AFSKED // ESSAY – Min mand, smukke Kwabena, endte med at begå selvmord på skadestuen på et stort hospital i Accra centrum i et vildt raseri. Jeg var der ikke. Men det tog halvandet år, før vi kom dertil.
Teaterinstruktør Sananda Solaris mistede sin mand i 2024. Hun bor i Ghana, hvor hun mødte sin mand, Kwabena, der begik selvmord efter en alvorlig kræftsygdom åd sig ind på ham. Det nedenstående er hendes fortælling.
ACCRA – Jeg vil skydes i Ghanas vilde skove, og gerne før jeg bliver skør. Jeg vil gerne skydes, når det er tid. Min tid altså.
Jeg vil gerne dø som Lorca. Han blev skudt i ryggen, mens han gik ud mod horisonten i Spanien.
Min tid er, hvis jeg bliver syg som min elskede mand. Jeg ønsker mig dog et hurtigt nakkeskud, som det vi gav vores syge dyr.
Lorca døde først efter flere skridt, mens kuglerne ramte ham. Jeg vil bare gerne have den mest nådige død, jeg har oplevet. I alt det grønne. Gerne ved en bæk. Det er også praktisk. Det ser vildt ud. Bang. Hjerne og blod ud over det hele med et nævestort hul i hele skallen. Så man kan se igennem.
så kommer de mentale reaktioner for den syge. Det uundgåelige raseri, irritationen, rastløsheden – alt det, der sker, når man bliver skør
Efter at have passet min døende mand i Ghana ved jeg nemlig, hvordan det ender med den slags. Når man ingen sygeplejersker eller læger har. Når man dør langsomt på et gulv af to forskellige former for aggressive sarkomcancer i stadie fire.
Uhelbredeligt. Og uden muligheder for de dyre operationer eller den medicin, man måske kunne få i et land med bedre ressourcer.
Måske skal man sige, at det er ulovligt for andre at hjælpe, transportere, hente, købe, bringe, foreslå, sige, gøre eller handle for mig?
Altså, aktiv dødshjælp er jo virkelig en svær etisk øvelse. Hvad skal man gøre? Kan man overhovedet tillade sig det? Kan man sige til et andet menneske: “Jeg leder efter en, der vil aflive mig, fordi jeg vejer 46 kilo, hoster blod op og skider i en affaldssæk på gulvet i et lille hus uden varmt vand, med hyppige dages strømudfald i Kokrobite og er blevet skør.”
Man bliver skør af smerte efter få uger. Skør eller forpint. Hvad kalder man det?
Min mand mistede sin forstand til sidst. Han kæmpede til det sidste, og han var så stærk, at det var lige præcis til det sidste, for der var mange gange, vi troede, at det var til sidst. Han blev ved med at tro på, at han ville overleve, fordi et mirakel ville indfinde sig.
Sådan blev det ikke.
Min smukke mand døde i Ghana
Min mand, smukke Kwabena, endte med at begå selvmord på skadestuen på et stort hospital i Accra centrum i et vildt raseri. Og jeg var der ikke. Men det tog halvandet år, før vi kom dertil.
Jeg vidste godt, han ville dø, da han stoppede med at tage sin medicin, og jeg så alle tegnene på døden seks måneder før. Point of no return i den dramatiske kræftudvikling er ofte kropsvægten. Hvis der sker et stort vægttab, er det tegn på, at kroppen bruger alle kræfter på at sætte ind. Når man er kommet dertil, spiser man heller ikke. Man er udmattet og træt. Mister appetitten.
Man siger, at point of no return kommer med et vægttab på 10 %.
Kwabena tabte sig måske 30 kilo. Det var nogle gange lidt svært at bedømme, fordi han svulmede op forskellige steder. Han var et skelet der, hvor der ingen ødemer var, længe før han døde med skadet, bleg og misfarvet hud, fordi nyrer og lever langsomt dør.
