GRÆKENLAND // REPORTAGE – På den græske ø Ikaria lever mennesker længere end næsten alle andre i Europa. Midt mellem bjerge, honning og urtete har øboerne skabt et liv med stærke fællesskaber, få stressfaktorer og en bemærkelsesværdig høj levealder.
IKARIA – Gud har glemt dem, siger en græsk bekendt i Athen, da jeg fortæller, at jeg skal til øen Ikaria. Syv timers sejlads fra Piræus kendt som en af De Fem Blå Zoner i verden, hvor folk bliver meget gamle. På Ikaria i gennemsnit ti år ældre end andre europæiske borgere.
Folk er stadig på gaden, da skibet når havnen i byen Evdilos på den nordlige side af Ikaria. Undervejs har vi lagt til ved øerne Mykonos og Syros, og rejsende er stået både af og på. Det er midnat og buldrende mørkt, men ved venlige menneskers hjælp finder jeg hotellet i en sidegade og op ad en masse trapper.
Min rejsekammerat har glemt sit kørekort hjemme i Canada, men det lykkes hende at få tilsendt en kopi. Næste dag lejer vi uden problemer en bil på kopi-kørekortet. Den gik bare ikke, da hun nogle dage senere ville gentage succesen på Lesbos.
”Stopper politiet dig, får både du og jeg en kæmpebøde,” siger biludlejeren på Lesbos.
I det hele taget kan næsten alt lade sig gøre på Ikaria. Her er en atmosfære af ro, venlighed – og ja, bare god tid og ingen stress. Næste dag da kortmaskinen i byens eneste lille supermarked ikke virker den dag, siger manden bag disken, at jeg bare kan komme igen i morgen og betale. På Ikaria er stemningen så afslappet, at er butiksejeren ikke lige i sin butik, tager man bare det, man kom for, og lægger pengene på disken.
På en af de mange caféer på havnefronten spørger jeg en ældre dame, som nyder sin daglige espresso og betragter livets gang, hvor mange over 100 år, der bor på Ikaria.
”Det er svært at sige. Folk dør jo,” svarer hun venligt.
De Blå Zoner
De fem blå zoner – hvor Ikaria er en af dem – er Okinawa i Japan, Sardinien, Nicoya i Costa Rica, Loma i Californien og så den græske ø Ikaria. Befolkningen her har altid levet isoleret. Generne er ikke blevet blandet med alle mulige andre udefra, som en siger til mig. Længe havde øen ingen havne, og indbyggerne måtte lære at klare sig selv. Kosten er sund middelhavskost. Hjemmedyrkede grøntsager, urter fra naturen, gedemælk, olivenolie fra de mange oliventræer og ikke at forglemme den formidable honning, som befolkningen er meget stolt af. Den smager også helt fantastisk.
Hemmeligheden bag Ikarias honning er, at den ikke bliver kogt og derfor bevarer alle de sunde stoffer. Ud over at folk her lever længe, lider de heller ikke af alle de livsstilssygdomme, som befolkningerne i Vesten ellers gør. Hjerte-kar-sygdomme hører til sjældenhederne. Demens er også sjældent. Og den megen urtete, de drikker, skulle forebygge cancer.
Deportationssted
På en udendørs café midt på landsbyen Christos cafétorv møder vi Elias Karras. Det er formiddag, og de fleste borde er optaget af espresso- eller raki-drikkende landsbybeboere og den uundværlige snak, der hører med til et langt og godt liv.
På Ikaria er der stærke sociale bånd. En mand med en cigaret i munden og et rød-, gul- og hvidstribet tørklæde om hovedet til værn mod den brændende sol er ved at male noget træ med noget lak, der ligner guld og bestemt ikke ser ud, som om det er sundt at indånde.
Ved et lille bord sidder Elias. Op ad husmuren af sten og farverige blomster. Han er 66 år og har et langt – meget langt – flot gråt og flettet skæg, hans ansigt er glat som en 40-årigs, og hans øjne er venlige. Han er kommunist og mener, EU er det rene mafia. Alting er blevet så dyrt, siden Grækenland kom med i EU, siger han som det første.
”De har slået alle vores geder ihjel, og så vil de sætte vindmøller og solfangere op i landskabet. Og sende elektriciteten til Europa. Det kommer ikke de lokale til gode. Det er Siemens, der står bag. De ødelægger naturen, og så kommer de til at eje jorden. EU tror, de ejer det hele,” mener Elias.
