MELLEMØSTEN // ANALYSE – Der er ikke meget, der tyder på, at freden vil sænke sig over Mellemøsten i den nærmeste fremtid. Iranerne har afvist at deltage i nye forhandlinger i Pakistan og kalder de amerikanske krav urimelige. Amerikanerne har svaret igen med en blokade af Hormuzstrædet, og Trump har skruet en tand mere op for retorikken. Begge parter kæmper nu en vild kamp mod uret.
HAIFA – Sandsynligvis vil iranerne ikke dukke op, når der tirsdag er indkaldt til nye forhandlinger i Islamabad. Emnet for mødet, der er indkaldt på pakistansk initiativ, er den videre skæbne for den våbenhvile, som lige nu holder Iran og USA i en slags stilstand over for hinanden, og som formelt udløber onsdag.
En nedtonet amerikansk delegation er ankommet til den pakistanske hovedstad, selvom rejsen nok vil vise sig at være forgæves
USAs vicepræsident, J.D. Vance, som stod i spidsen for den amerikanske delegation, da parterne holdt et møde uden synlige resultater i Islamabad den 12. april, har på forhånd ladet vide, at han ikke vil deltage. Af sikkerhedsmæssige grunde lyder begrundelsen fra Washington.
Om det er for at omgærde det hele med lidt yderligere drama skal være usagt, men en nedtonet amerikansk delegation er under alle omstændigheder ankommet til den pakistanske hovedstad, selv om rejsen nok vil vise sig at være forgæves.
Trumps nye trusler
Denne situation er meget kendetegnende for, hvordan tingene former sig i den mellemtilstand, som hele regionen befinder sig i. Efter 38 dages krig, der startede den 28. februar, nåede man frem til en form for våbenhvile, der skulle føre til en mere varig bilæggelse af konflikten, men hvor det samtidig stod klart, at udsigterne til at nå frem til et holdbart resultat nok er minimale – for nu at bruge et stort ord.
Iranerne har afvist at komme til Islamabad, fordi de mener, at de amerikanske krav er urimelige. De insisterer fortsat på retten til at have egne atomprogrammer, og de ser det som en naturlig ting, at Iran har fuld suverænitet over Hormuzstrædet.
Iranerne har afvist at komme til Islamabad, fordi de mener, at de amerikanske krav er urimelige
Amerikanerne imødegik forleden denne argumentation ved at lægge deres egen blokade i strædet, hvor omkring en femtedel af den globale olieforsyning passerer igennem. Og i de seneste dage har Trump skruet en tand mere op for retorikken.
Han lover iranerne bål og brand, hvis de ikke accepterer en våbenhvile på hans betingelser. ”No more Mr. Nice Guy!” er et citat, som nok vil blive stående i en rum tid, og i samme åndedræt lovede præsidenten, at krigen nu vil blive rettet mod samtlige iranske broer og kraftværker, altså civil infrastruktur, der i en snæver vending kan betragtes som militære mål i den givne situation.
Om det betyder, at krigen efter våbenhvilens udløb onsdag aften igen vil tage fuld omdrejning, er dog et godt spørgsmål. For dybest set har ingen af parterne nogen decideret interesse i at lade den fortsætte.
Trumps farverige udtalelser kan nok betragtes som et udtryk for desperation og dermed i mindre grad en indikator for hans egentlige hensigter. Han fører nemlig en vild kamp mod uret. Den folkelige utilfredshed med krigen vokser for hver dag i Trumps amerikanske bagland, hvor der hersker en dyb skuffelse over præsidenten og en ægte frygt for at komme til at hænge fast i endnu en udsigtsløs krig på den anden side af kloden.
Den folkelige utilfredshed med krigen vokser for hver dag i Trumps amerikanske bagland, hvor der hersker en dyb skuffelse over præsidenten
Dette bekræftes af, at krigen indtil videre ikke har ført til noget, som Trump vil kunne præsentere som en sejr. Og på det helt praktiske plan står det klart, at selv USA ikke har kapacitet til at føre krigen videre i det uendelige.
Tidligt i april lød estimatet, at amerikanerne havde affyret mindst 850 Tomahawk krydsermissiler i krigens fire første uger, hvilket er langt mere end i tidligere konflikter. Ganske vist vurderes det stadig, at der kan være 3.000 missiler på lager, men selv disse vil slippe op på et tidspunkt, og det vil tage flere år at genopbygge arsenalet.
Alt dette er iranerne helt klar over. Og det har tydeligvis fået dem til at føre deres egen kamp mod uret, men i omvendt forstand. I Teheran er det mere eller mindre Revolutionsgarden, der nu kører løbet, og selv om de vurderes at have et fast og brutalt greb om styret, er de også i dybe vanskeligheder. Landet står mere isoleret end nogensinde, og krigen har sendt den allerede stærkt medtagne økonomi ud i et endnu stejlere styrtdyk.
Det store folkelige oprør og regimeskiftet, som Trump foregøglede verden, da det hele startede den 28. februar, har aldrig indfundet sig
Det lyder derfor underligt, når nogen påstår, at Iran har vundet krigen. Det store folkelige oprør og regimeskiftet, som Trump foregøglede verden, da det hele startede den 28. februar, har aldrig indfundet sig.
Men regimet er under voldsomt pres, og den ansete analytiker ved New York Times, Nicholas Kristof, beskrev tidligere på måneden, hvordan Trump kan være i færd med at forvandle Iran til et andet Nordkorea. Graden af isolation blev kun understreget ved, at amerikanske orlogsfartøjer søndag åbnede ild og bordede det iranske fragtskib Touska, som var på vej ind i Hormuzstrædet.