Når det sker, taler man ofte om, at der er få uger eller måneder tilbage, men min elskede var så sund og stærk, at han kæmpede imod i otte måneder mere. Han kom på skadestuen flere gange med vand i lungerne, smerter og en melonstor cancerknude i benet. Med hævede fødder, lymfe og al smerten i muskler og knogler. Og han skulle have lungerne tømt for den væske, lungecancer fremkaldte.
Kwabena led som jeg aldrig har set et menneske lide. Dage, uger uden søvn for os alle. Vi boede sammen på det gulv, med skrigene og gråden. En dag med skrig kan man godt. Også en uge. Ja, selv uger i træk kan man.
Jeg kunne i hvert fald i måneder.
Men så kommer de mentale reaktioner for den syge. Det uundgåelige raseri, irritationen, rastløsheden – alt det, der sker, når man bliver skør. Vores andres indeklemte sorg og hele tiden at skulle holde rummet ømt og kærligt var heller ikke godt. Og til sidst blev det en lang løgn.
Jeg begyndte at ryste nogle måneder tæt på julen ‘23 efter fem måneder i ilden. Jeg husker, at jeg så ned på mine hænder, der var fyldt af kortisolvæske, og de rystede af sig selv. Jeg vidste lige der, at jeg ville knække med tiden. Et år mere, og vi var alle blevet mere sindssyge, end vi allerede var.
For det er jo det med hjernen, smerte, mangel på søvn og panikken. Hjernen lukker ned på en helt særlig måde. Udsynet begrænses, al aktivitet stopper og ens sjæl stivner. Alt forsvinder. Ligesom Kwabena.
Han skubbede mig væk
Nogle gange råbte han vildt af os alle, og jeg råbte også. At han skulle stoppe med at råbe ad ungerne og sin mor. De sad og viftede hans ben med faner, nogle gange i timevis, til langt ud på natten. De var trætte. Hans mor var så udmattet. Jeg var så smadret.
Han så også på mig. Så mig tale desperat i telefonen med mine venner og familie for at finde støtte til hans smertemedicin. Han så mig blive en skygge, der døde langsomt med ham.
Han vidste, at behandlingerne havde kostet. Hans mor og søskende, der boede hos os for at være tæt på ham, og som jeg tog mig af. Han græd tit, og nogle gange, når han kiggede på mig. Jeg ville holde om ham, men han skubbede mig væk af flere grunde.
“Hvorfor?” spurgte jeg ham, og han svarede: “Fordi du intet har tilbage. Jeg stresser dig. Jeg er en byrde, og det gør ondt.”
Nogle gange huskede jeg ikke, hvor ondt han havde. Hele hans krop var i smerte. Huden, knoglerne, tænderne, selv læberne. Vi kunne lægge en blid hånd på hans ene finger, eller når han sov, kunne vi mærke hans hjerte i brystkassen.
Jeg besøgte ham på det nye gulv, hvor han lå. Og kunne stadigvæk ikke holde om ham. Så jeg lagde mig så tæt, jeg kunne, og holdt min hånd på hans hånd
En dag sidst i december fortalte han mig, at de ville flytte hjem til hans mor, og at jeg ikke kunne tage mig af dem mere. Han kiggede blidt på mig og forklarede mig, at jeg var svækket og for udmattet – og at mine penge var brugt. At han elskede mig og ikke kunne udholde at se mig lide oveni hans egen lidelse. At det var for meget for ham.
“Du er nødt til at være glad. Hvordan kan jeg blive rask, når jeg hele tiden græder over at se, hvad jeg gør ved dig?” Han kyssede mig for første gang i mange måneder.
“Du må bare ikke forlade mig. Jeg lover dig, jeg kommer tilbage. Jeg bliver rask. Jeg elsker dig. Jeg kommer. Me ba. Lige om lidt.”
Er det en forbrydelse at være lettet dybt nede? Jeg havde båret hans tis i et år på det tidspunkt – fra tissepotten ved hans side til toilettet.