Ikaria har en fantastisk natur med bjerge og dale og meget, meget snoede og smalle veje. Og så blæser det. Meget. Især om vinteren. Sikkert et godt sted til snurrende vindmøller og billig grøn energi, men ikke alle er altså enige om det. I det hele taget er grækerne ikke meget for vindmøller. De mener, det ødelægger den smukke natur.
Borgmesteren på Ikaria er også kommunist, fortæller Elias. Fra 1967 til 1974 havde Grækenland et stærkt højreorienteret militærstyre. Den foretog en større udrensning blandt grækerne og kommunisterne blev sendt i eksil blandt andet til Ikaria. Der var jo ingen havne, så de kunne ikke slippe væk.
”Min far var kommunist og kom i fængsel. I 1968 flygtede vi til Canada, og jeg vendte først tilbage til øen i 1986. Om et år får jeg pension, og så har jeg min landsmandsforsikring, fortæller Elias, da jeg spørger ham, hvad han egentlig lever af. Og så nyder han livet. En middagslur skulle også forlænge livet.
”I min landsby er der en kvinde på 118 år. Hver morgen tager hun et glas Moonshine. Ikarias raku. Den er stærk. 70 procent. Alle sygdommene går væk. Vi har også en speciel honning mod cancer. De lokale her lever af, hvad de producerer,” fortæller han.
”Men nu er der kommet supermarkeder. De ødelægger det hele,” mener han.
En mand i røde bukser dukker op på torvet. Han bliver hjerteligt modtaget af alle, og snakken går livligt. Hans ansigt er også næsten uden en rynke.
”Hvor gammel tror du, han er?” spørger Elias. ”Du vil ikke tro det. Han er 91 år. Han har boet i San Francisco og været sømand. Se, hvor livlig han er. Af en 90-årig at være.”
Elias fortæller om en turist, som besøgte den lokale kirkegård. Han kom tilbage og sagde, at alle dem, som lå der, var 65-70 år.
”Selvfølgelig, sagde vi. For de gamle er stadig i live. Vi har gode gener her, fordi vi har levet isoleret. Vi har godt vand, ingen kemikalier. Hvis der er nogen, som bruger kemikalier, er vi efter dem. Vi køber ikke deres produkter.”
Vi tager afsked og kører op til et nedlagt kloster. I en bygning tilhørende klosteret er Thanos. En kvinde sidder ved et bord og ruller småkager ud. Thanos’ gamle mor er der også. Hun skal have taget sit blodtryk. Der er et hospital til øens godt 9.000 indbyggere plus de turister, som kommer om sommeren. Det ligger på den anden side af øen. Over bjerge og ad snoede veje. Og så er der en mobilklinik, der kører rundt.
På et bord står forskellige glas honning, småkager og små poser med tørrede urter. Alt sammen til salg. Her på øen har de også hyldebærtræer, men i stedet for saft tørrer de blomsterne til urtete.
Vi skal over på den anden side af øen, hvorfra færgen går den næste dag til Athen. Jeg forstår, hvorfor der næsten ingen busser er på Ikaria. Det må være svært for en stor bus at komme rundt i de mange skarpe hårnålesving. I stedet tager man den på stop. Eller man tager en minivan.
Radioaktive bade
Ikaria er også kendt for sine sunde bade. Et af stederne er Therma. To ældre kvinder med solhat svømmer rundt ude i bugten med det blågrønne, klare, varme vand. Uden for bageriet sidder bageren og hviler sig. Han snakker med en nabo, som fortæller, at der plejede at være fem steder på øen med varme bade.
”Alt efter hvad man fejlede, sagde lægen, at du skulle tage til det bad eller det bad. Vandet er godt for knoglerne. Men du må ikke være i det mere end højst tyve minutter. Det er fyldt med radon, og radioaktiviteten gør, at du bliver helt rød, og hjertet begynder at banke helt vildt,” fortæller manden.
Nede ved bugten har en gruppe amerikanere taget opstilling på molen ud i vandet. Der skal tages et gruppebillede. Så har de også været i Therma på Ikaria. Det har jeg også, og klokken 16:00 går færgen tilbage til Athen igen. Men jeg har lovet mig selv at komme igen. Amerikanerne er også med færgen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og