SAMFUNDSUDVIKLING // BOGANMELDELSE – Den unge belgiske idéhistoriker Anton Jäger har opnået stor gennemslagskraft med bogen Hyperpolitik, der er oversat til en række sprog. For nylig var han i København for at promovere bogen, efter den er udkommet på dansk.
Jägers bog eller essay, som han benævner det, er forholdsvis kort og hurtigt læst. Man behøver ikke nødvendigvis at bruge mange hundrede sider på at indkredse tidsånden og trække de historiske linjer op.
Jägers bog handler om politik, men den handler også om samfundsudvikling. Den handler om, hvordan politikken, eller den politiske deltagelse som en konsekvens af samfundsudviklingen, har ændret sig – og om, hvordan vores samfund blev så politiseret, som det er.
Jäger inddeler den politiske udvikling fra begyndelsen af 1900-tallet i fire faser og placerer dem i et koordinatsystem. På den ene akse har vi graden af politisering i samfundet, og på den anden akse har vi graden af organisering eller institutionaliseringen af den politiske deltagelse.
De fire historiske faser benævner han henholdsvis massepolitik, postpolitik, antipolitik og hyperpolitik.
Massepolitik og postpolitik
Massepolitikken opstår i midten af nittenhundredetallet og varer med forskellige modifikationer frem til Berlinmurens fald i 1989. I massepolitikkens tidsalder var graden af politisering høj, ligesom det politiske liv var institutionaliseret.
Medlemskab af politiske partier, organisering i fagforeninger – ja, i nogle tilfælde også organisering i sportsforeninger, oplysningsforbund og virksomheder med politisk tilhørsforhold – prægede perioden. Kirken, slægten og familien havde ligeledes godt tag i os.
Med Berlinmurens fald gik den vestlige verden ind i en periode karakteriseret ved postpolitik. Massepolitikken begynder så småt allerede at aftage fra midten af 80’erne.
Såvel institutionaliseringen som det politiske engagement og deltagelsen falder. Vi er med Francis Fukuyamas berømte formulering i perioden for historiens afslutning.
”Alt er politisk” hed parolen fra 70’erne, og den ser nu ud til at gentage sig. Det politiske trænger ind i kulturen og økonomien og i vores institutioner
Frigørelsen fra det 20. århundredes ideologiske menigheder blev mødt med begejstring. Ikke mindst i de gamle østlande, men også herhjemme. Selv om det var i 1984, at Schlüter sagde, at ideologi er noget bras, passer udtalelsen meget godt med det klima, som prægede tiden efter murens fald.
I sin bog Engang troede vi på fremtiden giver Christian Bennike en præcis fremstilling af denne optimistiske og næsten euforiske tidsånd, som prægede perioden.
Ifølge Jäger strækker den postpolitiske periode sig til omkring Finanskrisen i 2008. Jäger viser fx, hvordan antallet af demonstrationer og spontane strejker skød voldsomt i vejret efter 2010 som tegn på den genpolitisering, der var sket i samfundet.
Bevægelser som Occupy Wall Street og Tea Party-bevægelsen dukkede op på henholdsvis venstre- og højrefløjen, men den nye tidsalder bød ikke på nogen genfødsel af massepolitikken, som lignede tiden før 1989.
Det, der karakteriserede de nævnte bevægelser var, at de var svagt organiserede. De krævede ikke medlemskab eller partibog og forsvandt næsten lige så hurtigt, som de var dukket op.
Anti- og hyperpolitikken
Perioden, der strækker sig til omkring 2016, kalder Jäger for antipolitikken. Fra omkring det tidspunkt indtræder den såkaldte hyperpolitiske periode. Anledningen er bl.a. valget af Trump som præsident og Brexit-afstemningen.
Hyperpolitikken ligner antipolitikken, men adskiller sig også fra den. Antipolitikken udgik fra marginaliserede grupper, mens hyperpolitikken er et udtryk for, at hele samfundet er blevet politiseret.
”Alt er politisk” hed parolen fra 70’erne, og den ser nu ud til at gentage sig. Det politiske trænger ind i kulturen og økonomien og i vores institutioner. Køn, etnicitet, identitet og sprog er blevet politiserede felter.
”Forkerte” ord eller formuleringer kan næsten starte en krig på de sociale medier. Flyrejser og oksekød er blevet eksempler på nutidige syndefald. Min arbejdsplads har fx lige fået en guide for inkluderende sprogbrug. Der er grænser for, hvad man kan tillade sig at sige.
Kærlighed, sport og kunst. I den forstand blev det en fattig verden, fordi alt blev forstået i samme billede. Hyperpolitikken risikerer måske at lide samme skæbne
Kunsten er også igen blevet politisk. Tænk på yngre forfattere som Glenn Bech, Asta Olivia Nordenhof eller Lone Aburas.
I vore dage har vi en høj grad af politisering, men en lav grad af institutionalisering. Stadig færre er medlemmer af politiske partier og fagforeninger, men også institutioner som familien og kirken fremstår svækkede.
Politiske eksempler
Jäger giver en række udenlandske eksempler på tendensen til hyperpolitik, fx Grillos Femstjernebevægelse fra Italien eller det græske SYRIZA parti.
Herhjemme kender vi også til politiske enkeltsagspartier, som skyder op og får godt tag i vælgerne, men som ikke har nogen særlig lokal forankring, for derefter at forsvinde som dug for solen. Nye Borgerlige og Ny Alliance er eksempler på det.