Jeg græd meget den dag, mens jeg lovede ham igen og igen, at jeg aldrig ville forlade ham, og at jeg selvfølgelig ventede på ham. At jeg altid ville komme, når han kaldte.
Vi græd begge, da han sad i bilen. Det var den 24. december 2023, da de kørte ham væk. Jeg gik ind og så på Facebook og kiggede på folks julemad.
Det var dengang tre år siden, jeg havde spist julemad i mit hjem i Danmark, som jeg havde mistet i en skilsmisse. Der havde jeg i øvrigt mistet det meste, jeg ejede – jeg var her kun med en kuffert. Jeg savnede Danmark, mit smukke hjem og mine dyr.
Så jeg besluttede at lave kartofler med sukker og stege et kyllingelår. Puttede lidt krydderier i en brutal udgave af waldorfsalat, som min mor altid lavede den, bildte jeg mig selv ind. Jeg vidste, han aldrig ville komme tilbage, og jeg skrev julemad-jokes med Danmark, til jeg blev træt.
Vreden
Jeg besøgte ham på det nye gulv, hvor han lå. Og kunne stadigvæk ikke holde om ham. Så jeg lagde mig så tæt, jeg kunne, og holdt min hånd på hans hånd.
Vi talte i telefon hver dag. Altid det samme: “Har du spist? Kan du holde maden nede? Har I fentanyl-plastre? Hvad fik du? Hvordan er din afføring? Er dine hænder og fødder kolde? Har ungerne mad?” Jeg måtte være der hele tiden, så jeg var sikker på at kunne komme, når han kaldte.
Indimellem ringede han og fortalte mig, at han tænkte på den og den situation, vi havde oplevet sammen. Da elefanten jagtede os, eller da vi så urskoven, eller da vi spiste sushi på afrikansk manér, og han insisterede på at være skæv af miso-suppen.
Andre gange fortalte han rystet over sig selv om sin ustyrlige vrede, at han nogle gange blev så vred, at han skreg og skældte ud på de små hele dagen.
Til slut var det mest penge til fentanyl, han ringede for. Han kunne næsten ikke tale, fordi hans lunger var ædt op, så han kunne ikke få luft. Jeg trøstede ham det bedste, jeg kunne.
Den sidste gang, jeg så ham, lå han i en seng på en ny skadestue med svømmende øjne. Han var umulig at komme tæt på med al udstyret, men han ville kysse, og jeg skulle holde om ham. For første gang siden han forlod mig, kyssede jeg ham, og han trak klædet ned og blottede sit stive lem. Han gav højlydt udtryk for at ville have sex, og hvor meget han savnede mig.
Jeg havde ikke set hans lem i næsten et år. Jeg forstod ham godt. I den gode film havde vi elsket døden væk, men jeg kunne ikke. Han var så tynd, og hans mor og min datter stod mindre end 30 cm fra os med et tyndt gardin imellem os.
Hans stemme var så svag, og hans lunger peb. Så jeg rørte blidt ved ham, og han blev ked af det, fordi han ikke kunne komme. Hvordan gør andre mennesker, tænkte jeg hele tiden. Ville de elske med ham? Ville de sige nej?
Den konstante samtale i mit hoved: Hvad var rigtigt og forkert? Det meste af tiden talte de jo Twi, og jeg var der alene. Isoleret med disse lange dialoger, imens alle omkring mig på en måde slet ikke var der. Jeg savnede at tale med mennesker.
Han endte på intensiv igen. Jeg vidste godt, døden var der, men ikke at dette var sidste gang. Der havde været så mange sidste gange
Så jeg skrev lidt på Facebook og fik trøst på dansk. Igen. Jeg så indsamlingen vokse, men havde ikke noget mad i huset. Fentanyl-plastre er dyre. Taknemmelig skrev jeg til alle for deres søde omsorg og hjerter, der aldrig havde betydet så meget som lige der.
