantaserer om frisk fisk, agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. Det er sprød og saftig og indbydende mad, og det skaber en stærk kontrast til ørkenen, der er tør og gold og præget af hunger. Som læser kan man nærmest mærke, hvordan munden løber i vand ved tanken om en saftdryppende melonskive – for så bare at lukke sig om støv og varm ørkenluft. Derved får vi altså ikke alene et fint billede af Egypten som et land præget af kulinarisk overflod og adgang til landbrugsprodukter, men også en beskrivelse af trøstesløsheden og usikkerheden ved ørkenvandringen”, forklarer Anne Katrine Gudme.
Smagssansen, lugtesansen og følesansen – sansernes sorte får gennem historien
Interessen for sanselighed og sanseoplevelser har sine rødder i den britiske sensualisme, der promoveredes igennem 1600- og 1700- tallet af filosoffer som Francis Bacon, John Locke, George Berkeley og David Hume. Ideen om sanserne som afgørende for indsigt er således ikke ny. Sensualisterne opfattede kropslige og sanselige erfaringer som centrale kilder til viden, og deres ideer kom til at stå i kontrast til Oplysningstidens forestilling om, at viden alene kunne opnås gennem fornuften.
De eneste sanser, rationalismens store tænkere fandt værdige, var syn og hørelse, der som bekendt ikke kræver fysisk kontakt
Alligevel er sensualismens moderne momentum interessant. For ideerne bryder endnu i dag med den traditionelle måde, vi forstår os selv og verden omkring os på i Vesten.
Rationalismens ideer har domineret vestlig kultur siden netop Oplysningstiden – med tankegods helt tilbage fra antikken. Man forstod i store træk mennesket som bestående af en guddommelig sjæl, der stræbte efter viden og skønhed, fanget i en fysisk krop, der med sine primitive behov og sin indflydelse på selvsamme sjæl var en konstant trussel mod sjælens renhed.
De eneste sanser, rationalismens store tænkere fandt værdige, var syn og hørelse, der som bekendt ikke kræver fysisk kontakt. Kun disse kunne rumme en betydning i sig selv, mente man. Derfor talte kun disse som “æstetiske” sanser, det vil sige som veje til sand erkendelse.
“Smag kan ikke diskuteres” – og dog
Nederst i sansernes hierarki placerede man fysisk-kemiske sanser som lugtesansen og smagssansen, der blev opfattet som ikke-æstetiske, primitive, og dermed som en trussel mod det civiliserede menneske. Dels opfattede man dem som laverestående – dels fandt man dem intellektuelt uinteressante.
Filosoffen Kant er berømt for påstanden om, at om smag kan man ikke diskutere. Enten kunne man lide noget, eller også kunne man ikke – mente han – og meget mere var der så angiveligt ikke at sige om det. Smagsoplevelser var i hans optik og i modsætning til de objektive erfaringer, man kunne gøre sig via syn og hørelse, så individuelle og tomme for dybere betydning, at det end ikke gav mening at diskutere dem.
I dag ved vi, at smags- lugte- og følesansen har uendelig meget større betydning, end de har fået historisk credit for – en viden vi bl.a. kan takke molekylærbiologien og neurovidenskaben for
Det er dog ikke alene arven fra Oplysningstiden, der har givet os grundforestillingen om de fysiske sanser som mindreværdige. Ambivalens overfor især lugtesansen finder vi også overalt i de store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Lugt og duft forbindes ganske vidst ofte med det hellige – men i ligeså høj grad forbindes de med forestillinger om fortabelse, hedninge (læs: anderledes troende) og faren ved den frygtede kvindelige seksualitet.
Vi trives med sanseligheden
I dag ved vi, at smags- lugte- og følesansen har uendelig meget større betydning, end de har fået historisk credit for. Den viden kan vi bl.a. kan takke molekylærbiologien og neurovidenskaben for. Vi ved i dag, at evnen til at sanse verden er afgørende for trivslen hos både mennesker og dyr, og vi anerkender, at også oplevelser, vi får gennem smag, lugt og hørelse, kan rumme social betydning.
Forkærligheden for synssansen blev opfattet som et bias, der måtte transcenderes, hvis man nogensinde skulle have adgang til andre erfaringer end dem, der kunne gøres af vestlige, hvide mænd i vestlige, hvide miljøer
Vi forstår desuden, at manglende smags- og lugtesans faktisk kan have direkte betydning for vores liv og livskvalitet. En af verdens førende eksperter på lugtesansens psykologi, Rachel Herz, har således observeret en direkte forbindelse mellem manglende lugtesans og depression.
At lugte- og smags- og følesansen skulle være af ringere betydning for mennesket end syn og hørelse, er således en kulturel myte, der har stået for fald i årevis. Ikke desto mindre er den en væsentlig årsag til, at vi først sent i Vesten begyndte at udforske betydningen af vores fysiske sanser – og at vi dermed i dag samlet set har mindre viden om dem, end vi har om syn og hørelse.
Studiet af lugtesansen var fx en niche i naturvidenskaben helt frem til 1991, hvor et par forskere opdagede de flere hundrede gener i det menneskelige DNA, der rent faktisk er tilegnet denne oversete sans. Opdagelsen affødte en Nobelpris – og pludselig blev lugtesansen – der før havde været betragtet som lidt af en videnskabelig blindgyde, decideret hip.
En sanserevolution af de humanistiske videnskaber?
Ideen om sanserne som et prisme, man kan forstå verden igennem, fik fodfæste indenfor historiefaget og antropologien allerede i 1980’erne. Fra starten var ambitionen at udfordre den visualisme, altså tendensen til at forstå verden ved hjælp af synet alene, der dominerede vestlig kultur.