I vore dag er den politiske kogeplade overophedet, men den har svært ved at skabe varige forandringer. Black Lives Matter er et eksempel. Klimastrejkerne i Sverige ebbede snart ud og blev erstattet af nye grupper. Protesterne over drabet på Floyd og bevægelsen De Gule Veste.
Tidligere kunne protesterne blive ved længe, og de var ofte forankret i fagbevægelsen. I den hyperpolitiske tidsalder opstår bevægelser og partier hurtigt, men forsvinder snart igen.
Erfaringerne fra 70’erne var, at når alt blev gjort til politik, så imploderede begrebet nærmest og holdt til sidst op med at give mening, fordi det koloniserede alle livsområder.
Kærlighed, sport og kunst. I den forstand blev det en fattig verden, fordi alt blev forstået i samme billede. Hyperpolitikken risikerer måske at lide samme skæbne.
De sociale forandringer
Den nævnte analyse hænger sammen med mere grundlæggende sociale og samfundsmæssige forandringer.
Vi er i de let opsigelige forholds periode: Venskaber, ægteskaber, jobs og politisk engagement er blevet kortsigtede. Stadig flere lever ensomme og isoleret.
Jäger refererer flittigt til Putnams bog Bowling Alone. Vi bowler mere, men vi gør det ikke i foreninger, hvorfor vi mister den sociale interaktion og det fællesskabsopbyggende tilhørsforhold, som den gamle organisationsform kunne tilbyde, og som fandtes i massepolitikkens tidsalder.
I dag forstærker streamingtjenester og de sociale medier fænomenet og gør, at folk i stadig mindre grad forlader hjemmet.
Den flydende modernitet
Den nu afdøde polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman pegede med sit begreb den flydende modernitet på nogle af de samme forhold, som Jäger identificerer. Også han beskriver, hvordan de sociale organisationsformer er under forandring, fx i bogen Fællesskaber.
I den flydende modernitet er de gamle kollektive fællesskaber blevet erstattet af netværk, lejlighedsfællesskaber eller æstetiske fællesskaber, som er baseret på følelser, eller hvor man samles om en sag.
Det er især de mindre ressourcestærke, som lider under denne ændring af samfundets grundlæggende sociale organisationsformer. De har mistet den tryghed og det sociale og kulturelle tilhørsforhold, som fællesskaberne tilbød, mens ”eliten” kan nyde godt af denne nye frihed.
Alt er politiseret – hvad kan vi gøre?
Det, der adskiller hyperpolitikken fra massepolitikken, er, at den er mere individualistisk og kortsigtet, ligesom den har færre konsekvenser. Den har svært ved at frembringe varige forandringer.
I slutningen af 10’erne stod det klart, at højrefløjen i første omgang havde vundet kampen om postpolitikkens afslutning, skriver Jäger. Den er i mindre grad afhængig af organisering og institutionalisering og er bakket op af stærke kapitalinteresser.
En af bogens hypoteser er, at venstrefløjen på ny må få det politiske engagement tilbage og organisere det inden for de institutionelle rammer, som partier og foreninger kan tilbyde.
Den energi og vrede, som findes på de sociale medier og i de mange protestorganisationer er ikke nok, hvis man vil lave samfundet om. Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre?
Den institutionalisering, som prægede samfundet i massepolitikkens tidsalder, hvilede på et grundlag, hvor kollektive bevægelser spillede en overordentlig stor rolle.
Man kan sige, at vores liv tidligere i høj grad udspillede sig inden for en kollektiv ramme. Det er måske skæbnens ironi. Vi har fået flere valgmuligheder og øget frihed til at hidse os op over stort og småt, men vi er ikke længere bundet af kollektivets ansvar og forpligtelser.
Det er som nytårsfyrværkeri. Det giver en masse larm og rabalder, men snart efter er der stille igen. Det betyder, at vi er mere sårbare over for fx kræfter, som ønsker at trække samfundet i retning mod fænomener som nationalisme, øget ulighed og magtkoncentration.
Jägers metode
Som Jäger skriver, kan det være svært at føre bevis for præcist, hvornår de forskellige perioder afløser hinanden. Jäger har valgt nogle afgørende historiske begivenheder og har i øvrigt set på graden af fx demonstrationer og organiseringsgrad, som indikator for de nævnte ændringer.
Et begreb som hyperpolitik beskriver en tendens frem for at sige noget udtømmende om samtiden.
Jägers eksempler og øvrige materiale stammer hovedsageligt fra forskellig sociologisk litteratur og rapporter og fra bl.a. fransk litteratur, fx Houllebecqs forfatterskab og Annie Ernaux. Det gør fremstillingen levende og stoflig.
”Analyser foretaget i realtid er altid risikable,” skriver Jäger, og det er jo rigtigt. Umiddelbart virker det dog, som om at Jäger har ramt rigtigt, og gennem sine historiske begreber formår han at indkredse nogle centrale træk ved vores samtid og bidrage med relevante bud på, hvordan vi kan forstå vores til tider forvirrede samtid lidt bedre.
Litteratur:
Bauman, Zygmunt (2002): Fællesskab. Hans Reitzels Forlag.
Bauman, Zygmunt (2003): Frihed. Hans Reitzels Forlag.
Bennike, Christian. (2023): En gang troede vi på fremtiden. Gyldendal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