Jeg var i opløsning igen. Men ikke som vand. Som en sten. Dissektion. Simulation. Regression. Asymmetriske associationer.
Jeg havde aldrig lært noget om kræft eller hvordan man passer en dødeligt syg patient derhjemme. Jeg vidste intet om kemo, men jeg lærte meget. Også nok til, at jeg ved, Kwabena kunne have været i live i dag, hvis vi havde været i Danmark.
En chance måske på 5 til 10 %, nok til at vide, at han ville dø uden medicinen. Indimellem håbede jeg, at han ville dø hurtigt af et hjertestop frem for det, han gik igennem. Jeg kunne ikke sige til ham: “Du er døende”, for han ville ikke høre om det. Så vi talte aldrig om det.
Men han talte om “Blood of Jesus”. At det ville redde ham, og at han snart ville komme hjem. Jesus’ blod – en ubrugelig, sammenklappelig, tørret urtemasse, som ingen ved, hvad er. Men de betaler folk for at bevidne, hvordan det hjalp.
De sidder uden for kirken med billeder af, hvor syge de var, før de brugte disse sprays, cremer, tuber, sæber og pulver, som man så kunne købe af dem. “Du så dem selv ude foran kirken,” sagde han. Fattigdom gør mennesker rigtig gode til at lyve, tænkte jeg. Men i det mindste skulle han ikke græde over at frygte døden, så længe han håbede. Derfor betalte jeg – for hans håb. Jeg ville ikke slukke for det eneste, han havde. Så jeg løj: “Ja, de er raske nu.”
Døden kom krybende
Men døden kom krybende som en slået gadehund – bagfra som en kujon om natten.
Han endte på intensiv igen. Jeg vidste godt, døden var der, men ikke at dette var sidste gang. Der havde været så mange sidste gange. Men her var den i en forfalden taxa med en grædende og skrigende dødssyg mand.
Jeg kunne ikke røre. Men jeg ville. Det kendte de åbenbart også til, for en af dem tog et perfekt fast tag om min finger og førte den ned til Kwabenas iskolde hånd. Jeg skreg
Hans pårørende ville ikke ringe, da han bad om det. For det var jo hende, der havde overtalt ham til at stoppe al behandling. Det var fra hende, ideen om “Blood of Jesus” kom, mente de.
Al medicin var blevet smidt ud, alle aftaler på det private hospital Swedish Cancer Center i Accra blev aflyst, for nu skulle Gud redde ham. Jeg var ikke velkommen mere, for det var jo hendes Gud, der aldrig ville svigte hende. Hendes kirke. Hendes præst. Hendes community. Hendes Second Chance Church. Et uhyggeligt sted, hvor jeg bad min første tryglende bøn til Gud om ikke at slå min mand ihjel.
Jeg bad af hele mit hjerte, knælende ved siden af den pårørende, der endte med at lægge ham ned i den mørke jord for altid. Cancerbenet, de hule kinder og den skønhed begravet, død, borte væk, pist væk. Ventesorg, kalder de det. Som stoppede brat, da min mand lå nøgen foran mig i lighuset.
Jeg havde ikke mærket ham i meget lang tid. Men pludselig var han der. Jeg mærkede ham mere der, end i de foregående 547 dage. Jeg mærkede ham så meget, at jeg var tæt på at falde om, inden jeg overhovedet kom ind i rummet.
Plejerne, vagten og dem, der arbejdede på lighuset, kiggede på mig. De havde aldrig set en hvid alene i lighuset før, og de greb mig. “Help me,” bad jeg og de pressede kærligt min krop ind ad døren, for den ville ikke ind til ham. Jeg ville gerne, og det forstod de helt fint.