Forkærligheden for synssansen blev opfattet som et bias, der måtte transcenderes, hvis man nogensinde skulle have adgang til andre erfaringer end dem, der kunne gøres af vestlige, hvide mænd i vestlige, hvide miljøer, mente man. Indtil da havde antropologi været bygget op omkring tekst og analyse. Nu blev nøgleordet embodiment; det vil sige, at antropologer skulle bruge deres egne kroppe og sanser i deres arbejde. Deres sanselighed. Og nå ja – båndoptagere og videokameraer måtte naturligvis også til, når arbejdet skulle dokumenteres.
”Det måtte anerkendes, at vi ikke kun skaber mening i verden gennem sprog, og ved at tale om den, men med alle vores sanser, og deres forlængelser i form af diverse medier” – David Howes, sanseantropolog
En pioner i dén udvikling var antropologen David Howes. Allerede i 1988 grundlagde Howes en forskningsenhed ved Concordia University i Montreal, Canada, der skulle undersøge sansernes betydning for erkendelse. Senere udgav han og et par kolleger et videnskabeligt tidsskrift, dedikeret til sanseforsknin, The Senses and Society. Forskningsområdet sansestudier var født, og de verbale armbevægelser var til at få øje på: Tidsskriftet var ifølge redaktionen intet mindre end ”et tegn på en sanserevolution af de humanistiske videnskaber såvel som socialvidenskaberne og kunsten”, som man skrev i indledningen til det første nummer, der kom på gaden i 2006.
Man aner en følelse af nødvendighed.
”Det måtte anerkendes, at vi ikke kun skaber mening i verden gennem sprog, og ved at tale om den, men med alle vores sanser, og deres forlængelser i form af diverse medier” kunne man læse på centrets website så sent som i 2013. Howes og hans kolleger ville åbne verdens øjne for, at alle sanseoplevelser – stik imod Kants ideer – bør opfattes som æstetiske og meningsfyldte, og at vi ved at ignorere deres kulturelle betydning, går glip af vigtig viden om vores kultur og historie.
Hierakier under afvikling
Lignende pointer om sanselighed af nyere dato finder man hos den amerikanske professor i filosofi, æstetik og feminisme, Carolyn Korsmeyer, der i 2017 skrev en slags forsvar for smagssansen i tidsskriftet The Nordic Journal of Aesthetics. Vores problem ifølge Korsmeyer er, at vi alt for længe har vurderet de fysisk-kemiske sanser på synssansens præmisser – og det er et problem, fordi lugt-, smags- og følesansen fungerer grundlæggende anderledes.
Kants ideer om smagssansen, der ikke kan diskuteres, giver Korsmeyer tydeligvis ikke meget for. Det er netop ikke gjort med bare at afgøre, om noget smager godt eller dårligt – om det bringer os nydelse eller ej – slår hun fast i artiklen. For at forstå, hvilken kompleks rolle smag spiller i vores liv, skal vi anlægge en helt anden optik. Fremfor at tænke i præferencer og hierarkier skal vi tænke i variation og kontekst.
Pudsigt nok, sker denne udvikling midt i en verden, der er langt mere steril end tidligere. Mange af de lugte, der prægede hverdagen i fortidens byer, forsvandt i takt med moderne hygiejniske tiltag, og udsigten til en fremtid med hyppigere epidemier kommer selvsagt ikke til at ændre den kurs
I dag har studiet af sanserne – herunder smagssansen – så fået en rennæssance. Men hvorfor egentlig det? Årsagerne er komplekse, men i følge Korsmeyer har forandringerne i tilgangen til smagssansen faktisk været undervejs allerede fra midten af det tyvende århundrede. Hun skriver:
”For at forstå hvorfor fysisk smag er begyndt at interessere filosoffer i det 21.århundrede, skal vi rette blikket mod nogle af de teoretiske skift i vores egen æra, der har bragt det fysiske og det mentale tættere sammen. Den klassiske opdeling mellem krop og sind har igennem et stykke tid været udfordret fra forskellige retninger, rangerende fra feministisk kritik af klassiske dualismer til fremkomsten af neurovidenskaben.”
Ændringerne sker langsomt, medgiver filosofi-professoren, men udviklingen er tydelig: Filosofien begynder gradvist at stille spørgsmål ved nogle af de værdier, der er indlejret i det traditionelle sansehierarki.
Duften af en god koncert
Pudsigt nok sker denne udvikling midt i en verden, der er langt mere steril end tidligere. Mange af de lugte, der prægede hverdagen i fortidens byer, forsvandt i takt med moderne hygiejniske tiltag, og udsigten til en fremtid med hyppigere epidemier kommer selvsagt ikke til at ændre den kurs. Det er et paradoks, og måske har ingen formuleret dét bedre end lydforsker og solist Marie Højlund, der i september 2020 blev interviewet i Weekendavisen om sin brug af dufte til sine koncerter:
“Coronakrisen har berøvet os meget af vores sanselighed. Vi dækker vores munde, vi bliver inden døre og undgår helst fysisk kontakt. Men samtidig har vi fået en ny sensibilitet. Vi er blevet mere opmærksomme på vores kropssprog, vores vejrtrækning, på naboens host(….). Vores verden er blevet mere steril, bogstaveligt talt. Lige nu er der ikke plads til det grimme og klamme, som vi gør alt for at gemme væk. Der er ikke flere ostemadder i togene. Og det er en skam” forklarer hun. Denne skribent er tilbøjelig til at give hende ret. ikke desto mindre ser fascinationen af det sanselige ud til at være kommet for at blive.
LÆS FLERE ARTIKLER AF AMALIE KEREN MAARBJERG HER
Topfoto: Rizlan Zh, Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