Udeblivelsen fra mødet i Islamabad er en del af den iranske strategi i den aktuelle situation. Revolutionsgardens kamp mod uret går ud på at trække alt i langdrag, hvilket i øvrigt er et klassisk træk ved præstestyret.
Man ved godt, at en ny militær konfrontation ikke kan svare sig, da udsigterne til en sejr er minimale. I den situation bliver tidsfaktoren derfor nyttig, fordi man ad den vej kan satse på, at Trump må give efter for det voldsomme pres, han er oppe imod, og løsne tilsvarende på sine krav. Det er et risikabelt forehavende, da den amerikanske præsident kendes som impulsiv, men det er muligvis det bedste kort, iranerne har på hånden lige nu, og det er under alle omstændigheder et tydeligt tegn på desperation.
Venskabet knager
Noget meget tilsvarende udspiller sig i Libanon, hvor en anden våbenhvile udløber på søndag. Den israelske leder, Benjamin Netanyahu, er under samme tidspres som Trump.
Også i Israel er den folkelige utilfredshed med krigen hurtigt tiltagende, og navnlig er der skuffelse over, at Netanyahu igen har fejlvurderet situationen. Han stillede mere eller mindre befolkningen i udsigt, at krigen mod Iran ville være overstået på et par uger, og nu – mere end halvanden måned senere – er der ikke synlige resultater. Set fra Israel bygger dette navnlig på vurderingen af den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der stadig synes at have rigeligt med raketter på lager og ikke viser nogen vilje til at lade sig afvæbne.
Også i Israel er den folkelige utilfredshed med krigen hurtigt tiltagende, og navnlig er der skuffelse over at Netanyahu igen har fejlvurderet situationen
Det var ellers en af betingelserne i den våbenhvile, Hizbollah indgik med israelerne i oktober 2024. Siden dengang er den libanesiske regering i Beirut kommet endnu mere på benene, og det er faktisk lykkedes den ellers ret magtesløse regeringshær at konfiskere omkring 10.000 raketter og 300 missiler fra Hizbollahs arsenaler, men sideløbende har militsen været i stand til at anskaffe endnu mere gennem leverancer fra Iran.
Den skrøbelige våbenhvile blev sat på en voldsom prøve, da en israelsk soldat lørdag mistede livet, og ni andre blev såret, da de blev ramt af en eksplosion i det sydlige Libanon, hvor de israelske styrker ifølge våbenhvilen har lov til at være stationeret indtil de følsomme forhandlinger fører til yderligere resultater.
Straks efter rettede israelske jagerfly angreb mod mål, hvorfra angrebet var kommet. Et øjeblik holdt alle vejret og frygtede, at den spinkle våbenhvile, som trådte i kraft ved midnat torsdag aften, nu var ved at bryde sammen. Det gjorde den ikke, men resten af dagen var der fortsatte angreb, indtil en urolig ro igen lagde sig.
Midt i dette sammenbidte spil befinder sig den libanesiske præsident, Joseph Aoun. Han har ved flere lejligheder rettet kritik mod Hizbollah, i så åbne vendinger, han kan tillade sig i sin prekære situation. I dette har han tydeligvis støtte i en stor del af den libanesiske befolkning, der i stigende grad ser Hizbollah og bevægelsens fortsatte krig mod israelerne som en hindring for den ro og stabilitet, man ønsker sig og ser som en forudsætning for at få landets smadrede økonomi på benene igen.
Der har endda været fredsfølere ude. De to landes ambassadører mødtes den 14. april i Washington, under forsæde af udenrigsminister Marco Rubio, og det var tydeligt i luften, at det skulle være indgangen til en decideret proces. Indtil videre er dette dog heller ikke blevet til noget.
I disse dage insisterer Trump på, at krigen er ved at være slut, og imens sagde Netanyahu søndag, at ”kampen mod Iran endnu ikke er overstået”. Der har på det seneste været flere tegn på, at forholdet mellem Trump og den israelske leder ikke er helt så godt, som det var for blot et par måneder siden, men dette afspejler også den problematik, som vi finder i Iran.
Netanyahu føler på ingen måde, at han har opnået et resultat, han kan præsentere som en sejr over for israelerne, der skal til Knesset-valg i oktober, og når det kommer til de mulige forhandlinger med Libanon, ser man tydelig divergens i parternes mål.
Netanyahu kræver først og fremmest Hizbollah elimineret som militsstyrke, mens præsident Aoun gerne vil tage den anden vej rundt. Han vil se en israelsk tilbagetrækning for at få fuld suverænitet over hele landet og derefter tage sit opgør med Hizbollah. Der er næppe nogen tvivl om, at de to ledere har samme interesse i at se Hizbollah ekspederet over på krigshistoriens mødding, men Aoun er også bevidst om, at det vil være en dramatisk satsning at acceptere Netanyahus model.
Der er ikke meget der tyder på at freden vil sænke sig over Mellemøsten i den nærmeste fremtid. Afstanden mellem parterne er for stor, selv om der er flere interessesammenfald
I den forbindelse har Hizbollah god tid. Bevægelsen fører den samme kamp for overlevelse som Revolutionsgarden, og idet den ved, at den umuligt kan besejre israelerne militært, prøver den på samme måde at trække tiden ud. For både Aoun og Netanyahu har tilsvarende travlt med at nå frem til et resultat.
Der er altså ikke meget, der tyder på, at freden vil sænke sig over Mellemøsten i den nærmeste fremtid. Afstanden mellem parterne er for stor, selv om der er flere interessesammenfald. Samtidig er der ingen, der har nogen åbenlys interesse i at se krigen blusse op igen med fuld styrke, så derfor kan det meget vel blive til, at der efter våbenhvilernes formelle udløb kommer en slags uformel våbenhvile med lavintensiv krig som voldeligt bagtæppe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og