Der faldt jeg sammen og græd. Der kom en masse kvinder, som holdt om mig. Og vi græd sammen. Nogle var hyrede grædekoner, men jeg var ligeglad
Halvt båret hen til Kwabenas lig af de stærke hænder, jeg ikke kendte, landede jeg helt tæt på. Jeg kunne ikke røre. Men jeg ville. Det kendte de åbenbart også til, for en af dem tog et perfekt fast tag om min finger og førte den ned til Kwabenas iskolde hånd. Jeg skreg, og det overraskede mig.
Jeg væltede omkuld igen og blev grebet igen af de hænder, der lige havde dækket Kwabenas kønsorganer med et tilfældigt klæde. Der blev han et minde. Som nogen beskrev denne mærkværdige oplevelse af at elske et menneske, der ikke findes, men som stadigvæk findes, fordi man elsker.
Når manden dør, beskyldes hustruen ofte for at være årsagen. Jeg kunne se, det var det, de tænkte til begravelsen: At jeg havde forgiftet ham. Eller gjort voodoo på ham. Der havde allerede spredt sig et rygte om, at jeg havde brændt hans dreads i haven sammen med Freddi. Det betød, jeg var heks, hviskede de. Men jeg havde bare ikke lyst til at smide dem ud. At brænde dem og bede til det guddommelige lys om at tage ham med virkede bare mere rigtigt. At fortælle Kwabena, at alt var godt nu, og at han gerne måtte tage op til sin elskede bedstemor.
Det havde han fortalt mig. Dengang han næsten døde, så han sin bedstemor, som skubbede ham tilbage i kroppen og sagde, at det ikke var hans tid endnu. Så mon ikke hun var der nu, tænkte jeg, mens ilden brændte, og jeg holdt Freddis hånd. Så det måtte stoppes.
Derfor tog jeg afsted til begravelsen, da jeg endelig fik besked fra kusinen om, hvor de var. Det var lykkedes hende at få mit telefonnummer. Jeg kom, og jeg satte mig, men sad der ikke længe, før jeg rejste mig igen for at fortælle den sande historie.
De ville have, at jeg skulle tie, men jeg nægtede. Jo mere de råbte ad mig, jo mere råbte jeg Kwabenas historie ud. Flere prøvede at overfalde mig, men jeg var ligeglad. Det hele skulle siges. Og det blev det.
Så tog jeg hjem, og blev i sengen i måneder og sørgede. Forsøgte at glemme, hvad der var sket i hele 2023
Da alt var sagt, havde en kæmpe opstand spredt sig. Nogle slog ring om mig for at holde folk væk fra mig. Andre hoppede på ringen af mennesker for at komme ind til mig og slå mig. Men jeg var fuldkommen totalt ligeglad. Indtil jeg kom ud ad porten. Der faldt jeg sammen og græd. Der kom en masse kvinder, som holdt om mig.
Og vi græd sammen. Nogle var hyrede grædekoner, men jeg var ligeglad. Jeg græd med dem. Følte mig befriet. Endelig fri til at græde ustyrligt, og sorgen var sort. At give efter blev en tung tåge, der gled over alt som en opsvulmet, grådig mund, en ustoppelig, pulserende sort sorg med grædekoner er godt.
Så tog jeg hjem, og blev i sengen i måneder og sørgede. Forsøgte at glemme, hvad der var sket i hele 2023. Det meste af året forsvandt i store huller i min hjerne. Så jeg tænkte mest på, hvordan jeg gerne selv ville dø.
Og jeg fandt svaret.
Jeg vil bare, at de skyder mig. Og hvis de ikke vil det, må jeg gøre som ham. Begå aktiv selv-dødshjælp i et vildt raseri på hospitalet i kamp, til blodet flyder. Men allerhelst vil jeg gerne skydes, før jeg bliver skør. På en dag, jeg selv bestemmer. Mens jeg ser ud over Afrikas grønne, svulmende, bakkede bjerge, en nådig og værdig død.
Bum. Væk. Pist borte ved bækkens legende rislen og i solens stråleglans. Under det største og ældste træ i Ghana.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og